Complete Works of Henrik Ibsen (656 page)

HEDDA
(gengælder blikket)
.

Ja, kanske det.

(hun går henover mod skrivebordet.)

HEDDA
(undertrykker et uvilkårligt smil og efterligner Tesmans tonefald)
.

Nå? Lykkes det så, Jørgen? Hvad?

TESMAN.
Vorherre véd, du. Det blir ialfald hele måneders arbejde, dette her.

HEDDA
(som før)
.

Nei tænk det!
(farer let med hænderne gennem fru Elvsteds hår.)
Er ikke det underligt for dig, Thea? Nu sidder du her sammen med Tesman, – ligesom du før sad med Ejlert Løvborg.

FRU ELVSTED.
Å Gud, hvis jeg bare kunde beånde din mand også.

HEDDA.
Å, det kommer nok – med tiden.

TESMAN.
Ja, véd du hvad, Hedda, – jeg synes virkelig, jeg begynder at fornemme noget sådant. Men sæt så du dig hen til assessoren igen.

HEDDA.
Er der ingen ting, I to kan bruge mig til her?

TESMAN.
Nej, ingen verdens ting.
(vender hodet.)
Herefter får såmæn De være så snil at holde Hedda med selskab, kære assessor!

BRACK
(med et øjekast til Hedda)
.

Skal være mig en overmåde stor fornøjelse.

HEDDA.
Tak. Men iaften er jeg træt. Jeg vil lægge mig lidt derinde på sofaen.

TESMAN.
Ja, gør det, kære. Hvad.

(Hedda går ind i bagværelset og trækker forhængene til efter sig. Kort ophold. Pludselig høres hun at spille en vild dansemelodi inde på pianoet.)

FRU ELVSTED
(farer op fra stolen)
.

Uh, – hvad er det!

TESMAN
(løber til døråbningen)
.

Men, kæreste Hedda, – spil da ikke op til dans iaften! Tænk da på tante Rina! Og på Ejlert også!

HEDDA
(stikker hodet frem mellem forhængene)
.

Og på tante Julle. Og på dem allesammen. – Herefter skal jeg være stille.

(hun lukker atter for sig)

TESMAN
(ved skrivebordet)
.

Hun har visst ikke godt af at se os ved dette sørgelige arbejde. Véd De hvad, fru Elvsted, – De skal flytte ind til tante Julle. Så kommer jeg op om aftenerne. Og så kan vi sidde og arbejde der. Hvad?

FRU ELVSTED.
Ja, det vilde kanske være det bedste –

HEDDA
(inde i bagværelset)
.

Jeg hører godt, hvad du siger, Tesman. Men hvad skal så jeg fordrive aftenerne med herude?

TESMAN
(blader i papirerne)
.

Å, assessor Brack er visst så snil, at han ser ud til dig alligevel.

BRACK
(i lænestolen, råber muntert)
.

Gerne hver evige aften, fru Tesman! Vi skal såmæn få det nokså morsomt sammen her, vi to!

HEDDA
(klart og lydeligt)
.

Ja, nærer De ikke det håb, assessor? De, som eneste hane i kurven – –

(Et skud høres derinde. Tesmann, fru Elvsted og Brack farer ivejret.)

TESMAN.
Å, nu fingrerer hun med pistolerne igen.

(han slår forhængene tilside og løber ind. Fru Elvsted ligeså. Hedda ligger livløs udstrakt på sofaen. Forvirring og råb. Berte kommer forstyrret fra højre.)

TESMAN
(skriger til Brack)
.

Skudt sig! Skudt sig i tindingen! Tænk det!

BRACK
(halvt afmægtig i lænestolen)
.

Men, Gud sig forbarme, – sligt noget gør man da ikke!

Bygmester Solness

INNHOLDSFORTEGNELSE

PERSONERNE

FØRSTE AKT

ANDEN AKT

TREDJE AKT

PERSONERNE

BYGMESTER HALVARD SOLNESS.
FRU ALINE SOLNESS, hans hustru.
DOKTOR HERDAL, huslæge.
KNUT BROVIK, forhen arkitekt, nu assistent hos Solness.
RAGNAR BROVIK, hans søn, tegner.
KAJA FOSLI, hans søsterdatter, bogholderske.
FRØKEN HILDE WANGEL.
NOGLE DAMER.
FOLKEMÆNGDE på gaden.

