Complete Works of Henrik Ibsen (574 page)

FRU ALVING.
Derfor altså –

OSVALD.
Mor, – da jeg så den prægtige, smukke, kærnefriske pige stå der for mig – før havde jeg jo aldrig lagt videre mærke til hende – men nu, da hun stod der ligesom med åbne arme færdig til at ta’ imod mig –

FRU ALVING.
Osvald!

OSVALD.
– da gik det op for mig, at i hende var der redning; for jeg så der var livsglæde i hende.

FRU ALVING
(studsende)
.
Livsglæde –? Kan der være redning i den?

REGINE
(fra spisestuen med en champagneflaske)
.
Jeg ber undskylde, at jeg blev så længe; men jeg måtte i kælderen –
(sætter flasken på bordet.)

OSVALD.
Og hent så et glas til.

REGINE
(ser forundret på ham)
.
Der står fruens glas, herr Alving.

OSVALD.
Ja, men hent et til dig selv, Regine.

REGINE
(farer sammen og kaster et lynsnart sky sideblik til fru Alving)
.

OSVALD.
Nå?

REGINE
(sagte og nølende)
.
Er det med fruens vilje –?

FRU ALVING.
Hent glasset, Regine
(Regine går ud i spisestuen.)

OSVALD
(ser efter hende)
.
Har du lagt mærke til, hvorledes hun går? Så fast og frejdigt.

FRU ALVING.
Dette sker ikke, Osvald!

OSVALD.
Den sag er afgjort. Det ser du jo. Det nytter ikke at tale imod.

REGINE
(kommer med et tomt glas, som hun beholder i hånden)
.

OSVALD.
Sæt dig, Regine.

REGINE
(ser spørgende på fru Alving)
.

FRU ALVING.
Sæt dig ned.

REGINE
(sætter sig på en stol ved spisestuedøren og holder fremdeles det tomme glas i hånden)
.

FRU ALVING.
Osvald, – hvad var det du sa’ om livsglæden?

OSVALD.
Ja, livsglæden, mor, – den kender I ikke stort til herhjemme. Jeg fornemmer den aldrig her.

FRU ALVING.
Ikke når du er hos mig?

OSVALD.
Ikke når jeg er hjemme. Men det forstår du ikke.

FRU ALVING.
Jo, jo, jeg tror næsten jeg forstår det – nu.

OSVALD.
Den – og så arbejdsglæden. Ja, det er nu igrunden den samme ting. Men den véd I hellerikke noget om.

FRU ALVING.
Det kan du nok ha’ ret i. Osvald, lad mig høre mere om dette her.

OSVALD.
Ja, det er bare det jeg mener, at her læres folk op til at tro, at arbejdet er en forbandelse og en syndestraf, og at livet er noget jammerligt noget, som vi er bedst tjent med at komme ud af jo før jo heller.

FRU ALVING.
En jammerdal, ja. Og det gør vi det da også ærligt og redeligt til.

OSVALD.
Men sligt noget vil menneskene ikke vide af derude. Der er ingen der, som rigtig tror på den slags lærdomme længer. Derude kan det kendes som noget så jublende lyksaligt, bare det at være til i verden. Mor, har du lagt mærke til, at alt det, jeg har malet, har drejet sig om livsglæden? Altid og bestandig om livsglæden. Der er lys og solskin og søndagsluft, – og strålende fornøjede menneskeansigter. Derfor er jeg ræd for at bli’ her hjemme hos dig.

FRU ALVING.
Ræd? Hvad er det du er ræd for her hos mig?

OSVALD.
Jeg er ræd for, at alt det, som er oppe i mig, vilde arte ud i styghed her.

FRU ALVING
(ser fast på ham)
.
Tror du, det vilde ske?

OSVALD.
Jeg véd det så visst. Lev det samme liv herhjemme, som derude, og det blir dog ikke det samme liv.

FRU ALVING
(som spændt har lyttet, rejser sig med store tankefulde øjne og siger)
.
Nu ser jeg sammenhængen.

OSVALD.
Hvad ser du?

FRU ALVING.
Nu ser jeg den for første gang. Og nu kan jeg tale.

OSVALD
(rejser sig)
.
Mor, jeg forstår dig ikke.

REGINE
(som ligeledes har rejst sig)
.
Skal jeg kanske gå?

FRU ALVING.
Nej, bliv her. Nu kan jeg tale. Nu, min gut, skal du vide det altsammen. Og så kan du vælge. Osvald! Regine!

OSVALD.
Vær stille. Pastoren –

PASTOR MANDERS
(kommer ind gennem forstuedøren)
.
Se så, nu har vi havt en hjertens hyggelig stund dernede.

