Complete Works of Henrik Ibsen (572 page)

PASTOR MANDERS.
Nå nå, min kære Engstrand –

ENGSTRAND.
Men det tør jeg sige, at jeg har opdraget barnet og levet kærligt med salig Johanne og øvet hustugten, som skrevet står. Men aldrig kunde det da falde mig ind at gå op til pastor Manders og hovmode mig og gøre mig til af, at jeg havde gjort en god gerning engang i verden, jeg også. Nej, når sligt hændes Jakob Engstrand, så tier han stille med det. Desværre, det går vel ikke så tidt på, kan jeg tro. Og når jeg kommer til pastor Manders, så har jeg så evig nok med at snakke om det, som galt og skrøbeligt er. For jeg siger det, som jeg sagde nylig, – samvittigheden kan være styg en gang iblandt.

PASTOR MANDERS.
Ræk mig Deres hånd, Jakob Engstrand.

ENGSTRAND.
Å Jøss, herr pastor –

PASTOR MANDERS.
Ingen omsvøb.
(trykker hans hånd.)
Se så!

ENGSTRAND.
Og hvis jeg så pent og vakker turde be’ pastoren om forladelse –

PASTOR MANDERS.
De? Nej tvertimod; det er mig, som skal bede Dem om forladelse –

ENGSTRAND.
Å nej kors da.

PASTOR MANDERS.
Jo, tilforladelig. Og det gør jeg af hele mit hjerte. Tilgiv, at jeg således kunde miskende Dem. Og gid jeg så sandt kunde vise Dem et eller andet tegn på min oprigtige fortrydelse og på min velvilje for Dem –

ENGSTRAND.
Vilde herr pastoren det?

PASTOR MANDERS.
Med den allerstørste fornøjelse –

ENGSTRAND.
Ja, for så var der rigtignok lejlighed til det nu. Med de velsignede penge, som jeg har lagt mig tilbedste herude, tænker jeg på at grundlægge et slags sjømandshjem inde i byen.

FRU ALVING.
Vil De?

ENGSTRAND.
Ja, det skulde bli’ som et slags asyl at kalde for. Fristelserne er så mangfoldige for sjømanden, som vandrer på landjorden. Men i dette her huset hos mig kunde han få være som under en fars opsigt, tænkte jeg.

PASTOR MANDERS.
Hvad siger De til det, fru Alving!

ENGSTRAND.
Det er jo ikke stort, jeg har at fare med, Gu’ bedre det; men hvis jeg bare kunde få en velgørendes håndsrækning, så –

PASTOR MANDERS.
Ja, ja, lad os nærmere overveje den sag. Deres forehavende tiltaler mig ganske overordentligt. Men gå De nu foran, og gør alting istand og få tændt lys, så det kan være lidt festligt. Og så skal vi ha’ en opbyggelig stund sammen, min kære Engstrand; for nu tror jeg nok De har den rette stemning.

ENGSTRAND.
Jeg synes ligesom det, ja. Og så farvel, frue, og tak for her; og ta’ rigtig godt vare på Regine: for mig.
(visker en tåre af øjet.)
Salig Johannes barn – hm, det er underligt med det – men det er lige rakt som hun var vokset fast til hjerterødderne mine. Ja-mænd er det så, ja.
(Han hilser og går ud gennem døren.)

PASTOR MANDERS.
Nå, hvad siger De så om den mand, fru Alving! Det var en ganske anden forklaring, den, vi der fik.

FRU ALVING.
Ja, det var det rigtignok.

PASTOR MANDERS.
Der ser De, hvor overmåde varsom man må være med at fordømme et medmenneske. Men det er da også en inderlig glæde at forvisse sig om, at man har taget fejl. Eller hvad siger De?

FRU ALVING.
Jeg siger, De er og blir et stort barn, Manders.

PASTOR MANDERS.
Jeg?

FRU ALVING
(lægger begge hænder på hans skuldre)
.
Og jeg siger, jeg kunde ha’ lyst til at slå begge armene om halsen på Dem.

