Complete Works of Henrik Ibsen (654 page)

HEDDA.
Hvad er der hændt dig, Thea?

TESMAN.
Er det noget med Ejlert Løvborg igen? Hvad?

FRU ELVSTED.
Å ja, – jeg er så gruelig ræd for, at der er tilstødt ham en ulykke.

HEDDA
(griber hende i armen)
.

Ah, – tror du det!

TESMAN.
Nej men, Herregud, – hvor kan De da falde på sligt, fru Elvsted!

FRU ELVSTED.
Jo, for jeg hørte, at de talte om ham i pensionen, – just som jeg kom ind. Å, der går jo de utroligste rygter om ham i byen idag.

TESMAN.
Ja, tænk, det hørte jeg også! Og så kan jeg bevidne, at han gik lige hjem og la’ sig. Tænk det!

HEDDA.
Nå, – hvad sa’ de så i pensionen?

FRU ELVSTED.
Å, jeg fik ikke rede på nogen ting. Enten de nu ikke vidste noget nærmere eller –. Der blev stille, da de så mig. Og spørge, det turde jeg ikke.

TESMAN
(urolig om på gulvet)
.

Vi vil håbe – vi vil håbe, De har hørt fejl, fru Elvsted!

FRU ELVSTED.
Nej, nej, jeg er viss på, at det var ham, de talte om. Og så hørte jeg, der blev nævnt noget sådant som hospitalet eller –

TESMAN.
Hospitalet!

HEDDA.
Nej, – det er da vel umuligt!

FRU ELVSTED.
Å, jeg blev så dødelig ræd for ham. Og så gik jeg op i hans logis og spurgte efter ham der.

HEDDA.
Kunde du bekvemme dig til det, Thea!

FRU ELVSTED.
Ja, hvad skulde jeg vel andet gøre? For jeg syntes ikke, jeg kunde holde den uvissheden ud længer.

TESMAN.
Men De traf ham vel ikke, De, heller? Hvad?

FRU ELVSTED.
Nej. Og folkene vidste ikke nogen besked om ham. Han havde ikke været hjemme siden igår eftermiddag, sa’ de.

TESMAN.
Igår! Tænk, at de kunde si’ det!

FRU ELVSTED.
Å, jeg synes det er umuligt andet, end at der må være noget galt på færde med ham!

TESMAN.
Du, Hedda, – om jeg gik indover, du, og forhørte mig sådan på forskellige steder –?

HEDDA.
Nej, nej, – bland ikke du dig op i dette her.

(Assessor Brack, med hat i hånden, kommer ind gennem forstuedøren, som Berte åbner og lukker efter ham. Han ser alvorlig ud og hilser i taushed.)

TESMAN.
Å, er De der, kære assessor? Hvad?

BRACK.
Ja, jeg måtte nødvendigvis ud til Dem iaften.

TESMAN.
Jeg kan se på Dem, at De har fåt budskabet fra tante Julle.

BRACK.
Det har jeg også fåt, ja.

TESMAN.
Er det ikke sørgeligt, De? Hvad?

BRACK.
Nå, kære Tesman, det er nu som man ta’r det.

TESMAN
(ser uviss på ham)
.

Er der kanske ellers hændt noget?

BRACK.
Ja, der er det.

HEDDA
(spændt)
.

Noget sørgeligt, assessor Brack?

BRACK.
Også som man ta’r det, frue.

FRU ELVSTED
(i uvilkårligt udbrud)
.

Å, det er noget med Ejlert Løvborg!

BRACK
(ser lidt på hende)
.

Hvorledes falder fruen på det? Véd fruen kanske allerede noget –?

FRU ELVSTED
(forvirret)
.

Nej, nej, det gør jeg sletikke; men –

TESMAN.
Men Gud bevar’ os, så sig det dog!

BRACK
(trækker på skuldrene)
.

Nå, – desværre, – Ejlert Løvborg er bragt på hospitalet. Han ligger nok for døden allerede.

FRU ELVSTED
(skriger ud)
.

Å Gud, å Gud –!

TESMAN.
På hospitalet! Og for døden også!

HEDDA
(uvilkårligt)
.

Så hurtigt altså –!

FRU ELVSTED
(jamrende)
.

Og vi, som skiltes uden forsoning, Hedda!

HEDDA
(hvisker)
.

Men, Thea, – Thea da!

FRU ELVSTED
(uden at agte på hende)
.

Jeg må ind til ham! Jeg må se ham ilive!

BRACK.
Det nytter Dem ikke noget, frue. Der får ingen komme til ham.

FRU ELVSTED.
Å, men sig mig da bare, hvad der er hændt ham! Hvad er det for noget?

TESMAN.
Ja, for han har da vel aldrig selv –! Hvad?

HEDDA.
Jo, det er jeg viss på han har.

TESMAN.
Hedda, – hvor kan du da –!

BRACK
(som stadig holder øje med hende)
.

De har desværre gættet ganske rigtigt, fru Tesman.

FRU ELVSTED.
Å, hvor forfærdeligt!

