Complete Works of Henrik Ibsen (596 page)

WERLE.
Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, – I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig.

GREGERS.
Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde.

WERLE.
Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle. – Og så går du og bærer på en slig mistanke, – går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta’ dig noget nyttigere til.

GREGERS.
Ja, det turde nok være på tiden.

WERLE.
Så vilde kanske også dit sind bli’ lettere, end det nu lader til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig.

GREGERS.
Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.

WERLE.
Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli’ uafhængig, din egen herre i et og alt.

GREGERS.
Så? Og på hvad måde –?

WERLE.
Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks – hm –

GREGERS.
Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det.

WERLE.
Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet.

GREGERS.
Jeg! I dit firma? Som kompagnon?

WERLE.
Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket.

GREGERS.
Vilde du?

WERLE.
Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli’ noget svage.

GREGERS.
Det har de jo altid været.

WERLE.
Ikke som nu. Og så desuden, – omstændighederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe – i al fald for en tid.

GREGERS.
Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.

WERLE.
Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os. Men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med hinanden.

GREGERS.
Sådan i det ydre, mener du vel?

WERLE.
Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. Synes du ikke, det måtte kunne la’ sig gøre? Hvad?

GREGERS
(ser på ham med kolde øjne)
.

Her stikker noget under.

WERLE.
Hvorledes det?

GREGERS.
Der må være noget, som du har brug for mig til.

WERLE.
I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden.

GREGERS.
Ja, man siger jo så.

WERLE.
Jeg vilde gerne ha’ dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom, – hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha’ nogen om mig. –

GREGERS.
Du har jo fru Sørby.

WERLE.
Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble’t mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; – og det kan jeg så sårt trænge til.

GREGERS.
Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.

WERLE.
Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli’ ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke tjent med det.

GREGERS.
Å, når en mand gir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove adskilligt.

WERLE.
Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, – selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og bagvaskelse og sligt noget –? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse –

GREGERS
(afbryder ham)
.

Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende?

WERLE.
Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?

GREGERS.
Ja, det spør’ jeg også. Hvad så?

WERLE.
Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?

GREGERS.
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.

WERLE.
Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde –

GREGERS.
Jeg er ikke overspændt.

WERLE.
Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.

GREGERS
(ser ufravendt på ham)
.

Nu skønner jeg, hvad det er, du vil bruge mig til.

WERLE.
Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!

GREGERS.
Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; – ikke på to mands hånd i al fald.
(ler kort.)
Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!

WERLE.
Hvor tør du tale i den tone!

GREGERS.
Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta’ sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen – på pietetens vinger – er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.

WERLE.
Gregers, – jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg.

GREGERS
(sagte)
.

Jeg har set dig på for nært hold.

WERLE.
Du har set mig med din mors øjne.
(sænker stemmen lidt.)
Men du skulde huske på, at de øjne var – omtåget en gang iblandt.

GREGERS
(bævende)
.

Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær’ skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse –! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer – å!

WERLE
(trækker på skuldrene)
.

Ord til andet, som om jeg hørte din mor.

GREGERS
(uden at agte på ham)
.

– og der sidder han nu, han med sit store troskyldige barnesind midt i bedraget, – lever under tag sammen med en slig en, og véd ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget på en løgn!
(et skridt nærmere.)
Når jeg ser tilbage på al din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner langs alle vejene.

WERLE.
Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.

GREGERS
(bukker behersket)
.

Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går.

WERLE.
Går du! Ud af huset?

GREGERS.
Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for.

WERLE.
Hvad er det for en opgave?

GREGERS.
Du vilde bare le, ifald du hørte det.

WERLE.
En ensom mand ler ikke så let, Gregers.

GREGERS
(peger ud mod baggrunden)
.

Se, far, – der leger kammerherrerne blindebuk med fru Sørby. – God nat og far vel.

(Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)

WERLE
(mumler hånligt efter Gregers)
.

He –! Stakker, – og så siger han, at han ikke er overspændt!

ANDEN AKT

(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.)

(Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog.)

GINA
(skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen til hende; derpå siger hun)
.

Hedvig!

HEDVIG
(hører det ikke)
.

GINA
(højere)
.

Hedvig!

HEDVIG
(tar hænderne fra og ser op)
.

Ja, mor?

GINA.
Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer.

HEDVIG.
Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt!

GINA.
Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne.

HEDVIG
(lukker bogen)
.

Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han.

GINA
(lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet hæfte på bordet)
.

Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag?

HEDVIG.
Det var 1 krone og 65 øre.

GINA.
Det er rigtig.
(noterer.)
Det er svært, hvad her bruges af smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost, – lad mig se –
(noterer.)
– og så var det til skinke – hm –
(summerer.)
Ja, der har vi straks –

HEDVIG.
Og så kommer øllet til.

GINA.
Ja, det forstår sig.
(noterer.)
Det løber op; men det må jo til.

HEDVIG.
Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude.

GINA.
Nej; og det var jo bra’. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne.

