Complete Works of Henrik Ibsen (590 page)

ASLAKSEN.
Jeg er både som statsborger og som menneske dybt rystet ved hvad jeg her har måttet høre på. Doktor Stockmann har afsløret sig på en måde, som jeg aldrig havde drømt om. Jeg må desværre tiltræde den mening, som nys blev udtalt af agtværdige borgere; og jeg holder for, at vi bør gi’ denne mening udtryk i en resolution. Jeg foreslår følgende: „Forsamlingen udtaler, at den anser badelægen, doktor Tomas Stockmann for en folkefiende”.

(Stormende hurraråb og bifald. Mange slår kreds om doktoren og piber imod ham. Fru Stockmann og Petra har rejst sig. Morten og Ejlif slås med de andre skolegutter, som også har pebet. Nogle voksne skiller dem ad.)

DOKTOR STOCKMANN
(til piberne)
.

Å, I dårer, som I er, – jeg siger jer, at –

ASLAKSEN
(ringer)
.

Doktoren har ikke ordet længer. En formelig afstemning bør finde sted; men for at skåne personlige følelser bør det ske skriftligt og uden navn. Har De noget rent papir, herr Billing?

BILLING.
Her er både blåt og hvidt papir –

ASLAKSEN
(stiger ned)
.

Det er bra’; på den vis går det fortere. Klip istykker –; se så, ja.
(til forsamlingen.)
Blåt betyder nej; hvidt betyder ja. Jeg vil selv gå omkring og samle stemmerne.

(Byfogden forlader salen. Aslaksen og et par andre borgere går med papirstykkerne i hatte omkring i forsamlingen.)

EN HERRE
(til Hovstad)
.

Hvorledes er det fat med doktoren, De? Hvad skal en tænke om sligt?

HOVSTAD.
De véd jo, hvor fremfusende han er.

EN ANDEN HERRE
(til Billing)
.

Hør; De vanker jo der i huset. Har De mærket om manden drikker?

BILLING.
Jeg véd, Gud døde mig, ikke hvad jeg skal sige. Toddyen er altid på bordet, når der kommer nogen.

EN TREDJE HERRE.
Nej, jeg tror heller, han er forrykt iblandt.

DEN FØRSTE HERRE.
Ja, mon der ikke er nogen arvelig galskab i familjen?

BILLING.
Det kan s’gu gerne være, det.

EN FJERDE HERRE.
Nej, det er bare pure ondskaben, er det; det er hævn over et eller andet.

BILLING.
Han talte rigtignok en af dagene om gagetillæg; men det fik han da ikke.

ALLE HERRERNE
(istemmer)
.

Aha; da er det jo let at forstå!

DEN DRUKNE MAND
(inde i mængden)
.

Jeg vil ha’ en blå en, jeg! Og så vil jeg ha’ en hvid en også!

RÅB.
Der er den drukne mand igen! Ud med ham!

MORTEN KIIL
(nærmer sig doktoren)
.

Nå, Stockmann, ser De nu, hvad der kommer ud af sligt noget abespil?

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg har gjort min skyldighed.

MORTEN KIIL.
Hvad var det, De sa’ om garverierne i Mølledalen?

DOKTOR STOCKMANN.
Det hørte De jo; jeg sa’, at det var fra dem alt griseriet kom.

MORTEN KIIL.
Fra mit garveri også?

DOKTOR STOCKMANN.
Desværre, Deres garveri er nok det allerværste.

MORTEN KIIL.
Vil De sætte det på tryk i aviserne?

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg stikker ingenting under stol.

MORTEN KIIL.
Det kan bli’ Dem dyrt, det, Stockmann.

(han går.)

EN FED HERRE
(går hen til Horster, hilser ikke på damerne)
.

Nå, kaptejn, De låner altså Deres hus ud til foIkefiender?

HORSTER.
Jeg tænker, jeg kan gøre med min ejendom, hvad jeg vil, herr grosserer.

GROSSEREREN.
Så har De vel ikke noget imod, at jeg gør det samme med min.

HORSTER.
Hvad mener grossereren?

GROSSEREREN.
Imorgen skal De høre fra mig.

(han vender sig og går.)

PETRA.
Var ikke det Deres reder, Horster?

HORSTER.
Jo, det var grosserer Vik.

ASLAKSEN
(med stemmesedlerne i hånden, stiger op på forhøjningen og ringer)
.

Mine herrer, må jeg gøre Dem bekendt med udfaldet. Med alle stemmer imod én –

EN YNGRE HERRE.
Den ene er den drukne mands!

