Complete Works of Henrik Ibsen (698 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
ELLA RENTHEIM
(stille)
.
Og så blev det ved drømmen.
BORKMAN.
Det blev ved drømmen, ja.
(lytter.)
Og hør der nede ved elven, du! Fabrikerne går! Mine fabriker! Alle de, som jeg vilde skabt! Hør bare, hvor de går. De har natarbejde. Nat og dag arbejder de altså. Hør, hør! Hjulene hvirvler og valserne lyner – rundt, rundt! Kan du ikke høre det, Ella?
ELLA RENTHEIM.
Nej.
BORKMAN.
Jeg kan høre det.
ELLA RENTHEIM
(ængstelig)
.
Jeg tror, du ta’r fejl, John.
BORKMAN
(mere og mere opildnet)
.
Å, men alt dette her – det er bare ligesom udenværkerne omkring riget, det, må du vide!
ELLA RENTHEIM.
Riget, siger du? Hvilket rige –?
BORKMAN.
Mit rige vel! Det rige, jeg var lige vel at tage i besiddelse den gang jeg – den gang jeg døde.
ELLA RENTHEIM
(stille, rystet)
.
Å, John, John!
BORKMAN.
Og nu ligger det der – forsvarsløst, herreløst, – udsat for røveres overfald og plyndring. – Ella! Ser du fjeldrækkerne der – langt borte? Den ene bagenfor den anden. De højner sig. De tårner sig. Det er mit dybe, endeløse, uudtømmelige rige!
ELLA RENTHEIM.
Å, men der står et så isnende pust fra det rige, John!
BORKMAN.
Det pust virker som livsluft på mig. Det pust kommer til mig som en hilsen fra underdanige ånder. Jeg fornemmer dem, de bundne millioner; jeg føler malmårerne, som strækker sine bugtede, grenede, lokkende arme ud efter mig. Jeg så dem for mig som levendegjorte skygger – den nat, da jeg stod i bankkælderen med lygten i hånden. I vilde frigøres dengang. Og jeg prøvte på det. Men jeg mægted det ikke. Skatten sank i dybet igen.
(med fremrakte hænder.)
Men jeg vil hviske det til jer her i nattestilheden. Jeg elsker eder, der I ligger skindøde i dybet og i mørket! Jeg elsker eder, I livkrævende værdier – med alt eders lysende følge af magt og ære. Jeg elsker, elsker, elsker eder!
ELLA RENTHEIM
(i stille, stigende oprør)
.
Ja, der nede har du din kærlighed endnu, John. Har altid havt den der. Men her oppe i dagen, du, – her var der et varmt, levende menneskehjerte, som banked og slog for dig. Og dette hjerte, det knuste du. Å, mere end det! Tifold værre! Du solgte det for – for –
BORKMAN
(ryster; det går ligesom koldt igennem ham)
.
For rigets – og magtens – og ærens skyld, – mener du?
ELLA RENTHEIM.
Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det før engang ikveld. Du har myrdet kærlighedslivet i den kvinde, som elsked dig. Og som du elsked igen. Så vidt du kunde elske nogen da.
(med opløftet arm.)
Og derfor så spår jeg dig det, – John Gabriel Borkman, – du vinder aldrig den pris, du kræved for mordet. Du får aldrig holde noget sejersindtog i dit kolde, mørke rige!
BORKMAN
(vakler hen til bænken og sætter sig tungt ned)
.
Jeg frygter næsten, at du får ret i den spådom, Ella.
ELLA RENTHEIM
(henne hos ham)
.
Du skal ikke frygte for det, John. Just det vilde være det bedste, som kunde times dig.
BORKMAN
(med et skrig; griber sig for brystet)
.
Ah –!
(mat.)
Nu slap den mig.
ELLA RENTHEIM
(rusker i ham)
.
Hvad var det, John!
BORKMAN
(synker bagover mod lænet)
.
Det var en ishånd, som greb mig i hjertet.
ELLA RENTHEIM.
John! Fornam du ishånden nu!
BORKMAN
(mumler)
.
Nej. – Ingen ishånd. – En malmhånd var det.
(han glider helt ned på bænken.)
ELLA RENTHEIM
(river kåben af sig og dækker over ham)
.
Bliv rolig liggende, der du ligger! Jeg skal gå og hente hjælp til dig.
(hun gør et par skridt mod højre; så standser hun, går tilbage og føler længe på hans puls og hans ansigt.)
ELLA RENTHEIM
(sagte og fast)
.
Nej. Bedst så, John Borkman. Bedst så for dig.
(hun breder kåben tættere om ham og sætter sig ned i sneen foran bænken.)
(Kort stilhed.)
(Fru Borkman, hyllet i overtøj, kommer gennem skogen til højre. Foran hende stuepigen med en tændt lygte.)
