Complete Works of Henrik Ibsen (426 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
MARGRETE.
Nej, nej, det skal du aldrig!
KONG SKULE
(tager hendes hånd og ser mildt på hende)
.
Elsker du din husbond, Margrete?
MARGRETE.
Højere end alt i verden.
KONG SKULE.
Du kunde bære, at han sagde dødsdommen over mig; men vilde du også kunne bære det, om han måtte lade den fuldbyrde?
MARGRETE.
Himlens herre, styrk mig!
KONG SKULE.
Kunde du, Margrete?
MARGRETE
(sagte og gysende)
.
Nej, nej, – vi måtte skilles ad, – jeg turde aldrig se ham tiere!
KONG SKULE.
Du vilde lukke det fagreste lys ude fra hans liv og fra dit; – vær rolig, Margrete, – du skal ikke have det nødig.
FRU RAGNHILD.
Far fra landet, Skule; jeg følger dig hvorhen og sålangt du vil.
KONG SKULE
(hovedrystende)
.
Med en hånende skygge mellem os? – Jeg har fundet dig inat for første gang; der må ingen skygge være mellem mig og dig, min stille trofaste hustru; – derfor må der heller intet samliv være mellem os to på jorden.
SIGRID.
Min kongelige broder! Jeg ser du trænger mig ikke; jeg ser, du véd, hvad vej du skal gå.
KONG SKULE.
Der gives mænd, som skabtes til at leve, og mænd, som skabtes til at dø. Min vilje vilde altid did, hvor ikke Guds finger pegte for mig; derfor så jeg aldrig vejen klart før nu. Mit stille husliv har jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde igen; hvad jeg har syndet mod Håkon, kan jeg bøde på, ved at fri ham for en kongspligt, som måtte skille ham fra det kæreste, han ejer. Bymændene står udenfor; jeg vil ikke vente på kong Håkon! Vargbælgerne er nær; sålænge jeg er ilive, står de ikke fra sit forsæt; finder de mig her, kan jeg ikke frelse dit barn, Margrete. – Se, se, opad! Se hvor det blegner og svinder, det gloende sværd, som har været draget over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har forstået ham, og hans vrede er stilnet. Det er ikke i helligdommen på Elgesæter jeg skal kaste mig ned og bede om grid af en jordens konge; – den høje kirke med stjernehvælven over må jeg ind i, og det er kongernes konge, jeg skal bede om grid og frelse for alt mit livsværk!
SIGRID.
Stå ham ikke imod! Stå ikke Guds kaldelse imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det dages i hans urolige sjæl! Har ikke vi forfærdede kvinder stået længe nok i lønkamrene, skrækslagne og gemte ind i de mørkeste kroge, lyttende til al den rædsel, som øvedes udenfor, lyttende til blodtoget, som gik landet over fra ende til ende? Har vi ikke ligget blege og forstenede i kirkerne, og ikke vovet at se ud, ligesom Kristi disciple lå i Jerusalem på den store langfredag, da toget gik til Golgata! Brug dine vinger, og ve dem, som vil binde dig nu!
FRU RAGNHILD.
Far hen i fred, min husbond! Far did, hvor ingen hånende skygge står mellem os, når vi atter mødes.
(iler ind i kapellet.)
MARGRETE.
Min fader, farvel, farvel, – tusende farvel!
(følger Fru Ragnhild.)
SIGRID
(åbner kirkedøren og råber ind)
:
Frem, frem alle kvinder! Saml jer i bøn; send et bud opad med sang til Herren, og meld ham, at nu kommer Skule Bårdssøn angrende hjem fra sin ulydighedsgang på jorden!
KONG SKULE.
Sigrid, min trofaste søster, hils kong Håkon fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste stund véd om han er den kongefødte, men at jeg uryggeligt véd: han er den, som Gud har kåret.
SIGRID.
Jeg skal bringe ham din hilsen.
KONG SKULE.
Og en hilsen til får du bringe. Der sidder en angrende kvinde nord på Hålogaland; sig hende, at hendes søn gik forud; han fulgte med mig, da der var al fare for hans sjæl.
SIGRID.
Det skal jeg.
KONG SKULE.
Sig hende, det var ikke med hjertet han syndede; ren og skyldfri skal hun visselig møde ham igen.
SIGRID.
Det skal jeg. –
(Peger mod baggrunden.)
Hør, der bryder de låsen fra!
KONG SKULE
(peger mod kapellet)
.
Hør, der synger de højt til Gud om frelse og fred!
SIGRID.