ASLAKSEN.
Med alle stemmer imod en beskænket mands har denne borgerforsamling erklæret badelægen, doktor Tomas Stockmann for en folkefiende.
(råb og bifaldstegn.)
Leve vort gamle hæderlige borgersamfund!
(atter bifaldsråb.)
Leve vor dygtige og virksomme byfogd, som så lojalt har undertrykt blodets røst!
(hurra.)
Mødet er hævet.

(han stiger ned.)

BILLING.
Leve dirigenten!

HELE MÆNGDEN.
Hurra for bogtrykker Aslaksen!

DOKTOR STOCKMANN.
Min hat og min frakke, Petra! Kaptejn, har De plads for passagerer til den nye verden?

HORSTER.
For Dem og Deres skal der skaffes plads, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN
(mens Petra hjælper ham frakken på)
.

Godt. Kom, Katrine! Kom, gutter!

(han tar sin hustru under armen.)

FRU STOCKMANN
(sagte)
.

Snille Tomas, lad os gå bagvejen.

DOKTOR STOCKMANN.
Ingen bagveje, Katrine.
(med hævet røst.)
I skal få høre fra folkefienden, før han ryster støvet af sine fødder! Jeg er ikke så godslig som en viss person; jeg siger ikke: jeg tilgiver eder; thi I véd ikke, hvad I gør.

ASLAKSEN
(råber)
.

Det er en bespottelig sammenligning, doktor Stockmann!

BILLING.
Det er, Gud dø – –. Sligt er drøjt at høre på for en alvorlig mand.

EN GROV STEMME.
Og så truer han også!

OPHIDSENDE RÅB.
Lad os slå ruderne ind hos ham! Dyp ham i fjorden!

EN MAND
(i mængden)
.

Blæs i luren, Evensen! Tud, tud!

(Lurtoner, piber og vilde skrig. Doktoren går med sine mod udgangen. Horster baner vej for dem.)

HELE MÆNGDEN
(hyler efter de bortgående)
.

Folkefiende! Folkefiende! Folkefiende!

BILLING
(idet han ordner sine notitser)
.

Nej Gud døde mig, om jeg vil drikke toddy hos Stockmanns ikveld!

(De forsamlede stimler mod udgangen; larmen forplanter sig udenfor; fra gaden høres råbet: „Folkefiende! Folkefiende!”)

FEMTE AKT

(Doktor Stockmanns arbejdsværelse. Boghylder og skabe med forskellige præparater langs væggene. I baggrunden er udgang til forstuen; i forgrunden til venstre dør til dagligstuen. På væggen til højre er to vinduer, hvori alle ruderne er knuste. Midt i værelset står doktorens skrivebord, bedækket med bøger og papirer. Værelset er i uorden. Det er formiddag.)

(Doktor Stockmann, i slåbrok og tøfler og med kalot, står krumbøjet og rager med en paraply under et af skabene; tilsidst haler han en sten frem.)

DOKTOR STOCKMANN
(taler gennem den åbne dagligstuedør)
.

Katrine, her fandt jeg en til.

FRU STOCKMANN
(inde i dagligstuen)
.

Å, du finder visst en hel del endnu.

DOKTOR STOCKMANN
(lægger stenen hen til en hob andre på bordet)
.

De stenene skal jeg gemme som en helligdom. Ejlif og Morten skal få se på dem hver dag, og når de er ble’t voksne, skal de få dem i arv efter mig.
(rager under en boghylde.)
Har ikke – hvad fanden heder hun nu, – hun, tøsen, – har hun ikke været efter glasmesteren endnu?

FRU STOCKMANN
(kommer ind)
.

Jo, men han svarte, han vidste ikke, om han kunde komme idag.

DOKTOR STOCKMANN.
Du skal gerne se, han tør ikke.

FRU STOCKMANN.
Nej, Randine trode også, han tør ikke for naboerne.
(taler ind i dagligstuen.)
Hvad er det du vil, Randine? Nå så.
(går ind og kommer straks tilbage.)
Her er et brev til dig, Tomas.

DOKTOR STOCKMANN.
Lad mig se.
(åbner det og læser.)
Ja så.

FRU STOCKMANN.
Hvem er det fra?

DOKTOR STOCKMANN.
Fra husværten. Han siger os op.

FRU STOCKMANN.
Er det virkelig sandt? Han, som er så skikkelig en mand –

DOKTOR STOCKMANN
(ser i brevet)
.

Han tør ikke andet, siger han. Han gør det så nødig; men han tør ikke andet – for sine medborgeres skyld – af hensyn til den offentlige mening – er afhængig – tør ikke støde visse formående mænd for hodet –

FRU STOCKMANN.
Der kan du bare se, Tomas.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, ja, jeg ser det nok; de er fejge, allesammen, her i byen; intet menneske tør noget af hensyn til alle de andre mennesker.
(slænger brevet på bordet.)
Men det kan jo være os det samme, Katrine. Nu rejser vi til den nye verden, og så –

FRU STOCKMANN.
Ja men, Tomas, er det rigtig vel betænkt, dette med at rejse?

