Complete Works of Henrik Ibsen (606 page)

GREGERS.
Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn.

FRU SØRBY.
Tak skal De ha’, hvis De mener noget med det. Og jeg håber da det, at det skal bli’ til lykke både for Werle og for mig.

RELLING.
Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, – så vidt jeg véd da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde.

FRU SØRBY.
Å, lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også.

RELLING.
Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.

FRU SØRBY.
Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig Den mand, som det gør, han får ta’ følgerne.

RELLING.
Ikveld går jeg ud med Molvik.

FRU SØRBY.
Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; – for min skyld.

RELLING.
Der er ikke andet for.
(til Hjalmar.)
Vil du være med, så kom.

GINA.
Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer.

HJALMAR
(arrig, halvhøjt)
.

Å, så ti da!

RELLING.
Farvel, fru – Werle.

(går ud gennem gangdøren.)

GREGERS
(til fru Sørby)
.

Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje.

FRU SØRBY.
Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha’ ble’t til noget af hvert imellem os to.

GREGERS.
Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.

FRU SØRBY.
Ja, det må De nok sige. Men jeg har altid ta’t mig i vare for at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller.

GREGERS.
Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la’ min far få et nys om dette gamle bekendtskab?

FRU SØRBY.
De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv.

GREGERS.
Så?

FRU SØRBY.
Deres far véd hver eneste smule, som folk med nogen sandhed kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at han havde hensigter.

GREGERS.
Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg.

FRU SØRBY.
Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med.

HJALMAR.
Hvad siger du til det, Gina.

GINA.
Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden.

FRU SØRBY.
Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har han aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener sig om de mest indbildte forgåelser, – efter hvad jeg har lad’t mig sige.

GINA.
Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt.

GREGERS.
Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så er det bedst jeg går.

FRU SØRBY.
De kan gerne bli’ for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha’ rede på, at jeg ikke har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjælpeløs.

HJALMAR.
Blir han hjælpeløs?

GREGERS
(til fru Sørby)
.

Ja, ja, tal nu ikke om det her.

FRU SØRBY.
Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil. Han blir blind.

HJALMAR
(studser)
.

Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han også?

GINA.
Det blir jo så mange.

FRU SØRBY.
Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli’ længer; jeg er så opkavet i denne tid. – Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg.

GREGERS.
Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.

FRU SØRBY.
Ja så; jeg synes da ikke, at han før i tiden –

GINA.
Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta’ nogen tingen fra grosserer Werle.

HJALMAR
(langsomt og med vægt)
.

Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg –

GREGERS.
Hvad! Kan du ville det?

HJALMAR.
– gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale denne æresgæld –; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.

GINA.
Men, snille Ekdal, det har vi, ved Gud, ikke penger til.

HJALMAR.
Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli’ en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.

FRU SØRBY.
Her er nok sket et eller andet her i huset.

HJALMAR.
Ja, det er det.

FRU SØRBY.
Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel.

(Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina følger fru Sørby til døren.)

HJALMAR.
Ikke ud over tærskelen, Gina!

(Fru Sørby går; Gina lukker efter hende.)

HJALMAR.
Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra hånden.

GREGERS.
Snart i al fald.

HJALMAR.
Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt.

GREGERS.
Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.

HJALMAR.
I visse tilfælde er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familjeforsørger må jeg jo vri’ og vånde mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig gældsfordring, som der, så at sige, havde lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret.

GREGERS
(lægger hånden på hans skulder)
.

Kære Hjalmar, – var det så ikke godt, at jeg kom?

HJALMAR.
Jo.

GREGERS.
At du fik fuld klarhed over alle forhold, – var ikke det godt?

HJALMAR
(lidt utålmodig)
.

Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min retfærdighedsfølelse.

GREGERS.
Og hvad er det for noget?

HJALMAR.
Det er dette her, at –; ja, jeg véd ikke, om jeg tør yttre mig så uforbeholdent om din far.

GREGERS.
Tag ikke noget som helst hensyn til mig.

HJALMAR.
Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at tænke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som realiserer det sande ægteskab.

GREGERS.
Nej men hvor kan du da sige sligt!

HJALMAR.
Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.

GREGERS.
Nå ja, hvad så?

HJALMAR.
Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette her vanskelige, som du selv sa’, hørte til, for at grunde det sande ægteskab.

GREGERS.
Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to –? Nå, du forstår mig nok.

HJALMAR.
Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget, som sårer og krænker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til.

GINA.
Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved Gud, ikke sige.

GREGERS.
Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål.

HJALMAR.
Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.

GINA.
Å, det er kanske ikke så sikkert.

HJALMAR.
Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning.

GREGERS.
Desværre, han har forblindet mange.

HJALMAR.
Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne.

GINA.
Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.

HJALMAR.
Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en gang imellem.

(Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og forpustet ind gennem gangdøren.)

GINA.
Er du alt der igen?

HEDVIG.
Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte jeg nogen i porten.

HJALMAR.
Det var vel denne fru Sørby.

HEDVIG.
Ja.

HJALMAR
(går op og ned)
.

Jeg vil håbe, du skal ha’ set hende for sidste gang.

(Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den anden som for at udforske stemningen.)

HEDVIG
(nærmer sig indsmigrende)
.

Far.

HJALMAR.
Nå, – hvad er det, Hedvig?

HEDVIG.
Fru Sørby havde noget med til mig.

HJALMAR
(standser)
.

Til dig?

HEDVIG.
Ja. Det er noget, som skal være til imorgen.

GINA.
Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen.

HJALMAR.
Hvad er det for noget?

HEDVIG.
Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi’ mig det på sengen imorgen tidlig.