Complete Works of Henrik Ibsen (680 page)

RITA.
Ja, kaldte du hende ikke Eyolf før? Jeg synes, du sa’ det engang, – i en lønlig stund.
(går nærmere.)
Mindes du den – den fortærende dejlige stund, Alfred?

ALLMERS
(viger tilbage, som i gru)
.

Jeg mindes ingenting! Vil ingenting mindes!

RITA
(følger efter ham)
.

Det var i den stund, – da din anden lille Eyolf blev krøbling!

ALLMERS
(dumpt, støtter sig til bordet)
.

Gengældelsen.

RITA
(truende)
.

Ja, gengældelsen!

(Asta og Borghejm kommer tilbage ved bådskuret. Hun bærer nogle vandliljer i hånden.)

RITA
(behersket)
.

Nå, Asta, – har så du og herr Borghejm fåt tale rigtig ud sammen?

ASTA.
Å ja, – så nogenlunde.

(hun sætter paraplyen fra sig og lægger blomsterne på en stol.)

BORGHEJM.
Frøken Allmers har været svært ordknap på turen.

RITA.
Nej, har hun det? Ja, da har Alfred og jeg fåt tale ud sammen så det forslår –

ASTA
(ser spændt på dem begge)
.

Hvad er det for noget –?

RITA.
– så det forslår for hele livet, siger jeg.
(afbrydende.)
Men kom så og lad os gå op, alle fire. Vi må ha’ selskab om os herefter. Alfred og jeg klarer det ikke alene.

ALLMERS.
Ja, gå bare foran, I andre.
(vender sig.)
Men dig må jeg først tale et ord med, Asta.

RITA
(ser på ham)
.

Så? – Nå ja, kom De med mig da, herr Borghejm.

(Rita og Borghejm går opover skogstien.)

ASTA
(i angst)
.

Alfred, hvad er der på færde!

ALLMERS
(mørk)
.

Der er det, at jeg holder det ikke længer ud her.

ASTA.
Her! Sammen med Rita, mener du?

ALLMERS.
Ja. Rita og jeg kan ikke bli’ ved at leve sammen.

ASTA
(ryster ham i armen)
.

Men, Alfred, – sig da ikke noget så forfærdeligt!

ALLMERS.
Det er sandt, som jeg siger. Vi går her og gør hinanden onde og stygge.

ASTA
(smærtelig bevæget)
.

Å, aldrig, – aldrig havde jeg da anet noget sligt!

ALLMERS.
Det er heller ikke gåt op for mig før idag.

ASTA.
Og nu vil du –! Ja, hvad vil du da egentlig, Alfred?

ALLMERS.
Jeg vil rejse fra det hele her. Langt bort fra det altsammen.

ASTA.
Og stå så ganske alene i verden?

ALLMERS
(nikker)
.

Ligesom før, ja.

ASTA.
Men du er ikke skikket til at stå alene!

ALLMERS.
Å jo. Før var jeg det da ialfald.

ASTA.
Ja før, ja. Dengang havde du jo mig hos dig.

ALLMERS
(vil tage hendes hånd)
.

Ja. Og det er dig, Asta, som jeg nu tyer hjem til igen.

ASTA
(undviger ham)
.

Til mig! Nej, nej, Alfred! Det er så rent umuligt.

ALLMERS
(ser tungt på hende)
.

Borghejm står altså ivejen alligevel?

ASTA
(ivrig)
.

Nej, nej; det gør han ikke! Du ta’r fejl i det!

ALLMERS.
Godt. Så kommer jeg til dig, – du kære, kære søster. Jeg må til dig igen. Hjem til dig for at renses og forædles fra samlivet med –

ASTA
(oprørt)
.

Alfred, – du forsynder dig imod Rita!

ALLMERS.
Jeg har forsyndet mig imod hende. Men ikke i dette. A, tænk dig dog om, Asta! Hvorledes var ikke samlivet mellem dig og mig? Var det ikke som en eneste høj helligdag fra først til sidst?

ASTA.
Jo, det var det, Alfred. Men sligt kan ikke leves om igen.

ALLMERS
(bittert)
.

Mener du, at ægteskabet har så ubodelig fordærvet mig?

ASTA
(rolig)
.

Nej, det mener jeg ikke.

ALLMERS.
Ja, så vil vi to leve vort fordums liv om igen.

ASTA
(bestemt)
.

Det kan vi ikke, Alfred.

