Complete Works of Henrik Ibsen (674 page)

Jeg forstår dig visst ikke rigtig.

ALLMERS.
Jeg mener, at jeg af al min magt vil prøve på at gøre ham det uoprettelige så lindt og så let som tænkeligt er.

RITA.
Å men, du, – Gud ske lov, jeg tror ikke, han føler det så dybt.

ASTA
(bevæget)
.

Jo, Rita, det gør han.

ALLMERS.
Ja, vær viss på det, at han føler det dybt.

RITA
(utålmodig)
.

Men, kære, – hvad mere kan du da gøre for ham?

ALLMERS.
Jeg vil prøve på at lyse op i alle de rige muligheder, som dæmrer i hans barnesjæl. Alt, hvad han rummer af ædle spirer vil jeg bringe til at skyde vækst, – sætte blomst og frugt.
(varmere og varmere, rejser sig.)
Og jeg vil mere end det! Jeg vil hjælpe ham til at bringe samklang mellem hans ønsker og det, som ligger opnåeligt foran ham. For sådan er han ikke nu. Al hans higen går imod det, som for hele livet vil bli’ uopnåeligt for ham. Men jeg vil skabe lykkefølelse i hans sind.

(han går et par gange op og ned ad gulvet. Asta og Rita følger ham med øjnene.)

RITA.
Du skulde ta’ disse ting med mere ro, Alfred!

ALLMERS
(standser ved bordet til venstre og ser på dem)
.

Eyolf skal ta’ mit livsværk op. Ifald han så vil. Eller han kan få vælge noget, som er fuldt ud hans eget. Kanske helst det. – Nå, for alle tilfældes skyld så la’r jeg mit ligge.

RITA
(rejser sig)
.

Men, kæreste Alfred, – kan du da ikke arbejde både for dig selv og for Eyolf?

ALLMERS.
Nej, det kan jeg ikke. Umuligt! Jeg kan ikke dele mig selv her. Og derfor så viger jeg. Eyolf skal være den fuldfærdige i vor slægt. Og jeg vil sætte mit nye livsværk i det at gøre ham til den fuldfærdige.

ASTA
(har rejst sig og går hen til ham)
.

Dette her har kostet dig en forfærdelig hård kamp, Alfred.

ALLMERS.
Ja, det har det. Her hjemme havde jeg aldrig vundet bugt med mig selv. Aldrig tvunget mig selv ind under forsagelsen. Aldrig her hjemme.

RITA.
Var det altså derfor du rejste ud i sommer?

ALLMERS
(med lysende øjne)
.

Ja! Og så kom jeg op i den uendelige ensomhed. Fik se solopgangen lyse over tinderne. Føle mig nærmere stjernerne. Næsten som i forståelse og i samfund med dem. Og så kunde jeg det.

ASTA
(ser tungt på ham)
.

Men aldrig vil du skrive mere på bogen om „Det menneskelige ansvar”?

ALLMERS.
Nej, aldrig, Asta. Jeg kan ikke splitte mig selv mellem to opgaver, siger jeg jo. – Men jeg vil føre det menneskelige ansvar igennem – i mit liv.

RITA
(med et smil)
.

Tror du virkelig, at du kan holde fast ved slige høje forsætter her hjemme?

ALLMERS
(tager hendes hånd)
.

I forbund med dig kan jeg det.
(rækker den anden hånd frem.)
Og i forbund med dig også, Asta.

RITA
(trækker sin hånd til sig)
.

Med to altså. Du kan altså dog dele dig.

ALLMERS.
Men kæreste Rita –!

(Rita går fra ham og stiller sig i havedøren.)

(Det banker let og hurtigt på døren til højre. Ingeniør Borghejm træder rask ind. Han er en ung mand på vel 30 år. Lyst og frejdigt udtryk. Rank holdning.)

BORGHEJM.
Godmorgen, godmorgen, frue!
(standser glad ved synet af Allmers.)
Nej, hvad ser jeg! Allerede hjemme igen, herr Allmers?

ALLMERS
(ryster hans hånd)
.

Ja, jeg kom i nat.

RITA
(munter)
.

Han havde ikke lov længer, herr Borghejm.

ALLMERS.
Nej men det er jo ikke sandt, Rita –

RITA
(kommer nærmere)
.

Jo visst er det sandt, jo. Hans permission var udløben.

BORGHEJM.
Så De holder Deres mand så stramt i tøjlerne, frue?

RITA.
Jeg holder på mine rettigheder. Og alting må da ha’ en ende også.

BORGHEJM.
Å, ikke alting, – håber jeg. – Godmorgen, frøken Allmers!

ASTA
(undvigende)
.

Godmorgen.

RITA
(ser på Borghejm)
.

Ikke alting, siger De?

BORGHEJM.
Ja, jeg tror så fuldt og fast på, at der da ialfald er noget her i verden, som ingen ende ta’r.

RITA.
Nu tænker De visst på kærlighed – og sligt noget.

BORGHEJM
(varmt)
.

Jeg tænker på alt det, som dejligt er!

RITA.
Og som aldrig får ende. Ja, lad os tænke på det. Håbe på det, allesammen.

ALLMERS
(træder hen til dem)
.

Nu bli’r De vel snart færdig med vejarbejdet herude?

