Complete Works of Henrik Ibsen (461 page)

PEER GYNT
(i fuld fart)
.
Tid er penge, som skrevet står.
Den, som nu vidste, hvor korsvejen går; –
kanske er den nær, og kanske fjern.
Jorden brænder mig som gloende jern.
Et vidne! Et vidne! Hvor finder jeg nogen?
Det er næsten utænkeligt her på skogen.
Verden er fuskværk! Stellet er slet,
når en mand skal bevise sin soleklare ret!
(En gammel kroget gubbe med stav i hånden og pose på nakken trasker foran ham.)

GUBBEN
(standser)
.
Kære, vakkre, – en skilling til en husvild kall!

PEER GYNT.
Undskyld; jeg har ikke skillemynt ved hånden –

GUBBEN.
Prins Peer! Å nej; så vi træffes skal –?

PEER GYNT.
Hvem er du?

GUBBEN.
Han minds ikke gamlen i Ronden?

PEER GYNT.
Du er da vel aldrig –?

GUBBEN.
Dovregubben, faer!

PEER GYNT.
Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!

DOVREGUBBEN.
Å, jeg er kommen så rent på knæerne –!

PEER GYNT.
Ødelagt?

DOVREGUBBEN.
Plyndret for rub og stub.
Her traver jeg på fantestien, sulten som en skrub.

PEER GYNT.
Hurra! Sligt vidne vokser ikke på træerne!

DOVREGUBBEN.
Herr prinsen er også bleven grå siden sidst.

PEER GYNT.
Kære svigerfaer, årene gnager og tærer.
Nå; streg over alle private affærer, –
og, for alting, ingen familjetvist.
Jeg var dengang en galning –

DOVREGUBBEN.
Å ja; å ja; –
prinsen var ung. Og hvad gør en ikke da?
Men klog var prinsen, at han vraged sin brud;
dermed har han spart sig både harmen og skammen!
for siden er hun så ren skejet ud –

PEER GYNT.
Se, se!

DOVREGUBBEN.
Hun gik nu for koldt vand og lud;
og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.

PEER GYNT.
Hvilken Trond?

DOVREGUBBEN.
Han i Valfjeldet.

PEER GYNT.
Han? Aha;
det var ham, jeg lokked sæterjenterne fra.

DOVREGUBBEN.
Min dattersøn er bleven både fed og stor,
og har gilde børn over hele landet –

PEER GYNT.
Ja, kære mand, spar de mange ord; –
der ligger mig på hjerte noget ganske andet. –
Jeg er kommen i en temmelig vanskelig stilling,
og ønsker et vidnesbyrd eller en attest; –
se, dermed kunde svigerfaer hjælpe mig bedst.
Jeg skal altid gøre udvej til en drikkeskilling –

DOVREGUBBEN.
Å nej; kan jeg være prinsen til nytte?
Så kanske jeg får et skudsmål i bytte?

PEER GYNT.
Med glæde. Jeg er noget i betryk for kontanter,
og må spinke og spare på alle kanter.
Men hør nu, hvad det gælder. I mindes vel,
da jeg meldte mig som frier i Ronden hin kveld –

DOVREGUBBEN.
Bevares, herr prins!

PEER GYNT.
Ikke dette med prinsen!
Men nok. I vilde med magt og vold
kverve mit syn med et snit i lindsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt til trold.
Hvad gjorde jeg så? Jeg satte mig imod, –
svor, jeg vilde stå på min egen fod;
jeg forsaged både elskov og magt og ære,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne kendsgerning, ser I, skal I sværge på til thinge –

DOVREGUBBEN.
Nej, om jeg kan!

PEER GYNT.
Hvad er det for snak?

DOVREGUBBEN.
Han vil da vel ikke til en løgn mig tvinge?
Han husker da vel, han i troldbrogen trak,
og smagte på mjøden –?

PEER GYNT.
Ja, I lokked forførende; –
men jeg satte mig bestemt imod det afgørende.
Og netop det skal en kende sin mand på.
Det er slutningsverset det kommer an på.