STUEPIGEN
(lyser i sneen)
.
Jo, jo, frue. Her har vi sporene efter dem –
FRU BORKMAN
(ser spejdende om sig)
.
Ja, her er de! Der borte sidder de på bænken.
(råber.)
Ella!
ELLA RENTHEIM
(rejser sig)
.
Leder du efter os?
FRU BORKMAN
(hårdt)
.
Ja, det må jeg vel gøre.
ELLA RENTHEIM
(peger)
.
Se, her ligger han, Gunhild.
FRU BORKMAN.
Sover!
ELLA RENTHEIM
(nikker)
.
En dyb og lang søvn, tror jeg.
FRU BORKMAN
(udbrydende)
.
Ella!
(behersker sig og spørger dæmpet.)
Er det sket – frivilligt?
ELLA RENTHEIM.
Nej.
FRU BORKMAN
(lettet)
.
Altså ikke ved egen hånd?
ELLA RENTHEIM.
Nej. Det var en isnende malmhånd, som tog ham i hjertet.
FRU BORKMAN
(til pigen)
.
Hent hjælp. Få fat på folk fra gården.
STUEPIGEN.
Ja vel, frue.
(sagte.)
I Jøssu navn da –
(hun går ud gennem skogen til højre.)
FRU BORKMAN
(står bagved bænken)
.
Natteluften har altså dræbt ham –
ELLA RENTHEIM.
Så er det vel.
FRU BORKMAN.
– ham, den stærke mand.
ELLA RENTHEIM
(går hen foran bænken)
.
Vil du ikke se på ham, Gunhild?
FRU BORKMAN
(afværgende)
.
Nej, nej, nej.
(dæmper stemmen.)
Han var en bergmands søn, – han, bankchefen. Kunde ikke tåle det friske drag.
ELLA RENTHEIM.
Det var nok snarere kulden, som dræbte ham.
FRU BORKMAN
(ryster på hodet)
.
Kulden, siger du? Kulden, – den havde dræbt ham for længe siden.
ELLA RENTHEIM
(nikker til hende)
.
Og skabt os to om til skygger, ja.
FRU BORKMAN.
Du har ret i det.
ELLA RENTHEIM
(med et smærteligt smil)
.
En død og to skygger, – det har kulden virket.
FRU BORKMAN.
Ja, hjertekulden. – Og så kan vel vi to række hinanden hånden da, Ella.
ELLA RENTHEIM.
Jeg tænker, vi kan det nu.
FRU BORKMAN.
Vi to tvillingsøstre – over ham, vi begge har elsket.
ELLA RENTHEIM.
Vi to skygger – over den døde mand.
(Fru Borkman, bag bænken, og Ella Rentheim foran, rækker hinanden hænderne.)
PROFESSOR ARNOLD RUBEK, billedhugger.
FRU MAJA RUBEK, hans hustru.
INSPEKTØREN VED BADET.
GODSEJER ULFHEJM.
EN REJSENDE DAME.
EN DIAKONISSE.
TJENERE, BADEGÆSTER OG BØRN.
(Første akt foregår ved et kystbad. Anden og tredje akt i nærheden og i omegnen af et højfjeldssanatorium.)
(Udenfor badehotellet, hvis hovedbygning delvis ses til højre. Åben parklignende plads med springvand, grupper af store, gamle trær og buskvækster. Til venstre en liden pavillon, næsten dækket af murgrønt og vild vin. Bord og en stol udenfor. I baggrunden udsigt over fjorden, lige til havet, med landtunger og små holmer i det fjerne. Det er en stille, solvarm sommerformiddag.)
(Professor Rubek og fru Maja sidder i kurvstole ved et dækket bord på plænen udenfor hotellet og har spist frokost. Nu drikker de champagne og selters og har hver sin avis i hånden. Professoren er en ældre, distingueret herre, klædt i sort fløjels jakke og for øvrigt sommerligt antrukken. Fru Maja er ganske ungdommelig, med et livfuldt ansigt og muntre drillende øjne, dog med et anstrøg af træthed. Klædt i elegant rejsedragt.)
FRU MAJA
(sidder en stund ligesom ventende på, at professoren skal sige noget. Så lader hun bladet synke og sukker)
.
Uh nej, nej –!
PROFESSOR RUBEK
(ser op fra sin avis)
.
Nå Maja? Hvad er der i vejen med dig?
FRU MAJA.
Hør bare, hvor lydløst her er.
PROFESSOR RUBEK
(smiler overbærende)
.
Og det kan du høre?
FRU MAJA.
Hvilket?
PROFESSOR RUBEK.
Det lydløse?
FRU MAJA.
Ja, det kan jeg da rigtignok.
PROFESSOR RUBEK.
Nå, du har kanske ret, mein Kind. Man kan virkelig høre lydløsheden.
