Complete Works of Henrik Ibsen (604 page)

WERLE.
Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.

GREGERS.
Jeg skulde ha’ trådt op imod dig dengang, der blev stillet snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha’ advaret ham; for jeg aned nok, hvor det vilde bære hen.

WERLE.
Ja, da burde du sandelig ha’ talt.

GREGERS.
Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg. Jeg var så usigelig ræd for dig – både dengang og længe bagefter.

WERLE.
Den rædsel er gåt over nu, lader det til.

GREGERS.
Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal, både af mig og af – andre, det kan aldrig bødes på; men Hjalmar kan jeg fri ud af al den løgn og fortielse, som han her holder på at gå til grunde i.

WERLE.
Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det?

GREGERS.
Det tror jeg da så trøstig.

WERLE.
Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste?

GREGERS.
Ja! Den mand er han.

WERLE.
Hm, – vi får se.

GREGERS.
Og desuden – skal jeg bli’ ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed.

WERLE.
Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers; – den eneste arv, hun efterlod dig.

GREGERS
(med et hånsk halvsmil)
.

Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende?

WERLE.
Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. – Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige?

GREGERS.
Ja; det forsæt holder jeg fast ved.

WERLE.
Nå, så kunde jeg jo ha’ sparet min gang her op. For da nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til mig igen?

GREGERS.
Nej.

WERLE.
Og ind i firmaet går du vel ikke heller?

GREGERS.
Nej.

WERLE.
Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet bli’ skiftet imellem os.

GREGERS
(hurtigt)
.

Nej; det ønsker jeg ikke.

WERLE.
Du ønsker det ikke?

GREGERS.
Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld.

WERLE
(lidt efter)
.

Rejser du op til værket igen?

GREGERS.
Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste.

WERLE.
Men hvad vil du da slå ind på?

GREGERS.
Bare løse min livsopgave; ikke noget andet.

WERLE.
Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af?

GREGERS.
Jeg har lagt lidt op af min løn.

WERLE.
Ja, hvor længe vil det forslå!

GREGERS.
Jeg tænker, det forslår min tid ud.

WERLE.
Hvad skal det sige?

GREGERS.
Nu svarer jeg ikke på mere.

WERLE.
Farvel da, Gregers.

GREGERS.
Farvel.

(Grosserer Werle går.)

HJALMAR
(kikker ind)
.

Nu gik han jo?

GREGERS.
Ja.

(Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer også, fra køkkenet)
.

RELLING.
Den frokosten, den gik da i vasken.

GREGERS.
Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig.

HJALMAR.
Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig?

GREGERS.
Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på.

(ud gennem gangdøren.)

GINA.
Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal.

RELLING.
Nej, gør ikke det, du; bliv hvor du er.

HJALMAR
(tar sin hat og yderfrakke)
.

Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne sig for mig i enrum –!

RELLING.
Men, for fanden, – skønner du da ikke, at fyren er gal, forrykt, forstyrret!

GINA.
Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske raptusser iblandt.

HJALMAR.
Desto mere trænger han til en vens årvågne øje.
(til Gina.)
Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så længe.

(går ud gennem gangdøren.)

RELLING.
Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til helvede ned i en af Højdalsgruberne.

GINA.
Jøss’, – hvorfor siger De det da?

RELLING
(mumler)
.

Å jo, for jeg har nu så mine funderinger.

GINA.
Tror De, at unge Werle er rigtig gal?

RELLING.
Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men en sygdom har han rigtignok i kroppen,

GINA.
Hvad er det for noget, som fejler ham da?

RELLING.
Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut retskaffenhedsfeber.

GINA.
Retskaffenhedsfeber?

HEDVIG.
Er det en slags sygdom, det?

RELLING.
Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun sporadisk.
(nikker til Gina.)
Tak for maden!

(han går ud gennem gangdøren.)

GINA
(driver i uro hen over gulvet)
.

Uf, den Gregers Werle, – det har altid vær’t en fæl fisk.

HEDVIG
(står ved bordet og ser forskende på hende)
.

Dette her synes jeg er underligt.

FJERDE AKT

(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet; et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en konsol og deslige står fremme på gulvet. Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere begynder det at mørkne.)

(Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.)

GINA.
Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det også. På mandag skal det første dusinet være færdig. – Farvel, farvel!

(Man hører nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren, stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det tildækkede apparat.)

HEDVIG
(kommer ind fra køkkenet)
.

Gik de nu?

GINA
(rydder op)
.

Ja, Gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.

HEDVIG.
Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu?

GINA.
Er du viss på, at han ikke er nede hos Relling?

HEDVIG.
Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen og spurte nu nylig.

GINA.
Og så står vel maden og blir kold for ham også.

HEDVIG.
Ja tænk, – far, som altid passer så rigtig på at komme hjem til middag!

GINA.
Å, nu kommer han snart, skal du se.

HEDVIG.
Ja, gid han bare vilde komme; for jeg synes, her er ble’t så underligt.

GINA
(råber)
.

Der er han!

(Hjalmar Ekdal kommer ind gennem gangdøren.)

HEDVIG
(imod ham)
.

Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig!

GINA
(skotter hen)
.

Du blev da svært længe borte, Ekdal.

HJALMAR
(uden at se på, hende)
.

Jeg blev noget længe, ja.

(Han trækker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjælpe ham; han afværger det.)

