Complete Works of Henrik Ibsen (585 page)

HOVSTAD.
Å –

BYFOGDEN.
Og nu kommer jeg sådan uden videre og lægger beslag på Deres tid.

HOVSTAD.
Vær så god, herr byfogd; jeg er til tjeneste. Men må jeg ikke skille Dem af med –?
(lægger byfogdens hue og stok hen på en stol.)
Og vil så ikke byfogden sidde ned?

BYFOGDEN
(sætter sig ved bordet)
.

Tak.

(Hovstad sætter sig ligeledes ved bordet.)

BYFOGDEN.
Jeg har havt en – rigtig en stor fortrædelighed idag, herr Hovstad.

HOVSTAD.
Så? Å ja; så mange gøremål, som byfogden har, så –

BYFOGDEN.
Dette her idag hidrører fra badelægen.

HOVSTAD.
Ja så; fra doktoren?

BYFOGDEN.
Han har forfattet en slags forestilling til badebestyrelsen angående en del formentlige mangler ved badet.

HOVSTAD.
Nej, har han det?

BYFOGDEN.
Ja, har han ikke sagt Dem –? Jeg syntes, han fortalte –

HOVSTAD.
Å jo, det er sandt, han lod nogen ord falde –

ASLAKSEN
(fra trykkeriet)
.

Jeg skulde nok ha’ manuskriftet –

HOVSTAD
(ærgerlig)
.

Hm; det ligger jo der på pulten.

ASLAKSEN
(finder det)
.

Godt.

BYFOGDEN.
Men se, der er jo netop –

ASLAKSEN.
Ja, det er doktorens opsats, herr byfogd.

HOVSTAD.
Nå, det er den, De taler om?

BYFOGDEN.
Den selvsamme. Hvad synes De om den?

HOVSTAD.
Jeg er jo ikke fagmand, og jeg har bare læst den så flygtigt.

BYFOGDEN.
Men De lar den dog trykke?

HOVSTAD.
En navngiven mand kan jeg ikke godt nægte –

ASLAKSEN.
Jeg har ingenting at sige i bladet, herr byfogd –

BYFOGDEN.
Forstår sig.

ASLAKSEN.
Jeg bare trykker, hvad jeg får i hænderne.

BYFOGDEN.
Ganske i sin orden.

ASLAKSEN.
Og derfor så må jeg –

(går mod trykkeriet.)

BYFOGDEN.
Nej bliv et øjeblik, herr Aslaksen. Med Deres tilladelse, herr Hovstad –

HOVSTAD.
Jeg ber, herr byfogd –

BYFOGDEN.
De er en besindig og tænksom mand, herr Aslaksen.

ASLAKSEN.
Det glæder mig, at byfogden synes det.

BYFOGDEN.
Og en mand med indflydelse i vide kredse.

ASLAKSEN.
Det er nu mest iblandt småfolk, det.

BYFOGDEN.
De små skatteydere er de talrigste – her som andetsteds.

ASLAKSEN.
Det er de rigtignok.

BYFOGDEN.
Og jeg tviler ikke på, at De kender stemningen blandt de fleste af dem. Gør De ikke det?

ASLAKSEN.
Jo, det tør jeg nok sige, jeg gør, herr byfogd.

BYFOGDEN.
Ja, – når der altså råder en så prisværdig offervillighed hos byens mindre bemidlede borgere, så –

ASLAKSEN.
Hvorledes det?

HOVSTAD.
Offervillighed?

BYFOGDEN.
Det er et smukt tegn på samfundsånd; et overmåde smukt tegn. Jeg havde nær sagt, jeg havde ikke ventet det. Men De kender jo stemningen grundigere end jeg.

ASLAKSEN.
Ja men, herr byfogd –

BYFOGDEN.
Og det blir sandelig ikke noget ringe offer, byen kommer til at bringe.

HOVSTAD.
Byen?

ASLAKSEN.
Men jeg skønner ikke –. Det er jo badet –!

BYFOGDEN.
Efter et foreløbigt overslag vil de forandringer, badelægen formener ønskelige, løbe op til et par hundrede tusend kroner.

ASLAKSEN.
Det er jo svære penge; men –

BYFOGDEN.
Naturligvis blir det nødvendigt, at vi optar et kommunallån.

HOVSTAD
(rejser sig)
.

Det er da vel aldrig meningen, at byen –?

ASLAKSEN.
Skulde det gå af bykassen! Af småborgernes fattige lommer!

BYFOGDEN.
Ja, ærede herr Aslaksen, hvor skulde midlerne ellers komme fra?

ASLAKSEN.
Det får de herrer sørge for, som ejer badet,

BYFOGDEN.
Bade-ejerne ser sig ikke istand til at strække sig videre end sket er.

ASLAKSEN.
Er det ganske sikkert, det, herr byfogd?

BYFOGDEN.
Jeg har forvisset mig om det. Ønsker man altså disse omfattende forandringer, så får byen selv bekoste dem.

ASLAKSEN.
Men Guds død og pine – om forladelse! – men dette her er jo en ganske anden sag, herr Hovstad!

HOVSTAD.
Ja, det er det rigtignok.

BYFOGDEN.
Det fataleste er, at vi blir nødt til at lukke badet et par års tid.

HOVSTAD.
Lukke? Helt lukke!

ASLAKSEN.
I to år!

BYFOGDEN.
Ja, så længe vil arbejdet vare – mindst.