BORGHEJM.
Jeg er alt færdig. Blev færdig igår. Det har varet længe nok. Men, Gudskelov, det fik da en ende.

RITA.
Og det er De så kisteglad over?

BORGHEJM.
Ja, det er jeg rigtignok!

RITA.
Nå, det må jeg sige –

BORGHEJM.
Hvad, frue?

RITA.
Det er just ikke videre pænt af Dem, herr Borghejm.

BORGHEJM.
Så? Hvorfor ikke det?

RITA.
Nej, for da kommer De vel ikke ret ofte ud på disse kanter herefter.

BORGHEJM.
Nej, det er sandt. Det tænkte jeg ikke på.

RITA.
Nå, en gang imellem kan De vel sagtens komme ud til os alligevel.

BORGHEJM.
Nej, det bli’r nok desværre umuligt for mig på lange tider nu.

ALLMERS.
Så? Hvorfor det da?

BORGHEJM.
Jo, for nu har jeg fåt et stort, nyt arbejde, som jeg må ta’ fat på straks.

ALLMERS.
Nej, har De det?
(trykker hans hånd.)
Det glæder mig hjertelig.

RITA.
Gratulerer, gratulerer, herr Borghejm!

BORGHEJM.
Hys, hys, – jeg har egentlig ikke lov til at snakke højt om det endnu! Men jeg kan ikke dy mig! – Det er et svært vejarbejde – oppe i det nordlige. Med fjeldovergange – og med de utroligste vanskeligheder at overvinde!
(udbrydende.)
Å, du store, vakkre verden, – hvad det er for en lykke, det, at være vejbygger!

RITA
(smiler og ser drillende på ham)
.

Er det bare for det vejarbejdets skyld, at De kommer herud så rent ellevild idag?

BORGHEJM.
Nej, ikke for det alene. Men for alle de lyse og lovende udsigter, som åbner sig for mig.

RITA
(som før)
.

Aha, der er kanske noget endnu dejligere bagved!

BORGHEJM
(skotter mod Asta)
.

Hvem véd! Når lykken først kommer, så plejer den jo komme som en vårflom.
(vender sig til Asta.)
Frøken Allmers, skulde ikke vi to spadsere en liden tur sammen? Sådan som vi plejer?

ASTA
(hurtig)
.

Nej, nej tak. Ikke nu. Ikke idag.

BORGHEJM.
Å, kom så! Bare en bitte liden tur! Jeg synes, jeg har så meget at snakke med Dem om, før jeg rejser.

RITA.
Det er kanske noget, som De ikke må snakke højt om endnu?

BORGHEJM.
Hm, det kommer nu an på –

RITA.
Ja, for De kan jo også godt hviske.
(halv sagte.)
Asta, du må endelig gå med ham.

ASTA.
Men, kære Rita –

BORGHEJM
(bedende)
.

Frøken Asta, – husk på, at dette skulde være en afskedstur – for lange, lange tider.

ASTA
(tager sin hat og parasol)
.

Ja-ja, lad os gå lidt omkring nede i haven da.

BORGHEJM.
Å tak, tak for det!

ALLMERS.
Og se så lidt efter Eyolf med det samme.

BORGHEJM.
Ja, Eyolf, det er sandt! Hvor er Eyolf henne idag? Jeg har noget med til ham.

ALLMERS.
Han går og leger etsteds dernede.

BORGHEJM.
Nej virkelig! Så han er begyndt at lege nu? Ellers plejer han bare sidde inde og læse.

ALLMERS.
Det skal ha’ en ende. En rigtig friluftsgut skal der bli’ af ham.

BORGHEJM.
Se, det er ret! Ud i det fri med ham også, stakker! Herregud, en kan da ikke gøre noget bedre end lege i denne velsignede verden. Jeg synes hele livet er som en leg, jeg! – Kom så, frøken Asta!

(Borghejm og Asta går ud på verandaen og ned gennem haven.)

ALLMERS
(står og ser efter dem)
.

Du, Rita, – tror du, der er noget imellem de to?

RITA.
Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Før trode jeg det. Men Asta er ble’t mig så uforklarlig, – så rent ubegribelig i den sidste tid.

ALLMERS.
Så? Er hun det. Mens jeg var borte?

RITA.
Ja, i de sidste par uger, synes jeg.

ALLMERS.
Og du tror ikke, at hun nu længer bry’r sig sådan videre om ham?

RITA.
Ikke alvorligt. Ikke helt og holdent. Hensynsløst. Det tror jeg ikke.
(ser forskende på ham.)
Vilde det være dig imod, ifald hun gjorde det?

ALLMERS.
Ikke egentlig imod. Men det vilde jo unægtelig være en ængstende tanke –

RITA.
Ængstende?

ALLMERS.
Ja, for du må huske på, at jeg har ansvar for Asta. For hendes livs lykke.

RITA.
Å hvad – ansvar! Asta er da vel voksen? Hun forstår da sagtens at vælge selv, skulde jeg tro.

ALLMERS.
Ja, vi får jo håbe det, Rita.

RITA.
Jeg for min part tror nu slet ikke noget ondt om Borghejm.

ALLMERS.
Nej, kære, – det gør jo ikke jeg heller. Tvert imod. Men alligevel –

RITA
(vedblivende)
.

Og jeg skulde svært gerne se, at der blev et par af ham og Asta.

ALLMERS
(misfornøjet)
.