Complete Works of Henrik Ibsen (657 page)

SOLNESS.
Jeg! Træde tilbage for Deres søn!

BROVIK.
Træde tilbage fra aftalen, mente de.

SOLNESS.
Å, det kommer jo ud på ét.
(ler forbitret.)
Ja så da! Halvard Solness, – han skal begynde at træde tilbage nu! Gi’ plads for de, som yngre er. For de aller yngste, kanske! Bare gi’ plads! Plads! Plads!

BROVIK.
Herregud, her er da vel plads til flere end en eneste én –

SOLNESS.
Å, her er nu ikke så svært rundeligt med plads heller. Nå, det får nu være som det vil. Men jeg træder aldrig tilbage! Viger aldrig for nogen! Aldrig frivilligt. Aldrig i denne verden gør jeg det!

BROVIK
(rejser sig med møje)
.
Skal jeg altså gå ud af livet uden tryghed? Uden glæde? Uden tro og lid til Ragnar? Uden at få se et eneste værk af ham? Skal jeg det?

SOLNESS
(vender sig halvt til siden og mumler)
:
Hm, – spør’ da ikke mere nu.

BROVIK.
Jo, svar mig på det. Skal jeg gå så rent fattig ud af livet?

SOLNESS
(synes at kæmpe med sig selv; endelig siger han med lav men fast stemme)
.
De får gå ud af livet slig, som De bedst véd og kan.

BROVIK.
Må så være da.
(han går opover gulvet.)

SOLNESS
(går efter ham, halvt fortvilet)
.
Ja, for jeg kan ikke andet, skønner De! Jeg er nu engang slig, som jeg er! Og jeg kan da ikke skabe mig om heller!

BROVIK.
Nej, nej, – De kan vel ikke det.
(vakler og standser ved sofabordet.)
Får jeg lov til at ta’ et glas vand?

SOLNESS.
Vær så god.
(skænker i og rækker ham glasset.)

BROVIK.
Tak.
(drikker og sætter glasset fra sig.)
(Solness går hen og lukker op døren til tegneværelset.)

SOLNESS.
Ragnar, – De får komme og følge Deres far hjem.
(Ragnar rejser sig hurtig. Han og Kaja kommer ind i arbejdsværelset.)

RAGNAR.
Hvad er det, far?

BROVIK.
Ta’ mig under armen. Så går vi.

RAGNAR.
Ja vel. Ta’ på dig, du også, Kaja.

SOLNESS.
Frøken Fosli må bli’ efter. Bare et lidet øjeblik. Jeg har et brev, som må skrives.

BROVIK
(ser på Solness)
.
God nat. Sov godt – om De kan.

SOLNESS.
God nat.
(Brovik og Ragnar går ud gennem forstuedøren. Kaja går hen til pulten. Solness står med ludende hode tilhøjre ved lænestolen.)

KAJA
(usikker)
.
Er der noget brev –?

SOLNESS
(kort)
.
Nej visst er der ikke, nej.
(ser barskt på hende.)
Kaja!

KAJA
(angst, sagte)
.
Ja?

SOLNESS
(peger befalende med fingeren mod gulvet)
.
Kom her hen! Straks!

KAJA
(nølende)
.
Ja.

SOLNESS
(som før)
.
Nærmere!

KAJA
(adlyder)
.
Hvad vil De mig?

SOLNESS
(ser en stund på hende)
.
Er det Dem, jeg kan takke for dette her?

KAJA.
Nej, nej, tro da ikke det!

SOLNESS.
Men gifte Dem, – det vil De jo nu.

KAJA
(sagte)
.
Ragnar og jeg har været forlovet i fire-fem år, og så –

SOLNESS.
Og så synes De, det får ha’ en ende. Er det ikke så?

KAJA.
Ragnar og onkel siger, at jeg skal. Og så får jeg jo føje mig da.

