Complete Works of Henrik Ibsen (460 page)

PEER GYNT
(rejser sig stille og dødbleg)
.
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en, som har gemt. –
O, alvor! – Og aldrig kan det leges om!
O, angst! – Her var mit kejserdom!
(løber ind over skogstien.)

(Nat. – Furumo. En skogbrand har hærget. Forkullede træstammer milevidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden.)
(Peer Gynt løber over moen.)

PEER GYNT.
Aske, skodde, støv for vinden, –
her er nok at bygge af!
Stank og råddenskab for inden;
alt ihob en kalket grav.
Digt og drøm og dødfødt viden
lægger fod om pyramiden;
over den skal værket højne
sig med trappetrin af løgne.
Flugt for alvor, sky for anger,
som et skilt på toppen pranger,
fylder domsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(lytter.)
Hvad for gråd af barnerøster?
Gråd, men halvt på vej til sang. –
Og for foden triller nøster –!
(sparker.)
Væk! I gør mig stien trang!

NØSTERNE
(på jorden)
.
Vi er tanker;
du skulde tænkt os; –
pusselanker
du skulde skænkt os!

PEER GYNT
(går udenom)
.
Livet har jeg skænkt til én; –
det blev fusk og skæve ben!

NØSTERNE.
Tilvejrs vi skulde
som skakende røster, –
og her må vi rulle
som grågarns-nøster.

PEER GYNT
(snubler)
.
Nøste! Dit fordømte drog!
Spænder du for faer din krog!
(flygter.)

VISNE BLADE
(flyver for vinden)
.
Vi er et løsen;
du skulde stillet os!
Se, hvor døsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædt os
i alle bugter;
vi fik aldrig spredt os
som krans om frugter.

PEER GYNT.
Fåfængt var dog ej jer fødsel; –
læg jer stilt og tjen til gødsel.

SUSNING I LUFTEN.
Vi er sange;
du skulde sunget os! –
Tusende gange
har du kuget og tvunget os.
I din hjertegrube
har vi ligget og ventet; –
vi blev aldrig hentet.
Gift i din strube!

PEER GYNT.
Gift i dig, dit dumme stev!
Fik jeg tid til vers og væv?
(skyder snarvej.)

DUGDRÅBER
(drysser fra grenene)
.
Vi er tårer,
der ej blev fældte.
Isbrod, som sårer,
kunde vi smelte.
Nu sidder brodden
i bringen lodden;
såret er lukket;
vor magt er slukket.

PEER GYNT.
Tak; – jeg græd i Rondesvalen, –
fik dog lige fuldt på halen!

BRÆKKEDE STRÅ.
Vi er værker;
du skulde øvet os;
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
På yderste dagen
vi kommer i flok
og melder sagen, –
så får du nok!

PEER GYNT.
Kæltringstreger! Tør I skrive
mig tilbogs det negative?
(haster afsted.)

ÅSES STEMME
(langt borte)
.
Tvi, for en skydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, gut; –
stygt har den æltet mig. –
Galt har du kørt mig.
Peer, hvor er slottet?
Fanden har forført dig
med kæppen i kottet!

PEER GYNT.
Bedst, en stakkar væk sig skynder.
Skal en bære fandens synder,
må en snart i bakken segne;
de er tunge nok, ens egne.
(løber.)

(Et andet strøg på moen.)

PEER GYNT
(synger)
.
En graver! En graver! Hvor er I, hunde?
En sang af brægende klokkermunde;
om hatteskyggen en sørgeflig;
jeg har mange døde; jeg skal følge lig!
(Knappestøberen med redskabskiste og en stor støbeske kommer fra en sidevej.)

KNAPPESTØBEREN.
Godt møde, gubbe!

PEER GYNT.
God kveld, min ven!

KNAPPESTØBEREN.
Karlen har hastværk. Hvor skal han hen?

PEER GYNT.
Til gravøl.

