Complete Works of Henrik Ibsen (695 page)

ERHART
(bukker let)
.

Og hvad vil – hvad vil så far gøre?

BORKMAN.
Oprejse mig selv, vil jeg. Begynde nedenfra igen. Det er bare gennem sin nutid og sin fremtid, at et menneske kan sone fortiden. Gennem arbejde, – gennem ustandseligt arbejde for alt det, som i ungdommen stod for mig som selve livet. Men nu så tusendfold højere end dengang. Erhart, – vil du være med mig og hjælpe mig med dette nye liv?

FRU BORKMAN
(hæver advarende hånden)
.

Gør det ikke, Erhart!

ELLA RENTHEIM
(varmt)
.

Jo, jo, gør det! Å, hjælp ham, Erhart!

FRU BORKMAN.
Og det råder du til? Du, den ensomme – den døende.

ELLA RENTHEIM.
Det får være det samme med mig.

FRU BORKMAN.
Ja, når bare ikke det er mig, som ta’r ham fra dig.

ELLA RENTHEIM.
Netop det, Gunhild.

BORKMAN.
Vil du, Erhart?

ERHART
(i pinlig vånde)
.

Far, – jeg kan det ikke nu. Det er så rent umuligt!

BORKMAN.
Men hvad vil du da så tilsidst?

ERHART
(opblussende)
.

Jeg er ung! Jeg vil leve livet en gang, jeg også! Mit eget liv vil jeg leve!

ELLA RENTHEIM.
Ikke ofre et par korte måneder for at lyse op i et fattigt, sluknende menneskeliv?

ERHART.
Tante, jeg kan det ikke, om jeg end aldrig så gerne vilde.

ELLA RENTHEIM.
Ikke for en, som holder så usigelig af dig?

ERHART.
Så sandt jeg lever, tante Ella, – jeg kan det ikke.

FRU BORKMAN
(ser skarpt på ham)
.

Og din mor binder dig heller ikke længer nu?

ERHART.
Jeg vil altid holde af dig, mor. Men jeg kan ikke bli’ ved at leve for dig alene. For det er ikke liv for mig, dette her.

BORKMAN.
Så kom og bind dig til mig alligevel! For liv, det er arbejde, det, Erhart. Kom, så går vi to ud i livet og arbejder sammen!

ERHART
(lidenskabeligt)
.

Ja, men jeg vil ikke arbejde nu! For jeg er ung! Aldrig har jeg vidst af, at jeg var det før. Men nu føler jeg det så strømmende varmt igennem mig. Jeg vil ikke arbejde! Bare leve, leve, leve!

FRU BORKMAN
(med et anende udråb)
.

Erhart, – hvad vil du leve for!

ERHART
(med tindrende øjne)
.

For lykken, mor!

FRU BORKMAN.
Og hvor tænker du at finde den?

ERHART.
Jeg har alt fundet den!

FRU BORKMAN
(skriger)
.

Erhart –!

(Erhart går raskt hen og åbner forstuedøren.)

ERHART
(råber ud)
.

Fanny, – nu kan du komme ind!

(Fru Wilton, i overtøj, viser sig på dørtærskelen.)

FRU BORKMAN
(med løftede hænder)
.

Fru Wilton –!

FRU WILTON
(noget sky; med et spørgende blik til Erhart)
.

Kan jeg altså –?

ERHART.
Ja, nu kan du komme. Jeg har sagt det altsammen.

(Fru Wilton kommer ind i stuen. Erhart lukker døren efter hende. Hun bøjer sig afmålt for Borkman, der stumt hilser igen.)

(Kort taushed.)

FRU WILTON
(med dæmpet, men fast stemme)
.

Ordet er altså blevet sagt. Og så kan jeg jo nok vide, at jeg står her som en, der har anrettet stor ulykke i huset.

FRU BORKMAN
(langsomt; ser stivt på hende)
.

De har knust den sidste rest af det, jeg havde at leve for.
(udbrydende.)
Men dette her, – det er jo dog så rent umuligt alligevel!

FRU WILTON.
Jeg forstår så godt, at det må forekomme Dem umuligt, fru Borkman.

FRU BORKMAN.
Ja, det må De da vel kunne sige Dem selv, at det er umuligt. Eller hvad –?

FRU WILTON.
Jeg vil heller sige, at det er så rent urimeligt. Men det er nu engang så alligevel.

FRU BORKMAN
(vender sig)
.

Er dette her dit fulde alvor, Erhart?

ERHART.
Dette her er lykken for mig, mor. Hele den store, dejlige livets lykke. Jeg kan ikke sige dig noget andet.

FRU BORKMAN
(til fru Wilton; knuger hænderne)
.

Å, hvor De har dåret og forlokket min ulykkelige søn!

FRU WILTON
(med et stolt nakkekast)
.

Det har jeg ikke gjort.

FRU BORKMAN.
Har De ikke gjort det, siger De!