Hør, hør! Alle klokker i Nidaros ringer –!
KONG SKULE
(smiler sørgmodigt)
.
De ringer en konge til graven.
SIGRID.
Nej, de ringer til din rette kroning nu! Farvel, min broder; lad blodets purpurkåbe flømme vidt over dine skuldre; al brøde kan dækkes under den! Gå ind, gå ind i den store kirke og tag livsens krone!
(iler ind i kapellet.)
(Sang og klokkeringning vedbliver under det følgende.)
STEMMER
(udenfor porten)
.
Nu er låsen fra! Tving os ikke til at bryde kirkefreden!
KONG SKULE.
Jeg kommer.
BYMÆNDENE.
Og kirkeraneren skal også komme!
KONG SKULE.
Kirkeraneren skal også komme, ja!
(går hen til Peter.)
Min søn, er du rede?
PETER.
Ja, min fader, jeg er rede.
KONG SKULE
(ser opad)
.
Gud, jeg er en fattig mand, jeg har kun mit liv at give; men tag det, og berg Håkons store kongstanke. – Se så, ræk mig din hånd.
PETER.
Her er min hånd, fader.
KONG SKULE.
Og vær ikke ræd for det, som nu kommer.
PETER.
Nej, fader, jeg er ikke ræd, når jeg går sammen med dig.
KONG SKULE.
Tryggere vej har vi to aldrig gået sammen.
(Han åbner porten; bymændene står i mængde udenfor med løftede våben.)
Her er vi; vi kommer frivilligt; – men hug ham ikke i ansigtet.
(De går udenfor, hånd i hånd; porten glider til.)
EN STEMME.
Sigt ikke, spar ikke; – hug dem, hvor I kan!
KONG SKULES STEMME.
Uhæderligt er det at handle så med høvdinger!
(Kort våbenlarm; derpå høres tunge fald; alt bliver et øjeblik stille.)
EN STEMME.
De er døde beggeto!
(Kongsluren lyder.)
EN ANDEN STEMME.
Der kommer kong Håkon med al sin hird!
MÆNGDEN.
Hil eder, Håkon Håkonssøn; nu har I ingen fiender mere!
GREGORIUS JONSSØN
(standser lidt ved de døde)
.
Så kom jeg dog for sent!
(går ind i klostergården.)
DAGFINN BONDE.
Usaligt for Norge, om I var kommen før!
(råber ud.)
Her ind, kong Håkon!
HÅKON
(standsende)
.
Liget ligger mig ivejen!
DAGFINN BONDE.
Vil Håkon Håkonssøn frem, så får han gå over Skule Bårdssøns lig!
HÅKON.
I Guds navn da!
(Stiger over liget og kommer ind.)
DAGFINN BONDE.
Endelig kan I gå til kongsværket med frie hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros ringes freden ind i landet, og derude ligger han, som var jer værst af alle.
HÅKON.
Hver mand dømte ham galt; der var en gåde ved ham.
DAGFINN BONDE.
En gåde?
HÅKON
(griber ham om armen og siger sagte)
:
Skule Bårdssøn var Guds stedbarn på jorden; det var gåden ved ham.
(Kvindernes sang lyder højere fra kapellet; alle klokker bliver ved at ringe i Nidaros.)
Teppet faller.
BRAND.
HANS MODER.
EJNAR, en maler.
AGNES.
FOGDEN.
DOKTOREN.
PROVSTEN.
KLOKKEREN.
SKOLEMESTEREN.
GERD.
EN BONDE.
HANS HALVVOKSNE SØN.
EN ANDEN BONDE.
EN KVINDE.
EN ANDEN KVINDE.
EN SKRIVERKARL.
PRESTER og EMBEDSMÆND.
ALMUE, MÆND, KVINDER og BØRN.
FRISTEREN I ØDEMARKEN.
DE USYNLIGES KOR.
EN RØST.
(Handlingen foregår i vor tid, dels i dels omkring en jordbygd på vestkysten af Norge.)
(Oppe i sneen på fjeldvidderne. Tågen ligger tæt og tung; det er regnvejr og halvmørkt.)
(Brand, sortklædt, med stav og skræppe, kravler sig frem vestover. En bonde og hans halvvoksne søn, som har slået følge med, er noget bagefter.)
BONDEN
(råber efter Brand)
.
Hej, fremmedkarl, far ej så fort!
Hvor er du?
BRAND.
Her!
BONDEN.
Du går dig bort!
Nu tykner skodden slig, at knapt
en ser så langt, som staven rækker –
SØNNEN.
Faer, her er spriker!
