Complete Works of Henrik Ibsen (568 page)

PASTOR MANDERS.
Nå tilforladelig – det kan ikke nægtes. Og så har De jo alt begyndt at få et navn. Aviserne har ofte talt om Dem, og det så overmåde gunstigt. Ja, det vil sige – i den senere tid synes jeg det har været ligesom lidt stille.

OSVALD
(oppe ved blomsterne)
.
Jeg har ikke fåt male så meget på det sidste.

FRU ALVING.
En maler må jo også hvile sig imellem.

PASTOR MANDERS.
Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder man sig og samler kræfter til noget stort.

OSVALD.
Ja. – Mor, skal vi snart spise?

FRU ALVING.
Om en liden halv time. Madlyst har han da, Gud ske lov.

PASTOR MANDERS.
Og smag for tobak også.

OSVALD.
Jeg fandt fars pibe oppe på kammeret og så –

PASTOR MANDERS.
Aha, der har vi det altså!

FRU ALVING.
Hvilket?

PASTOR MANDERS.
Da Osvald kom der i døren med piben i munden, var det som jeg så hans far lyslevende.

OSVALD.
Nej virkelig?

FRU ALVING.
Å, hvor kan De dog sige det! Osvald slægter jo mig på.

PASTOR MANDERS.
Ja; men der er et drag ved mundvigerne, noget ved læberne, som minder så grangiveligt om Alving – ialfald nu han røger.

FRU ALVING.
Aldeles ikke. Osvald har snarere noget presteligt ved munden, synes jeg.

PASTOR MANDERS.
Å ja, å ja; adskillige af mine embedsbrødre har et lignende drag.

FRU ALVING.
Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil ikke ha’ røg herinde.

OSVALD
(gør så)
.
Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har engang røgt af den som barn.

FRU ALVING.
Du?

OSVALD.
Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en aften, han var så glad og lystig.

FRU ALVING.
Å, du husker ingenting fra de år.

OSVALD.
Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte mig på knæet og lod mig røge af piben. Røg, gut, sa’ han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt hvad jeg vandt, til jeg kendte jeg blev ganske bleg og sveden brød ud i store dråber på panden. Da lo han så hjertelig godt –

PASTOR MANDERS.
Det var da højst besynderligt.

FRU ALVING.
Kære, det er bare noget Osvald har drømt.

OSVALD.
Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det. For – kan du ikke huske det – så kom du ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde far ofte slige spilopper?

PASTOR MANDERS.
I sin ungdom var han en særdeles livsglad mand –

OSVALD.
Og fik endda udrettet så meget her i verden. Så meget godt og nyttigt; ikke ældre end han blev.

PASTOR MANDERS.
Ja, De har i sandhed taget en virksom og værdig mands navn i arv, min kære Osvald Alving. Nå, det vil forhåbentlig være Dem en spore –

OSVALD.
Det burde så være, ja.

PASTOR MANDERS.
Det var ialfald smukt af Dem, at De kom hjem til hans hædersdag.

OSVALD.
Mindre kunde jeg da ikke gøre for far.

FRU ALVING.
Og at jeg får beholde ham så længe; – det er nu det allersmukkeste af ham.

PASTOR MANDERS.
Ja, De blir jo hjemme vinteren over, hører jeg.

OSVALD.
Jeg blir hjemme på ubestemt tid, herr pastor. – Å, det er dog dejligt at være kommen hjem!

FRU ALVING
(strålende)
.
Ja, ikke sandt, du?

PASTOR MANDERS
(ser deltagende på ham)
.
De kom tidligt ud i verden, min kære Osvald.

OSVALD.
Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om det ikke var for tidligt.

FRU ALVING.
Å sletikke. Det har en rask gut netop godt af. Og især en, som er eneste barn. Slig en skal ikke gå hjemme hos mor og far og bli’ forkælet.

PASTOR MANDERS.
Det er et såre omtvisteligt spørsmål, Fru Alving: Fædrenehjemmet er og blir dog barnets rette tilholdssted.

OSVALD.
Det må jeg rigtignok være enig med pastoren i.

PASTOR MANDERS.
Se nu bare til Deres egen søn. Ja, vi kan jo godt tale om det i hans nærværelse. Hvad har følgen været for ham? Han er bleven sex–syv og tyve år gammel og har aldrig fåt anledning til at lære et ordentligt hjem at kende.

OSVALD.
Om forladelse, herr pastor, – der tar De aldeles fejl.

PASTOR MANDERS.
Så? Jeg trode, De havde færdedes sågodtsom udelukkende i kunstnerkredsene.

OSVALD.
Det har jeg også.

PASTOR MANDERS.
Og mest iblandt de yngre kunstnere.

OSVALD.
Å ja vel.

PASTOR MANDERS.
Men jeg trode, de fleste af de folk ikke havde råd til at stifte familje og grundlægge et hjem.

OSVALD.
Der er adskillige af dem, som ikke har råd til at gifte sig, herr pastor.

PASTOR MANDERS.
Ja, det er jo det, jeg siger.

OSVALD.
Men de kan jo derfor ha’ et hjem. Og det har også en og anden; og det et meget ordentligt og et meget hyggeligt hjem.

FRU ALVING
(følger spændt med, nikker men siger intet)
.