ALLMERS.
Jo, vi kan. For en brors og en søsters kærlighed –

ASTA
(spændt)
.

Hvad den?

ALLMERS.
Det forhold er det eneste, som ikke står under forvandlingens lov.

ASTA
(sagte, bævende)
.

Men hvis nu det forhold ikke –

ALLMERS.
Ikke –?

ASTA.
– ikke er vort forhold?

ALLMERS
(stirrer forbauset på hende)
.

Ikke vort? Kære, hvad mener du med det?

ASTA.
Det er bedst, at jeg siger dig det straks, Alfred.

ALLMERS.
Ja, ja, sig det bare!

ASTA.
Brevene til mor –. De, som ligger i mappen –

ALLMERS.
Ja vel?

ASTA.
Dem skal du ta’ og læse – når jeg er rejst.

ALLMERS.
Hvorfor skal jeg det?

ASTA
(kæmpende med sig selv)
.

Jo, for så vil du se, at –

ALLMERS.
Nå!

ASTA.
– at jeg ikke har ret til at bære – din fars navn.

ALLMERS
(tumler tilbage)
.

Asta! Hvad er det for noget, du siger!

ASTA.
Læs brevene. Så vil du se det. Og forstå det. – Og kanske ha’ tilgivelse – for mor, også.

ALLMERS
(griber sig til hodet)
.

Jeg kan ikke fatte dette her. Ikke holde tanken fast. Du, Asta, – du skulde altså ikke være –

ASTA.
Du er ikke min bror, Alfred.

ALLMERS
(raskt, halvt trodsig, ser på hende)
.

Nå, men hvad ændrer det så egentlig i forholdet mellem os? Ingenting i grunden.

ASTA
(ryster på hodet)
.

At ændrer det, Alfred. Vort forhold er ikke brors og søsters.

ALLMERS.
Nej-nej. Men lige helligt for det. Vil altid bli’ lige helligt.

ASTA.
Glem ikke, – at det er under forvandlingens lov, – som du sa’ nu nylig.

ALLMERS
(ser forskende på hende)
.

Mener du dermed, at –?

ASTA
(stille, varmt bevæget)
.

Ikke et ord mere, – du kære, kære Alfred. –
(tager blomsterne fra stolen.)
Ser du disse vandliljerne her?

ALLMERS
(nikker langsomt)
.

Det er af den slags, som skyder op, – dybt nede fra bunden.

ASTA.
Jeg plukked dem i tjernet. Der, hvor det flyder ud i fjorden.
(rækker dem frem.)
Vil du ha’ dem, Alfred?

ALLMERS
(tager dem)
.

Tak.

ASTA
(med tårefyldte øjne)
.

De er som en sidste hilsen til dig fra – fra lille Eyolf.

ALLMERS
(ser på hende)
.

Fra Eyolf derude? Eller fra dig?

ASTA
(sagte)
.

Fra os begge.
(tager paraplyen.)
Kom så med op til Rita.

(hun går opad skogstien.)

ALLMERS
(henter sin hat fra bordet og hvisker tungt)
.

Asta. Eyolf. Lille Eyolf –!

(han følger opover stien.)

TREDJE AKT

(En kratbevokset højde i haven hos Allmers. Brat styrtning med rækværk mod baggrunden og en nedgangstrappe på venstre side. Vid udsigt over fjorden, som ligger dybt nede. En flagstang med snorer men uden flag står ved rækværket. I forgrunden til højre et lysthus, dækket af slyngvækster og vild vin. En bænk udenfor. Det er sen sommeraften med klar himmel. Tiltagende halvmørke.)

(Asta sidder på bænken med hænderne i skødet. Hun er iført overtøj og hat, har sin parasol ved siden af sig og en liden rejsetaske i en rem over skuldren.)

(Borghejm kommer op fra baggrunden til venstre. Også han har en rejsetaske over skuldren. På armen bærer han et sammenrullet flag.)

BORGHEJM
(får øje på Asta)
.

Å, heroppe holder De altså til?

ASTA.
Jeg sidder og ser udover for sidste gang.

BORGHEJM.
Så var det jo godt, at jeg kikked her op også.

ASTA.
Har De gåt og ledt efter mig?

BORGHEJM.
Ja, jeg har. Jeg vilde gerne sige Dem farvel – for denne gang. Ikke for den sidste, håber jeg.

ASTA
(smiler svagt)
.

De er ihærdig, De.

BORGHEJM.
Det må en vejbryder være.

