Complete Works of Henrik Ibsen (658 page)

FRU SOLNESS.
Ja, det må jo være en stor behagelighed –

SOLNESS.
Det er det. Især når en ikke er forvænt i så henseende.

FRU SOLNESS
(mildt bebrejdende)
.
Kan du sige det, Halvard?

SOLNESS.
Å nej, nej, kære Aline. Jeg be’r om forladelse.

FRU SOLNESS.
Ingen årsag. – Ja, doktor, så kommer De altså igen siden og drikker te hos os?

DOKTOR HERDAL.
Bare jeg har gjort det sygebesøget, så kommer jeg.

FRU SOLNESS.
Tak for det.
(hun går ud gennem døren til højre.)

SOLNESS.
Har De hastværk, doktor?

DOKTOR HERDAL.
Nej, på ingen måde.

SOLNESS.
Må jeg få snakke lidt med Dem da?

DOKTOR HERDAL.
Ja, særdeles gerne.

SOLNESS.
Så lad os sætte os ned.
(han anviser doktoren plads i gyngestolen og sætter sig selv i lænestolen.)

SOLNESS
(ser prøvende på ham)
.
Sig mig, – mærked De noget hos Aline?

DOKTOR HERDAL.
Nu, da hun var her inde, mener De?

SOLNESS.
Ja. Ligeover for mig. La’ De mærke til noget?

DOKTOR HERDAL
(smiler)
.
Ja, for fanden, – en kunde da ikke godt undgå at lægge mærke til, at Deres hustru, – hm –

SOLNESS.
Nå?

DOKTOR HERDAL.
– at Deres hustru ikke synes videre godt om denne frøken Fosli.

SOLNESS.
Ikke andet? Det har jeg selv mærket, det.

DOKTOR HERDAL.
Og det er jo ikke så underligt endda.

SOLNESS.
Hvilket?

DOKTOR HERDAL.
At hun ikke præcist liker, at De sådan dagstødt har et andet fruentimmer hos Dem.

SOLNESS.
Nej, nej, De kan ha’ ret i det. Og Aline også. Men den ting, – det kan nu ikke være anderledes, det.

DOKTOR HERDAL.
Kunde De ikke ta’ Dem en kontorist da?

SOLNESS.
Den første den bedste fyr? Nej tak, – det kan jeg ikke være tjent med.

DOKTOR HERDAL.
Men når nu Deres hustru –? Så svag, som hun er –. Når hun nu ikke tåler at se på dette her?

SOLNESS.
Ja, det får i Guds navn være det samme, – havde jeg nær sagt. Jeg må beholde Kaja Fosli. Kan ikke bruge nogen anden end netop ende.

DOKTOR HERDAL.
Ingen anden?

SOLNESS
(kort)
.
Nej, ingen anden.

DOKTOR HERDAL
(rykker sin stol nærmere)
.
Hør nu her, kære herr Solness. Må jeg få lov til at gøre Dem et spørsmål i al fortrolighed?

SOLNESS.
Ja, vær så god.

DOKTOR HERDAL.
Fruentimmer, ser De, – de har i visse ting en forbandet fin sporsans –

SOLNESS.
Det har de. Det er visst og sandt. Men –?

DOKTOR HERDAL.
Nå. Hør så bare. Når nu Deres hustru aldeles ikke kan udstå denne Kaja Fosli –?

SOLNESS.
Ja, hvad så?

DOKTOR HERDAL.
– har hun da ikke sådan en – en bitte liden grund for denne uvilkårlige uvilje?

SOLNESS
(ser på ham og rejser sig)
.
Åhå!

DOKTOR HERDAL.
Ta’ mig det ikke ilde op. Men har hun ikke det?

SOLNESS
(kort og bestemt)
.
Nej.

DOKTOR HERDAL.
Slet aldeles ingen grund altså?

SOLNESS.
Ingen anden grund end sin egen mistænksomhed.

DOKTOR HERDAL.
Jeg véd, at De har kendt adskillige kvinder i Deres liv.

