Complete Works of Henrik Ibsen (702 page)

IRENE.
Skyldig i det, at jeg måtte dø.
(slår over i en ligegyldig tone.)
Hvorfor sætter du dig ikke ned, Arnold?

PROFESSOR RUBEK.
Tør jeg det?

IRENE.
Ja. – Du skal ikke være ræd for kuldegysninger. For jeg tror ikke, jeg er rigtig isnet endnu.

PROFESSOR RUBEK
(flytter en stol og sætter sig ved bordet.)

Se så, Irene. Nu sidder vi to sammen ligesom i fordums dage.

IRENE.
Lidt på afstand fra hinanden. Også ligesom i fordums dage.

PROFESSOR RUBEK
(rykker nærmere)
.

Det måtte så være dengang.

IRENE.
Måtte det?

PROFESSOR RUBEK
(afgørende)
.

Der måtte være afstand mellem os –

IRENE.
Ja, måtte der endelig det, Arnold?

PROFESSOR RUBEK
(vedbliver)
.

Husker du, hvad du svared, da jeg spurgte, om du vilde følge med mig ud i det fjerne?

IRENE.
Jeg rakte mine tre fingre i vejret og loved, at jeg vilde følge med dig til verdens og til livets ende. Og at jeg vilde tjene dig i alle ting –

PROFESSOR RUBEK.
Som model for mit kunstværk –

IRENE.
– i fri, fuld nøgenhed –

PROFESSOR RUBEK
(bevæget)
.

Og du tjente mig også, Irene, – så frejdigt, – så glad og hensynsløs.

IRENE.
Ja, med hele min ungdoms bankende blod tjente jeg dig!

PROFESSOR RUBEK
(nikker, med et taknemligt blik)
.

Det tør du så trøstig sige.

IRENE.
Faldt ned for din fod og tjente dig, Arnold!
(knytter hånden imod ham.)
Men du, du, – du –!

PROFESSOR RUBEK
(afværgende)
.

Jeg forbrød mig aldrig imod dig! Aldrig, Irene!

IRENE.
Jo, du gjorde! Du forbrød dig imod det inderst medfødte i mig –

PROFESSOR RUBEK
(rykker tilbage)
.

Jeg –!

IRENE.
Ja, du! Jeg stilled mig helt og rundt frem for dig til beskuelse –
(sagtere.)
Og aldrig en eneste gang rørte du mig.

PROFESSOR RUBEK.
Irene, forstod du ikke, at mangen dag var jeg som sanseforvildet af al din dejlighed?

IRENE
(fortsætter uforstyrret)
.

Og alligevel, – havde du rørt mig, så tror jeg, jeg havde dræbt dig på stedet. For jeg havde en spids nål med mig. Gemt den inde i håret –
(stryger sig grublende over panden.)
Ja men – nej, alligevel, – alligevel; – at du kunde –

PROFESSOR RUBEK
(ser eftertrykkeligt på hende)
.

Jeg var kunstner, Irene.

IRENE
(mørkt)
.

Just det. Just det

PROFESSOR RUBEK.
Først og fremst kunstner. Og jeg gik der syg og vilde skabe mit livs store værk.
(fortaber sig i erindring.)
Det skulde kaldes „Opstandelsens dag”. Skulde fremstilles i lignelse af en ung kvinde, som vågner af dødssøvnen –

IRENE.
Vort barn, ja –

PROFESSOR RUBEK
(vedbliver)
.

Det skulde være jordens ædleste, reneste, idealeste kvinde, hun, som vågner. Så fandt jeg dig. Dig kunde jeg bruge i et og alt. Og du føjed dig så glad og så gerne. Og du gav slip på slægt og hjem – og fulgte med mig.

IRENE.
Det blev min barnealders opstandelse, at jeg fulgte med dig.

PROFESSOR RUBEK.
Just derfor kunde jeg mest bruge dig. Dig og ingen anden. Du blev mig en højhellig skabning, som bare måtte røres ved i tilbedende tanker. Jeg var jo endnu ung den gang, Irene. Og den overtro fyldte mig, at rørte jeg dig, begærte jeg dig i sanselighed, så vilde mit sind vanhelliges, så at jeg ikke kunde skabe færdig det, som jeg stræbte efter. – Og jeg tror endnu, at der er nogen sandhed i det.

IRENE
(nikker med et anstrøg af hån)
.

Først kunstværket, – siden menneskebarnet.

PROFESSOR RUBEK.
Ja du får dømme om det, som du vil. Men jeg var helt under min opgaves magt dengang. Og følte mig så jublende lykkelig ved det.

IRENE.
Og du vandt bugt med din opgave, du, Arnold.

PROFESSOR RUBEK.
Takket og velsignet være du, – så vandt jeg bugt med opgaven. Jeg vilde skabe den rene kvinde således, som jeg syntes hun måtte vågne på opstandelsens dag. Ikke undrende over noget nyt og ukendt og uanet. Men fyldt af en helligdoms glæde over at genfinde sig selv uforvandlet, – hun, jordkvinden, – i de højere, friere, gladere egne, – efter den lange, drømmeløse dødssøvn.
(taler sagtere.)
Således skabte jeg hende. – I dit billede skabte jeg hende, Irene.

IRENE
(lægger hænderne fladt på bordet og læner sig tilbage mod stolryggen)
.

Og så var du færdig med mig –

PROFESSOR RUBEK
(bebrejdende)
.

Irene!

IRENE.
– havde ikke brug for mig længer –

PROFESSOR RUBEK.
Og det kan du sige!