ASLAKSEN.
Nej men død og plage, det står vi aldrig ud, herr byfogd! Hvad skal da vi husejere leve af imens?

BYFOGDEN.
Det er desværre overmåde vanskeligt at svare på, herr Aslaksen. Men hvad vil De, vi skal gøre? Tror De vi får en eneste badegæst hid, når man går hen og bilder dem ind, at vandet er bedærvet, at vi lever på en pestgrund, at hele byen –

ASLAKSEN.
Og det er alt ihob bare en indbildning?

BYFOGDEN.
Jeg har med min bedste vilje ikke kunnet overbevise mig om andet.

ASLAKSEN.
Ja men så er det da også rent uforsvarligt af doktor Stockmann –; ber om forladelse, herr byfogd, men –

BYFOGDEN.
Det er en beklagelig sandhed, De der udtaler, herr Aslaksen. Min bror har desværre altid været en fremfusende mand.

ASLAKSEN.
Og endda så vil De støtte ham i sligt noget, herr Hovstad!

HOVSTAD.
Men hvem kunde da også tænke sig, at –?

BYFOGDEN.
Jeg har affattet en kort redegørelse for sagforholdet, således, som det fra et nøkternt synspunkt bør opfattes; og derhos har jeg antydet, hvorledes de mulige ulemper bør kunne forventes afhjulpne på en for badekassen overkommelig måde.

HOVSTAD.
Har De den opsats hos Dem, herr byfogd?

BYFOGDEN
(famler i lommen)
.

Ja; jeg tog den med for det tilfælde, at De –

ASLAKSEN
(hurtigt)
.

Død og plage, der er han!

BYFOGDEN.
Hvem? Min bror?

HOVSTAD.
Hvor, – hvor!

ASLAKSEN.
Han går gennem trykkeriet.

BYFOGDEN.
Fatalt. Jeg vilde nødig støde sammen med ham her, og jeg havde endnu adskilligt at tale med Dem om.

HOVSTAD
(peger mod døren til højre)
.

Gå derind sålænge.

BYFOGDEN.
Men –?

HOVSTAD.
De træffer bare Billing.

ASLAKSEN.
Fort, fort, herr byfogd; nu kommer han.

BYFOGDEN.
Ja, ja da; men se at få ham snart afsted igen.

(han går ud gennem døren til højre, som Aslaksen åbner og lukker for ham.)

HOVSTAD.
Giv Dem noget at bestille, Aslaksen.

(han sætter sig og skriver. Aslaksen roder i en bunke aviser på en stol til højre.)

DOKTOR STOCKMANN
(kommer fra trykkeriet)
.

Her har De mig igen.

(sætter hat og stok fra sig.)

HOVSTAD
(skrivende)
.

Allerede, herr doktor? Skynd Dem med det, vi talte om, Aslaksen. Tiden er svært knap for os idag.

DOKTOR STOCKMANN
(til Aslaksen)
.

Ingen korrektur at få endnu, hører jeg.

ASLAKSEN
(uden at vende sig)
.

Nej, hvor kunde da doktoren tænke det?

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, nej; men jeg er utålmodig, kan De vel begribe. Jeg har ikke rist eller ro, før jeg ser det på tryk.

HOVSTAD.
Hm; det vil visst vare en god stund endnu. Tror De ikke det, Aslaksen?

ASLAKSEN.
Jo, jeg er næsten ræd for det.

DOKTOR STOCKMANN.
Godt, godt, mine kære venner; så kommer jeg igen; jeg kommer gerne to gange, om det behøves. En så stor sag, – hele byens velfærd –; det er minsæl ikke tid at lægge sig på ladsiden.
(vil gå, men standser og kommer tilbage.)
Nej hør, – der er endnu en ting, jeg må tale med Dem om.

HOVSTAD.
Undskyld; men kunde vi ikke en anden gang –?

DOKTOR STOCKMANN.
Det er sagt i to ord. Det var bare det, ser De, – når man nu imorgen læser min opsats i bladet og altså får vide, at jeg har gåt her hele vinteren i stilhed og virket for byens bedste –

HOVSTAD.
Ja men, herr doktor –

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg véd, hvad De vil sige. De synes ikke, det var mere end min forbandede skyldighed, – simpel borgerpligt. Nej, naturligvis; det véd jeg lige så godt som De. Men mine medborgere, ser De –; Herregud, de velsignede mennesker, de holder jo så meget af mig –

ASLAKSEN.
Ja, borgerne har holdt svært af Dem til denne dag, herr doktor.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, og just derfor er det jeg frygter, at –; det er det, jeg vilde sige: når nu dette kommer til dem – nærmest til de ubemidlede klasser – som et manende opråb om for fremtiden at ta’ byens sager i egen hånd –

HOVSTAD
(rejser sig)
.

Hm, herr doktor, jeg vil ikke dølge for Dem –

DOKTOR STOCKMANN.
Aha, – kunde jeg ikke tænke der var noget igære! Men det vil jeg ikke vide af. Hvis man går og forbereder sig på noget sligt –

HOVSTAD.
Hvilket da?

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, på det ene eller det andet, – et fanetog eller en festmiddag eller en subskription til en hædersgave – eller hvad det nu kan være, så skal De love mig helligt og dyrt at få det forpurret. Og De også, herr Aslaksen; hører De det!

HOVSTAD.
Om forladelse, herr doktor; vi kan lige så godt først som sidst sige Dem rene sandheden –