PASTOR MANDERS
(trækker sig hurtigt bort)
.
Nej, nej, Gud velsigne Dem –; deslige lyster –

FRU ALVING
(med et smil)
.
Å, De skal ikke være ræd for mig.

PASTOR MANDERS
(ved bordet)
.
De har stundom en så overdreven måde at udtrykke Dem på. Nu vil jeg først samle dokumenterne sammen og lægge dem i min taske.
(gør som han siger.)
Se så. Og nu farvel sålænge. Hav øjnene med Dem, når Osvald kommer tilbage. Jeg ser siden op til Dem igen.
(Han tar sid hat og går ud gennem forstuedøren.)

FRU ALVING
(drager et suk, ser et øjeblik ud af vinduet, rydder lidt op i stuen og vil gå ind i spiseværelset, men standser med et dæmpet udråb i døren)
.
Osvald, sidder du endnu ved bordet!

OSVALD
(i spisestuen)
.
Jeg røger bare min cigar ud.

FRU ALVING.
Jeg trode du var gået lidt opover vejen.

OSVALD.
I sligt vejr?
(Et glas klirrer. Fru Alving lar døren stå åben og sætter sig med sit strikketøj på sofaen ved vinduet.)

OSVALD
(derinde)
.
Var det ikke pastor Manders, som gik nu nylig?

FRU ALVING.
Jo, han gik ned på asylet.

OSVALD.
Hm.
(Glas og karaffel klirrer igen.)

FRU ALVING
(med bekymret øjekast)
.
Kære Osvald, du skulde vogte dig for den likør. Den er stærk.

OSVALD.
Den er god imod fugtigheden.

FRU ALVING.
Vil du ikke heller komme ind til mig?

OSVALD.
Jeg må jo ikke røge derinde.

FRU ALVING.
Cigar véd du jo godt du må røge.

OSVALD.
Ja ja, så kommer jeg da. Bare en bitte liden dråbe til. – Se så.
(Han kommer med sin cigar ind i stuen og lukker døren efter sig. Kort taushed.)

OSVALD.
Hvor er pastoren henne?

FRU ALVING.
Jeg sa’ dig jo, han gik ned på asylet.

OSVALD.
Å ja, det er sandt.

FRU ALVING.
Du skulde ikke bli’ siddende så længe ved bordet, Osvald.

OSVALD
(med cigaren bag ryggen)
.
Men jeg synes, det er så hyggeligt, mor,
(stryger og klapper hende.)
Tænk, – for mig, som er kommen hjem, at sidde ved mors eget bord, i mors stue, og spise mors dejlige mad.

FRU ALVING.
Min kære, kære gut!

OSVALD
(noget utålmodig, går og røger)
.
Og hvad skal jeg ellers ta’ mig til her? Jeg kan ikke bestille noget –

FRU ALVING.
Ja, kan du ikke det?

OSVALD.
I sligt gråvejr? Uden at der falder et solblink hele dagen?
(går hen over gulvet.)
Å, det, ikke at kunne arbejde –!

FRU ALVING.
Det var nok ikke rigtig vel betænkt af dig, at du kom hjem.

OSVALD.
Jo, mor; det måtte så være.

FRU ALVING.
Ja, for jeg vilde da ti gange heller undvære den lykke at ha’ dig hos mig, end at du skulde –

OSVALD
(standser ved bordet)
.
Men sig mig nu, mor, – er det da virkelig så stor en lykke for dig at ha’ mig hjemme?

FRU ALVING.
Om det er en lykke for mig!

OSVALD
(krammer en avis)
.
Jeg synes, det måtte næsten være det samme for dig, enten jeg var til eller ikke.

FRU ALVING.
Og det har du hjerte til at sige til din mor, Osvald?

OSVALD.
Men du har da så godt kunnet leve mig foruden før.

FRU ALVING.
Ja; jeg har levet dig foruden; – det er sandt.
(Taushed. Skumringen begynder langsomt. Osvald går frem og tilbage på gulvet. Cigaren har han lagt fra sig.)

