Complete Works of Henrik Ibsen (580 page)

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, nå, til bedstefar da. Jo, nu skal han få noget at forundre sig over, den gamle; han tror jo, jeg er forrykt i hodet; å ja, der er nok flere, som tror det samme, har jeg mærket. Men nu skal de godtfolk få se –; nu skal de bare få se –!
(går omkring og gnider hænderne.)
Her blir et sligt opstyr i byen, Katrine! Du kan aldrig tænke dig det. Hele vandledningen må lægges om.

HOVSTAD
(rejser sig)
.

Hele vandledningen –?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det forstår sig. Indtaget ligger for lavt; det må flyttes til et sted meget højere oppe.

PETRA.
Så fik du altså dog ret alligevel.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, kan du huske det, Petra? jeg skrev imod dem, da de skulde til at bygge. Men dengang var der ingen, som vilde høre på mig. Nå, I kan tro, jeg gir dem det glatte lag; – ja, for jeg har naturligvis skrevet en fremstilling til badebestyrelsen; den har ligget færdig en hel uge; jeg har bare gåt og ventet på dette her.
(viser brevet.)
Men nu skal den afsted straks på timen.
(går ind i sit værelse og kommer tilbage med en pakke papirer.)
Se her! Hele fire tætskrevne ark! Og brevet skal lægges ved. En avis, Katrine! Skaf mig noget til omslag. Godt; se så; giv det til – til –;
(stamper.)
hvad fanden er det nu hun heder? Nå, giv det til pigen da; sig, hun skal straks bringe det ned til byfogden.

(Fru Stockmann går med pakken ud gennem spisestuen.)

PETRA.
Hvad tror du onkel Peter vil sige, far?

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad skulde han vel sige? Han må da vel sagtens bli’ glad ved, at en så vigtig sandhed kommer for dagen, véd jeg.

HOVSTAD.
Må jeg få lov til at bringe en liden notits om Deres opdagelse i „Folkebudet”?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det skal De rigtig ha’ tak for.

HOVSTAD.
Det er jo ønskeligt, at almenheden får vide besked jo før jo heller.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja visst er det så.

FRU STOCKMANN
(kommer tilbage)
Nu gik hun med det.

BILLING.
De blir, Gud døde mig, byens første mand, herr doktor!

DOKTOR STOCKMANN
(går fornøjet omkring)
.

Å hvad; igrunden har jeg jo ikke gjort andet end min pligt. Jeg har været en heldig skattegraver; det er det hele; men alligevel –

BILLING.
Hovstad, synes ikke De, at byen burde bringe doktor Stockmann et fanetog?

HOVSTAD.
Det vil jeg ialfald ta’ ordet for.

BILLING.
Og jeg skal snakke med Aslaksen om det.

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, kære venner, lad slig gøgl fare; jeg vil ikke vide af nogen slags tilstelninger. Og hvis badebestyrelsen skulde falde på at bevilge mig gagetillæg, så tar jeg ikke imod det. Katrine, det siger jeg dig, – jeg tar det ikke.

FRU STOCKMANN.
Det gør du ret i, Tomas.

PETRA
(løfter sit glas)
.

Skål, far!

HOVSTAD OG BILLING.
Skål, skål, herr doktor.

HORSTER
(klinker med doktoren)
.

Gid De må få bare glæde af dette her.

DOKTOR STOCKMANN.
Tak, tak, mine kære venner! Jeg er så hjertelig glad –; å, det er dog velsignet at vide med sig selv, at en har gjort sig fortjent af sin fødeby og af sine medborgere. Hurra, Katrine!

(Han griber hende med begge hænder om halsen og snurrer sig rundt med hende. Fru Stockmann skriger og stritter imod. Latter, håndklap og hurraråb for doktoren. Gutterne stikker hodet ind gennem dørene.)

ANDEN AKT

(Doktorens dagligstue. Døren til spiseværelset er lukket. Formiddag.)

FRU STOCKMANN
(med et forseglet brev i hånden kommer fra spiseværelset, går hen til den forreste dør til højre og kiger ind)
.

Er du hjemme, Tomas?

DOKTOR STOCKMANN
(indenfor)
.

Ja, jeg kom nu netop.
(kommer ind.)
Er der noget?

FRU STOCKMANN.
Brev fra din bror.

(rækker ham det.)

DOKTOR STOCKMANN.
Aha, lad os se.
(åbner omslaget og læser:)
„Det oversendte manuskript remitteres herved – “
(læser mumlende videre.)
Hm –

FRU STOCKMANN.
Hvad siger han så?

DOKTOR STOCKMANN
(stikker papirerne i lommen)
.

Nej, han skriver bare, at han vil selv komme herop henimod middag.

