Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
DOKTOR HERDAL
(ser forundret på ham)
.
Aldrig, herr Solness, – aldrig med en tanke er sligt noget faldet mig ind.
SOLNESS
(med et vantro smil)
.
Ja så? Virkelig ikke det?
DOKTOR HERDAL.
Nej, aldrig! Og visst aldrig Deres hustru heller. Det tror jeg næsten, jeg tør sværge på.
SOLNESS.
Nå, det skulde De dog helst la’ være. For på en måde, ser De, så – så kunde hun jo kanske også ha’ grund til at tro noget sligt.
DOKTOR HERDAL.
Nej, nu må jeg rigtignok sige –!
SOLNESS
(afbrydende, slår ud med hånden)
.
Ja, ja, kære doktor, – la’ os så ikke komme nærmere ind på dette her. Det er bedst, at hver blir ved sit.
(slår over i en stille lystighed.)
Men hør nu, doktor – hm –
DOKTOR HERDAL.
Ja?
SOLNESS.
Når De nu altså ikke tror, at jeg er – sådan – syg – og forrykt – og gal og sligt noget –
DOKTOR HERDAL.
Hvad så, mener De?
SOLNESS.
Så må De vel sagtens bilde Dem ind, at jeg er en svært lykkelig mand da?
DOKTOR HERDAL.
Skulde det bare være en indbildning?
SOLNESS
(ler)
.
Nej, nej, – forstår sig! Gud bevar’s vel! Tænk det, – at være bygmester Solness! Halvard Solness! Jo, jeg takker, jeg!
DOKTOR HERDAL.
Ja, jeg må virkelig sige, at for mig står det, som om De har havt lykken med Dem i en ganske utrolig grad.
SOLNESS
(undertrykker et tungt smil)
.
Det har jeg. Kan ikke klage på det.
DOKTOR HERDAL.
Først så brændte jo den gamle fæle røverborgen ned for Dem. Og det var da sandelig et stort held.
SOLNESS
(alvorlig)
.
Det var Alines familjehjem, som brændte. Husk på det.
DOKTOR HERDAL.
Ja, for hende må det jo ha’ været en tung sorg.
SOLNESS.
Hun har ikke forvundet det den dag idag. Ikke i alle disse tolv-tretten år.
DOKTOR HERDAL.
Det, som fulgte bagefter, det var vel det værste slag for hende.
SOLNESS.
Det ene med det andet.
DOKTOR HERDAL.
Men De, – De selv, – De svang Dem da op på det. Var begyndt som en fattig gut fra landsbygden, – og står nu her som første mand på Deres område. Å jo, herr Solness, De har da rigtignok havt lykken med Dem.
SOLNESS
(ser sky hen til ham)
.
Ja, men det er jo netop det, som jeg går og gruer så forfærdelig for.
DOKTOR HERDAL.
Gruer De? For at De har lykken med Dem?
SOLNESS.
Både sent og tidlig gør det mig så ræd, – så ræd. For engang må vel omslaget komme, skønner De.
DOKTOR HERDAL.
Å, snak! Hvor skulde det omslag komme fra?
SOLNESS
(fast og sikker)
.
Det kommer fra ungdommen.
DOKTOR HERDAL.
Pyt! Ungdommen! De er da vel ikke aflægs, De, skulde jeg tro. Å nej, – De står visst nu så grundmuret her, som De kanske aldrig før har ståt.
SOLNESS.
Omslaget kommer. Jeg aner det. Og jeg føler at det nærmer sig. En eller anden gi’r sig til at kræve: træd tilbage for mig! Og så stormer alle de andre efter og truer og skriger: gi’ plads, – gi’ plads, – gi’ plads! Jo, pas De bare på, doktor. Engang kommer ungdommen her og banker på døren –
DOKTOR HERDAL
(ler)
.
Nå, Herregud, hvad så?
SOLNESS.
Hvad så? Jo, så er det slut med bygmester Solness.
(Det banker på døren til venstre.)
SOLNESS
(farer sammen)
.
Hvad er det? Hørte De noget?
DOKTOR HERDAL.
Der er nogen som banker.
SOLNESS
(højt)
.
Kom ind!
(Hilde Wangel kommer ind gennem forstuedøren. Hun er af middels højde, smidig, og fint bygget. Lidt brunet af solen. Klædt i turistdragt, med ophæftet skørt, udslået matroskrave og en liden sømandshat på hodet. Randsel på ryggen, plæd i rem og lang bergstok.)
HILDE WANGEL
(går med tindrende glade øjne imod Solness)
.
God aften!
SOLNESS
(ser uviss på hende)
.
God aften –
HILDE
(ler)
.
Jeg tror næsten, at De ikke kender mig igen!
SOLNESS.
Nej, – jeg må rigtignok si’, at – så’n i øjeblikket –
DOKTOR HERDAL
(går nærmere)
.
Men jeg kender Dem igen, frøken –
HILDE
(fornøjet)
.
Å nej, er det Dem, som –!
DOKTOR HERDAL.
Ja visst er det mig.
(til Solness.)
Vi mødtes oppe på en af fjeldstuerne nu isommer.
(til Hilde.)
Hvad blev der så af de andre damerne?
HILDE.
Å, de tog vejen vestover, de.
DOKTOR HERDAL.
De likte nok ikke rigtig, at vi gjorde al den sjau om kvælden.
HILDE.
Nej, de likte visst ikke det.
DOKTOR HERDAL
(truer med fingeren)
.
Og det var nu ikke frit for, heller, at De koketterte en smule med os.
HILDE.
Det var da vel morsommere, det, end at sidde og binde hosesokker med alle de kærringerne.
DOKTOR HERDAL
(ler)
.
