Complete Works of Henrik Ibsen (591 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
13.07Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

FRU STOCKMANN.
Nej, men Tomas da!

 

PETRA
(til Horster)
.

 

Havde De bare ikke fulgt os hjem, så kanske ikke det var kommet så vidt.

 

HORSTER.
Jeg angrer ikke på det,

 

PETRA
(rækker ham hånden)
.

 

Tak for det!

 

HORSTER
(til doktoren)
.

 

Og så var det det, jeg vilde sige, at når De endelig vil rejse, så har jeg tænkt på et andet råd –

 

DOKTOR STOCKMANN.
Det var bra’; bare vi kan komme fort afsted –

 

FRU STOCKMANN.
Hys; banked det ikke?

 

PETRA.
Det er visst onkel.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Aha!
(råber.)
Kom ind!

 

FRU STOCKMANN.
Snille Tomas, lov mig nu endelig –

 

(Byfogd Stockmann kommer fra forstuen.)

 

BYFOGDEN
(i døren)
.

 

Å, du er optaget. Ja, så vil jeg heller –

 

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, nej; kom du bare.

 

BYFOGDEN.
Men jeg ønsked at tale med dig under fire øjne.

 

FRU STOCKMANN.
Vi skal gå ind i dagligstuen sålænge.

 

HORSTER.
Og jeg vil komme igen siden.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, gå De ind med, kaptejn Horster; jeg må få vide nærmere besked –

 

HORSTER.
Ja, ja, så venter jeg da.

 

(Han følger fru Stockmann og Petra ind i dagligstuen.)

 

BYFOGDEN
(siger intet men skotter mod vinduerne)
.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Du finder kanske, her er vel luftigt idag? Sæt huen på.

 

BYFOGDEN.
Tak, hvis jeg måtte det.
(gør så.)
Jeg tror, jeg har forkølet mig igår; jeg stod og frøs –

 

DOKTOR STOCKMANN.
Så? Da syntes jeg s’gu det var varmt nok.

 

BYFOGDEN.
Jeg beklager, at det ikke stod i min magt at forhindre disse natlige excesser.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Har du ellers noget særdeles at sige mig?

 

BYFOGDEN
(tager et stort brev frem)
.

 

Jeg har dette aktstykke til dig fra badedirektionen.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Er jeg opsagt?

 

BYFOGDEN.
Ja, fra dags dato.
(lægger brevet på bordet.)
Det gør os ondt; men – rent ud sagt – vi turde ikke andet for den almene opinions skyld.

 

DOKTOR STOCKMANN
(smiler)
.

 

Turde ikke? Det ord har jeg hørt før idag.

 

BYFOGDEN.
Jeg be’r, du vil gøre dig din stilling klar. Du må ikke for fremtiden regne på nogensomhelst praxis her i byen.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Fanden ivold med praxisen! Men hvoraf véd du det så visst?

 

BYFOGDEN.
Husejerforeningen har sat igang en liste, som bæres fra hus til hus. Alle velsindede borgere opfordres til ikke at benytte dig; og jeg tør indestå for, at ikke en eneste husfader vover at nægte sin underskrift; man tør det ikke, simpelt hen.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, nej; det tviler jeg ikke på. Men hvad så?

 

BYFOGDEN.
Hvis jeg måtte gi’ dig et råd, så skulde det være det, at du fraflytted stedet for nogen tid –

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, jeg tænker netop så småt på at fraflytte stedet.

 

BYFOGDEN.
Vel. Og når du så havde fåt sådan et halvt års tid til at betænke dig i, og du da efter moden overvejelse kunde bekvemme dig til i et par beklagende ord at erkende din vildfarelse –

 

DOKTOR STOCKMANN.
Så kunde jeg kanske få min post igen, mener du?

 

BYFOGDEN.
Kanske; sletikke ganske umuligt.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, men den offentlige mening da? I tør jo ikke for den offentlige menings skyld.

 

BYFOGDEN.
Opinionen er en overmåde variabel ting. Og, oprigtig talt, det er os af særdeles vigtighed at få en sådan indrømmelse fra din hånd.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, den slikker I jer nok om næsen efter! Men du husker da vel, for fanden, hvad jeg før har sagt dig om den slags rævekunster!

 

BYFOGDEN.
Dengang var din position ganske anderledes favorabel; dengang turde du supponere, at du havde hele byen i ryggen –

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, og nu får jeg føle, at jeg har hele byen på nakken –.
(bruser op.)
Men ikke, om jeg så havde selve fanden og hans oldemor på nakken –! Aldrig, – aldrig, siger jeg!

 

BYFOGDEN.
En familieforsørger tør ikke handle således, som du gør. Du tør det ikke, Tomas.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Tør jeg ikke! Der er bare en eneste ting i verden, som en fri mand ikke tør; og véd du, hvad det er?

 

BYFOGDEN.
Nej.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Naturligvis; men jeg skal fortælle dig det. En fri mand tør ikke svine sig til som en lurv; han tør ikke bære sig ad slig, at han måtte spytte sig selv i øjnene.

 

BYFOGDEN.
Dette her klinger jo overmåde plausibelt; og dersom der ikke forelå en anden forklaringsgrund for din halstarrighed –; men det gør der jo rigtignok –

 

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad mener du med det?

 

BYFOGDEN.
Det forstår du visst meget godt. Men som din bror og som en besindig mand råder jeg dig til, ikke at bygge altfor trygt på forhåbninger og udsigter, som kanske så såre let kunde slå fejl.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Men hvad i alverden skal det sigte til?