FRU MAJA.
Ja, det skal gud vide en kan. Når den er så rent overvældende som her, så –
PROFESSOR RUBEK.
Som her ved badet, mener du?
FRU MAJA.
Overalt her hjemme, mener jeg. Inde i byen var der jo larm og uro nok. Men alligevel, – jeg syntes, at selve larmen og uroen havde noget dødt over sig.
PROFESSOR RUBEK
(med et forskende blik)
.
Er du ikke videre glad for, at du er kommen hjem igen, Maja?
FRU MAJA
(ser på ham)
.
Er du glad?
PROFESSOR RUBEK
(undvigende)
.
Jeg –?
FRU MAJA.
Ja. Du, som har været så meget, meget længere borte end jeg. Er du rigtig glad nu, da du er hjemme igen?
PROFESSOR RUBEK.
Nej – oprigtig talt – ikke sådan rigtig glad –
FRU MAJA
(livfuldt)
.
Der kan du bare se! Var det ikke det, jeg vidste!
PROFESSOR RUBEK.
Jeg har kanske været altfor længe borte. Er kommen helt væk fra alt dette her, – dette her hjemlige.
FRU MAJA
(ivrig, rykker sin stol nærmere til ham)
.
Der kan du bare se, Rubek! Lad os lige så godt rejse vor vej igen! Så fort vi bare kan.
PROFESSOR RUBEK
(lidt utålmodig)
.
Ja-ja, det er jo også meningen, kære Maja. Det véd du da.
FRU MAJA.
Men hvorfor ikke nu straks? Tænk, vi som kunde ha’ det så lunt og mageligt dernede i vort nye, dejlige hus –
PROFESSOR RUBEK
(smiler overbærende)
.
Egentlig skulde man vel si’e: vort nye, dejlige hjem.
FRU MAJA
(kort)
.
Jeg siger heller hus. Lad os bli’ ved det.
PROFESSOR RUBEK
(ser dvælende på hende)
.
Du er i grunden en underlig liden person.
FRU MAJA.
Er jeg så underlig?
PROFESSOR RUBEK.
Ja, jeg synes det.
FRU MAJA.
Men hvorfor da? Er det kanske, fordi jeg ikke har så’n svær lyst til at ligge og føjte omkring her oppe –?
PROFESSOR RUBEK.
Hvem af os var det, som på død og liv vilde ha’, at vi skulde rejse nordover i sommer?
FRU MAJA.
Nå, det var vel mig, det.
PROFESSOR RUBEK.
Ja, mig var det sandelig ikke.
FRU MAJA.
Men Herregud, – hvem kunde også ane, at alting skulde ha’ forvandlet sig så forfærdeligt herhjemme! Og det på så kort en tid da! Tænk, det er jo ikke mere end godt og vel en fire år siden jeg rejste ud –
PROFESSOR RUBEK.
– som gift, ja.
FRU MAJA.
Gift? Hvad skulde det gøre til sagen?
PROFESSOR RUBEK
(vedbliver)
.
– blev Frau Professor og fik dig et prægtigt hjem, – om forladelse, – et herskabeligt hus skulde jeg vel sige. Og en villa ved Taunitzer See, hvor det jo nu er ble’t aller finest –. Ja, for fint og prægtigt er det alt sammen, Maja, det tør jeg nok sige. Og rummeligt også. Vi behøver ikke altid at hænge sådan over hinanden –
FRU MAJA
(henkastende)
.
Nej, nej, nej, – husrum og sligt noget, det skorter det jo slet ikke på –
PROFESSOR RUBEK.
Og så det, at du kom ind i finere og rummeligere forholde overhodet. I mere anstandsfuld omgang, end den, du var vant til hjemme.
FRU MAJA
(ser på ham)
.
Nå, så du tror, det er mig, som er ble’t forandret?
PROFESSOR RUBEK.
Ja jeg tror såmæn det, Maja.
FRU MAJA.
Bare mig? Ikke menneskene her?
PROFESSOR RUBEK.
Å jo, de også. En smule kanske. Og slet ikke i retning af det elskelige. Det kan jeg godt indrømme.
FRU MAJA.
Ja, det må du da sagtens indrømme.
PROFESSOR RUBEK
(slår om)
.
Véd du, hvad for en stemning jeg kommer i, når jeg ser på menneskelivet her omkring mig?
FRU MAJA.
Nej? Sig det.
PROFESSOR RUBEK.
Da kommer jeg til at huske på den natten, vi rejste opover med jernbanen –
FRU MAJA.
Da sad du jo og sov i kupéen.
PROFESSOR RUBEK.
Ikke ganske. Jeg mærked, at det blev så lydløst ved alle de små stoppestederne –. Jeg hørte lydløsheden, – ligesom du, Maja –
FRU MAJA.