PASTOR MANDERS.
Men det er jo ikke ungkarlshjem, jeg taler om. Ved et hjem forstår jeg et familjehjem, hvor en mand lever med sin hustru og sine børn.

OSVALD.
Ja; eller med sine børn og med sine børns mor.

PASTOR MANDERS
(studser; slår hænderne sammen)
.
Men du forbarmende –!

OSVALD.
Nå?

PASTOR MANDERS.
Lever sammen med – sine børns mor!

OSVALD.
Ja, vilde De da heller, han skulde forstøde sine børns mor?

PASTOR MANDERS.
Det er altså om ulovlige forhold, De taler! Om disse såkaldte vilde ægteskaber!

OSVALD.
Jeg har aldrig mærket noget særlig vildt ved de folks samliv.

PASTOR MANDERS.
Men hvor er det muligt, at en – en blot nogenlunde vel opdragen mand eller ung kvinde kan bekvemme sig til at leve på den måde – lige for almenhedens øjne!

OSVALD.
Men hvad skal de da gøre? En fattig ung kunstner, – en fattig ung pige –. Det koster mange penge at gifte sig. Hvad skal de så gøre?

PASTOR MANDERS.
Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving, jeg skal sige Dem, hvad de skal gøre. De skulde holdt sig fra hinanden fra først af, – skulde de!

OSVALD.
Den tale kommer De ikke langt med hos unge, varmblodige, forelskede mennesker.

FRU ALVING.
Nej, den kommer De ikke langt med!

PASTOR MANDERS
(vedblivende)
.
Og så at autoriteterne tåler sådant noget! At det får lov til at ske åbenlyst!
(foran fru Alving.)
Havde jeg så ikke årsag til at være inderlig bekymret for Deres søn. I kredse, hvor den utilhyllede usædelighed går i svang og ligesom har fåt hævd –

OSVALD.
Jeg vil sige Dem noget, herr pastor. Jeg har været en stadig søndagsgæst i et par slige uregelmæssige hjem –

PASTOR MANDERS.
Og det om søndagene!

OSVALD.
Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig har jeg der hørt et anstødeligt ord, og endnu mindre har jeg været vidne til noget, som kunde kaldes usædeligt. Nej; véd De, når og hvor jeg har truffet usædeligheden i kunstnerkredsene?

PASTOR MANDERS.
Nej, Gud være lovet!

OSVALD.
Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg har truffet den, når en og anden af vore mønstergyldige ægtemænd og familjefædre kom derned for at se sig om en smule på egen hånd – og så gjorde kunstnerne den ære at opsøge dem i deres tarvelige knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer vidste at fortælle os både om steder og om ting, som vi aldrig havde drømt om.

PASTOR MANDERS.
Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd her hjemmefra skulde –?

OSVALD.
Har De aldrig, når deslige hæderlige mænd kom hjem igen, har De aldrig hørt dem udtale sig om den overhåndtagende usædelighed udenlands?

PASTOR MANDERS.
Jo, naturligvis –

FRU ALVING.
Det har jeg også hørt.

OSVALD.
Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der er sagkyndige folk iblandt.
(griber sig om hodet.)
Å – at det skønne, herlige frihedsliv derude, – at det skal således tilsøles.

FRU ALVING.
Du må ikke forivre dig, Osvald; du har ikke godt af det.

OSVALD.
Nej, du har ret i det, mor. Det er nok ikke sundt for mig. Det er den fordømte trætheden, ser du. Ja, nu går jeg en liden tur før bordet. Undskyld, herr pastor; De kan ikke sætte Dem ind i det; men det kom således over mig.
(han går ud gennem den anden dør til højre.)

FRU ALVING.
Min stakkers gut –!

PASTOR MANDERS.
Ja, det må De nok sige. Så vidt er det altså kommet med ham!

FRU ALVING
(ser på ham og tier)
.

PASTOR MANDERS
(går op og ned)
.
Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, desværre, – desværre!

FRU ALVING
(ser fremdeles på ham)
.

PASTOR MANDERS.
Og hvad siger De til alt dette?

FRU ALVING.
Jeg siger, at Osvald havde ret i hvert eneste ord.

PASTOR MANDERS
(standser)
.
Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!

FRU ALVING.
Her i min ensomhed er jeg kommen til at tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har aldrig dristet mig til at røre ved det. Nu, godt og vel; min gut skal tale for mig.

PASTOR MANDERS.
De er en beklagelsesværdig kvinde, Fru Alving: Men nu vil jeg tale et alvorsord til Dem. Nu er det ikke længer Deres forretningsfører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde mands ungdomsven, som står for Dem. Det er presten, således, som han stod for Dem i det mest forvildede øjeblik i Deres liv.

FRU ALVING.
Og hvad er det, presten har at sige mig?

PASTOR MANDERS.
Jeg vil først ryste op i Deres erindring, frue. Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er det tiårsdagen efter Deres mands død; imorgen skal hædersmindet afsløres over den bortgangne; imorgen skal jeg tale til hele den forsamlede skare; – men idag vil jeg tale til Dem alene.

FRU ALVING.
Godt, herr pastor; tal!

PASTOR MANDERS.
Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?

FRU ALVING.
Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?

PASTOR MANDERS.
Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres pligt var at holde fast ved den mand, som De engang havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige bånd.