 

BYFOGDEN.
Vil du virkelig bilde mig ind, at du skulde være uvidende om de testamentariske dispositioner, som garvermester Kiil har truffet?

 

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg véd, at den smule, han ejer, skal gå til en stiftelse for gamle trængende håndværksfolk. Men hvad kommer det mig ved?

 

BYFOGDEN.
For det første er det nu ikke smuler, her er tale om. Garvermester Kiil er en temmelig formuende mand.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Det har jeg aldrig havt en anelse om –!

 

BYFOGDEN.
Hm, – virkelig ikke? Du har altså heller ikke en anelse om, at en ikke ubetydelig del af hans formue skal tilfalde dine børn, således at du og din hustru skal nyde renterne for livstid. Har han ikke sagt dig det?

 

DOKTOR STOCKMANN.
Nej så min sæl om han har! Tvert imod; han har støt og stadig gåt og raset over, at han var så urimelig højt skatlagt. Men véd du da også dette her så ganske visst, Peter?

 

BYFOGDEN.
Jeg har det fra en aldeles pålidelig kilde.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, Herregud, så blir jo Katrine sikret, – og børnene også! Det må jeg da rigtignok fortælle –
(råber.)
Katrine, Katrine!

 

BYFOGDEN
(holder ham tilbage)
.

 

Hys, sig ikke et ord endnu!

 

FRU STOCKMANN
(åbner døren)
.

 

Hvad er der påfærde?

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ingen ting, du; gå bare ind igen.

 

(Fru Stockmann lukker.)

 

DOKTOR STOCKMANN
(driver om på gulvet)
.

 

Sikret! Nej, tænk, – de er sikret allesammen! Og det for livstid! Det er dog en velsignet følelse at vide sig sikret!

 

BYFOGDEN.
Ja, men det er netop det, du ikke er. Garvermester Kiil kan annullere testamentet hvad dag og time han vil.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Men det gør han ikke, min gode Peter. Grævlingen er altfor kisteglad over, at jeg tar fat på dig og dine velvise venner.

 

BYFOGDEN
(studser og ser forskende på ham)
.

 

Aha, dette kaster lys over adskilligt.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Hvilket adskilligt?

 

BYFOGDEN.
Det hele har altså været en kombineret manøvre. Disse voldsomme, hensynsløse attentater, som du – i sandhedens navn – har rettet mod stedets ledende mænd –

 

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad de; hvad de?

 

BYFOGDEN.
De var altså ikke andet, end et aftalt vederlag for denne gamle hævnsyge Morten Kiils testamente.

 

DOKTOR STOCKMANN
(næsten målløs)
.

 

Peter, – du er da den fæleste plebejer, jeg har kendt alle mine levedage.

 

BYFOGDEN.
Mellem os er det forbi. Din afsked er uigenkaldelig; – for nu har vi våben imod dig.

 

(han går.)

 

DOKTOR STOCKMANN.
Tvi, tvi, tvi!
(råber.)
Katrine! Gulvet skal skylles efter ham! Lad hende komme ind med en balje, hun, – hun – hvad fanden –, hun, som altid er sodet om næsen –

 

FRU STOCKMANN
(i dagligstuedøren)
.

 

Hys, hys da, Tomas!

 

PETRA
(også i døren)
.

 

Far, bedstefar er her og spør, om han kan få tale med dig alene.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, visst kan han så.
(ved døren.)
Kom De, svigerfar.

 

(Morten Kiil kommer ind. Doktoren lukker døren efter ham.)

 

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, hvad er det så? Sæt Dem ned.

 

MORTEN KIIL.
Ikke sidde.
(ser sig om.)
Her ser pent ud hos Dem idag, Stockmann.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, synes De ikke det?

 

MORTEN KIIL.
Rigtig pent ser her ud; og frisk luft er her også; idag har De da nok af det sure stoffet, som De snakked om igår. De må ha’ en svært fin samvittighed idag, kan jeg tænke.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det har jeg.

 

MORTEN KIIL.
Kan tænke mig det.
(banker sig på brystet.)
Men véd De, hvad det er for noget, jeg har her?

 

DOKTOR STOCKMANN.
Det er vel også en fin samvittighed, håber jeg.

 

MORTEN KIIL.
Pyt! Nej, det er noget, som er bedre end som så.

 

(han tar en tyk tegnebog frem, åbner den og viser en del papirer.)

 

DOKTOR STOCKMANN
(ser forundret på ham)
.

 

Aktier i badeanstalten?

 

MORTEN KIIL.
De var ikke vanskelige at få idag.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Og De har været ude og købt –?

 

MORTEN KIIL.
Så mange, jeg havde penge til.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Men, kære svigerfar, – så fortvilet, som det står til med badet nu!

 

MORTEN KIIL.
Hvis De bær’ Dem ad som et fornuftigt menneske, så får De nok badet på fode igen.

 

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, De ser jo selv, jeg gør alt, hvad jeg kan; men –. Folk er jo gale her i byen!

Other books

Deadline by John Sandford
Scarlet Lady by Sara Wood
Daddy with a Deadline by Shank, Marilyn
Dead Man on the Moon by Steven Harper
If You Wrong Us by Dawn Klehr
Noah's Ark: Contagion by Dayle, Harry
The Girl from Cobb Street by Merryn Allingham