SOLNESS.
Ja, det har jeg.

DOKTOR HERDAL.
Og syntes ganske godt om enkelte af dem også.

SOLNESS.
Å ja, det med.

DOKTOR HERDAL.
Men i dette her med frøken Fosli –? Her er der altså ikke sligt noget med i spillet?

SOLNESS.
Nej. Ikke nogetsomhelst – fra min side.

DOKTOR HERDAL.
Men fra hendes da?

SOLNESS.
Det synes jeg ikke, De har ret til at spørge om, doktor.

DOKTOR HERDAL.
Det var Deres hustrus sporsans, vi gik ud fra.

SOLNESS.
Var så, ja. Og for så vidt –.
(sænker stemmen.)
Alines sporsans, som De siger, – den har på en viss måde ståt sin prøve, den.

DOKTOR HERDAL.
Nå, – ser vi det!

SOLNESS
(sætter sig)
.
Doktor Herdal, – nu skal jeg fortælle Dem en underlig historie. Hvis De vil høre på den da.

DOKTOR HERDAL.
Jeg hører gerne på underlige historier.

SOLNESS.
Nå, godt og vel. De husker sagtens, at jeg tog Knut Brovik og sønnen i min tjeneste, – dengang det var gåt så rent til agters med den gamle.

DOKTOR HERDAL.
Det kender jeg så nogenlunde, ja.

SOLNESS.
For de er i grunden et par flinke fyrer, de to, ser De. De har evner, hver på sin måde. Men så fandt sønnen på at forlove sig. Og så, naturligvis, så skulde han til at gifte sig, – og begynde at bygge selv. For allesammen så tænker de nu på sligt noget, de unge.

DOKTOR HERDAL
(ler)
.
Ja, de har den uvane, at de gerne vil sammen.

SOLNESS.
Nå. Men det kunde jo ikke jeg være tjent med. For jeg havde jo selv brug for Ragnar. Og for den gamle også. Han er nu så svært flink til beregninger af bæreævne og kubikindhold – og alt det dævelskab, han, ser De.

DOKTOR HERDAL.
Å ja, det hører vel med, det også.

SOLNESS.
Gør så, ja. Men Ragnar, han skulde og han vilde begynde på egen hånd. Der var ingen råd med det.

DOKTOR HERDAL.
Men han er da ble’t hos Dem alligevel.

SOLNESS.
Ja, nu skal De bare høre. En dag så kom hun, Kaja Fosli, ind til dem i et ærende. Havde aldrig været her før. Og da jeg fik se, hvor inderlig forgabet de to var i hverandre, så slog den tanke ned i mig: kunde jeg få hende her på kontoret, så blev kanske Ragnar siddende, han også.

DOKTOR HERDAL.
Det var jo en nokså rimelig tanke.

SOLNESS.
Ja, men jeg ymted ikke et levende ord om sligt noget dengang. Stod bare og så’ på hende – og ønsked så rigtig ihærdig, at jeg havde hende her. Så snakked jeg lidt venlig til hende, – så’n om løst og fast. Og dermed gik hun sin vej.

DOKTOR HERDAL.
Nå?

SOLNESS.
Men så næste dag, så’n udover kvælden, da gamle Brovik og Ragnar var gå’t hjem, så kom hun til mig her igen og tede sig, som om jeg havde truffet en aftale med hende.

DOKTOR HERDAL.
En aftale? Om hvad?

SOLNESS.
Akkurat om det, som jeg bare havde ståt her og ønsket. Men som jeg sletikke havde sagt et eneste ord om.

DOKTOR HERDAL.
Det var ret mærkeligt.

SOLNESS.
Ja, var det ikke? Og nu vilde hun vide, hvad hun skulde bestille her. Om hun kunde få begynde straks den næste morgen. Og sligt noget.

DOKTOR HERDAL.
Tror De ikke, hun gjorde det for at få være sammen med kæresten?

SOLNESS.
Det faldt mig også ind i førstningen. Men nej, det var ikke så. Fra ham gled hun ligesom rent bort, – da hun vel var kommen her til mig.