KNAPPESTØBEREN.
Ja så? Lidt skralt jeg ser; –
med forlov, – du hedder vel ikke Peer?

PEER GYNT.
Peer Gynt, som man siger.

KNAPPESTØBEREN.
Det kalder jeg held!
Det er netop Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.

PEER GYNT.
Skal du det? Hvad vil du?

KNAPPESTØBEREN.
Her kan du se;
Jeg er knappestøber. Du skal i min ske.

PEER GYNT.
Hvad skal jeg i den?

KNAPPESTØBEREN.
Du skal smeltes om.

PEER GYNT.
Smeltes?

KNAPPESTØBEREN.
Her er den, skuret og tom.
Din grav er gravet, din kiste bestilt.
I skrotten skal ormene leve gildt; –
men jeg har ordre til, uden dvælen
på Mesters vegne at hente sjælen.

PEER GYNT.
Ugørligt! Sådan foruden varsel –!

KNAPPESTØBEREN.
Det er gammel vedtægt ved gravøl og barsel
i stilhed at vælge dagen til festen,
uden ringeste varsel for hædersgæsten.

PEER GYNT.
Ja, rigtig. Det rundt i min hjerne løber.
Du er jo –?

KNAPPESTØBEREN.
Det hørte du; – knappestøber.

PEER GYNT.
Forstår! Kært barn har mange navne.
Ja så da, Peer; det er der, du skal havne!
Men dette, go’e karl, er uredelig færd!
Jeg véd, jeg er mildere medfart værd; –
jeg er ikke så gal, som I kanske tror, –
har øvet adskilligt godt her på jord; –
i værste fald kan jeg kaldes en flynder, –
men sletikke nogen særdeles synder.

KNAPPESTØBEREN.
Nej, det er jo netop knuden, mand;
du er ingen synder i højere forstand;
se, derfor slipper du pinsels-veen,
og kommer, som andre, i støbeskeen.

PEER GYNT.
Kald det, hvad du vil, – ske eller pøl;
mungåt og bjor er beggeto øl.
Vig, Satan!

KNAPPESTØBEREN.
Du er da vel aldrig så grov
at tænke, jeg traver på en hestehov?

PEER GYNT.
På hestehov eller ræveklør, –
pak dig; og pas dig for hvad du gør!

KNAPPESTØBEREN.
Min ven, du er i en stor vildfarelse.
Begge har vi hast, og til tidsbesparelse
skal jeg forklare dig sagens grund.
Du er, som jeg har af din egen mund,
ikke nogen såkaldt storartet synder, –
ja, knapt en middels –

PEER GYNT.
Se, se; du begynder
at snakke rimeligt –

KNAPPESTØBEREN.
Vent nu lidt; –
men at kalde dig dydig, vilde gå for vidt –

PEER GYNT.
Det gør jeg jo heller ikke fordring på.

KNAPPESTØBEREN.
Altså midt imellem, og så som så.
En synder af det rigtig storladne slags
træffes ikke langs alfarvej nutildags;
der skal mere til, end at traske i dynd;
der kræves både kraft og alvor til en synd.

PEER GYNT.
Ja, det er s’gu rigtigt, hvad du der bemærker;
en skal buse på, som de gamle bersærker.

KNAPPESTØBEREN.
Du, derimod, ven, du tog synden let.

PEER GYNT.
Bare udenpå, ven, som et søleskvæt.

KNAPPESTØBEREN.
Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i sølen –

PEER GYNT.
Og følgelig, ven, kan jeg gå, som jeg kom?

KNAPPESTØBEREN.
Nej, følgelig, ven, skal du smeltes om.

PEER GYNT.
Hvad er det for kneb I har fundet på
herhjemme, mens jeg i udlandet lå?

KNAPPESTØBEREN.
Skikken er gammel som Slangens skabelse,
og beregnet på at hindre værdifortabelse.
Du kender jo håndværket, – véd vel, at tidt
kan en støbning arte sig, rent ud sagt, skidt;
stundom blir knapperne hæmpeløse.
Hvad gjorde så du?