OSVALD.
Vi også.

PASTOR MANDERS.
Engstrand må hjælpes med dette sømandshjem. Regine må flytte til ham og være ham behjælpelig –

REGINE.
Nej tak, herr pastor.

PASTOR MANDERS
(lægger nu først mærke til hende)
.
Hvad –? Her, – og med et glas i hånden!

REGINE
(sætter hurtigt glasset fra sig)
.
Pardon –!

OSVALD.
Regine flytter med mig, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Flytter! Med Dem!

OSVALD.
Ja, som min hustru, – hvis hun forlanger det.

PASTOR MANDERS.
Men du forbarmende –!

REGINE.
Jeg kan ikke gøre for det, herr pastor.

OSVALD.
Eller hun blir her, hvis jeg blir.

REGINE
(uvilkårligt)
.
Her!

PASTOR MANDERS.
Jeg forstenes over Dem, fru Alving.

FRU ALVING.
Ingen af delene sker; for nu kan jeg tale rent ud.

PASTOR MANDERS.
Men det vil De da ikke! Nej, nej, nej!

FRU ALVING.
Jo, jeg både kan og vil. Og endda skal der ingen idealer falde.

OSVALD.
Mor, hvad er det for noget, som her skjules for mig!

REGINE
(lyttende)
.
Frue! Hør! Der er folk, som skriger udenfor.
(hun går op i blomsterværelset og ser ud.)

OSVALD
(mod vinduet til venstre)
.
Hvad er der påfærde? Hvor kommer den lysningen fra?

REGINE
(råber)
.
Det brænder i asylet!

FRU ALVING
(mod vinduet)
.
Brænder!

PASTOR MANDERS.
Brænder? Umuligt. Jeg var jo nylig dernede.

OSVALD.
Hvor er min hat? Nå, det kan være det samme –. Fars asyl –!
(han løber ud gennem havedøren.)

FRU ALVING.
Mit tørklæde, Regine! Det brænder i lys lue.

PASTOR MANDERS.
Forfærdeligt! Fru Alving, der lyser straffedommen over dette forstyrrelsens hus!

FRU ALVING.
Ja, ja visst. Kom, Regine
(hun og Regine skynder sig ud gennem forstuen.)

PASTOR MANDERS
(slår hænderne sammen)
.
Og så ikke assureret!
(ud samme vej.)

TREDJE AKT.

(Stuen som før. Alle dørene står åbne. Lampen brænder fremdele på bordet. Mørkt udenfor; kun en svag ildskimmer til venstre i baggrunden.)
(Fru Alving, med et stort tørklæde over hodet, står oppe i blomsterværelset og ser ud. Regine, ligeledes med et tørklæde om sig, står lidt bag hende.)

FRU ALVING.
Brændt altsammen. Lige til grunden.

REGINE.
Det brænder endnu i kælderne.

FRU ALVING.
At ikke Osvald kommer op. Der er jo ingenting at redde.

REGINE.
Skal jeg kanske gå ned til ham med hatten?

FRU ALVING.
Har han ikke sin hat engang?

REGINE
(peger ud i forstuen)
.
Nej, der hænger den.

FRU ALVING.
Så lad den hænge. Nu må han dog komme op. Jeg vil selv se efter.
(hun går ud gennem havedøren.)

PASTOR MANDERS
(kommer fra forstuen)
.
Er ikke fru Alving her?

REGINE.
Nu gik hun netop ned i haven.

PASTOR MANDERS.
Dette er den forskrækkeligste nat, jeg har oplevet.

REGINE.
Ja, er det ikke en gruelig ulykke, herr pastor?

PASTOR MANDERS.
Å, tal ikke om det! Jeg tør knapt tænke på det engang.

REGINE.
Men hvorledes kan det være gåt til –?

PASTOR MANDERS.
Spørg mig ikke, jomfru Engstrand! Hvor kan jeg vide det? Vil De kanske også –? Er det ikke nok, at Deres far –?

REGINE.
Hvad han?

PASTOR MANDERS.
Å, han har gjort mig rent fortumlet i hodet.

SNEDKER ENGSTRAND
(kommer gennem forstuen)
.
Herr pastor –!

PASTOR MANDERS
(vender sig forskrækket)
.
Er De efter mig her også!

ENGSTRAND.
Ja, jeg må Gu’ døde mig –! Å, Jøss da! Men dette her er så fælt, herr pastor!

PASTOR MANDERS
(går frem og tilbage)
.
Desværre, desværre!

REGINE.
Hvad er det for noget?