DOKTOR STOCKMANN.
Skulde jeg kanske bli’ her, hvor de har sat mig i gabestokken som en folkefiende, brændemærket mig, slåt mine vinduer istykker! Og vil du se her, Katrine; de har revet en flænge i mine sorte buxer også.

FRU STOCKMANN.
Å nej da; og det er de bedste du har!

DOKTOR STOCKMANN.
En skulde aldrig ha’ sine bedste buxer på, når en er ude og strider for frihed og sandhed. Ja, jeg bryder mig ikke så stort om buxerne, skønner du; for de kan du altid snurpe sammen for mig. Men det er det, at mobben og massen vover at gå mig ind på livet, som om de var mine ligemænd, – det er det, som jeg ikke kan fordøje for min død!

FRU STOCKMANN.
Ja, de har været svært grove imod dig her i byen, Tomas; men behøver vi da at rejse helt ud af landet for det?

DOKTOR STOCKMANN.
Tror du kanske ikke plebejerne er ligeså næsevise i de andre byer som her? Å jo, du, det blir nok omtrent hip som hap. Nå, skidt; lad køterne glæfse; det er ikke det værste; det værste er, at alle mennesker er parti-trælle hele landet udover. Ikke for det, – det er kanske ikke ligere i det fri vesten heller; der grasserer jo også den kompakte majoritet og den liberale offentlige mening og alt det andet djævelskab. Men forholdene er storslagne der, ser du; de kan dræbe, men de sejgpiner ikke; de klyper ikke en fri sjæl med skruestikker ligesom herhjemme. Og i nødsfald så kan en jo holde sig undaf.
(går henad gulvet.)
Dersom jeg bare vidste, hvor der var en urskog eller en liden sydhavsø at få købt for en billig pris –

FRU STOCKMANN.
Ja men gutterne da, Tomas?

DOKTOR STOCKMANN
(standser)
.

Hvor du er underlig, Katrine! Vilde du heller, at gutterne skulde vokse op i et sligt samfund som vort? Du så jo selv igåraftes, at halvparten af befolkningen er bindegal; og når den anden halvpart ikke har mistet forstanden, så er det, fordi de er fæhunde, som ikke har nogen forstand at miste.

FRU STOCKMANN.
Nej men, snille Tomas, du er da også så uforsigtig i din mund.

DOKTOR STOCKMANN.
Nå! Er det kanske ikke sandt, hvad jeg siger? vender de ikke op og ned på alle begreber? Rører de ikke ret og uret sammen i én vælling? Kalder de ikke alt det for løgn, som jeg véd er sandhed? Men det aller ravgaleste er, at her går voksne liberale mennesker omkring i hobetal og indbilder både sig selv og andre, at de er frisindede! Skulde du ha’ hørt sligt, Katrine!

FRU STOCKMANN.
Ja, ja, det er visst rent galt, men –

(Petra kommer ind fra dagligstuen.)

FRU STOCKMANN.
Er du alt kommen fra skolen nu?

PETRA.
Ja; jeg er ble’t opsagt.

FRU STOCKMANN.
Opsagt!

DOKTOR STOCKMANN.
Du også!

PETRA.
Fru Busk sa’ mig op; og så syntes jeg, det var bedst, jeg gik straks.

DOKTOR STOCKMANN.
Det gjorde du, min sæl, ret i!

FRU STOCKMANN.
Hvem skulde da tænkt, at fru Busk var et så slet menneske!

PETRA.
Å, mor, fru Busk er såmænd ikke slet; jeg så tydeligt, hvor ondt det gjorde hende. Men hun turde ikke andet, sa’ hun; og så blev jeg opsagt.

DOKTOR STOCKMANN
(ler og gnider hænderne)
.

Hun turde ikke andet, hun, heller! Å, det er dejligt.

FRU STOCKMANN.
Å nej, efter de fæle spektakler igåraftes, så –

PETRA.
Det var ikke det alene. Nu skal du bare høre, far!

DOKTOR STOCKMANN.
Nå da?

PETRA.
Fru Busk viste mig ikke mindre end tre breve, som hun havde fåt imorges –

DOKTOR STOCKMANN.
Uden navn vel?

PETRA.
Ja.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, for de tør ikke vove navnet, Katrine!

PETRA.
Og i to af dem stod der, at en herre, som vanker her i huset, havde fortalt i klubben inat, at jeg havde sådanne overmåde frie meninger om forskellige ting –

DOKTOR STOCKMANN.
Og det nægted du da vel ikke for?