IRENE.
– begyndte at se dig om efter andre idealer –

PROFESSOR RUBEK.
Fandt ingen, ingen efter dig.

IRENE.
Og ingen andre modeller, Arnold?

PROFESSOR RUBEK.
Du var ingen model for mig. Du var min skabnings ophav.

IRENE
(tier en liden stund)
.

Hvad har du digtet siden? I marmor mener jeg. Efter den dag, jeg rejste fra dig?

PROFESSOR RUBEK.
Intet har jeg digtet efter den dag. Bare gået og puslet og modelleret.

IRENE.
Og den kvinde, som du nu lever sammen med –?

PROFESSOR RUBEK
(afbryder hæftigt)
.

Tal ikke om hende nu! Det svier mig for brystet.

IRENE.
Hvor tænker du at rejse hen med hende?

PROFESSOR RUBEK
(slap og træt)
.

Nu får jeg vel rejse en langsommelig færd nordefter kysten.

IRENE
(ser på ham, smiler næsten umærkeligt og hvisker)
:

Rejs heller højt op mellem fjeldene. Så højt op, du kan komme. Højere, højere, – altid højere, Arnold.

PROFESSOR RUBEK
(spændt, i forventning)
.

Vil du did op?

IRENE.
Har du mod til at træffe mig én gang til?

PROFESSOR RUBEK
(kæmpende, usikker)
.

Ifald vi kunde, – å, ifald vi kunde –!

IRENE.
Hvorfor kan vi ikke, hvad vi vil?
(ser på ham og hvisker bedende med foldede hænder:)
Kom, kom, Arnold! Å, kom op til mig –!

(Fru Maja kommer blussende glad frem bag hjørnet af hotellet og skynder sig hen til bordet, hvor de før sad.)

FRU MAJA
(endnu ved hjørnet, uden at se sig om)
.

Nej nu får du sige, hvad du sige vil, Rubek, så –
(standser da hun får øje på Irene.)
Å undskyld, – du har nok gjort bekendtskab, mærker jeg.

PROFESSOR RUBEK
(kort)
.

Fornyet bekendtskab.
(står op.)
Hvad var det så, du vilde mig?

FRU MAJA.
Det var bare det, jeg vilde sige dig, – at du får gøre, som du selv vil, – men jeg rejser ikke med dig på dette her ækle dampskibet.

PROFESSOR RUBEK.
Hvorfor ikke det?

FRU MAJA.
Nej, for jeg vil op på fjeldet og i skogene, – vil jeg.
(indsmigrende.)
Å, du må la’ mig få lov til det, Rubek! – Jeg skal være så snil, så snil bagefter!

PROFESSOR RUBEK.
Hvem er det, som har sat dig på de tanker?

FRU MAJA.
Det er han. Den fæle bjørnedræberen. Å du kan ikke forestille dig alt det vidunderlige, han fortæller om fjeldet. Og om livet deroppe! Stygt, fælt, skrækkelig afskyeligt er det meste af det, han lyver sammen –. Ja for jeg tror næsten, at han lyver. Men så vidunderlig dragende er det alligevel. Å må jeg få lov til at rejse med ham? Bare for at jeg kan få se, om det er sandt, han siger, skønner du. Må jeg det, Rubek?

PROFESSOR RUBEK.
Ja, det må du så gerne for mig. Rejs du bare op mellem fjeldene – så langt og så længe, som du selv vil. Jeg rejser kanske samme vej som du.

FRU MAJA
(hurtigt)
.

Nej, nej, nej, det behøver du jo slet ikke! For min skyld ikke!

PROFESSOR RUBEK.
Jeg vil tilfjelds. Har bestemt mig til det nu.

FRU MAJA.
Å tak, tak! Må jeg fortælle det til bjørnedræberen straks?

PROFESSOR RUBEK.
Fortæl du til bjørnedræberen alt, hvad du lyster.

FRU MAJA.
Å tak, tak, tak!
(vil gribe hans hånd; han afværger det.)
Å nej, – hvor du er sød og snil idag, Rubek!

(hun løber ind i hotellet.)

(I det samme åbnes døren til pavillonen sagte og lydløst på klem. Diakonissen står spejdende på vagt indenfor i døråbningen. Ingen ser hende.)

PROFESSOR RUBEK
(bestemt, vender sig til Irene)
.

Træffes vi altså deroppe?

IRENE
(rejser sig langsomt)
.

Ja, vi træffes visselig. – Jeg har ledt så længe efter dig.

PROFESSOR RUBEK.
Hvad tid begyndte du at lede efter mig, Irene?

IRENE
(med et drag af spøgende bitterhed)
.

Fra den tid det gik op for mig, at jeg havde givet dig noget nok så umisteligt, Arnold. Noget, som en aldrig burde skille sig ved.

PROFESSOR RUBEK
(bøjer hodet)
.

Ja, det er så nagende sandt. Du gav mig trefire af din ungdoms år.

IRENE.
Mere, mere end det, gav jeg dig. Jeg ødeland, – som jeg dengang var.

PROFESSOR RUBEK.
Ja, ødsel var du, Irene. Du gav mig hele din nøgne dejlighed –

IRENE.
– til beskuelse –

PROFESSOR RUBEK.
– og til forherligelse –

IRENE.
Ja, til forherligelse for dig selv. – Og for barnet.

PROFESSOR RUBEK.
For dig også, Irene.

IRENE.
Men den dyreste gave har du glemt.