DOVREGUBBEN.
Men slutningen, Peer, blev jo stik imod.

PEER GYNT.
Hvad er dette for væv?

DOVREGUBBEN.
Da du Ronden forlod,
så skrev du dig bag øret mit valgsprogs-mærke.

PEER GYNT.
Hvilket?

DOVREGUBBEN.
Ordet, – det kløvende, stærke.

PEER GYNT.
Ordet?

DOVREGUBBEN.
Som skiller mellem menneskenes flok
og troldenes: trold, vær dig selv nok!

PEER GYNT
(viger et skridt)
.
Nok!

DOVREGUBBEN.
Og af alle livsens kræfter
har du jo siden levet derefter.

PEER GYNT.
Jeg! Peer Gynt!

DOVREGUBBEN
(græder)
.
Det er utaknemmeligt!
Som trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.
Ordet, jeg lærte dig, har sat dig istand
til at svinge dig tilvejrs som en holden mand; –
og så kommer du her og kaster på nakken
af mig og af ordet, du skylder hele takken.

PEER GYNT.
Nok! Et bergtrold! En egoist!
Dette her må være sludder; det er ganske visst!

DOVREGUBBEN
(trækker frem en bunke gamle blade)
.
Du mener nok ikke, vi holder aviser?
Vent; her skal du se med rødt på sort,
hvor „Bloksbergs-posten” dig lover og priser;
og det samme har „Heklefjelds-tidende” gjort
alt fra den vinter, du rejste bort. –
Vil du læse dem, Peer? Du kan gerne få lov.
Her står noget med underskrift „Hingstehov”.
Og her: „Om det troldeligt-nationale”.
Skribenten drager den sandhed frem,
at det lidet kommer an på horn og hale,
bare en forresten af huden har en rem.
„Vort nok”, så slutter han, „gier troldets stempel
til manden”, – og så nævner han dig, som exempel.

PEER GYNT.
Et bergtrold? Jeg!

DOVREGUBBEN.
Ja, den sagen er klar.

PEER GYNT.
Kunde ligeså gerne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig ro?
Spart slid og møje og mange par sko?
Peer Gynt – et trold! – Det er væv! Det er snak!
Farvel! Der har du en skilling til tobak.

DOVREGUBBEN.
Nej, snille prins Peer!

PEER GYNT.
Slip! Du er gal,
eller går i barndom. Søg et hospital.

DOVREGUBBEN.
Å, det er netop det, som jeg søger.
Men dattersøns afkom, som jeg før har sagt,
har fået her i landet slig svare magt;
og de siger, jeg bare er til i bøger.
Det heder jo, værst er ens egne frænder;
jeg, stakkar, får føle, det ord er sandt.
Det er hårdt at gælde for digt og tant –

PEER GYNT.
Kære mand, der er flere, det uheld hænder.

DOVREGUBBEN.
Og vi selv har slet ingen hjælpekasse,
ingen spareskillingsgris eller fattigblok; –
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.

PEER GYNT.
Nej, der gjaldt det fandens: vær dig selv nok!

DOVREGUBBEN.
Å, prinsen kan da ikke klage på ordet.
Og hvis han på en eller anden boug –

PEER GYNT.
Min mand, du er rent på det gale sporet;
jeg står selv, som man siger, på en nøgen houg –

DOVREGUBBEN.
Det er da ikke muligt? er prinsen fant?

PEER GYNT.
Tilbunds. Mit prinselige jeg står i pant.
Og det er jer skyld, I forbandede trolde!
Der ser man, hvad dårligt selskab kan volde.

DOVREGUBBEN.
Så dratted da håbet af pinden ned igen!
Farvel! Det blir bedst, jeg til byen mig fægter –

PEER GYNT.
Hvad vil du der?

DOVREGUBBEN.
Jeg vil gå til komedien.
De søger i bladet nationale subjekter –

PEER GYNT.
Lykke på rejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, går jeg samme vej.
Jeg skriver en farce, både gal og grundig;
den skal hede:
„Sic transit gloria mundi”
.
(løber bortover vejen; Dovregubben råber efter ham.)

