Complete Works of Henrik Ibsen (582 page)

PETRA.
Og så at udrette så meget godt og nyttigt, far!

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, og det ovenikøbet for ens egen fødeby, du!

FRU STOCKMANN.
Nu ringte det.

DOKTOR STOCKMANN.
Så har vi ham visst. – –
(det banker.)
Vær så god!

BYFOGD STOCKMANN
(kommer fra forstuen)
.

Godmorgen.

DOKTOR STOCKMANN.
Velkommen, Peter!

FRU STOCKMANN.
Godmorgen, svoger. Hvorledes står det til?

BYFOGDEN.
Jo tak; så-så.
(til doktoren.)
Jeg modtog igår efter kontortid en afhandling fra dig betræffende vandforholdene ved badeanstalten.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja. Har du læst den?

BYFOGDEN.
Jo, jeg har.

DOKTOR STOCKMANN.
Og hvad siger du så til den sag?

BYFOGDEN
(med et sideblik)
.

Hm –

FRU STOCKMANN.
Kom, Petra.

(hun og Petra går ind i værelset til venstre.)

BYFOGDEN
(efter et ophold)
.

Har det været nødvendigt at drive alle disse undersøgelser bag min ryg?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, så længe jeg ikke havde absolut visshed, så –

BYFOGDEN.
Og den, mener du altså, du nu har?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det har du da vel selv overbevist dig om.

BYFOGDEN.
Er det din hensigt at fremlægge dette aktstykke for badebestyrelsen som et slags officielt dokument?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja vel. Noget må der jo gøres ved sagen; og det fort.

BYFOGDEN.
Du bruger, som sædvanligt, stærke talemåder i din afhandling. Du siger blandt andet, at det, vi byder vore badegæster, er en permanent forgiftelse.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja men, Peter, kan det da betegnes anderledes? Tænk dig bare, – forgiftet vand både til indvortes og udvortes! Og det til stakkers sygelige mennesker, som tyr til os i god tro, og som betaler os i dyre domme for at få sin sundhed igen!

BYFOGDEN.
Og så kommer du i din deduktion til det resultat, at vi må bygge en kloak, som kan optage de postulerede uhumskheder fra Mølledalen, og at vandledningen må lægges om.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, véd du da nogen anden udvej? Jeg véd ingen.

BYFOGDEN.
Jeg gjorde mig i formiddag et ærend ind til stadsingeniøren. Og så bragte jeg – sådan halvt i spøg – disse foranstaltninger på bane som noget, vi kanske burde tage under overvejelse engang i fremtiden.

DOKTOR STOCKMANN.
Engang i fremtiden!

BYFOGDEN.
Han smilte af min formentlige extravagance – naturligvis. Har du gjort dig den ulejlighed at tænke på, hvad de foreslåede forandringer vilde komme til at koste? Efter de oplysninger, jeg modtog, vilde udgifterne rimeligvis løbe op i flere hundrede tusend kroner.

DOKTOR STOCKMANN.
Skulde det bli’ så dyrt?

BYFOGDEN.
Ja. Og så kommer det værste. Arbejdet vilde medtage et tidsrum af mindst to år.

DOKTOR STOCKMANN.
To år, siger du? To hele år?

BYFOGDEN.
Mindst. Og hvad skal vi så gøre med badet imens? Skal vi lukke det? Ja, det vilde vi bli’ nødt til. Eller tror du kanske nogen vilde søge hid til os, når det rygte kom ud, at vandet skulde være sundhedsfarligt?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja men, Peter, det er det jo.

BYFOGDEN.
Og så alt dette nu, – netop nu, da anstalten er i opkomst. Nabobyerne har også visse betingelser for at kunne bli’ søgte som badesteder. Tror du ikke, at de straks vilde sætte sig i aktivitet for at drage hele strømmen af fremmede til sig? Jo, ganske upåtvilelig. Og så stod vi der; vi måtte rimeligvis nedlægge hele den kostbare anstalt; og så havde du ruineret din fødeby.

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg – ruineret –!