ASTA.
Så De noget til Alfred? Eller Rita?

BORGHEJM.
Ja, jeg så dem begge to.

ASTA.
Sammen?

BORGHEJM.
Nej. De er hver på sin kant.

ASTA.
Hvad skal De gøre med det flaget?

BORGHEJM.
Fru Rita bad mig gå op og hejse det.

ASTA.
Hejse flag nu?

BORGHEJM.
På halv stang. Det skal vaje både nætter og dage, sa’ hun.

ASTA
(sukker)
.

Stakkers Rita. Og stakkers Alfred.

BORGHEJM
(heskæftiget med flaget)
.

Har De hjerte til at rejse fra dem? Ja, jeg spør’. For jeg ser, De er rejseklædt.

ASTA
(med lav stemme)
.

Jeg må rejse.

BORGHEJM.
Ja, når De må, så –

ASTA.
Og De rejser jo også inat.

BORGHEJM.
Jeg må også. Jeg går med toget. Gør De også det?

ASTA.
Nej. Jeg ta’r ind med dampskibet.

BORGHEJM
(skotter hen til hende)
.

Hver sin vej altså.

ASTA.
Ja.

(hun sidder og ser til, medens han hejser flaget halvt på stangen. Når han er færdig, går han hen til hende.)

BORGHEJM.
Frøken Asta, – De kan ikke tænke Dem, hvor jeg sørger over lille Eyolf.

ASTA
(ser op til ham)
.

Ja, det er jeg viss på, at De gør.

BORGHEJM.
Og det kendes så pinefuldt. For i grunden ligger det sletikke for mig, det, at sørge.

ASTA
(retter øjnene mod flaget)
.

Med tiden driver det over, – altsammen. Alle sorgerne.

BORGHEJM.
Alle? Tror De det?

ASTA.
Ligesom et bygevejr. Når De bare kommer langt bort, så –

BORGHEJM.
Det måtte være bra’ langt bort, det.

ASTA.
Og så har De jo det store, nye vejarbejdet også.

BORGHEJM.
Men ingen til at hjælpe mig i5 det.

5. fu: [...]

ASTA.
Å jo visst har De da så.

BORGHEJM
(ryster på hodet)
.

Ingen. Ingen til at dele glæden med. For det er mest glæden, det gælder.

ASTA.
Ikke møjen og besværet?

BORGHEJM
Pyt, – sligt noget kan en sagtens altid komme ud over alene.

ASTA.
Men glæden, – den må deles med nogen, mener De?

BORGHEJM.
Ja, hvad lykke var der ellers i det at være glad?

ASTA.
Å nej, – der kan være noget i det.

BORGHEJM.
Nå, naturligvis kan en jo gå sådan til en tid og være glad indeni sig selv. Men det forslår ikke i længden. Nej, glæden, den må man være to om.

ASTA.
Altid bare to? Aldrig flere? Aldrig mange?

BORGHEJM.
Nå, se, – det er nu på en anden måde, det. – Frøken Asta, – kan De altså virkelig ikke beslutte Dem til at dele lykke og glæde og – og møje og besvær med én, – med én eneste en alene?

ASTA.
Jeg har prøvet det – engang.

BORGHEJM.
Har De?

ASTA.
Ja, i al den tid, da min bror, – da Alfred og jeg bode sammen.

BORGHEJM.
Nå, med Deres bror, ja. Det er jo noget ganske andet. Det synes jeg må være mere at kalde for fred end for lykke, det.

ASTA.
Dejligt var det alligevel.

BORGHEJM.
Ja se, – allerede bare det synes De var dejligt. Men tænk så, – hvis han nu ikke havde været Deres bror!

ASTA
(vil rejse sig men bliver siddende)
.

Så havde vi jo aldrig levet sammen, For jeg var barn dengang. Og han næsten også.

BORGHEJM
(lidt efter)
.

Var den så dejlig, den tiden?

ASTA.
Ja, det kan De tro, den var.

BORGHEJM.
Opleved De da noget rigtig lyst og lykkeligt dengang?

ASTA.
Å ja, så meget. Så utrolig meget.

BORGHEJM.
Fortæl mig lidt om det, frøken Asta.

ASTA.
Bare småting i grunden.

BORGHEJM.
Således som –? Nå?

ASTA.
Således som den gang, da Alfred havde fåt sin examen. Og havde ståt sig så godt. Og når han så lidt efter lidt fik en post ved en eller anden skole. Eller når han sad og skrev på en afhandling. Og læste den op for mig. Og så siden fik den trykt i et tidsskrift.