OSVALD
(standser ved fru Alving)
.
Mor, må jeg få lov at sidde i sofaen hos dig?

FRU ALVING
(gør plads for ham)
.
Ja, kom du, min kære gut.

OSVALD
(sætter sig)
.
Nu må jeg sige dig noget, mor.

FRU ALVING
(spændt)
.
Nu vel!

OSVALD
(stirrer frem for sig)
.
For jeg kan ikke gå og bære på det længer.

FRU ALVING.
På hvad for noget? Hvad er det?

OSVALD
(som før)
.
Jeg har ikke kunnet komme mig for at skrive dig til om det; og siden jeg kom hjem –

FRU ALVING
(griber ham om armen)
.
Osvald, hvad er dette for noget!

OSVALD.
Både igår og idag har jeg prøvet at skyde tankerne fra mig, – slå mig løs. Men det går ikke.

FRU ALVING
(rejser sig)
.
Nu skal du tale rent ud, Osvald!

OSVALD
(drager hende ned på sofaen igen)
.
Bliv siddende, så vil jeg prøve på at sige dig det. – Jeg har klaget så over træthed efter rejsen –

FRU ALVING.
Nu ja! Hvad så?

OSVALD.
Men det er ikke det, som fejler mig; ikke nogen almindelig træthed –

FRU ALVING
(vil springe op)
.
Du er da ikke syg, Osvald!

OSVALD
(drager hende atter ned)
.
Bliv siddende, mor. Tag det bare roligt. Jeg er ikke rigtig syg heller; ikke sådan, hvad man almindelig kalder syg.
(slår hænderne sammen over hodet.)
Mor, jeg er åndelig nedbrudt, – ødelagt, – jeg kan aldrig komme til at arbejde mere!
(han kaster sig med hænderne for ansigtet ned i hendes skød og brister i hulkende gråd.)

FRU ALVING
(bleg og dirrende)
.
Osvald! Se på mig! Nej, nej, dette er ikke sandt.

OSVALD
(ser op med fortvivlede øjne)
.
Aldrig kunne arbejde mere! Aldrig – aldrig! Være som levende død! Mor, kan du tænke dig noget så forfærdeligt?

FRU ALVING.
Min ulykkelige gut! Hvorledes er dette forfærdelige kommet over dig?

OSVALD
(sætter sig atter oprejst)
.
Ja, det er just det, jeg umuligt kan fatte og begribe. Jeg har aldrig ført noget stormende liv. Ikke i nogen henseende, Det skal du ikke tro om mig, mor! Det har jeg aldrig gjort.

FRU ALVING.
Det tror jeg heller ikke, Osvald.

OSVALD.
Og så kommer dette over mig alligevel! Denne forfærdelige ulykke!

FRU ALVING, Å, men det vil rette sig, min kære, velsignede gut. Det er ikke andet end overanstrængelse. Du kan tro mig på det.

OSVALD
(tungt)
.
Det trode jeg også i førstningen; men det er ikke så.

FRU ALVING.
Fortæl mig fra ende til anden.

OSVALD.
Det vil jeg også.

FRU ALVING.
Hvad tid mærked du det først?

OSVALD.
Det var straks efter at jeg havde været hjemme forrige gang og var kommen ned til Paris igen. Jeg begyndte at føle de voldsomste smerter i hodet – mest i baghodet, syntes jeg. Det var som om en trang jernring blev skruet om nakken og opover.

FRU ALVING.
Og så?

OSVALD.
I førstningen trode jeg, det ikke var andet, end den sædvanlige hodepine, som jeg havde været så plaget med, da jeg var i opvæksten.

FRU ALVING.
Ja, ja –

OSVALD.
Men det var ikke så; det mærked jeg snart. Jeg kunde ikke arbejde længer. Jeg vilde begynde på et nyt stort billede; men det var som om evnerne svigted mig; al min kraft var som lamslåt; jeg kunde ikke samle mig til faste forestillinger; det svimled for mig, – løb rundt. Å, det var en forfærdelig tilstand! Til slut sendte jeg da bud efter lægen, – og af ham fik jeg vide besked.