FRU WILTON.
Nej. Jeg har hverken dåret eller forlokket ham. Frivillig er Erhart kommet imod mig. Og frivillig har jeg mødt ham på halvvejen.

FRU BORKMAN
(ser hånligt nedad hende)
.

Ja De, ja! Det tror jeg så gerne.

FRU WILTON
(behersket)
.

Fru Borkman, – der gives magter i menneskelivet, som De ikke synes at kende synderlig til.

FRU BORKMAN.
Hvilke magter, om jeg tør spørge?

FRU WILTON.
De magter, som byder to mennesker at knytte sin livsgang uløseligt – og hensynsløst sammen.

FRU BORKMAN
(smiler)
.

Jeg trode, at De allerede var uløselig bunden – til en anden.

FRU WILTON
(kort)
.

Denne anden har forladt mig.

FRU BORKMAN.
Men han lever dog, siges der.

FRU WILTON.
For mig er han død.

ERHART
(indtrængende)
.

Ja, mor, for Fanny er han død. Og denne anden kommer jo forresten sletikke mig ved!

FRU BORKMAN
(ser strængt på ham)
.

Du véd det altså, – dette med den anden?

ERHART.
Ja, mor, jeg véd det så godt, så godt, altsammen!

FRU BORKMAN.
Og alligevel så kommer det dig ikke ved, siger du!

ERHART
(i afvisende overmod)
.

Jeg kan bare sige dig, at det er lykken, jeg vil ha’! Jeg er ung! Jeg vil leve, leve, leve!

FRU BORKMAN.
Ja, du er ung, Erhart. Altfor ung til dette her.

FRU WILTON
(fast og alvorligt)
.

De må ikke tro andet, fru Borkman, end at jeg har sagt ham det samme. Alle mine livsforhold har jeg lagt frem for ham. Idelig har jeg mindet ham om, at jeg er hele syv år ældre end han –

ERHART
(afbrydende)
.

Å hvad, Fanny, – det vidste jeg jo i forvejen.

FRU WILTON.
– men ingenting, – ingenting har frugtet.

FRU BORKMAN.
Så? Ikke det? Hvorfor har De da ikke uden videre afvist ham? Lukket Deres hus for ham? Se, det skulde De ha’ gjort i tide!

FRU WILTON
(ser på hende og siger dæmpet)
.

Det kunde jeg simpelt hen ikke, fru Borkman.

FRU BORKMAN.
Hvorfor kunde De ikke?

FRU WILTON.
Fordi lykken var for mig også bare i dette eneste ene.

FRU BORKMAN
(hånligt)
.

Hm, – lykken, lykken –

FRU WILTON.
Jeg har aldrig før vidst, hvad lykke var i livet. Og jeg kan da umulig vise lykken fra mig, fordi om den kommer så sent.

FRU BORKMAN.
Og hvor længe tror De den lykken vil vare?

ERHART
(afbrydende)
.

Kort eller længe, mor, – det får være det samme!

FRU BORKMAN
(i vrede)
.

Forblindede menneske, som du er! Ser du da ikke, hvor alt dette her bærer hen?

ERHART.
Jeg bry’r mig ikke om at se fremover i tiden. Vil ikke se mig om i nogen retning! Jeg vil bare få lov til at leve livet engang, jeg også!

FRU BORKMAN
(smærteligt)
.

Og dette kalder du livet, Erhart!

ERHART.
Ja ser du da ikke, hvor dejlig hun er!

FRU BORKMAN
(vrider hænderne)
.

Og denne knusende skam skal jeg altså også måtte bære på!

BORKMAN
(i baggrunden, hårdt og hvast)
.

Hå, – du er jo vant til at bære på sligt noget, du, Gunhild!

ELLA RENTHEIM
(bønligt)
.

Borkman –!

ERHART
(ligeså)
.

Far –!

FRU BORKMAN.
Her skal jeg måtte gå og se daglig for mine øjne min egen søn sammen med en – en –

ERHART
(afbryder hårdt)
.

Ingenting skal du få se, mor! Vær tryg for det, du! Jeg bli’r ikke her længer.

FRU WILTON
(rask og bestemt)
.

Vi rejser, vi, fru Borkman.

FRU BORKMAN
(blegner)
.

Rejser De også! Sammen kanske?

FRU WILTON
(nikker)
.

Jeg rejser sydover, ja. Til udlandet. Sammen med en ung pige. Og Erhart følger med os.

FRU BORKMAN.
Med Dem – og en ung pige?

FRU WILTON.
Ja. Det er denne lille Frida Foldal, som jeg har ta’t i huset til mig. Jeg vil, at hun skal ud og lære mere musik.

FRU BORKMAN.
Og så ta’r De hende med Dem?

FRU WILTON.
Ja, jeg kan jo ikke godt slippe det unge barn løs alene derude.

FRU BORKMAN
(undertrykker et smil)
.