BORGHEJM.
Ja, jeg skønner nok, at det må ha’ været et dejligt, fredeligt liv. To søskende, som deler glæden.
(ryster på hodet.)
Ikke begriber jeg, at Deres bror kunde gi’ slip på Dem, Asta!

ASTA
(i undertrykt bevægelse)
.

Alfred gifted sig jo.

BORGHEJM.
Var det ikke svært for Dem.

ASTA.
Jo; i førstningen. Jeg syntes, at jeg rent havde mistet ham med det samme.

BORGHEJM.
Nå, heldigvis, det havde De da ikke.

ASTA.
Nej.

BORGHEJM.
Men alligevel. At han kunde det. Gifte sig, mener jeg. Når han kunde fåt beholde Dem hos sig alene!

ASTA
(ser hen for sig)
.

Han var vel under forvandlingens lov, kan jeg tænke.

BORGHEJM.
Forvandlingens lov?

ASTA.
Alfred kalder det så.

BORGHEJM.
Pyt, – slig en dum lov, som det må være! Den loven tror jeg ikke et gran på.

ASTA
(rejser sig)
.

De kan nok med tiden komme til at tro på den.

BORGHEJM.
Aldrig i verden!
(indtrængende.)
Men hør nu her, frøken Asta! Vær nu fornuftig – for én gangs skyld. I dette stykke, mener jeg –

ASTA
(afbrydende)
.

Å nej, nej – lad os bare ikke komme ind på det igen!

BORGHEJM
(vedbliver som før)
.

Jo, Asta, – jeg kan umulig slippe Dem så let. Nu har jo Deres bror fåt det altsammen, som han helst vilde ha’ det. Lever sit liv nokså tilfreds uden Dem. Savner Dem sletikke. – Og så det til – det, som med et eneste slag forandrer Deres hele stilling herude –

ASTA
(farer sammen)
.

Hvad mener De med det?

BORGHEJM.
Barnet, som er revet bort. Hvad ellers?

ASTA
(fatter sig)
.

Lille Eyolf er borte, ja.

BORGHEJM.
Og hvad har De så egentlig mere at gøre her? De har ikke længer den stakkers lille gutten at ta’ Dem af. Ingen pligter, – ingen opgaver her i nogen retning –

ASTA.
Å, jeg be’r Dem, kære Borghejm, – træng da ikke så hårdt ind på mig!

BORGHEJM.
Jo; jeg måtte jo være gal, om jeg ikke forsøgte det yderste. En af dagene rejser jeg væk fra byen. Får kanske ikke træffe Dem der inde. Får kanske ikke se Dem igen på lange, lange tider. Og hvem véd, hvad der kan ske i mellemtiden?

ASTA
(smiler alvorlig)
.

Er De ræd for forvandlingens lov alligevel?

BORGHEJM.
Nej, det er jeg sletikke.
(ler bittert.)
Og der er jo ikke noget at forvandle heller. Ikke hos Dem, mener jeg. For De bry’r Dem nok ikke stort om mig, kan jeg skønne.

ASTA.
Det véd De godt, at jeg gør.

BORGHEJM.
Ja, men ikke på langt nær nok. Ikke slig, som jeg vil ha’ det.
(heftigere.)
Herregud, Asta, – frøken Asta, – dette her er da så galt af Dem, som vel tænkes kan! Lidt bortenfor idag og imorgen ligger kanske hele livslykken og venter på os. Og så la’r vi den ligge! Kommer vi ikke til at angre på det, Asta?

ASTA
(stille)
.

Véd ikke. Men vi får la’ alle lyse muligheder ligge alligevel.

BORGHEJM
(ser behersket på hende)
.

Altså skal jeg bygge mine veje alene?

ASTA
(varmt)
.

Å, om jeg så sandt kunde få være med Dem om det! Hjælpe Dem i møjen. Dele glæden med Dem –

BORGHEJM.
Vilde De det, – ifald De kunde?

ASTA.
Ja. Da vilde jeg det.

BORGHEJM.
Men De kan ikke?

ASTA
(ser ned for sig)
.

Vilde De nøjes med at ha’ mig halvt?

BORGHEJM.
Nej. Helt og holdent må jeg ha’ Dem.

ASTA
(ser på ham og siger stille)
.

Så kan jeg ikke.

BORGHEJM.
Farvel da, frøken Asta.