FRU STOCKMANN.
Så må du endelig huske på at holde dig hjemme.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det kan jeg godt; for jeg er færdig med mine formiddagsbesøg.

FRU STOCKMANN.
Jeg er svært nysgærrig efter at vide, hvorledes han tar det.

DOKTOR STOCKMANN.
Da skal se, han vil ikke synes rigtig om, at det er mig og ikke ham selv, som har gjort den opdagelse.

FRU STOCKMANN.
Ja, er ikke du også bange for det?

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, igrunden blir han jo glad, kan du skønne. Men alligevel –; Peter er så forbandet ængstelig for, at andre folk, end han, skal udrette noget til byens bedste.

FRU STOCKMANN.
Men, véd du hvad, Tomas, – så skulde du være snil og dele æren med ham. Kunde det ikke hede sig, at det er ham, som har sat dig på spor –?

DOKTOR STOCKMANN.
Jo, det kan det gerne for mig. Når jeg bare får rettet på sagen, så –

GAMLE MORTEN KIIL
(stikker hodet ind gennem forstuedøren, ser sig forskende om, ler ind vendig og spørger polidsk)
.

Er det – er det sandt?

FRU STOCKMANN
(imod ham)
.

Far, – er det dig!

DOKTOR STOCKMANN.
Nej se, svigerfar; godmorgen godmorgen!

FRU STOCKMANN.
Å, men så kom da ind.

MORTEN KIIL.
Ja, hvis det er sandt; for ellers går jeg igen.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad for noget er sandt?

MORTEN KIIL.
Denne galskaben med vandværket. Er det sandt, det?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja visst er det sandt. Men hvorledes har De fåt vide det?

MORTEN KIIL
(kommer ind)
.

Petra fløj indom, da hun gik til skolen –

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, gjorde hun det?

MORTEN KIIL.
Jaha; og så fortæller hun –. Jeg tænkte hun bare vilde holde mig for nar; men det ligner ikke Petra heller.

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, hvor kunde De tænke sligt!

MORTEN KIIL.
Å, en skal aldrig lide på nogen; en kan bli’ gjort til nar, før en véd af det. Men så er det altså sandt alligevel?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja tilforladelig er det så. Sæt Dem nu bare, svigerfar.
(nøder ham ned på sofaen.)
Og er det ikke en sand lykke for byen –?

MORTEN KIIL
(kæmper med latteren)
.

Lykke for byen?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, at jeg gjorde den opdagelse så betimelig –

MORTEN KIIL
(som før)
.

Jo, jo, jo! – Men aldrig havde jeg da tænkt, at De vilde drive abespil med Deres egen kødelige bror.

DOKTOR STOCKMANN.
Abespil!

FRU STOCKMANN.
Nej men, kære far –

MORTEN KIIL
(hviler hænderne og hagen på stokkeknappen og blinker polidsk til doktoren)
.

Hvorledes var det nu? Var det ikke så, at der var kommet nogen dyr ind i vandrørene?

DOKTOR STOCKMANN.
Å ja, infusionsdyr.

MORTEN KIIL.
Og der skulde jo være kommet mange slige dyr derind, sa’ Petra. En rent ustyrtelig mængde.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja vel; de kan være der i hundrede-tusendvis.

MORTEN KIIL.
Men der er ingen, som kan se dem, – var det ikke så?

DOKTOR STOCKMANN.
Jo; se dem kan man ikke.

MORTEN KIIL
(med stille klukkende latter)
.

Dette her er, fan’ flytte mig, det bedste, jeg har hørt af Dem endnu.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvorledes, mener De?

MORTEN KIIL.
Men aldrig i verden får De bildt byfogden sligt noget ind.

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, det skal vi nok få se.

MORTEN KIIL.
Tror De, han kunde være så gal?

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg håber hele byen vil være så gal.

MORTEN KIIL.
Hele byen! Ja, det kan s’gu gerne være, det. Men det er tilpas for dem; det har de godt af. De skulde nu være så meget klogere end vi gamle. De hundsvoterte mig ud af formandskabet. Ja, jeg siger så; for de voterte mig ud som en hund, gjorde de. Men nu får de det igen. Driv bare abespil med dem, Stockmann.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja men, svigerfar –

MORTEN KIIL.
Bare abespil, siger jeg.
(rejser sig.)
Kan De få det til det, at byfogden og hans venner render med næsen i en klud, så gir jeg straks på timen hundrede kroner til de fattige.

DOKTOR STOCKMANN.
Se, det var jo snildt af Dem.

MORTEN KIIL.
Ja, jeg har jo ikke stort at rutte med, kan De vide; men får De det til det, så skal jeg betænke de fattige med halvhundrede kroner til juleaften.

(Redaktør Hovstad kommer fra forstuen.)

HOVSTAD.
Godmorgen!
(standser.)
Å undskyld –

DOKTOR STOCKMANN.
Nej kom De; kom De.