(Handlingen foregår hos bygmester Solness.)

FØRSTE AKT

(Et tarvelig udstyret arbejdsværelse hos bygmester Solness. Fløjdør på væggen til venstre fører ud til forstuen. Til højre er døren til husets indre værelser. På bagvæggen en åben dør til tegneværelset. Foran til venstre en pult med bøger, papirer og skrivesager. Ovenfor døren en ovn. l hjørnet til højre en sofa med bord og et par stole. På bordet vandkaraffel og glas. Et mindre bord med gyngestol og lænestol i forgrunden til højre. Tændte arbejdslamper på bordet i tegneværelset, på bordet i hjørnet og på pulten.)
(Inde i tegneværelset sidder Knut Brovik og hans søn Ragnar beskæftiget med konstruktioner og beregninger. Ved pulten i arbejdsværelset står Kaja Fosli og skriver i hovedbogen. Knut Brovik er en gammel, tynd mand med hvidt hår og skæg. Han er klædt i en noget luvslidt men vel vedligeholdt sort frakke. Bærer briller og hvidt, noget gulnet halstørklæde. Ragnar Brovik er i tretiårene, velklædt, lyshåret, med en lidt ludende holdning. Kaja Fosli er en spædbygget ung pige på nogle og tyve år, omhyggeligt klædt, men af et sygeligt udseende. Hun har en grøn skærm for øjnene. – Alle tre arbejder nogen tid i taushed.)

KNUT BROVIK
(rejser sig pludselig, som i angst, fra tegnebordet, ånder tungt og besværligt, idet han går frem i døråbningen)
.
Nej, nu holder jeg det snart ikke længer ud!

KAJA
(går hen til ham)
.
Det er visst rent dårlig med dig ikveld, onkel?

BROVIK.
Å, jeg synes, det blir værre dag for dag.

RAGNAR
(har rejst sig og kommer nærmere)
.
Du skulde helst gå hjem, far. Prøve på at få sove lidt –

BROVIK
(utålmodig)
.
Gå til sengs kanske? Vil du da, at jeg rent skal kvæles!

KAJA.
Men ta’ dig en liden tur da.

RAGNAR.
Ja, gør det. Jeg skal gå med dig.

BROVIK
(heftig)
.
Jeg går ikke, før han kommer! Ikveld vil jeg snakke rent ud med –
(indædt harmfuld.)
med ham – principalen.

KAJA
(angst)
.
Å nej, onkel, – vent da endelig med det!

RAGNAR.
Ja, heller vente, far!

BROVIK
(trækker vejret besværligt)
.
Hah, – hah –! Jeg har nok ikke tid til at vente ret længe, jeg.

KAJA
(lyttende)
.
Hys! Der hører jeg ham nede i trappen!
(de går alle tre til sit arbejde igen. Kort stilhed.)
(Bygmester Halvard Solness kommer ind gennem forstuedøren. Han er en noget ældre mand, sund og kraftig, med tætklippet, kruset hår, mørk knebelsbart og mørke, tykke øjenbryn. Han bærer en grågrøn, tilknappet jakke med ståkrave og brede brystslag. På hodet har han en blød, grå filthat og under armen et par mapper.)

BYGMESTER SOLNESS
(ved døren, peger mod tegneværelset og spørger hviskende)
Er de gået?

KAJA
(sagte, ryster på hodet)
.
Nej.
(hun tar øjenskærmen af.)
(Solness går fremover gulvet, kaster sin hat på en stol, lægger mapperne på sofabordet og nærmer sig så atter pulten. Kaja skriver uafbrudt men synes nervøst urolig.)

SOLNESS
(højt)
.
Hvad er det for noget, De står og fører ind der, frøken Fosli?