ENGSTRAND.
Å, det kom af denne her andagten, ser du.
(sagte.)
Nu har vi gøken, barnet mit!
(højt.)
Og så at jeg skal være skyld i, at pastor Manders blev skyld i sligt noget!

PASTOR MANDERS.
Men jeg forsikkrer Dem, Engstrand –

ENGSTRAND.
Men der var jo ingen andre end pastoren, som rejerte med lysene dernede.

PASTOR MANDERS
(standser)
.
Ja, det påstår De. Men jeg kan tilforladelig ikke erindre, at jeg havde et lys i min hånd.

ENGSTRAND.
Og jeg, som så så grangiveligt, at pastoren tog lyset og snød det med fingrene, og slængte tanen lige bort i høvleflisene.

PASTOR MANDERS.
Og det så De på?

ENGSTRAND.
Ja, det så jeg plent, det.

PASTOR MANDERS.
Dette er det mig umuligt at begribe. Det er ellers aldrig min vane at pudse lys med fingrene.

ENGSTRAND.
Ja, det så også fælt uvorrent ud, gjorde det. Men kan det da bli’ så rent farligt, herr pastor?

PASTOR MANDERS
(går urolig frem og tilbage)
.
Å, spørg mig ikke!

ENGSTRAND
(går med ham)
.
Og så har jo ikke pastoren assurert det heller?

PASTOR MANDERS
(fremdels gående)
.
Nej, nej, nej; det hører De jo.

ENGSTRAND
(følger med)
.
Ikke assurert. Og så gå bent bort og stikke varme på det alt ihob. Jøss, Jøss, for en ulykke!

PASTOR MANDERS
(tørrer sveden af panden)
.
Ja, det må De nok sige, Engstrand.

ENGSTRAND.
Og så at sligt skulde hænde sig med en velgørendes anstalt, som skulde været til nytte for både by og bygd, som de siger. Bladene vil nok ikke fare fint med pastoren, kan jeg tro.

PASTOR MANDERS.
Nej, det er just det, jeg går og tænker på. Det er næsten det værste af det altsammen. Alle disse hadefulde angreb og beskyldninger –! Å, det er forskrækkeligt at tænke sig til!

FRU ALVING
(kommer fra haven)
.
Han er ikke at formå til at gå fra slukningen.

PASTOR MANDERS.
Ah, er De der, frue.

FRU ALVING.
Så slap De dog at holde Deres festtale, pastor Manders.

PASTOR MANDERS.
Å, jeg skulde så gladeligen –

FRU ALVING
(dæmpet)
.
Det var bedst, at det gik, som det gik. Dette asyl var ikke blevet til nogen velsignelse.

PASTOR MANDERS.
Tror De ikke?

FRU ALVING.
Tror De det?

PASTOR MANDERS.
Men det var dog en overmåde stor ulykke alligevel.

FRU ALVING.
Vi vil tale kort og godt om det, som en forretningssag. – Venter De på pastoren, Engstrand?

ENGSTRAND
(ved forstuedøren)
.
Ja, jeg gør nok det.

FRU ALVING.
Så sæt Dem ned så længe.

ENGSTRAND.
Tak; jeg står så godt.

FRU ALVING
(til pastor Manders)
.
De rejser nu formodentlig med dampskibet?

PASTOR MANDERS.
Ja. Det går om en times tid.

FRU ALVING.
Vær da så god at ta’ alle papirerne med Dem igen. Jeg vil ikke høre et ord mere om denne sag. Jeg har fåt andre ting at tænke på –

PASTOR MANDERS.
Fru Alving –

FRU ALVING.
Siden skal jeg sende Dem fuldmagt til at ordne alting som De selv vil.

PASTOR MANDERS.
Det skal jeg så inderlig gerne påtage mig. Legatets oprindelige bestemmelse må jo nu desværre aldeles forandres.

FRU ALVING.
Det forstår sig.

PASTOR MANDERS.
Ja, så tænker jeg foreløbig, jeg ordner det så, at gårdparten Solvik tilfalder landsognet. Jordvejen kan jo ingenlunde siges at være fuldstændig værdiløs. Den vil altid kunne gøres nyttig til et eller andet. Og renterne af den kontante beholdning, som indestår i sparebanken, kunde jeg kanske passeligst anvende til at støtte et eller andet foretagende, som måtte siges at være til gavn for byen.

FRU ALVING.
Ganske som De vil. Det hele er mig nu aldeles ligegyldigt.

ENGSTRAND.
Tænk på mit sjømandshjem, herr pastor!

PASTOR MANDERS.
Ja, tilforladelig, De siger noget. Nå, det må nøje overlægges.