BONDEN.
Her er sprækker!
BRAND.
Og hvert et vejspor har vi tabt.
BONDEN
(skriger)
.
Stands, mand! Guds bittre –! Her er bræen
skral som en skorpe! Tramp ej sneen!
BRAND
(lyttende)
.
Jeg hører duren af en fos.
BONDEN.
En bæk har hulet sig indunder;
her er et dyb, som ingen bunder; –
det sluger både dig og os!
BRAND.
Frem må jeg, som jeg før har sagt.
BONDEN.
Det evner ingen mandemagt.
Kend; – her er grunden hul og sprød –
Stands, mand! Det gælder liv og død!
BRAND.
Jeg må; jeg går en stormands bud.
BONDEN.
Hvad heder han?
BRAND.
Han heder Gud.
BONDEN.
Og hvad er du for noget?
BRAND.
Prest.
BONDEN.
Kanhænde det; men jeg véd bedst,
at om du så var provst og bisp,
så ligger du i dødsens gisp
før dagen gryr, hvis du vil frem
på bræens undergravne brem.
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, prest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Vend om; vær ej så strid og stiv!
En har jo kun det ene liv; –
går det, hvad har en så igen?
Der er en mil til næste grænd,
og skodden står så tyk, at den
kan skæres med en tollekniv.
BRAND.
Står skodden tyk, en lokkes ej
af blålysblink på vildsporsvej.
BONDEN.
Men her er is-tjern rundt omkring,
og slige tjern er stygge ting.
BRAND.
Dem går vi over.
BONDEN.
Gå på vand?
Du holder mindre end du lover.
BRAND.
Én har dog vist, – er troen sand,
så slipper karlen tørskod over.
BONDEN.
Ja, før i tiden; men i vor
han går tilbunds med hud og hår.
BRAND.
Farvel!
(vil gå.)
BONDEN.
Du sætter livet til!
BRAND.
Hvis Herren for min død har brug, –
velkommen flom og fos og slug!
BONDEN
(sagte)
.
Nej, han er både gal og vild!
SØNNEN
(halvt grædende)
.
Faer, lad os vende! Der er tegn
til værre styggevejr og regn!
BRAND
(standser og nærmer sig igen)
.
Hør, bondemand; du sagde før,
at datter din, som bor ved fjorden,
har skikket bud, at snart hun dør;
men ej med saligt håb hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – gå fra jorden?
BONDEN.
Gud bedre mig så sandt og visst!
BRAND.
Og til idag hun gav dig frist?
BONDEN.
Ja.
BRAND.
Ikke længer?
BONDEN.
Nej.
BRAND.
Så kom!
BONDEN.
Det er ugørligt værk. Vend om!
BRAND
(ser fast på ham)
.
Hør? Gad du hundred daler give,
ifald hun kunde saligt dø?
BONDEN.
Ja, prest!
BRAND.
To hundred?
BONDEN.
Hus og bø
jeg skulde gerne fra mig skrive,
ifald hun slukne fik i fred!
BRAND.
Men gad du give livet med?
BONDEN.
Hvad? Livet? Kære, vene –!
BRAND.
Nå?
BONDEN
(klør sig bag øret)
.
Nej, men der er da måde på –!
I Jesu navn, du får ej glemme,
at jeg har barn og kone hjemme.
BRAND.
Han, som du nævnte, havde moer.
BONDEN.
Ja, det var længe før ifjor; –
da hændte der så mangt et under;
det går ej slig til nuomstunder.
BRAND.
Far hjem. Dit liv er dødens vej.
Du véd ej Gud og Gud ej dig.
BONDEN.
Hu, du er hård!
SØNNEN
(trækker i ham)
.
Kom så afsted!
BONDEN.
Ja vel; men han skal følge med!
BRAND.
Skal jeg?
BONDEN.
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i følge,
så trækkes jeg tilthings en dag, –
og drukner du i myr og tjern,
så dømmes jeg i bolt og jern –
BRAND.
Da lider du for Herrens sag.
BONDEN.
Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom så!
BRAND.
Farvel!
(hult bulder høres langt borte.)
SØNNEN
(skrigende)
.
Der går en skred!
BRAND
(til bonden, som har grebet ham i kraven)
.
Slip taget!
BONDEN.
Nej!
BRAND.
Slip straks!
SØNNEN.
Kom med!
BONDEN
(brydes med Brand)
.
Nej, fanden nappe mig –!
BRAND
(river sig løs og kaster ham i sneen)
.
Ja visst;
det kan du tro han gør tilsidst!