SOLNESS
(mildere)
.
Kaja, holder De nu ikke i grunden lidt af Ragnar også?

KAJA.
Jeg holdt svært meget af Ragnar engang. – Før jeg kom her til Dem.

SOLNESS.
Men ikke nu længer? Slet ikke?

KAJA
(lidenskabelig, folder hænderne imod ham)
.
Å, De véd jo, at nu holder jeg bare af en eneste én! Ikke af nogen anden i hele verden. Kommer aldrig til at holde af nogen anden!

SOLNESS.
Ja, det siger De. Og så går De fra mig alligevel. La’r mig sidde her alene med det altsammen

KAJA.
Men kunde jeg da ikke få bli’ hos Dem, om også Ragnar –?

SOLNESS
(afvisende)
.
Nej, nej, det la’r sig sletikke gøre. Går Ragnar sin vej og gi’r sig til at arbejde på egen hånd, så får han jo selv brug for Dem.

KAJA
(vrider hænderne)
.
Å, jeg synes ikke, at jeg kan skilles fra Dem! Det er da så rent, rent umuligt, synes jeg!

SOLNESS.
Så se til, at De kan få Ragnar bort fra disse her dumme indfaldene. Gift Dem med ham så meget De vil –
(forandrer tonen.)
Ja, ja, jeg mener, – få ham til at bli’ i sin gode stilling her hos mig. For så kan jeg jo få beholde Dem også, kære Kaja.

KAJA.
Å ja, hvor dejligt det vilde være, om det kunde mage sig så!

SOLNESS
(fatter hende med begge hænder om hodet og hvisker)
:
For jeg kan ikke være Dem foruden, skønner De. Må ha’ Dem hos mig her hver eneste dag.

KAJA
(nervøst henrevet)
.
Å Gud! Å Gud!

SOLNESS
(kysser hende på håret)
.
Kaja, – Kaja!

KAJA
(segner ned for ham)
.
Å, hvor snil De er imod mig! Hvor usigelig snil De er!

SOLNESS
(heftig)
.
Rejs Dem! Rejs Dem da, for –! Jeg synes, jeg hører nogen!
(han hjælper hende op. Hun vakler hen til pulten.)
(Fru Solness kommer i døren til højre. Hun ser mager og forgræmmet ud, med spor af fordums skønhed. Blonde hængekrøller. Elegant, helt sort klædt. Taler noget langsomt og med klagende stemme.)

FRU SOLNESS
(i døren)
.
Halvard!

SOLNESS
(vender sig)
.
Å, er du der, kære –?

FRU SOLNESS
(med et blik på Kaja)
.
Jeg kommer nok til ulejlighed, jeg, kan jeg skønne.

SOLNESS.
Aldeles ikke. Frøken Fosli har bare et lidet brev at skrive.

FRU SOLNESS.
Ja, jeg ser det.

SOLNESS.
Hvad var det så du vilde mig, Aline?

FRU SOLNESS.
Jeg vilde bare si’, at doktor Herdal sidder inde i hjørnestuen. Kommer du kanske ind, du også, Halvard?

SOLNESS
(ser mistænksom på hende)
.
Hm, – vil doktoren så nødvendig snakke med mig, du?

FRU SOLNESS.
Nej, så nødvendig just ikke. Han kom indom på besøg til mig. Og så vilde han jo gerne hilse på dig med det samme.

SOLNESS
(ler stille)
.
Kan tænke mig det, ja. Nå, så får du be’ ham vente lidt.

FRU SOLNESS.
Og så kommer du ind til ham siden?

SOLNESS.
Kanske det. Siden, – siden, kære. Om lidt.

FRU SOLNESS
(atter med et blik til Kaja)
.
Ja, glem det nu bare ikke, Halvard.
(trækker sig tilbage og lukker døren efter sig.)

KAJA
(sagte)
.
Å Gud, å Gud, – fruen tænker visst noget ondt om mig!

