Complete Works of Henrik Ibsen (579 page)

Jeg fik det af postbudet just som jeg gik ud –

DOKTOR STOCKMANN
(rejser sig og går hen imod hende.)
Og så bringer du det først nu!

PETRA.
Jeg havde virkelig ikke tid til at løbe op igen. Værs’god, her er det.

DOKTOR STOCKMANN
(griber brevet)
.

Lad mig se; lad mig se, barn.
(ser på udskriften.)
Jo, ganske rigtigt –!

FRU STOCKMANN.
Er det det, du har ventet så på, Tomas?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja netop; nu må jeg straks ind –. Hvor skal jeg finde et lys, Katrine? Er der nu ingen lampe i mit værelse igen!

FRU STOCKMANN.
Jo, lampen står og brænder på skrivebordet.

DOKTOR STOCKMANN.
Godt, godt. Undskyld et øjeblik –

(han går ind i værelset til højre.)

PETRA.
Hvad kan det være for noget, mor?

FRU STOCKMANN.
Jeg véd ikke; i de sidste dage har han spurgt så tidt efter postbudet.

BILLING.
Formodentlig en udenbys patient –

PETRA.
Stakkers far; han får snart altfor meget at bestille.
(laver sit glas.)
Ah, det skal smage!

HOVSTAD.
Har De læst i aftenskolen idag også?

PETRA
(nipper til glasset)
.

To timer.

BILLING.
Og i formiddags fire timer i institutet –

PETRA
(sætter sig ved døren)
.

Fem timer.

FRU STOCKMANN.
Og iaften har du stile at rette, ser jeg.

PETRA.
En hel bunke, ja.

HORSTER.
De har nok også fuldt op at bestille, lader det til.

PETRA.
Ja; men det er bra’. En blir så dejlig træt bagefter.

BILLING.
Synes De om det?

PETRA.
Ja, for så sover en så godt.

MORTEN.
Du må være svært syndig, du, Petra.

PETRA.
Syndig?

MORTEN.
Ja, når du arbejder så meget. Herr Rørlund siger, at arbejde er en straf for vore synder.

EJLIF
(blæser)
.

Pyh, hvor dum du er, at du tror på sligt noget.

FRU STOCKMANN.
Nå, nå, Ejlif!

BILLING
(ler)
.

Nej, det er udmærket.

HOVSTAD.
Vil ikke du gerne arbejde så meget, Morten?

MORTEN.
Nej, det vil jeg ikke.

HOVSTAD.
Ja, men hvad vil du da bli’ til i verden?

MORTEN.
Jeg vil helst bli’ viking, jeg.

EJLIF.
Men så måtte du jo være hedning da.

MORTEN.
Ja, så kunde jeg jo bli’ hedning da.

BILLING.
Det holder jeg med dig i, Morten! Jeg siger akkurat det samme.

FRU STOCKMANN
(gør tegn)
.

Nej visst gør De ikke, nej, herr Billing.

BILLING.
Jo, Gud døde mig –! Jeg er en hedning, og det er jeg stolt af. Pas på, snart blir vi hedninger allesammen.

MORTEN.
Og kan vi da få lov at gøre alt det vi vil?

BILLING.
Ja, ser du, Morten –

FRU STOCKMANN.
Nu skal I gå ind med jer, gutter; I har visst noget at læse over til imorgen.

EJLIF.
Jeg kunde da gerne få bli’ en stund –

FRU STOCKMANN.
Ikke du heller; gå så begge to.

(Gutterne siger godnat og går ind i værelset til venstre.)

HOVSTAD.
Tror De virkelig, det kan skade gutterne at høre på sligt?

FRU STOCKMANN.
Ja, jeg véd ikke; men jeg synes ikke om det.

PETRA.
Ja, men, mor, jeg tror det er rent galt af dig.

FRU STOCKMANN.
Ja, det kan gerne være; men jeg synes ikke om det; ikke her hjemme.

PETRA.
Der er så megen usandhed både i hjemmet og i skolen. I hjemmet skal der ties, og i skolen må vi stå og lyve for børnene.

HORSTER.
Må De lyve?

PETRA.
Ja, tror De ikke, vi må foredrage mangt og meget, som vi ikke selv tror på?

BILLING.
Jo, det er nok altfor visst.

PETRA.
Havde jeg bare midler til det, så skulde jeg selv oprette en skole, og der skulde det gå anderledes til.

BILLING.
Å hvad, midler –

HORSTER.
Ja, tænker De på det, frøken Stockmann, så skal De gerne få lokale hos mig. Salig fars gamle store hus står jo næsten tomt; der er en svært stor spisesal neden under –

PETRA
(ler)
.

Ja, ja, tak skal De ha’; men det blir der nok ikke noget af.

HOVSTAD.
Å nej, frøken Petra går nok heller over til bladskriverne, tænker jeg. Det er sandt, har De fåt tid til at se lidt på den engelske fortælling, som De lovte at oversætte for os?

PETRA.
Nej, ikke endnu; men De skal nok få den i rette tid.

(Doktor Stockmann kommer fra sit værelse med det åbne brev i hånden.)

DOKTOR STOCKMANN
(svinger brevet)
.

Jo, nu kan I tro, her skal spørges nyt i byen!

BILLING.
Nyt?

FRU STOCKMANN.
Hvad er det for noget nyt?