Det er jeg så fuldkommen enig med Dem i!
SOLNESS.
Kom De til byen nu ikvæld?
HILDE.
Ja, nu netop kom jeg.
DOKTOR HERDAL.
Ganske alene, frøken Wangel?
HILDE.
Ja da!
SOLNESS.
Wangel? Heder De Wangel?
HILDE
(ser lystig forundret på ham)
.
Ja visst gør jeg da vel det.
SOLNESS.
Så er De kanske datter af distriktslægen oppe i Lysanger?
HILDE
(som før)
.
Ja, hvem skulde jeg ellers være datter af?
SOLNESS.
Nå, så har vi truffet hinanden der oppe da. Den sommer, da jeg var der og bygged tårn på den gamle kirken.
HILDE
(alvorligere)
.
Ja vel var det dengang.
SOLNESS.
Nå, det er lange tider siden, det.
HILDE
(ser fast på ham)
.
Det er akkurat de ti år siden.
SOLNESS.
Og dengang var De vel bare barnet, kan jeg tænke.
HILDE
(henkastende)
.
Så’n en tolv-tretten år ialfald.
DOKTOR HERDAL.
Er det første gang, De er her i byen, frøken Wangel?
HILDE.
Ja, det er såmæn det.
SOLNESS.
Og De kender kanske ingen her?
HILDE.
Ingen uden Dem. Ja, og så Deres frue.
SOLNESS.
Så De kender hende også?
HILDE.
Lidt bare. Vi var sammen nogen dage på sanatoriet –
SOLNESS.
Nå der oppe.
HILDE.
Hun sa’, at jeg gerne måtte besøge hende, hvis jeg skulde komme her til byen.
(smiler.)
Det havde hun nu for resten ikke behøvet.
SOLNESS.
At hun sletikke har snakket om det –
(Hilde sætter stokken fra sig ved ovnen, spænder randselen af og lægger den og plædet på sofaen. Doktor Herdal vil være behjælpelig. Solness står og ser på hende.)
HILDE
(går imod ham)
.
Nå, så vil jeg be’, at jeg må få bli’ her inat da.
SOLNESS.
Det kan visst så godt la’ sig gøre.
HILDE.
For jeg har ikke andre klæ’r, end de, jeg går i. Ja, og så et sæt undertøj i randselen. Men det må vaskes. For det er så svært skiddent.
SOLNESS.
Å ja, det blir der nok råd for. Nu skal jeg bare si’ min hustru til –
DOKTOR HERDAL.
Så vil jeg gøre mit sygebesøg imens.
SOLNESS.
Ja, gør det. Og siden så kommer De jo igen.
DOKTOR HERDAL
(lystig, med et blik på Hilde)
.
Ja, det kan De rigtignok forbande Dem på!
(ler.)
De spåde sandt alligevel, De, herr Solness!
SOLNESS.
Hvorledes det?
DOKTOR HERDAL.
Ungdommen kom altså dog og banked på hos Dem.
SOLNESS
(oplivet)
.
Ja, det var nu på en anden måde, det.
DOKTOR HERDAL.
Var så, ja. Unægtelig det!
(han går ud gennem forstuedøren. Solness åbner døren til højre og taler ind i sideværelset.)
SOLNESS.
Aline! Du må være så snil at komme ind. Her er en frøken Wangel, som du kender.
FRU SOLNESS
(kommer frem i døren)
.
Hvem er det, si’r du?
(ser Hilde.)
Å, er det Dem, frøken?
(går nærmere og rækker hende hånden.)
Så kom De da til byen alligevel.
SOLNESS.
Frøken Wangel er kommet nu netop. Og så be’r hun, at hun må få bli’ her natten over.
FRU SOLNESS.
Her hos os? Ja, så gerne det.
SOLNESS.
For at få sit tøj gjort lidt istand, skønner du.
FRU SOLNESS.
Jeg skal ta’ mig af Dem, så godt jeg kan. Det er bare pligt, det. Deres kuffert kommer vel efter?
HILDE.
Jeg har ingen kuffert.
FRU SOLNESS.
Nå, det ordner sig nok, vil jeg håbe. Men nu får De ta’ tiltakke her hos min mand sålænge. Så skal jeg se at få et værelse gjort lidt hyggeligt for Dem.
SOLNESS.
Kan vi ikke ta’ et af barnekammerserne? For de står jo fuldt færdige, de.
FRU SOLNESS.
Å jo. Der har vi mere end plads nok.
(til Hilde.)
Sæt Dem nu ned og hvil Dem lidt.
(hun går ud til højre.)
(Hilde, med hænderne på ryggen, driver omkring i stuen og ser på et og andet. Solness står foran ved bordet, ligeledes med hænderne på ryggen, og følger hende med øjnene.)
HILDE
(standser og ser på ham)
.
Har De flere barnekammerser, De?
SOLNESS.
Her er tre barnekammerser i huset.
HILDE.
Det var svært. Så har De vel fælt mange barn da?
SOLNESS.
Nej. Vi har ingen barn. Men nu kan jo De få være barn her sålænge.
HILDE.
For inat, ja. Jeg skal ikke skrike. Jeg vil prøve, om jeg ikke kan få sove som en sten.
SOLNESS.
Ja, De er vel svært træt, kan jeg tro.
HILDE.
Nej da! Men alligevel –. For det er så rasende dejligt at ligge så’n og drømme.
SOLNESS.
Drømmer De tidt så’n om nætterne
HILDE.
Ja da! Næsten altid.
SOLNESS.
Hvad drømmer De så mest om da?
HILDE.
Det si’r jeg ikke ikvæld. En anden gang – kanske.
(hun driver atter hen over gulvet, standser ved pulten og roder lidt om mellem bøgerne og papirerne.)