KAJA
(farer sammen)
.
Å, det er bare noget, som –

SOLNESS.
La’ mig få se, frøken.
(bøjer sig over hende, lader, som om han ser i hovedbogen og hvisker:)
Kaja?

KAJA
(skrivende, sagte)
.
Ja?

SOLNESS.
Hvorfor tar De altid den skærmen af, når jeg kommer?

KAJA
(som før)
.
Jo, for jeg ser så styg ud med den.

SOLNESS
(smiler)
.
Vil De ikke gerne det da, Kaja?

KAJA
(skotter halvt op til ham)
.
Ikke for alt i verden. Ikke i Deres øjne.

SOLNESS
(stryger hende let over håret)
.
Stakkers, stakkers lille Kaja –

KAJA
(dukker hodet)
.
Hys, – de kan høre Dem!
(Solness driver henover gulvet mod højre, vender om og standser ved døren til tegneværelset.)

SOLNESS.
Har nogen været her og spurgt efter mig?

RAGNAR
(rejser sig)
.
Ja, de unge folk, som vil ha’ bygget villaen ude ved Løvstrand.

SOLNESS
(brummende)
.
Nå de? Ja, de får vente. Jeg er ikke på det rene med mig selv om planen endnu.

RAGNAR
(nærmere, noget nølende)
.
Det var dem så svært om at gøre at få tegningerne snart.

SOLNESS
(som før)
.
Ja, Gud bevar’s, – det vil de jo allesammen!

BROVIK
(ser op)
.
For de går og længter så urimelig efter at få flytte ind i sit eget, sa’ de.

SOLNESS.
Ja vel; ja vel. En kender det! Og så tar de det slig, som det bedst kan falde sig. Får sig så’n en – en bolig. Et slags tilholdssted bare. Men ikke noget hjem. Nej mange tak! La’ dem så heller vende sig til en anden. Sig dem det, når de kommer igen.

BROVIK
(skyder brillerne op i panden og ser studsende på ham)
.
Til en anden? Vilde De gi’ det arbejde fra Dem?

SOLNESS
(utålmodig)
.
Ja, ja, ja, for fan’! Hvis det endelig så skal være, så –. Hellere det, end at bygge bort i vejr og vind.
(udbrydende.)
For jeg kender jo ikke videre til de folk endnu!

BROVIK.
Folkene er solide nok. Ragnar kender dem. Han vanker i familjen. Svært solide folk.

SOLNESS.
Å, solide, – solide! Det er jo sletikke det, jeg mener. Herregud, – forstår ikke De mig heller nu?
(heftig.)
Jeg vil ikke ha’, noget med de fremmede mennesker at skaffe. La’ dem vende sig til hvem de vil for mig!

BROVIK
(rejser sig)
.
Er det Deres alvorlige mening?

SOLNESS
(mut)
.
Ja, det er. – For én gangs skyld.
(han går fremover gulvet.)
(Brovik veksler et blik med Ragnar, som gør en advarende bevægelse. Derpå går han ind i det forreste værelse.)

BROVIK.
Må jeg få lov til at snakke et par ord med Dem?

SOLNESS.
Gerne det.

BROVIK
(til Kaja)
.
Gå der ind sålænge, du.

KAJA
(urolig)
.
Å, men onkel –

BROVIK.
Gør som jeg siger, barn. Og luk døren efter dig.
(Kaja går nølende ind i tegneværelset, skotter angst og bønligt til Solness og lukker døren.)

BROVIK
(noget dæmpet)
.
Jeg vil ikke, at de stakkers barnene skal vide, hvor ilde det har sig med mig.

SOLNESS.
Ja, De ser svært klejn ud nu om dagene.

BROVIK.
Med mig er det snart forbi. Kræfterne tar af – fra den ene dagen til den anden.

SOLNESS.
Sæt Dem lidt.

BROVIK.
Tak, – må jeg det?

SOLNESS
(rykker lænestolen lidt tilrette)
.
Her. Vær så god. – Nå?

BROVIK
(har sat sig med besvær)
.
Ja, det er jo dette her med Ragnar. Det er det, som er det tyngste. Hvad skal det bli’ til med ham?