PEER GYNT.
Jeg slang skrabet væk.

KNAPPESTØBEREN.
Ja vel; Jon Gynt havde ord for at sløse,
sålænge han åtte i skæppe og sæk.
Men, Mester, ser du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden mand.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som råstof kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet til en blinkende knap
på verdensvesten; men hæmpen glap,
og derfor skal du i vraggods-kassen,
for, som det hedder, at gå over i massen.

PEER GYNT.
Du mener da vel aldrig, at få mig gydt,
sammen med Peer og Pål, til noget nyt?

KNAPPESTØBEREN.
Jo, så min sæl mener jeg så.
Det har vi gjort med ikke så få.
På Kongsberg gør de det samme med penge,
hvis præg er slidt ved at rulle for længe.

PEER GYNT.
Men dette er jo liderligt gnieri!
Kære min ven, lad mig slippe fri; –
en hæmpeløs knap, en blankslidt skilling, –
hvad er det for en mand i din Mesters stilling?

KNAPPESTØBEREN.
Å, såsom og eftersom ånden er i en,
så har en jo altid metalværdien.

PEER GYNT.
Nej, siger jeg! Nej! Med tænder og klør
gør jeg modstand mod dette! Alt andet før!

KNAPPESTØBEREN.
Men hvilket andet! Vær dog fornuftig.
For himlen er du ikke tilstrækkelig luftig –

PEER GYNT.
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke så højt; –
men af selvet slipper jeg ikke en døjt.
Lad mig dømmes på gammeldags vis efter loven!
Sæt mig en tidlang hos ham med hoven; –
et hundrede år, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi pinen er jo dog kun moralsk,
og altså vel ikke så pyramidalsk.
Det er en overgang, som skrevet står,
og som ræven sagde; – man venter; der slår
en forløsningens stund; man træder tilbage,
og håber imidlertid på bedre dage. –
Men dette andet, – at skulle gå op
som et fnug i en uvedkommendes krop, –
dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør, –
det sætter min inderste sjæl i oprør!

KNAPPESTØBEREN.
Men, kære Peer, det trænges dog ej
for småting at tage så voldsomt på vej.
Dig selv har du aldrig været før; –
hvad skiller det så, om tilgavns du dør?

PEER GYNT.
Har jeg ikke været –? Jeg må næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i nyrerne inde,
så vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.

KNAPPESTØBEREN.
Det er ikke muligt. Her har jeg min ordre.
Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit livs bestemmelse trods.
I støbeskeen med ham som mislykket gods.

PEER GYNT.
Hvilket vås! Der må menes en anden person.
Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?

KNAPPESTØBEREN.
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom så med det gode, og spild ikke tiden!

PEER GYNT.
Nej, om jeg gør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen, at en anden var ment.
Du får tage dig ivare, min gode mand!
Husk på det ansvar, som følge kan –

KNAPPESTØBEREN.
Jeg har skriftligt for mig –

PEER GYNT.
Men und mig dog frist!

KNAPPESTØBEREN.
Hvad vil du med den?

PEER GYNT.
Jeg vil få bevist,
at jeg var mig selv gennem hele livet;
og derom er det jo dog vi har kivet.

KNAPPESTØBEREN.
Bevist? Med hvad?

PEER GYNT.
Med vidner og attester.

KNAPPESTØBEREN.
Jeg er såre ræd, de blir vraget af Mester.

PEER GYNT.
Umuligt! Forøvrigt, den tid, den sorg!
Kære mand, lad mig låne mig selv på borg;
jeg er snart her igen. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man på.
Ja; er vi så enige?

KNAPPESTØBEREN.
Nå da, lad gå.
Men husk, ved næste korsvej vi mødes.
(Peer Gynt løber.)

(Længere borte på moen.)