MORTEN KIIL
(klukker igen)
.

Han! Er han også med på det?

HOVSTAD.
Hvad mener De?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja visst er han med.

MORTEN KIIL.
Kunde jeg ikke næsten tænke det! Det skal stå i aviserne. Jo, De er rigtignok den rette, Stockmann. Men læg nu bare over; nu vil jeg gå.

DOKTOR STOCKMANN.
Å nej, bliv nu lidt, svigerfar.

MORTEN KIIL.
Nej, nu vil jeg gå. Og find så på alt det abespil, De kan; De skal fan’ ikke ha’ gjort det for ingenting.

(Han går; Fru Stockmann følger ud med ham.)

DOKTOR STOCKMANN
(ler)
.

Tænk Dem bare, De, – den gamle tror ikke et ord af dette her med vandværket.

HOVSTAD.
Nå, var det den sagen –?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det var den, vi talte om. Og det er kanske for det samme, De kommer også?

HOVSTAD.
Ja det er det. Har De tid en liden stund, herr doktor?

DOKTOR STOCKMANN.
Så længe De vil, kære.

HOVSTAD.
Har De hørt noget fra byfogden?

DOKTOR STOCKMANN.
Endnu ikke. Han kommer herhen siden.

HOVSTAD.
Jeg har tænkt en del på sagen siden igårkveld.

DOKTOR STOCKMANN.
Nå ja?

HOVSTAD.
For Dem, som er læge, og som er en videnskabsmand, står dette tilfælde med vandværket som noget for sig. Jeg mener, det falder ikke Dem ind, at dette hænger ihob med mange andre ting.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, hvorledes –? Lad os sætte os, kære. – Nej, der i sofaen.

(Hovstad sætter sig i sofaen, doktoren i en lænestol på den anden side af bordet.)

DOKTOR STOCKMANN.
Nå? De mener altså –?

HOVSTAD.
De sagde igår, at det fordærvede vand kom af urenligheder i jordbunden.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det kommer ganske utvilsomt fra denne forgiftige sump oppe i Mølledalen.

HOVSTAD.
Undskyld, herr doktor, men jeg tror, det kommer fra en ganske anden sump.

DOKTOR STOCKMANN.
Hvad skulde det være for en sump?

HOVSTAD.
Den sump, som hele vort kommunale liv står og rådner i.

DOKTOR STOCKMANN.
Nej men for pokker, herr Hovstad, hvad er nu det for snak?

HOVSTAD.
Alle byens sager er lidt efter lidt kommet i hænderne på en flok embedsmænd –

DOKTOR STOCKMANN.
Nå, embedsmænd er de da ikke allesammen.

HOVSTAD.
Nej, men de, som ikke er embedsmænd, de er ialfald embedsmændenes venner og tilhængere; det er alle de rige, alle dem med de gamle ansete navne i byen; dem er det, som styrer og råder over os.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, men de folk har da virkelig både dygtighed og indsigt.

HOVSTAD.
Viste de dygtighed og indsigt, da de lagde vandledningen der, hvor den nu ligger?

DOKTOR STOCKMANN.
Nej, det var naturligvis en stor dumhed af dem. Men det blir der jo nu rettet på.

HOVSTAD.
Tror De, det vil gå så glat?

DOKTOR STOCKMANN.
Glat eller ikke glat, – gå skal det ialfald.

HOVSTAD.
Ja, dersom pressen får gribe ind.

DOKTOR STOCKMANN.
Blir aldrig nødvendigt, kære. Jeg er viss på, at min bror –

HOVSTAD.
Undskyld mig, herr doktor, men jeg vil sige Dem, at jeg agter at ta’ sagen under behandling.

DOKTOR STOCKMANN.
I avisen?

HOVSTAD.
Ja. Da jeg overtog „Folkebudet”, var det min tanke, at jeg skulde få sprængt denne ring af gamle envise stivstikkere, som sad inde med al magten.

DOKTOR STOCKMANN.
Men De har jo selv fortalt mig, hvad ende det tog; De havde jo nær ødelagt bladet på det.

HOVSTAD.
Ja, dengang måtte vi stikke piben i sæk, det er ganske sandt. For der var fare for, at badeanstalten ikke skulde komme istand, hvis de mænd faldt. Men nu står den der, og nu kan de høje herrerne undværes.

DOKTOR STOCKMANN.
Undværes, ja; men vi skylder dem dog stor tak.

HOVSTAD.
Det skal også bli’ erkendt, i al pyntelighed. Men en bladskriver af min folkelige retning kan ikke la’ en slig lejlighed, som denne her, gå fra sig. Der må rygges ved den fabelen om de styrendes ufejlbarhed. Sligt noget må ryddes ud ligesom al anden slags overtro.