ENGSTRAND.
Nej fan’ ikke overlægge –. Å Jøss’ da!

PASTOR MANDERS
(med et suk)
.
Og jeg véd jo desværre ikke, hvor længe jeg får med de sager at bestille. Om ikke den offentlige mening vil nøde mig til at fratræde. Det beror jo altsammen på udfaldet af brandforhørerne.

FRU ALVING.
Hvad er det De siger?

PASTOR MANDERS.
Og udfaldet lar sig aldeles ikke på forhånd beregne.

ENGSTRAND
(nærmere)
.
Å jo såmæn gør det så. For her står Jakob Engstrand og jeg.

PASTOR MANDERS.
Ja ja, men –?

ENGSTRAND
(sagtere)
.
Og Jakob Engstrand er ikke den mand, som svigter en værdig velgører i nødens stund, som de kalder det.

PASTOR MANDERS.
Ja men kære, – hvorledes –?

ENGSTRAND.
Jakob Engstrand er som en redningens engel at lignes ved, han, herr pastor!

PASTOR MANDERS.
Nej, nej, dette kan jeg tilforladelig ikke modtage.

ENGSTRAND.
Å, det blir nu så alligevel. Jeg véd en, som har taget skylden på sig for andre engang før, jeg.

PASTOR MANDERS.
Jakob!
(trykker hans hånd.)
De er en sjelden personlighed. Nå, De skal også bli’ forhjulpen til Deres sømands-asyl; det kan De lide på.

ENGSTRAND
(vil takke, men kan ikke for rørelse)
.

PASTOR MANDERS
(hænger rejsetasken over skuldren)
.
Og så afsted. Vi to rejser sammen.

ENGSTRAND
(ved spisestuedøren, sagte til Regine)
.
Følg med mig, tøs! Du skal få leve som guld i et æg.

REGINE
(kaster på nakken)
.
Merci!
(hun går ud i forstuen og henter pastorens rejsetøj.)

PASTOR MANDERS.
Lev vel, fru Alving! Og gid ordenens og lovlighedens ånd ret snart må holde sit indtog i denne bolig.

FRU ALVING.
Farvel, Manders!
(Hun går op imod blomsterværelset, idet hun ser Osvald komme ind gennem havedøren.)

ENGSTRAND
(idet han og Regine hjælper pastoren ydertøjet på)
.
Farvel, barnet mit. Og skulde der komme noget på med dig, så véd du, hvor Jakob Engstrand er at finde.
(sagte.)
Lille Havnegaden, hm –!
(til fru Alving og Osvald.)
Og huset for de vejfarendes sjømænderne, det skal kaldes „Kammerherre Alvings hjem”, det. Og får jeg styre det huset efter mine funderinger, så tør jeg love, at det skal bli’ salig kammerherren værdigt.

PASTOR MANDERS
(i døren)
.
Hm – hm! Kom så, min kære Engstrand: Farvel; farvel!
(han og Engstrand går ud gennem forstuedøren.)

OSVALD
(går henimod bordet)
.
Hvad var det for et hus, han talte om?

FRU ALVING.
Det er nok et slags asyl, som han og pastor Manders vil oprette.

OSVALD.
Det vil brænde op ligesom alt dette her.

FRU ALVING.
Hvor falder du på det?

OSVALD.
Alting vil brænde. Der blir ingenting tilbage, som minder om far. Jeg går også her og brænder op.

REGINE
(ser studsende på ham)
.

FRU ALVING.
Osvald! Du skulde ikke blevet så længe dernede, min stakkers gut.

OSVALD
(sætter sig ved bordet)
.
Jeg tror næsten, du har ret i det.

FRU ALVING.
Lad mig tørre dit ansigt, Osvald; du er ganske våd.
(hun tørrer ham med sit lommetørklæde.)

OSVALD
(ser ligegyldig frem for sig)
.
Tak, mor.

FRU ALVING.
Er du ikke træt, Osvald? Vil du kanske sove?

OSVALD
(angst)
.
Nej, nej, – ikke sove! Jeg sover aldrig; jeg bare lader så.
(tungt.)
Det kommer tidsnok.

FRU ALVING
(ser bekymret på ham)
.
Jo, du er rigtignok syg alligevel, min velsignede gut.

REGINE
(spændt)
.
Er herr Alving syg?

OSVALD
(utålmodig)
.
Og så luk alle dørene! Denne dødelige angst –

FRU ALVING.
Luk, Regine
(Regine lukker og blir stående ved forstuedøren. Fru Alving tager sit tørklæde af; Regine gør det samme.)