PETRA.
Nej, det kan du jo vide. Fru Busk har selv så temmelig fri meninger, når vi er på tomandshånd; men da nu dette var kommet ud om mig, så turde hun ikke beholde mig.

FRU STOCKMANN.
Og tænk, – det er en, som vanker her i huset! Der ser du, hvad du har for din gæstfrihed, Tomas.

DOKTOR STOCKMANN.
Sligt griseri vil vi ikke leve i længer. Pak ind så fort du kan, Katrine; lad os komme væk jo før jo heller.

FRU STOCKMANN.
Vær stille; jeg synes, der er nogen ude i gangen. Se efter, Petra.

PETRA
(åbner døren)
.

Å, er det Dem, kaptejn Horster? Vær så god og kom ind.

KAPTEJN HORSTER
(fra forstuen)
.

Goddag. Jeg syntes, jeg måtte indom og høre hvorledes det står til.

DOKTOR STOCKMANN
(ryster hans hånd)
.

Tak; det var rigtig snildt af Dem.

FRU STOCKMANN.
Og tak, fordi De hjalp os igennem, kaptejn Horster.

PETRA.
Men hvorledes slap De så hjem igen?

HORSTER.
Å jo, det gik; jeg har jo så temmelige kræfter; og de folk er nu mest for at bruge munden.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, er det ikke mærkeligt, De, med denne svinagtige fejgheden? Kom, her skal jeg vise Dem noget! Se, her ligger alle stenene, som de hev ind til os. Se bare på dem! Der er, min sæl, ikke mere end to ordentlige, digre kampestene i hele haugen; resten er ikke andet end puksten, – rent småpluk. Og endda så stod de derude og skråled og svor på, at de vilde slå mig fordærvet; men handling – handling – nej, det ser en ikke stort til her i byen!

HORSTER.
Det var nu også det bedste for Dem denne gang, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN.
Visst var det så. Men det er ærgerligt alligevel; for kommer det engang til et alvorligt, landsvigtigt håndgemæng, så skal De se, den offentlige mening vil være for at ta’ benene på nakken, og så sætter den kompakte majoritet tilskogs som en saueflok, kaptejn Horster. Det er det, som er så sørgeligt at tænke på; det gør mig så inderlig ondt –. Nej, men for fanden, – igrunden så er det jo bare dumheder, dette her. Har de sagt, at jeg er en folkefiende, så lad mig være en folkefiende da.

FRU STOCKMANN.
Det blir du såmænd aldrig, Tomas.

DOKTOR STOCKMANN.
Det skal du sletikke bande på, Katrine. Et stygt ord kan virke som et knappenålsrisp i lungen. Og dette fordømte ord –; jeg kan ikke bli’ det kvit; det har sat sig fast her under hjertekulen; det ligger og graver og suger ligesom sure safter. Og det hjælper der ingen magnesia imod.

PETRA.
Pyt; du skal bare le af dem, far.

HORSTER.
Folk kommer nok engang på andre tanker, herr doktor.

FRU STOCKMANN.
Ja, Tomas, det kan du være så sikker på, som du står her.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, kanske når det er forsent. Men så kan de ha’ det så godt! Så kan de gå her i sit griseri og angre på, at de har drevet en patriot i landflygtighed. Når sejler De, kaptejn Horster.

HORSTER.
Hm, – det var egentlig det, jeg kom for at tale med Dem om –

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, er der kommet noget ivejen med skibet?

HORSTER.
Nej; men det blir nok så, at jeg ikke går med.

PETRA.
De er da vel ikke ble’t opsagt?

HORSTER
(smiler)
.

Jo, jeg er rigtignok det.

PETRA.
De også.

FRU STOCKMANN.
Der ser du bare, Tomas.

DOKTOR STOCKMANN.
Og det for sandhedens skyld! Å, dersom jeg havde kunnet tænkt mig noget sligt –

HORSTER.
Det skal De ikke ta’ Dem videre nær af; jeg finder nok en post hos et eller andet udenbys rederi.

DOKTOR STOCKMANN.
Og det er denne grosserer Vik, – en formuende mand, uberoende af alle og enhver –! Tvi, for fanden!

HORSTER.
Han er ellers ganske retsindig; og han sa’ selv, han vilde gerne ha’ beholdt mig, hvis han bare turde –

DOKTOR STOCKMANN.
Men han turde ikke? Nej, det forstår sig!

HORSTER.
Det er ikke så grejt, sa’ han, når en hører til et parti –

DOKTOR STOCKMANN.
Det var et sandt ord af den hædersmand. Et parti, der er ligesom en kødkværn, det; det maler alle hoderne sammen til en grød; og derfor så blir de også grødhoder og kødhoder, alle ihob!