DOKTOR STOCKMANN.
En stor opdagelse, Katrine!

HOVSTAD.
Så?

FRU STOCKMANN.
Som du har gjort?

DOKTOR STOCKMANN.
Ja netop jeg.
(går frem og tilbage.)
Lad dem nu komme, som de plejer, og sige, at det er griller og gal mands påfund. Men de vogter sig nok! Haha, de vogter sig, tænker jeg!

PETRA.
Men, far, så sig da, hvad det er.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, ja, giv mig bare tid, så skal I få vide det altsammen. Tænk, om jeg nu havde havt Peter her! Ja, der ser man, hvorledes vi mennesker kan gå omkring og dømme som de blindeste muldvarper –

HOVSTAD.
Hvad mener De med det, herr doktor?

DOKTOR STOCKMANN
(standser ved bordet)
.

Er det ikke den almindelige mening, at vor by er et sundt sted?

HOVSTAD.
Jo, det forstår sig da vel.

DOKTOR STOCKMANN.
Et ganske overordentlig sundt sted endogså, – et sted, som fortjener at anbefales på det varmeste både for syge og for friske medmennesker –

FRU STOCKMANN.
Ja men, kære Tomas –

DOKTOR STOCKMANN.
Og anbefalet det og lovprist det har vi da også. Jeg har skrevet og skrevet både i „Folkebudet” og i flyveskrifter –

HOVSTAD.
Nu ja, og så?

DOKTOR STOCKMANN.
Denne badeanstalt, som kaldes for byens pulsåre, og byens livsnerve og –– og fanden véd, hvad det er for noget altsammen –

BILLING.
„Byens bankende hjerte” har jeg engang i en festlig stund tilladt mig at –

DOKTOR STOCKMANN.
Å ja, det også. Men véd De så, hvad det i virkeligheden er, dette store, prægtige, lovpriste badeanlæg, som har kostet så mange penge, – véd De, hvad det er?

HOVSTAD.
Nej, hvad er det da for noget?

FRU STOCKMANN.
Ja, hvad er det da?

DOKTOR STOCKMANN.
Hele badet er en pesthule.

PETRA.
Badet, far!

FRU STOCKMANN
(på samme tid)
.

Vort bad!

HOVSTAD
(ligeså)
.

Men, herr doktor –

BILLING.
Aldeles utroligt!

DOKTOR STOCKMANN.
Hele badeanstalten er en kalket forgiftig grav, siger jeg. Sundhedsfarlig i allerhøjeste grad! Alle disse uhumskhederne oppe i Mølledalen, – alt dette her, som lugter så fælt, – det inficerer vandet i spisningsrørene til brøndhuset; og dette samme fordømte giftige smuds siver også ud i stranden –

HORSTER.
Der, hvor sjøbadene ligger?

DOKTOR STOCKMANN.
Netop der.

HOVSTAD.
Hvoraf véd De nu alt dette så visst, herr doktor?

DOKTOR STOCKMANN.
Jeg har undersøgt forholdene så samvittighedsfuldt, som tænkes kan. Å, jeg gik længe og havde en mistanke om noget sligt. Ifjor indtraf her en del påfaldende sygdomstilfælder blandt badegæsterne, – både tyføse og gastriske tilfælder –

FRU STOCKMANN.
Ja, det gjorde der jo også.

DOKTOR STOCKMANN.
Dengang trode vi, at de fremmede havde ført smitten med sig; men siden, – ivinter, – kom jeg på andre tanker; og så gav jeg mig til at undersøge vandet, så godt det lod sig gøre.

FRU STOCKMANN.
Det er altså det, du har havt så travlt med!

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, du kan nok sige jeg har havt travlt, Katrine. Men her mangled jeg jo de fornødne videnskabelige hjælpemidler; og så sendte jeg prøver både af drikkevandet og af sjøvandet ind til universitetet for at få en exakt analyse af en kemiker.

HOVSTAD.
Og den har De nu fåt?

DOKTOR STOCKMANN
(viser brevet)
.

Her har jeg den! Der er påvist tilstedeværelsen af forrådnede organiske stoffer i vandet, – infusorier i mængdevis. Det er absolut skadeligt for sundheden, enten det nu bruges indvortes eller udvortes.

FRU STOCKMANN.
Det var da en Guds lykke, at du kom efter det itide.

DOKTOR STOCKMANN.
Ja, det må du nok sige.

HOVSTAD.
Og hvad agter De nu at gøre, herr doktor?

DOKTOR STOCKMANN.
Naturligvis se at få rettet på sagen.

HOVSTAD.
Lar det sig altså gøre?

DOKTOR STOCKMANN.
Det må la’ sig gøre. Ellers er hele badeanstalten ubrugelig, – ødelagt. Men det har ingen nød. Jeg er ganske på det rene med, hvad der må foretages.

FRU STOCKMANN.
Men, snille Tomas, at du har holdt alt dette her så hemmeligt.

DOKTOR STOCKMANN.
Jo, jeg skulde kanske rendt ud i byen og snakket om det, før jeg havde fuld visshed? Nej tak; så gal er jeg ikke.

PETRA.
Nå, men til os her hjemme –

DOKTOR STOCKMANN.
Ikke til nogen levende sjæl. Men imorgen kan du løbe indom til „grævlingen” –

FRU STOCKMANN.
Nej men, Tomas –!