Hm, – ligesom jeg, ja.
PROFESSOR RUBEK.
– og så forstod jeg, at nu var vi kommet over grænsen. Nu var vi rigtig hjemme. For ved alle de små stoppestederne holdt toget stille, – skønt der ingen trafik var.
FRU MAJA.
Hvorfor holdt det så stille. Når der ingenting var?
PROFESSOR RUBEK.
Véd ikke. Ingen rejsende steg ud og ingen kom ind. Og toget, det holdt stille en lang, endeløs stund alligevel. Og ved hver station hørte jeg, at der var to banemænd, som gik på perronen, – den ene havde en lygte i hånden, – og de talte med hinanden, dæmpet og klangløst og intetsigende ud i natten.
FRU MAJA.
Ja, du har ret i det. Der går altid et par mænd og taler sammen –
PROFESSOR RUBEK.
– om ingenting.
(slår over i en kvikkere tone.)
Men vent nu bare til imorgen. Da har vi det store magelige dampskib inde på havnen. Så går vi ombord og sejler kysten rundt; – helt nord; – – lige ind i ishavet.
FRU MAJA.
Ja, men så får du jo ingenting se af landet – og af livet. Og det var jo just det, du vilde.
PROFESSOR RUBEK
(kort, uvillig)
.
Jeg har set mere end nok.
FRU MAJA.
Tror du, at en sjørejse vilde være bedre for dig?
PROFESSOR RUBEK.
Det er altid en afveksling.
FRU MAJA.
Ja-ja, hvis det bare er godt for dig, så –
PROFESSOR RUBEK.
For mig? Godt? Jeg fejler jo ikke nogen verdens ting.
FRU MAJA
(rejser sig og går hen til ham)
.
Jo, du gør, Rubek. Og det må du da føle selv.
PROFESSOR RUBEK.
Men, kæreste Maja, – hvad skulde da det være for noget?
FRU MAJA
(bag ham, bøjer sig frem over stolryggen.)
Sig du mig det. Du er begyndt at gå omkring uden rist eller ro. Finder ikke hvile nogensteds. Hverken hjemme eller ude. Rent menneskesky er du ble’t på det sidste.
PROFESSOR RUBEK
(lidt spotsk)
.
Nej virkelig, – har du lagt mærke til det?
FRU MAJA.
Det kan da ikke undgå nogen, som kender dig. Og så synes jeg, det er så sørgeligt, at du har tabt lysten til at arbejde.
PROFESSOR RUBEK.
Har jeg det også?
FRU MAJA.
Tænk, du, som før kunde arbejde så utrættelig, – både sent og tidligt!
PROFESSOR RUBEK
(formørket)
.
Ja før, ja –.
FRU MAJA.
Men lige siden du fik dit store mesterværk vel fra hånden –
PROFESSOR RUBEK
(nikker tankefuldt)
.
„Opstandelsens dag” –
FRU MAJA.
– det, som er gået hele verden over. Som har gjort dig så berømt –
PROFESSOR RUBEK.
Det er kanske ulykken, det, Maja.
FRU MAJA.
Hvorfor det?
PROFESSOR RUBEK.
Da jeg havde skabt dette mit mesterværk – –
(slår i hæftighed ud med hånden.)
– for „Opstandelsens dag” er et mesterværk! Eller var det fra først af. Nej, det er det endnu. Skal, skal, skal være et mesterværk!
FRU MAJA
(ser forundret på ham)
.
Ja Rubek, – det er jo da noget, som hele verden véd.
PROFESSOR RUBEK
(kort, afvisende)
.
Hele verden véd ingenting! Forstår ingenting!
FRU MAJA.
Nå, så aner de da vel i alle fald noget –
PROFESSOR RUBEK.
Noget, som slet ikke er der, ja. Noget, som aldrig har været i min tanke. Se, det falder de i henrykkelse over!
(brummer hen for sig.)
Det er ikke møjen værd at gå der og slide sig ud for mobben og massen – og for „hele verden”.
FRU MAJA.
Synes du da, det er bedre, – eller at det er dig værdigt at gå der og gøre bare sådan en portrætbyste en gang imellem?
PROFESSOR RUBEK
(smiler lunt)
.
Det er ikke rigtige portrætbyster, det, som jeg går der og laver, Maja.
FRU MAJA.
Jo, det er det da, ved Gud, – i de to-tre sidste år, – lige siden du fik din store gruppe færdig og ud af huset –
PROFESSOR RUBEK.
Det er alligevel ikke rene portrætbyster, siger jeg dig.
FRU MAJA.
Hvad er det da for noget?
PROFESSOR RUBEK.
Der ligger noget fordægtigt, noget fordulgt, indenfor og bagenfor de bysterne, – noget lønligt, som ikke menneskene kan se –