Complete Works of Henrik Ibsen (592 page)

MORTEN KIIL.
De sa’ igår, at det værste griseriet kom fra mit garveri. Men hvis om det var sandt, så måtte jo min bedstefar, og min far før mig, og jeg selv i mangfoldige år ha’ gåt og griset byen til, ligesom tre morderengler. Tror De, jeg lar den skam sidde på mig?

DOKTOR STOCKMANN.
Desværre, det blir De s’gu nok nødt til.

MORTEN KIIL.
Nej tak. Jeg holder på mit gode navn og rygte. Folk kalder mig for „grævlingen”, har jeg hørt sige. En grævling, det er jo en slags gris, det; men det skal de aldrig i verden få ret i. Jeg vil leve og dø som et rensligt menneske.

DOKTOR STOCKMANN.
Og hvorledes vil De bære Dem ad med det?

MORTEN KIIL.
De skal gøre mig ren, Stockmann.

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg!

MORTEN KIIL.
Véd De, hvad det er for penge, jeg har købt disse her aktierne for? Nej, det kan De ikke vide; men nu skal jeg sige Dem det. Det er de penge, som Katrine og Petra og smågutterne skal ha’ efter mig. Ja, for jeg har nu lagt mig lidt tilbedste alligevel, ser De.

DOKTOR STOCKMANN
(bruser op)
.

Og så går De hen og tar Katrines penge til sligt!

MORTEN KIIL.
Ja, de pengene står nu i badet allesammen. Og nu vil jeg rigtig se, om De er så binde – pine – gal alligevel, Stockmann. Lar De endnu komme dyr og sligt stygt noget fra mit garveri, så er det akkurat det samme, som at skære brede remmer af Katrines hud, og af Petras også, og af smågutternes; men det gør ingen skikkelig husfar, – hvis han ikke er en gal mand da.

DOKTOR STOCKMANN
(som går op og ned)
.

Ja, men jeg er en gal mand; jeg er en gal mand!

MORTEN KIIL.
Så rent ravruskende gal er De vel ikke, når det gælder kone og børn.

DOKTOR STOCKMANN
(standser foran ham)
.

Hvorfor kunde De ikke talt med mig, før De gik hen og købte alt det kram!

MORTEN KIIL.
Det, som er gjort, det har bedst klem, det.

DOKTOR STOCKMANN
(driver urolig omkring)
.

Dersom jeg endda ikke var så viss i min sag –! Men jeg er så inderlig overtydet om, at jeg har ret.

MORTEN KIIL
(vejrer tegnebogen i hånden)
.

Holder De på med den galskaben, så er de ikke stort værd, disse her.

(han stikker tegnebogen i lommen.)

DOKTOR STOCKMANN.
Men, for fanden, videnskaben måtte da vel også kunne finde på forebyggelsesmidler, synes jeg; et eller andet præservativ –

MORTEN KIIL.
Mener De noget til at dræbe dyrene med?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, eller til at gøre dem uskadelige.

MORTEN KIIL.
Kunde De ikke probere med noget rottekrudt?

DOKTOR STOCKMANN.
Å, snak, snak! – Men alle folk siger jo, at det bare er en indbildning. Kan det så ikke være en indbildning da! Lad dem ha’ det så godt! Har ikke de uvidende tranghjertede køtere skældt mig ud for en folkefiende; – og så var de færdig at rive klæ’rne af kroppen på mig også!

MORTEN KIIL.
Og så alle ruderne, som de har slåt istykker for Dem da!

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, og så dette her med pligter imod familjen! Det må jeg snakke med Katrine om; hun er så nøje inde i de sager.

MORTEN KIIL.
Det er bra’; lyd De bare en fornuftig kones råd.

DOKTOR STOCKMANN
(farer imod ham)
.

At De også kunde bære Dem så bagvendt ad! Sætte Katrines penge på spil; sætte mig i denne græsselige pinefulde vånde! Når jeg ser på Dem, så er det, som jeg så fanden selv –!

MORTEN KIIL.
Så er det bedst jeg går da. Men inden klokken to vil jeg ha’ besked fra Dem. Ja eller nej. Blir det nej, så går aktierne til stiftelsen, – og det den dag idag.

DOKTOR STOCKMANN.
Og hvad får så Katrine?

MORTEN KIIL.
Ikke en snus.

(Døren til forstuen blir åbnet. Redaktør Hovstad og bogtrykker Aslaksen kommer tilsyne derude.)

MORTEN KIIL.
Nej se de to dér?

DOKTOR STOCKMANN
(stirrer på dem)
.

Hvad for noget! Vover De endnu at komme her ind til mig!

HOVSTAD.
Ja såmænd gør vi så.

ASLAKSEN.
Vi har noget at snakke med Dem om, ser De.

MORTEN KIIL
(hvisker)
.

Ja eller nej – inden klokken to.

ASLAKSEN
(med et øjekast til Hovstad)
.

Aha!

(Morten Kiil går.)

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, hvad er det så De vil mig? Gør det kort.

HOVSTAD.
Jeg kan godt begribe, at De har imod os for vor holdning under mødet igår –

DOKTOR STOCKMANN.
Og det kalder De holdning? Jo, det var en dejlig holdning! Jeg kalder det holdningsløst, kærringagtigt –. Fy for fanden!

HOVSTAD.
Kald det for hvad det så skal være; men vi kunde ikke andet.

DOKTOR STOCKMANN.
De turde vel ikke andet? Er det ikke så?

HOVSTAD.
Ja, om De så vil.

ASLAKSEN.
Men hvorfor lod De ikke et lidet ord falde i forvejen? Bare sligt et lidet vink til herr Hovstad eller mig.

DOKTOR STOCKMANN.
Et vink? Om hvad?