HEDVIG.
Tænk, – blev det så meget!

GINA.
Akkurat otte kroner og femti.

(Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd skyggende for øjnene.)

HEDVIG.
Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle?

GINA.
Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte bud efter ham.
(lidt efter.)
Vi har jo ikke noget med den grossereren at gøre.

HEDVIG.
Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For han lovte, at han skulde be’ fru Sørby om noget godt til mig.

GINA.
Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du tro.

HEDVIG
(tegner fremdeles)
.

Lidt sulten er jeg næsten også.

(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.)

GINA.
Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.

EKDAL.
De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem – hm.

HEDVIG.
Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?

EKDAL.
Hele pakken her. Vil du bare se.

GINA.
Det var jo bra’.

HEDVIG.
Og i lommen har du også en pakke.

EKDAL.
Så? Snak; det er ikke noget.
(sætter stokken fra sig i krogen.)
Det blir arbejde for lang tid, dette her, Gina.
(trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside.)
Hys!
(kikker en stund ind i rummet og skyder atter døren forsigtigt for.)
He – he! De sover såmænd alle i hob. Og hun selv har lagt sig i kurven. He – he!

HEDVIG.
Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?

EKDAL.
Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå?
(går mod den øverste dør til venstre.)
Jeg finder vel fyrstikker?

GINA.
Fyrstikkerne står på kommoden.

(Ekdal går ind i sit værelse.)

HEDVIG.
Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive igen.

GINA.
Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling.

HEDVIG.
Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restauration.

GINA.
Det også, ja.

(kort taushed.)

HEDVIG.
Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?

GINA.
Vorherre véd; det kan såmænd gerne hænde, det.

HEDVIG.
Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke det, mor?

GINA.
Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt værelset lejet bort.

HEDVIG.
Men det behøves ikke ikveld.

GINA.
A, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte.

HEDVIG.
Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset til en anden gang.

GINA
(ser over til hende)
.

Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne?

HEDVIG.
Ja, for så blir her mere fornøjeligt.

GINA
(tænker hen for sig)
.

Å ja, der er noget i det.

(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre.)

GINA
(vender sig halvt på stolen)
.

Skal bedstefar ha’ noget i køkkenet?

EKDAL.
Skulde så, ja. Bliv bare siddende.

(går ud.)

GINA.
Han roder da vel ikke med gløderne derude?
(venter en stund.)
Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til.

(Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende vand.)

HEDVIG.
Henter du varmt vand, bedstefar?

EKDAL.
Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må skrive; og så er blækket ble’t jørmet som en grød, – hm.

GINA.
Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo sat ind.

EKDAL.
Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha’ nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen, – hm.

(Han går ind i sit værelse. Gina og Hedvig ser på hinanden.)

GINA
(sagte)
.

Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra?

HEDVIG.
Han har visst fåt af Gråberg.

GINA.
Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig.

HEDVIG.
Så må han ha’ fåt sig en flaske på borg et steds.

GINA.
Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget.

(Hjalmar Ekdal, overfrakke og med en grå filthat, kommer ind fra højre.)

GINA
(kaster sytøjet og rejser sig)
.

Nej men, Ekdal, er du alt der igen!

HEDVIG
(samtidigt, springer op)
.

Tænk, at du kommer nu, far!

HJALMAR
(sætter hatten fra sig)
.

Ja, nu gik nok de fleste.

HEDVIG.
Så tidlig?

HJALMAR.
Ja, det var jo et middagsselskab.

(vil trække yderfrakken af.)

GINA.
Lad mig hjælpe dig.

HEDVIG.
Jeg også.

(De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på bagvæggen.)

HEDVIG.
Var der mange der, far?

HJALMAR.
Å nej, ikke mange. Vi var så en 12-14 personer til bords.

GINA.
Og du fik vel snakke med dem alle sammen?

HJALMAR.
Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la’ beslag på mig.

GINA.
Er Gregers lige styg endnu?

HJALMAR.
Nå, han ser jo ikke videre godt ud. – Er ikke den gamle kommet hjem?

HEDVIG.
Jo, bedstefar sidder inde og skriver.

HJALMAR.
Sa’ han noget?

GINA.
Nej, hvad skulde han sige?

HJALMAR.
Nævnte han ikke noget om –? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham.

GINA.
Nej, nej, det er ikke værdt –

HJALMAR.
Hvorfor ikke det? Sa’ han, at han ikke vilde ha’ mig ind?

GINA.
Han vil nok ikke ha’ nogen ind i kveld –

HEDVIG
(gør tegn)
.

Hm-hm!

GINA
(mærker det ikke)
.

– han har været her og hentet sig varmt vand

HJALMAR.
Aha, sidder han og –?

GINA.
Ja, han gør nok det.

HJALMAR.
Herregud, – min stakkers gamle hvidhårede far –! Ja, lad ham så bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode.

(Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer fra sit værelse.)

EKDAL.
Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som snakked.

HJALMAR.
Jeg kom nu netop.