DOKTOR HERDAL.
Gled over til Dem da?

SOLNESS.
Ja, så helt og holdent. Jeg kan mærke, at hun føler det, når jeg ser på hende bagfra. Hun dirrer og hun rysler, bare jeg kommer i nærheden af hende. Hvad synes De om det?

DOKTOR HERDAL.
Hm, – det lar sig jo nok forklare.

SOLNESS.
Nå, men det andet da? Det, at hun trode jeg havde sagt hende, hvad jeg bare havde ønsket og villet – sådan i stilhed. Indvendig. For mig selv. Hvad siger De om det? Kan De forklare mig sligt noget, doktor Herdal?

DOKTOR HERDAL.
Nej, det indlader jeg mig ikke på.

SOLNESS.
Kunde tænke mig det på forhånd. Derfor så har jeg aldrig før villet snakke om det heller. – Men det er så forbandet brydsomt for mig i længden, skønner De. Her må jeg gå dagstødt og lade som om jeg –. Og det er jo synd imod hende, stakker.
(heftig.)
Men jeg kan ikke andet! For render hun ifra mig, – så går Ragnar sin vej også.

DOKTOR HERDAL.
Og De har ikke fortalt Deres hustru sammenhængen i dette?

SOLNESS.
Nej.

DOKTOR HERDAL.
Hvorfor i alverden gør De ikke det da?

SOLNESS
(ser fast på ham og siger dæmpet)
.
Fordi jeg synes der ligger ligesom – ligesom en slags velgørende selvpinsel for mig i det at la’ Aline få gøre mig uret.

DOKTOR HERDAL
(ryster på hodet)
.
Dette her forstår jeg ikke det Guds skabte ord af.

SOLNESS.
Jo, ser De, – for det er da ligesom en smule afdrag på en bundløs, umådelig gæld –

DOKTOR HERDAL.
Til Deres hustru?

SOLNESS.
Ja. Og det letter jo altid lidt op i sindet. En kan få puste friere ud en stund da, forstår De.

DOKTOR HERDAL.
Nej, ved Gud, om jeg forstår et ord –

SOLNESS
(afbryder, rejser sig igen)
.
Ja, ja, ja, – så snakker vi ikke mere om det heller.
(han driver henover gulvet, kommer tilbage og standser ved bordet.)

SOLNESS
(ser på doktoren med et lunt smil)
.
De synes vel, at De har fåt mig dygtig godt på glid nu, doktor?

DOKTOR HERDAL
(noget ærgerlig)
.
På glid? Det skønner jeg heller ikke et gran af, herr Solness.

SOLNESS.
Å, si’ De det bare rent ud. For jeg har så inderlig godt mærket det, ser De!

DOKTOR HERDAL.
Hvad har De mærket for noget?

SOLNESS
(dæmpet, langsomt)
.
At De går her så lunt og holder øje med mig.

DOKTOR HERDAL.
Gør jeg! Hvorfor i alverden skulde jeg gøre det?

SOLNESS.
Fordi De tror, at jeg –
(opfarende.)
Nå for fa’n, – De tror om mig det samme, De, som Aline tror?

DOKTOR HERDAL.
Og hvad tror så hun om Dem da?

SOLNESS
(atter behersket)
.
Hun er begyndt at tro, at jeg er sådan – sådan – syg.

DOKTOR HERDAL.
Syg! De! Det har hun aldrig sagt et levende ord om til mig. Hvad skulde der da fejle Dem, kære?

SOLNESS
(læner sig over stolryggen og hvisker)
.
Aline går her og tror, at jeg er gal. Det gør hun.

DOKTOR HERDAL
(rejser sig)
.
Men, kæreste, bedste herr Solness –!

SOLNESS.
Jo, så min s’æl og salighed –! Således er det. Og det har hun fåt Dem til at tro på også! Å, jeg kan forsikre Dem, doktor, – jeg mærker det så godt, så godt på Dem. For jeg la’r mig ikke lure så let, jeg, skal jeg si’ Dem.