(går.)
BONDEN
(sidder og gnider armen)
.
Au, au; den karl er stiv og stærk.
Sligt kalder han Vorherres værk!
(råber, idet han rejser sig.)
Hej, prest!
SØNNEN.
Han gik indover hejen.
BONDEN.
Ja, men jeg skimter ham endnu.
(råber igen.)
Hør, sig mig – kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af vejen?
BRAND
(inde i tågen)
.
Ej trænges vejløbs kors for dig; –
du er alt på den brede vej.
BONDEN.
Gud give, at det var så vel,
så sad jeg godt og varmt ikveld.
(han og sønnen går østover igen.)
BRAND
(kommer tilsyne højere oppe og lytter ud mod den kant, hvor bonden gik)
.
De famler hjem. Du slappe træl,
sprang i dit bryst en viljes væld,
var ikkun evnen det, som skorted,
jeg skulde vejens møje kortet;
på dødstræt ryg, med foden såret,
jeg skulde glad og let dig båret; –
men hjælp er gavnløs for en mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(går længere frem.)
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Hver skrælling lægger slig en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
De vil nok offre, Gud bevares!
Men livet, livet, – det må spares.
(smiler, som i en erindring.)
To tanker faldt som gut mig ind
og voldte lattervrid i maven,
og skaffed mig et barket skind,
når gamle skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,
en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af sindet smugle,
men de hang i med tand og klo. –
Hvad kom det af, det lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte splid
imellem tingen, som den er,
og tingen, som den skulde være, –
imellem det, at måtte bære,
og finde byrden altfor svær. –
Fast hver en landsmand, syg og frisk,
er slig en ugle, slig en fisk.
Han skabtes til et dybets yrke,
han skulde leve livets mørke, –
og det er det, som gør ham ræd.
Han spræller angst mod fjærens bred,
han skyr sit eget stjernekammer,
han skriger: luft og dagens flammer!
(standser et øjeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som sang.
Ja, det er sang med latter blandet.
Hør, – nu et hurra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte gang!
Der rinder solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide sletter.
Derborte står det glade lag
i morgenskær på højderyggen;
vestover vidden kastes skyggen;
de skifter ord og nævetag.
Nu skilles de. De andre vender
mod øst, men to går vesterud.
Der skikker de, som sidste bud,
farvel med hat, med slør og hænder.
(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen. Han står længe og ser ned på de kommende.)
Der glittrer lys om disse tvende.
Det er som skodden gjorde vej,
som lyngen klædte hæld og hej
og himlen lo om ham og hende.
De er visst syskend. Hånd i hånd
de springer over lyngens tæppe.
Se; pigen rører grunden neppe,
og han er ledig som en vånd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap han vilde hende fange – –.
Nu vokser løbet til en leg –!
Hør; deres latter blir til sange!
(Ejnar og Agnes, let rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende frem over sletten. Tågen er borte; en klar sommermorgen ligger over fjeldet.)
EJNAR.
Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!
AGNES
(danser baglænds foran og smutter stedse fra ham)
.
Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
så lad mig af lyngtoppen drikke;
og er du en gut, som lyster en leg,
så jag mig, men fang mig ikke!
EJNAR.
Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, –
snart sidder du fangen i nettet!
AGNES.
Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i legen mig svinger;
men fanger du mig under nettets spind,
så rør ikke ved mine vinger!
EJNAR.
Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd
og lukke dig ind i mit hjerte;
der kan du lege dit hele liv
den gladeste leg, du lærte!
(uden at se det har de nærmet sig en brat styrtning; de står nu lige på randen.)
BRAND
(skriger ned til dem)
.
Stands, stands! Der er en afgrund bag!
EJNAR.
Hvem råber?
AGNES
(peger op)
.
Se!
BRAND.
Berg jer itide!
I står på skavlens hule tag; –
den hænger udfor stupets side!
EJNAR
(slår armen om hende og ler op)
.
Det har ej nød med mig og hende!
AGNES.
Vi har et liv at lege rundt!
EJNAR.
I solskin er en færd os undt,
som først om hundred år har ende.
BRAND.
Da først I går tilbunds? Ja så!
AGNES
(svinger sløret)
.
Nej, da går legen mod det blå.
EJNAR.
Først hundred år i glædestimlen,
med bryllupslamper tændt hver nat, –
et liv, et hundredårs tagfat –
BRAND.
Og så –?
EJNAR.
Så hjem igen – til himlen.
BRAND.
Nå, det er den, I kommer fra?
EJNAR.
Naturligvis; hvor ellers da?