BYFOGDEN.
Det er blot og bart gennem badet, at byen har nogen nævneværdig fremtid for sig. Det indser du visst lige så godt som jeg.

DOKTOR STOCKMANN.
Men hvad har du da tænkt, at der skulde gøres?

BYFOGDEN.
Jeg har ikke af din afhandling kunnet overbevise mig om, at vandforholdene ved badet er så betænkelige, som du fremstiller dem.

DOKTOR STOCKMANN.
De er snarere værre, du! Eller de blir det ialfald til sommeren, når varmen kommer i vejret.

BYFOGDEN.
Som sagt, jeg tror, du overdriver betydeligt. En duelig læge må vide at træffe sine forholdsregler, – han må forstå at forebygge skadelige indvirkninger og at afhjælpe dem, hvis de aldeles øjensynligt skulde gøre sig gældende.

DOKTOR STOCKMANN.
Og så –? Hvad videre –?

BYFOGDEN.
Den etablerede vandforsyning ved badet er nu engang et faktum og må selvfølgelig behandles som et sådant. Men rimeligvis vil direktionen i sin tid ikke være utilbøjelig til at ta’ under overvejelse, hvorvidt det med overkommelige pekuniære offere skulde være muligt at få indført visse forbedringer.

DOKTOR STOCKMANN.
Og en sådan underfundighed, tror du, jeg nogensinde går ind på!

BYFOGDEN.
Underfundighed?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det vilde være en underfundighed, – et bedrageri, en løgn, en ligefrem forbrydelse imod almenheden, imod hele samfundet!

BYFOGDEN.
Jeg har, som før bemærket, ikke kunnet tilegne mig den overbevisning, at der er nogen egentlig overhængende fare påfærde.

DOKTOR STOCKMANN.
Jo, du har! Det er umuligt andet. Min fremstilling er så slående sand og rigtig, det véd jeg! Og du skønner det meget godt, Peter; men du vil bare ikke være ved det. Det var dig, som fik drevet igennem, at både badebygningerne og vandværket blev lagt, hvor de nu ligger; og det er det, – det er dette forbandede misgreb, som du ikke vil indrømme. Pyt, – tror du ikke, jeg gennemskuer dig?

BYFOGDEN.
Og selv om så var? Dersom jeg måske med en viss ængstelighed våger over min anseelse, så sker det til gavn for byen. Uden moralsk autoritet kan jeg ikke styre og lede sagerne således, som jeg eragter det tjenligst for det heles vel. Derfor, – og af diverse andre grunde, – er det mig magtpåliggende, at din forestilling ikke indleveres til badedirektionen. Den må holdes tilbage for almenvellets skyld. Jeg skal så senere bringe sagen under diskussion og vi skal gøre vort bedste i stilhed; men der må ingenting, – ikke et eneste ord, komme til offentlighedens kundskab i dette fatale anliggende.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det vil nu ikke kunne forhindres, min kære Peter.

BYFOGDEN.
Det må og det skal forhindres.

DOKTOR STOCKMANN.
Det går ikke, siger jeg; der er altfor mange, som véd om det.

BYFOGDEN.
Véd om det! Hvem? Det er dog vel aldrig disse herrer i „Folkebudet”, som –?

DOKTOR STOCKMANN.
A jo; de også. Den frisindede, uafhængige presse vil nok sørge for, at I gør eders skyldighed.

BYFOGDEN
(efter et kort ophold)
.

Du er en overmåde ubesindig mand, Tomas. Har du ikke betænkt, hvad følger dette kan drage efter sig for dig selv?

DOKTOR STOCKMANN.
Følger? Følger for mig?

BYFOGDEN.
For dig og dine, ja.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad fanden skal det sige?

BYFOGDEN.
Jeg tror, at jeg al min tid har vist mig som en tjenstvillig og hjælpsom bror imod dig.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det har du; og det takker jeg dig for.

BYFOGDEN.
Forlanges ikke. Jeg har jo også for en del været nødt til det – for min egen skyld. Det var altid mit håb, at jeg skulde kunne holde dig nogenlunde i ave, når jeg hjalp til at forbedre din økonomiske stilling.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad for noget? Det var altså bare for din egen skyld –!