GINA.
Har du kanske spist med Werle?

HJALMAR
(hænger frakken op)
.

Nej.

GINA
(går mod køkkendøren)
.

Så skal jeg sætte maden ind til dig.

HJALMAR.
Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu.

HEDVIG
(går nærmere)
.

Er det ikke bra’ med dig, far?

HJALMAR.
Bra’? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg.

GINA.
Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til.

HJALMAR.
Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i denne verden.
(driver lidt omkring.)
Har her været nogen, mens jeg var ude?

GINA.
Ikke andre end de to kæresterne.

HJALMAR.
Ingen nye bestillinger?

GINA.
Nej, idag ikke.

HEDVIG.
Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.

HJALMAR.
Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta’ fat med hele mit alvor.

HEDVIG.
Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag imorgen?

HJALMAR.
Nå, det er jo sandt –. Ja, så iovermorgen da. Herefter vil jeg gøre alting selv; jeg vil være ganske alene om hele arbejdet.

GINA.
Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at gøre dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og så blir du ved at stelle med opfindelsen.

HEDVIG.
Og så med vildanden, far, – og med alle hønsene og kaninerne og –!

HJALMAR.
Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg aldrig mere min fod der inde på loftet.

HEDVIG.
Ja men, far, du lovte mig jo, at imorgen skulde der bli’ tilstelning –

HJALMAR.
Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’ lyst til at vri’ halsen om på!

HEDVIG
(skriger)
.

Vildanden!

GINA.
Nu har jeg da aldrig hørt sligt!

HEDVIG
(rusker i ham)
.

Nej men, far, – det er jo min vildand!

HJALMAR.
Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det, – ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under mit tag en skabning, som har været i de hænder.

GINA.
Men, Herregud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her sjofle Pettersen, så –

HJALMAR
(driver omkring)
.

Der er visse krav –. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig sige – ideale krav, – visse fordringer, som en mand ikke kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl.

HEDVIG
(går efter ham)
.

Men tænk, vildanden, – den stakkers vildanden!

HJALMAR
(standser)
.

Du hører jo, jeg skåner den – for din skyld. Der skal ikke krummes et hår på –; nå, som sagt, jeg skåner den. For der er jo også større opgaver, end som så, at ta’ fat på. Men nu skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så passelig skummert for dig.

HEDVIG.
Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu.

HJALMAR.
Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under dette tag.

HEDVIG.
Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten –? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude.

HJALMAR.
Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode.
(trykker hende til sig.)
Du og jeg, Hedvig, – vi to –! Nå, gå bare, du. -

(Hedvig nikker til forældrene og går ud gennem køkkenet.)

HJALMAR
(går omkring uden at se op)
.

Gina.

GINA.
Ja?

HJALMAR.
Fra imorgen af – eller, lad os sige fra iovermorgen af – kunde jeg ha’ lyst til at føre husholdningsbogen selv.

GINA.
Vil du nu føre husholdningsbogen også?

HJALMAR.
Ja, eller ta’ rede på indkomsterne i al fald.

GINA.
Å Gud hjælpe os, det er nok snart bestilt.

HJALMAR.
En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at strække så mærkværdig langt.
(standser og ser på hende.)
Hvorledes går det til?

GINA.
Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet.

HJALMAR.
Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den arkskrivningen hos grosserer Werle?

GINA.
Jeg véd ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen på sligt noget.

HJALMAR.
Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre!

GINA.
Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling.

HJALMAR.
Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før!

GINA.
Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du trodde, at han fik altingen af dig.

HJALMAR.
Og så får han det fra grosserer Werle!

GINA.
Å ja, grossereren har da nok at ta’ af, han.

HJALMAR.
Lad mig få lampen tændt!

GINA
(tænder)
.

Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg –

HJALMAR.
Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg?

GINA.
Nej, jeg véd ikke; jeg tænkte bare –

HJALMAR.
Hm!

GINA.
Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet. Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.

HJALMAR.
Jeg synes, du skælver så i stemmen.

GINA
(sætter skærmen på)
.

Gør jeg?

HJALMAR.
Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så?

GINA
(fast)
.

Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt og snakket om mig?

HJALMAR.
Er det sandt, – kan det være sandt, at – at der var et slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du tjente der i huset?

GINA.
Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la’ sig efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog mig og hun drog mig; det gjorde hun; – og så gik jeg af tjenesten.

HJALMAR.
Men siden altså!

GINA.
Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor – hun var ikke så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om det ene og det andre; for grossereren var jo ble’t enkemand da.

HJALMAR.
Nå, og så!

GINA.
Ja, det er vel bedst, du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje.

HJALMAR
(slår hænderne sammen)
.

Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig!

GINA.
Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha’ sagt dig det for længe siden.

HJALMAR.
Straks skulde du ha’ sagt mig det; – så havde jeg da vidst, hvad du var for en.

GINA.
Men vilde du da ha’ giftet dig med mig alligevel?

HJALMAR.
Hvor kan du tænke dig det!

GINA.
Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen. For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du véd. Og jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig –

HJALMAR
(går om)
.

Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg her ser for mine øjne –
(sparker til en stol.)
– hele mit hjem, – det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne forføreriske grosserer Werle!

GINA.
Angrer du på de fjorten-femten årene, som vi har levet sammen?

HJALMAR
(stiller sig foran hende)
.