SOLNESS.
Deres søn, han blir naturligvis her hos mig, så længe han bare vil.

BROVIK.
Men det er jo netop det, han ikke vil. Ikke synes, at han kan – nu længer.

SOLNESS.
Nå, han er da ganske godt aflagt, skulde jeg tro. Men skulde han forlange mere, så skal jeg ikke være uvillig til at –

BROVIK.
Nej, nej! Det er sletikke det.
(utålmodig.)
Men han må da engang få lejlighed til at arbejde på egen hånd, han også!

SOLNESS
(uden at se på ham)
.
Tror De, at Ragnar har alle de rigtige evner til det?

BROVIK.
Nej, se, det er jo det forfærdelige. Det, at jeg er begyndt at tvile på gutten. For De har da aldrig sagt så meget som – som et opmuntrende ord om ham. Men så synes jeg, det er umuligt andet alligevel. Han må ha’ evnerne.

SOLNESS.
Nå, men han har jo ingenting lært – sådan grundigt. Undtagen det at tegne da.

BROVIK
(ser med lønligt had på ham og siger hæst)
:
De havde heller ikke lært stort af faget, dengang De stod i tjeneste hos mig. Men De la’ i vej lige fuldt, De.
(drager vejret tungt.)
Og slog Dem Op. Og tog luven både fra mig og – og fra så mange andre.

SOLNESS.
Ja, ser De, – det føjed sig nu slig for mig.

BROVIK.
Det har De ret i. Alting føjed sig for Dem. Men så kan De da ikke ha’ hjerte til at la’ mig gå i graven – uden at få se, hvad Ragnar duer til. Og så vilde jeg jo gerne se dem gifte også – før jeg går bort.

SOLNESS
(hvast)
.
Er det hende, som vil ha’ det så?

BROVIK.
Ikke Kaja så meget. Men Ragnar går og snakker hver dag om det.
(bønlig.)
De må, – De må hjælpe ham til noget selvstændigt arbejde nu! Jeg må få se noget, som gutten har gjort. Hører De det!

SOLNESS
(arrig)
.
Men jeg kan da, for fan’, ikke hale bestillinger ned fra månen til ham!

BROVIK.
Han kan få en pen bestilling nu netop. Et stort arbejde.

SOLNESS
(urolig, studsende)
.
Kan han?

BROVIK.
Hvis De vilde gi’ Deres samtykke.

SOLNESS.
Hvad slags arbejde er det?

BROVIK
(noget nølende)
.
Han kan få bygge den villaen ude på Løvstrand.

SOLNESS.
Den! Men den skal jo jeg selv bygge!

BROVIK.
Å, De har jo ikke videre lyst til det.

SOLNESS
(opfarende)
.
Ikke lyst! Jeg! Hvem tør sige det?

BROVIK.
Det sa’ De jo selv nu nylig.

SOLNESS.
Å, hør aldrig på, hvad jeg så’n – siger. – Kan Ragnar få bygge den villaen?

BROVIK.
Ja. Han kender jo familjen. Og så har han, – bare så’n for moros skyld, – gjort tegninger og overslag og altsammen –

SOLNESS.
Og de tegningerne, de er de fornøjet med? De, som skal bo der?

BROVIK.
Ja. Dersom bare De vilde se dem igennem og godkende dem, så –

SOLNESS.
Så vilde de la’ Ragnar bygge hjemmet for sig?

BROVIK.
De likte så svært godt det, som han vilde ha’ frem. De syntes, det var noget så aldeles nyt, dette her, sa’ de.

SOLNESS.
Åhå! Nyt! Ikke sligt noget gammeldags juks, som det, jeg plejer bygge!

BROVIK.
De syntes, det var noget andet.

SOLNESS
(i undertrykt forbitrelse)
.
Det var altså til Ragnar de kom her – mens jeg var ude!

BROVIK.
De kom her for at hilse på Dem. Og så spørge, om De kunde være villig til at træde tilbage –

SOLNESS
(opfarende)
.
Træde tilbage! Jeg!

BROVIK.
Ifald De fandt, at Ragnars tegninger –