Complete Works of Henrik Ibsen (599 page)

HJALMAR.
Å, det er bare noget sådant –; du kan få se det en anden gang.

GREGERS
(fortsætter til den gamle)
.

Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op.

EKDAL
(stirrer forbauset på ham)
.

Har jeg ingen verdens ting, som –!

GREGERS.
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og vildt er –

EKDAL
(slår i bordet)
.

Hjalmar, nu skal han se det!

HJALMAR.
Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt –

EKDAL.
Snak; det er jo månelyst.
(rejser sig.)
Han skal se det, siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig, Hjalmar!

HEDVIG.
Å ja, gør det, far!

HJALMAR
(rejser sig)
.

Ja – ja da.

GREGERS
(til Gina)
.

Hvad er det for noget?

GINA.
Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart.

(Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigennem et klart månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre ligger i dyb skygge.)

EKDAL
(til Gregers)
.

Må gerne komme helt hen, De.

GREGERS
(går hen til dem)
.

Hvad er det så egentlig?

EKDAL.
De kan jo se efter. Hm.

HJALMAR
(noget forlegen)
.

Dette her hører far til, skønner du.

GREGERS
(ved døren, ser ind i loftsrummet)
.

De holder jo høns, løjtnant Ekdal!

EKDAL.
Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. Men De skulde bare se de høns ved dagsens lys, De!

HEDVIG.
Og så er der –

EKDAL.
Hys – hys; sig ikke noget endnu.

GREGERS.
Og duer har De også, ser jeg.

EKDAL.
Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne vil helst ligge højt, kan De skønne.

HJALMAR.
Det er ikke almindelige duer alle sammen.

EKDAL.
Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den bingen der borte ved væggen?

GREGERS.
Ja; hvad bruger De den til?

EKDAL.
Der ligger kaninerne om natten, far.

GREGERS.
Nå; så De har kaniner også?

EKDAL.
Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem her; så ja; og se så der ned. – Ser De ikke der en kurv med strå i?

GREGERS.
Jo. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.

EKDAL.
Hm – „en fugl” –

GREGERS.
Er det ikke en and?

EKDAL
(stødt)
.

Jo, begribeligvis er det en and.

HJALMAR.
Men hvad slags and, tror du?

HEDVIG.
Det er ikke nogen simpel and –

EKDAL.
Hys!

GREGERS.
Og en tyrkisk and er det heller ikke.

EKDAL.
Nej, herr – Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand.

GREGERS.
Nej, er det virkelig? En vild and?

EKDAL.
Jaha, det er det. Den „fuglen”, som De sa’, – det er vildanden, det. Det er vor vildand, far.

HEDVIG.
Min vildand. For jeg ejer den.

GREGERS.
Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?

EKDAL.
De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at plaske i.

HJALMAR.
Friskt vand hver anden dag.

GINA
(vender sig mod Hjalmar)
.

Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du.

EKDAL.
Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i natteroen heller. Ta’ i, du Hedvig.

(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen.)

EKDAL.
En anden gang kan De få se hende rigtig.
(sætter sig i lænestolen ved ovnen.)
Å, de er svært mærkværdige, de vildænderne, kan De tro.

GREGERS.
Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant Ekdal?

EKDAL.
Har ikke fanget den, jeg. Der er en viss mand her i byen, som vi kan takke for den.

GREGERS
(studser lidt)
.

Den mand skulde da vel aldrig være min far?

EKDAL.
Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm.

HJALMAR.
Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers.

GREGERS.
Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så –

GINA.
Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv –

EKDAL.
Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina.
(til Gregers.)
Han var ude i båd, skønner De; og så skød han på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev hun bare skamskudt.

GREGERS.
Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen.

HJALMAR.
Ja, hun fik sådan en to-tre stykker.

HEDVIG.
Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve.

GREGERS.
Nå, så dukked hun vel til bunds da?

EKDAL
(søvnig, med tykt mæle)
.

Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds – så dybt de kan vinde, far; – bider sig fast i tang og i tarre – og i alt det fandenskab, som dernede find’s. Og så kommer de aldrig op igen.

GREGERS.
Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.

EKDAL.
Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far. – Og den hunden – den dukked efter og hented anden op igen.

GREGERS
(vendt til Hjalmar)
.

Og så fik I den her?

HJALMAR.
Ikke straks; først kom den hjem til din far; men der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den –

EKDAL
(halvt i søvne)
.

Hm – ja, Pettersen – den torsken –

HJALMAR
(taler sagtere)
.

På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.

GREGERS.
Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel.

HJALMAR.
Ja, så utrolig vel, du. Den er ble’t fed. Nå, den har jo nu også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på.

GREGERS.
Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se himmel og hav –. Men jeg tør nok ikke bli’ længer; for jeg tror, din far sover.

HJALMAR.
Å, for den sags skyld –

GREGERS.
Men, det er sandt, – du sa’, du havde et værelse at leje ud, – et ledigt værelse?

HJALMAR.
Ja vel; hvad så? Véd du kanske nogen –?

GREGERS.
Kan jeg få det værelset?

HJALMAR.
Du?

GINA.
Nej men De, herr Werle –

GREGERS.
Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen tidlig.

HJALMAR.
Ja, med den største fornøjelse –

GINA.
Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for Dem, det.

HJALMAR.
Men, Gina, hvor kan du da sige det?

GINA.
Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og –

GREGERS.
Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal.

HJALMAR.
Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller.

GINA.
Men husk på de to, som bor nedenunder.

GREGERS.
Hvad er det for to?

GINA.
Å, det er en, som har været huslærer –

HJALMAR.
Det er en kandidat Molvik.

GINA.
– og så er det en doktor, som heder Relling.

GREGERS.
Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal.

GINA.
Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner. De er så tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent hjem om nætterne, og da er de ikke altid så –

GREGERS.
Sligt vænner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden –

GINA.
Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel.

GREGERS.
De vil nok svært nødig ha’ mig ind i huset, fru Ekdal.

GINA.
Nej kors; hvor kan De da tro det?

HJALMAR.
Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina.
(til Gregers.)
Men sig mig, tænker du altså at bli’ her i byen for det første?

GREGERS
(tar sin overfrakke på)
.

Ja, nu tænker jeg at bli’ her.

HJALMAR.
Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta’ dig til?

GREGERS.
Ja, vidste jeg bare det, du – da var jeg ikke så ilde faren endda. Men når en har det kors på sig, at hede Gregers –. „Gregers” – og så „Werle” bagefter; har du hørt noget så fælt, du?

HJALMAR.
Å, det synes jeg slet ikke.

GREGERS.
Huf! Isch! Jeg kunde ha’ lyst til at spytte på den fyren, som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på sig at være Gregers – Werle her i verden, således som jeg er det –