SOLNESS.
Å, sletikke det. Ikke mere end vanlig ialfald. Men det er bedst, at De går nu alligevel, Kaja.

KAJA.
Ja, ja, nu må jeg gå.

SOLNESS
(strængt)
.
Og så bringer De dette her andet i orden for mig. Hører De det!

KAJA.
Å, gid det så sandt stod til mig, så –

SOLNESS.
Jeg vil ha’ det i orden, siger jeg! Og det imorgen den dag!

KAJA
(angstfuldt)
.
Går det ikke på anden måde, så skal jeg gerne gøre det forbi med ham.

SOLNESS
(opfarende)
.
Gøre det forbi! Er De ble’t rent gal! Vil De gøre det forbi?

KAJA
(fortvilet)
.
Ja, heller det. For jeg må, – jeg må få bli’ her hos Dem! Kan ikke gå ifra Dem! Så rent, – rent umuligt, det!

SOLNESS
(bruser ud)
.
Men, for fan’, – Ragnar da! Det er jo netop Ragnar, som jeg –

KAJA
(ser på ham med forskrækkede øjne)
.
Er det mest for Ragnars skyld, at – at De –?

SOLNESS
(fatter sig)
.
Å nej visst ikke, nej! De skønner da ingenting heller.
(mildt og sagte.)
Det er naturligvis Dem, jeg vil ha’. Først og fremst Dem, Kaja. Men just derfor må De få Ragnar til at bli’ i stillingen også. Så, så, – gå nu hjem.

KAJA.
Ja, ja, god nat da.

SOLNESS.
God nat.
(idet hun vil gå.)
Å, hør her! Ligger Ragnars tegninger derinde?

KAJA.
Ja, jeg så ikke, han tog dem med sig.

SOLNESS.
Så gå ind og find dem til mig. Jeg kunde kanske se lidt på dem alligevel.

KAJA
(glad)
.
Å ja, gør endelig det!

SOLNESS.
For Deres skyld, kære Kaja. Nå, la’ mig så få dem i en fart, hører De!
(Kaja skynder sig ind i tegneværelset, roder ængstelig i bordskuffen, finder frem en mappe og bringer den.)

KAJA.
Her er alle tegningerne.

SOLNESS.
Godt. Læg dem der borte på bordet.

KAJA
(lægger mappen fra sig)
.
God nat da.
(bønlig.)
Og tænk godt og snilt på mig.

SOLNESS.
Å, det gør jeg jo altid. God nat, kære lille Kaja.
(skotter til højre.)
Gå så da!
(Fru Solness og doktor Herdal kommer gennem døren til højre. Han er en ældre, fyldig herre med rundt, veltilfreds ansigt, skægløs, har tyndt, lyst hår og bærer guldbriller.)

FRU SOLNESS
(endnu i døren)
.
Halvard, nu kan jeg ikke holde på doktoren længer.

SOLNESS.
Nå, kom De bare her.

FRU SOLNESS
(til Kaja, som skruer pultlampen ned)
.
Alt færdig med brevet, frøken?

KAJA
(forvirret)
.
Brevet –?

SOLNESS.
Ja, det var et ganske kort et.

FRU SOLNESS.
Det må visst ha’ været svært kort.

SOLNESS.
De kan gerne gå, frøken Fosli. Og kom så betids igen imorgen.

KAJA.
Det skal jeg nok. – God nat, frue.
(hun går ud gennem forstuedøren.)

FRU SOLNESS.
Det må være godt for dig, det, Halvard, at du har fåt fat på denne frøkenen.

SOLNESS.
Ja såmæn. Hun er brugbar til noget af hvert, hun.

FRU SOLNESS.
Hun lader til det.

DOKTOR HERDAL.
Flink i bogførsel også?

SOLNESS.
Nå, – en del øvelse har hun jo altid fåt i disse to årene. Og så er hun snil og villig til hvad det skal være.