BYFOGDEN.
Tildels, siger jeg. Det er penibelt for en embedsmand, når hans nærmeste pårørende går hen og kompromitterer sig gang efter gang.

DOKTOR STOCKMANN.
Og det synes du, at jeg gør?

BYFOGDEN.
Ja, desværre, det gør du, uden at du selv véd af det. Du har et uroligt, stridbart, oprørsk sind. Og så din ulyksalige hang til at skrive offentligt om alle mulige og umulige sager. Aldrig så snart får du et indfald, – straks skal du skrive en avisartikel eller en hel brochure om det.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, men er det da ikke en statsborgers pligt at meddele sig til almenheden, når han har fanget en ny tanke!

BYFOGDEN.
Å, almenheden behøver slet ingen nye tanker. Almenheden er bedst tjent med de gamle, gode, anerkendte tanker, den allerede har.

DOKTOR STOCKMANN.
Og det siger du sådan ligefrem!

BYFOGDEN.
Ja, engang må jeg dog tale ligefrem med dig. Hidtil har jeg søgt at undgå det, da jeg véd, hvor irritabel du er; men nu må jeg sige dig sandheden, Tomas. Du gør dig ingen forestilling om, hvormeget du skader dig selv ved din fremfusenhed. Du beklager dig over autoriteterne, ja over selve regeringen, – river ned på den sågar, – påstår, at du er bleven tilsidesat, forfulgt. Men kan du vente dig andet, – en så besværlig mand, som du er.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad nu, – er jeg besværlig også?

BYFOGDEN.
Ja, Tomas, du er en meget besværlig mand at arbejde sammen med. Det har jeg fåt føle. Du sætter dig ud over alle hensyn; du synes rent at glemme, at det er mig, du kan takke for posten her som badelæge –

DOKTOR STOCKMANN.
Den var jeg selvskreven til! Jeg og ingen anden! Jeg var den første, som så, at byen kunde bli’ et blomstrende badested; og jeg var den eneste, som så det dengang, Jeg stod alene og stred for tanken gennem mange år; og jeg skrev og skrev –

BYFOGDEN.
Unægtelig. Men dengang var endnu ikke det rette tidspunkt forhånden; nå, det kunde jo du deroppe i din afkrog ikke bedømme. Men da så det betimelige øjeblik kom, da tog jeg – og de andre – sagen i vor hånd –

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, og så forkludred I hele min herlige plan. Å jo, det viser sig rigtignok nu, hvilke kløgtige fyre I var!

BYFOGDEN.
Efter min formening viser det sig kun, at du igen trænger til et afløb for din stridslyst. Du vil dine foresatte tillivs; – det er jo din gamle vane. Du kan ikke tåle nogen autoritet over dig; du ser skævt til enhver, der beklæder en overordnet embedsstilling; du betragter ham som en personlig fiende, – og straks er det ene angrebsvåben dig ligeså godt som det andet. Men nu har jeg gjort dig opmærksom på, hvilke interesser der står på spil for hele byen, – og følgelig for mig også. Og derfor siger jeg dig, Tomas, at jeg er ubønhørlig i den fordring, jeg nu agter at stille til dig.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad er det for en fordring?

BYFOGDEN.
Da du har været åbenmundet nok til at omtale dette kildne anliggende for uvedkommende, omendskønt det burde ha’ været bevaret som en direktionshemmelighed, så kan sagen naturligvis ikke dysses ned. Allehånde rygter vil sprede sig vidt omkring, og de ildesindede iblandt os vil nære rygterne ved alskens tilsætninger. Det vil derfor være nødvendigt, at du offentlig imødegår deslige rygter.

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg! Hvorledes? Jeg forstår dig ikke.

BYFOGDEN.
Det tør forventes, at du ved fornyede undersøgelser kommer til det resultat, at sagen ikke på langt nær er så farlig eller betænkelig, som du i første øjeblik indbildte dig.

DOKTOR STOCKMANN.
Aha, – så det forventer du!