TESMAN.
Selv altså! Tænk det!

HEDDA.
Skudt sig!

BRACK.
Også rigtig gættet, frue.

FRU ELVSTED
(søger at fatte sig)
.

Når skete det, herr assessor?

BRACK.
Nu i eftermiddag. Mellem tre og fire.

TESMAN.
Men, Herregud, – hvor gjorde han det da? Hvad?

BRACK
(lidt usikker)
.

Hvor? Ja, kære, – han gjorde det vel i sit logis.

FRU ELVSTED.
Nej, det kan ikke være rigiig. For der var jeg indom mellem sex og syv.

BRACK.
Nå, så et andet steds da. Det véd jeg ikke så nøje. Jeg véd bare, at han blev fundet –. Han havde skudt sig – gennem brystet.

FRU ELVSTED.
Å, hvor grufuldt at tænke sig! At han skulde ende således!

HEDDA
(til Brack)
.

Var det gennem brystet?

BRACK.
Ja, – som jeg siger.

HEDDA.
Altså ikke gennem tindingen?

BRACK.
Gennem brystet, fru Tesman.

HEDDA.
Ja, ja, – brystet er også godt.

BRACK.
Hvorledes, frue?

HEDDA
(afvisende)
.

Å nej, – ikke noget.

TESMAN.
Og såret er livsfarligt, siger De? Hvad?

BRACK.
Såret er absolut dødeligt. Sandsynligvis er det allerede forbi med ham.

FRU ELVSTED.
Ja, ja, det aner mig! Det er forbi! Forbi! Å, Hedda –!

TESMAN.
Men sig mig da, – hvor har De fåt vide dette her altsammen?

BRACK
(kort)
.

Gennem en af politiets folk. En, som jeg skulde tale med.

HEDDA
(højlydt)
.

Endelig engang en dåd!

TESMAN
(forskrækket)
.

Gud bevare mig, – hvad siger du, Hedda!

HEDDA.
Jeg siger, at dette her er der skønhed i.

BRACK.
Hm, fru Tesman –

TESMAN.
Skønhed! Nej tænk det!

FRU ELVSTED.
Å, Hedda, hvor kan du da tale om skønhed sligt noget!

HEDDA.
Ejlert Løvborg har gjort op regningen med sig selv. Han har havt mod til at gøre det, som – som gøres skulde.

FRU ELVSTED.
Nej, tro da aldrig, at det er gået til på den vis! Hvad han har gjort, det har han gjort i vildelse.

TESMAN.
I fortvilelse har han gjort det!

HEDDA.
Det har han ikke. Det er jeg så viss på.

FRU ELVSTED.
Jo, han har! I vildelse! Ligesom da han rev vore hæfter istykker.

BRACK
(studsende)
.

Hæfterne? Manuskriptet, mener De? Har han revet det istykker?

FRU ELVSTED.
Ja, det gjorde han inat.

TESMAN
(hvisker sagte)
.

Å, Hedda, vi kommer aldrig bort fra dette her.

BRACK.
Hm, det var da besynderligt.

TESMAN
(henover gulvet)
.

Tænke sig til, at Ejlert skal gå således ud af verden! Og så ikke efterlade sig det, som vilde ha’ fæstet hans navn så varigt –

FRU ELVSTED.
Å, om det kunde sættes sammen igen!

TESMAN.
Ja, tænk, om det kunde det! Jeg véd ikke, hvad jeg vilde gi’ –

FRU ELVSTED.
Kanske det kan, herr Tesman.

TESMAN.
Hvad mener De?

FRU ELVSTED
(søger i kjolelommen)
.

Se her. Jeg har gemt de løse lapper, som han havde med, når han dikterte.

HEDDA
(et skridt nærmere)
.

Ah –!

TESMAN.
Dem har De gemt, fru Elvsted! Hvad?

FRU ELVSTED.
Ja, her har jeg dem. Jeg tog dem med, da jeg rejste. Og så er de ble’t liggende i lommen –

TESMAN.
Å, lad mig bare få se!

FRU ELVSTED
(rækker ham en bunke småblade)
.

Men det er så forvirret. Så rent om hinanden.

TESMAN.
Tænk, om vi kunde finde ud af det alligevel! Kanske når vi to hjalp hinanden –

FRU ELVSTED.
Å ja, lad os forsøge idetmindste –

TESMAN.
Det skal gå! Det må gå! Jeg sætter mit liv ind på dette her!

HEDDA.
Du, Jørgen? Dit liv?

TESMAN.
Ja, eller rettere sagt al den tid, jeg kan råde over. Mine egne samlinger, de får ligge sålænge. Hedda, – du forstår mig? Hvad? Det er noget, jeg skylder Ejlerts eftermæle.

HEDDA.
Kanske det.

TESMAN.
Og så, kære fru Elvsted, så vil vi ta’ os sammen. Herregud, det nytter jo ikke at ruge over det, som sket er. Hvad? Vi vil se at komme så vidt til ro i sindet, at –