ASLAKSEN.
Om det, som stak bagved.

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg forstår Dem aldeles ikke.

AKLAKSEN
(nikker fortrolig)
.

Å jo så gu’ gør De så, doktor Stockmann.

HOVSTAD.
Det er da ikke noget at lægge dølgsmål på længer nu.

DOKTOR STOCKMANN
(ser afvekslende på dem)
.

Ja, men i pokkers skind og ben –!

ASLAKSEN.
Må jeg spørge, – går ikke Deres svigerfar omkring i byen og køber op alle badeaktierne?

DOKTOR STOCKMANN.
Jo, han har været ude og købt badeaktier idag; men –?

ASLAKSEN.
Det havde været klogere, om De havde fåt en anden til at gøre det, – en, som ikke stod Dem fuldt så nær.

HOVSTAD.
Og så skulde De ikke ha’ trådt op under navn. Der behøvte jo ingen at vide, at angrebet på badeanstalten kom fra Dem. De skulde ha’ ta’t mig med på råd, doktor Stockmann.

DOKTOR STOCKMANN
(ser frem for sig; et lys synes at gå op for ham og han siger som himmelfalden)
: Kan sligt være tænkeligt? Kan sligt noget gøres?

ASLAKSEN
(smiler)
.

Det viser sig jo, at det kan gøres. Men det bør helst gøres fint, skønner De.

HOVSTAD.
Og så bør der helst være flere med om det; for det er jo altid så, at ansvaret mindsker for den enkelte, når han har andre med sig.

DOKTOR STOCKMANN
(fattet)
.

Kort og godt, mine herrer, – hvad er det, De vil?

ASLAKSEN.
Det kan herr Hovstad bedst –

HOVSTAD.
Nej, sig De det, Aslaksen.

ASLAKSEN.
Nå ja, det er det, at nu, da vi véd, hvorledes det hele hænger sammen, så tror vi nok, at vi tør stille „Folkebudet” til Deres rådighed.

DOKTOR STOCKMANN.
Nu tør De det? Men den offentlige mening da? Frygter De ikke for, at der vil rejse sig en storm imod os?

HOVSTAD.
Vi får se at ride stormen af.

ASLAKSEN.
Og så får doktoren se at være kvik i vendingen. Så fort Deres angreb har gjort sin nytte –

DOKTOR STOCKMANN.
Så fort min svigerfar og jeg har fåt aktierne ihænde for en billig pris, mener De –?

HOVSTAD.
Det er vel nærmest videnskabelige hensyn, som driver Dem til at bli’ den styrende ved badet.

DOKTOR STOCKMANN.
Forstår sig; det var af videnskabelige hensyn, at jeg fik han gamle grævlingen til at gå med på dette her. Og så flikker vi lidt på vandledningen og roder lidt op i stranden uden at det koster bykassen en halv krone. Tror De ikke, det går? Hvad?

HOVSTAD.
Jeg tænker det, – når De har „Folkebudet” med Dem.

ASLAKSEN.
I et frit samfund er pressen en magt, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja vel; og det er jo den offentlige mening også; og De, herr Aslaksen, De tar da vel husejerforeningen på Deres samvittighed?

ASLAKSEN.
Både husejerforeningen og mådeholdsvennerne. Vær tryg for det.

DOKTOR STOCKMANN.
Men, mine herrer –; ja, jeg skammer mig ved at spørge om det; men, hvad vederlag –?

HOVSTAD.
Helst vilde vi jo hjælpe Dem for rent ingenting, kan De skønne. Men „Folkebudet” står på svage fødder; det vil ikke rigtig gå; og at standse bladet nu, da her er så mangt at virke for i den store politik, det vilde jeg så inderlig nødig.

DOKTOR STOCKMANN.
Forstår sig; det måtte jo falde svært hårdt for en folkeven som De.
(bruser ud.)
Men jeg er en folkefiende, jeg!
(farer om i værelset.)
Hvor har jeg kæppen henne? Hvor fanden har jeg kæppen?

HOVSTAD.
Hvad skal det sige?

ASLAKSEN.
De vil da vel aldrig –?

DOKTOR STOCKMANN
(standser)
.

Og hvis jeg nu ikke gav Dem en eneste øre af alle mine aktier? Mynten sidder ikke løs hos os rige folk, må De huske på.

HOVSTAD.
Og De må huske på, at den sag med aktierne kan fremstilles på to måder.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det er De nok mand for; hvis jeg ikke kommer „Folkebudet” til hjælp, så får De visst et fælt syn på den sagen; De gør vel jagt på mig, kan jeg tænke, – sætter efter mig, – prøver på at kværke mig, som hunden kværker haren!

HOVSTAD.
Det er efter naturens lov; ethvert dyr vil livnære sig.

ASLAKSEN.
En får ta’ føden, hvor en kan finde den, skønner De.

DOKTOR STOCKMANN.
Så se I kan finde jer noget ude i rendestenen;
(farer om i værelset.)
for nu skal det, pine død, vise sig, hvem der er det stærkeste dyr af os tre.
(finder paraplyen og svinger den.)
Hej, se her –!

HOVSTAD.
De vil da ikke forgribe Dem på os!

ASLAKSEN.
Tag Dem ivare med den paraplyen!

DOKTOR STOCKMANN.
Ud af vinduet med Dem, herr Hovstad!

HOVSTAD
(ved forstuedøren)
.

Er De rent forrykt!

DOKTOR STOCKMANN.
Ud af vinduet, herr Aslaksen! Spring, siger jeg! Ligeså godt først som sidst.

ASLAKSEN
(løber rundt om skrivebordet)
.

Mådehold, herr doktor; jeg er en svagelig mand; jeg tåler så lidet –
(skriger.)
Hjælp, hjælp!