(Ved en korsvej.)

PEER GYNT.
Nu gælder det, Peer, som det aldrig har gældt!
Dette dovriske nok, det har dommen fældt.
Skuden er vrag; en får flyde på stumperne.
Alt andet; kun ikke mellem vraggods-klumperne!

KNAPPESTØBEREN
(på vejskillet)
.
Nå da, Peer Gynt, hvor er så attesten?

PEER GYNT.
Har vi korsvejen her? Det var fort bestilt!

KNAPPESTØBEREN.
Jeg kan se på dit ansigt, som på et skilt,
hvad seddelen siger, før jeg har læst den.

PEER GYNT.
Jeg blev ked af det rend; – en kan gå sig vild –

KNAPPESTØBEREN.
Ja; og desuden, hvad fører det til?

PEER GYNT.
Sandt nok; på skogen ved nattetid –

KNAPPESTØBEREN.
Der trasker dog en gamling. Skal vi kalde ham hid?

PEER GYNT.
Nej; lad ham gå. Han er drukken, kære!

KNAPPESTØBEREN.
Men kanske han kunde –

PEER GYNT.
Hys; nej, – lad være!

KNAPPESTØBEREN.
Ja, taer vi så fat?

PEER GYNT.
Et spørgsmål blot. Hvad er det „at være sig selv” igrunden?

KNAPPESTØBEREN.
Et underligt spørgsmål, især i munden
på en mand, der nylig –

PEER GYNT.
Svar kort og godt.

KNAPPESTØBEREN.
At være sig selv, er: sig selv at døde.
Dog, på dig er sagtens den forklaring spildt?
og derfor, lad det kaldes: overalt at møde
med Mesters mening til udhængsskilt.

PEER GYNT.
Men den, som nu aldrig at vide fik,
hvad Mester har ment med ham?

KNAPPESTØBEREN.
Det skal han ane.

PEER GYNT.
Men hvor ofte slår ikke anelser klik, –
og så går man
ad undas
midt på sin bane.

KNAPPESTØBEREN.
Tilvisse, Peer Gynt; i anelsens mangel
har fyren med hoven sin bedste angel.

PEER GYNT.
Dette her er en yderlig filtret affære. –
Hør; jeg gør afkald på, mig selv at være; –
det tør kanske falde svært at få det bevist.
Jeg betragter den del af sagen som forlist.
Men nylig, da jeg vandred her så ensom på moen,
følte jeg et tryk af samvittigheds-skoen;
jeg sagde til mig selv: du er dog en synder –

KNAPPESTØBEREN.
Nu lader det jo, som du forfra begynder –

PEER GYNT.
Aldeles ikke; jeg mener en stor;
ikke blot i gerning, men i lyster og ord.
I udlandet har jeg levet forbistret –

KNAPPESTØBEREN.
Kan være; men måtte jeg få se registret?

PEER GYNT.
Ja, und mig blot frist; jeg vil søge presten,
og skrifte i en fart og bringe dig attesten.

KNAPPESTØBEREN.
Ja, bringer du den, så er det jo klart,
at du blir for støbeske-historien spart.
Men ordren, Peer –

PEER GYNT.
Papiret er gammelt;
det hidrører visst fra et ældre datum; –
der var engang jeg leved så slapt og vammelt,
og spilled profet og trode på fatum.
Ja, får jeg så prøve?

KNAPPESTØBEREN.
Men –!

PEER GYNT.
Kære, snille, –
du har dog visst ikke stort at bestille.
Her i distriktet er jo luften så gæv; –
den lægger til befolkningens alder en alen.
Husk på, hvad Justedals-presten skrev:
„det er sjeldent at nogen dør her i dalen”.

KNAPPESTØBEREN.
Til næste korsvej; men så ikke længer.

PEER GYNT.
En prest, om jeg så skal gribe ham med tænger.
(han løber.)