Complete Works of Henrik Ibsen (690 page)

FOLDAL.
Det havde jeg da ingen anelse om.

BORKMAN.
Jo, hun tog sine noter og gik fra mig til – til herskabshuset.

FOLDAL
(undskyldende)
.

Ja, ja, stakkers barn –

BORKMAN.
Og kan du gætte, hvem hun spiller for – blandt andre?

FOLDAL.
Nå?

BORKMAN.
For min søn, du.

FOLDAL.
Hvad!

BORKMAN.
Ja, hvad synes du, Vilhelm? Min søn er dernede i de dansendes rækker iaften. Er det så ikke en komedie, som jeg siger?

FOLDAL.
Ja, men så véd han visst ikke noget, du.

BORKMAN.
Hvad véd han ikke?

FOLDAL.
Han véd visst ikke, hvorledes han – denne – nå –

BORKMAN.
Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan godt tåle at høre det nu.

FOLDAL.
Jeg er sikker på, at din søn ikke kender sammenhængen, John Gabriel.

BORKMAN
(mørk, sidder og banker i bordet)
.

Han kender den, du, – så visst, som jeg sidder her.

FOLDAL.
Men kan du da tænke, at han skulde søge omgang i det hus!

BORKMAN
(ryster på hodet)
.

Min søn ser vel ikke på tingene med samme slags øjne som jeg. Jeg tør sværge på, at han står på mine fienders side! Han synes sagtens, ligesom de, at advokat Hinkel bare gjorde sin forbandede skyldighed, da han gik hen og forrådte mig.

FOLDAL.
Men, kære, hvem skulde ha’ stillet sagen i det lys for ham?

BORKMAN.
Hvem? Glemmer du, hvem der har opdraget ham? Først hans tante – fra han var en sex-syv år gammel. Og nu bagefter – hans mor!

FOLDAL.
Jeg tror, du gør dem uret i dette her.

BORKMAN
(opfarende)
.

Jeg gør aldrig noget menneske uret! Begge to så har de hidset ham imod mig, hører du jo!

FOLDAL
(spagfærdig)
.

Ja, ja, ja, så har de vel det da.

BORKMAN
(harmfuld)
.

Å, de kvinder! De fordærver og forvansker livet for os! Forkvakler hele vor skæbne, – hele vor sejersgang.

FOLDAL.
Ikke alle, du!

BORKMAN.
Så? Nævn mig nogen eneste en, som duer da!

FOLDAL.
Nej, det er sagen. De få, jeg kender, de duer ikke.

BORKMAN
(blæser hånligt)
.

Ja, hvad nytter det så! At der er slige kvinder til, – når en ikke kender dem!

FOLDAL
(varmt)
.

Jo, John Gabriel, det nytter alligevel. Det er så lykkeligt og så velsignet at tænke på, at ude, rundt om os, langt borte, – der findes dog den sande kvinde.

BORKMAN
(flytter sig utålmodig i sofaen)
.

Å, lad bare være med den digtersnak!

FOLDAL
(ser dybt krænket på ham)
.

Kalder du min helligste tro for digtersnak?

BORKMAN
(hårdt)
.

Ja, jeg gør! Det er dette her, som er skyld i, at du aldrig er kommen frem i verden. Hvis du vilde la’ alt sligt noget fare, så kunde jeg endnu hjælpe dig på fode, – hjælpe dig i vejret.

FOLDAL
(mens det koger indeni ham)
.

Å, det kan du jo ikke.

BORKMAN.
Jeg kan, når jeg bare kommer til magten igen.

FOLDAL.
Men det har visst forfærdelig lange udsigter.

BORKMAN
(hæftig)
.

Tror du kanske, at den tid aldrig kommer? Svar mig på det!

FOLDAL.
Jeg véd ikke, hvad jeg skal svare dig.

BORKMAN
(rejser sig, kold og fornem, med en håndbevægelse mod døren)
.

Så har jeg ikke længer nogen brug for dig.

FOLDAL
(op fra stolen)
.

Ikke brug –!

BORKMAN.
Når du ikke tror, at min skæbne vil vende sig –

FOLDAL.
Men jeg kan da ikke tro imod al fornuft! – Oprejsning måtte du jo ha’ –

BORKMAN.
Videre! Videre!

FOLDAL.
Vel har jeg ikke taget min examen; men så meget har jeg da læst i mine dage –

BORKMAN
(hurtig)
.

Umuligt, mener du?

FOLDAL.
Der er ikke noget præjudikat for sligt.

BORKMAN.
Behøves ikke for undtagelsesmennesker.

FOLDAL.
Loven kender ikke den slags hensyn.

BORKMAN
(hårdt og afgørende)
.

Du er ingen digter, Vilhelm.

FOLDAL
(folder uvilkårlig hænderne)
.

Siger du det i fuldt alvor?

BORKMAN
(afvisende, uden at svare)
.

Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst, at du ikke kommer igen.

FOLDAL.
Vil du altså, at jeg skal gå fra dig?

BORKMAN
(uden at se på ham)
.

Har ingen brug for dig længer.

FOLDAL
(sagtmodig, tager mappen)
.

Nej, nej, nej; kan så være, det.

BORKMAN.
Her har du altså hele tiden løjet for mig.

FOLDAL
(ryster på hodet)
.

Aldrig løjet, John Gabriel.

BORKMAN.
Har du ikke siddet her og løjet håb og tro og tillid ind i mig?

FOLDAL.
Det var ikke løgn, så længe du trode på mit kald. Så længe du trode på mig, så længe trode jeg på dig.

BORKMAN.
Vi har bedraget hinanden gensidig altså. Og kanske bedraget os selv – begge to.

FOLDAL.
Men er da ikke det i grunden venskab, John Gabriel?

BORKMAN
(smiler bittert)
.

Jo, det, at bedrage, – det er venskab. Det har du ret i. Den erfaring har jeg gjort en gang før.

FOLDAL
(ser hen på ham)
.

Ikke noget digterkald. Og det kunde du sige mig så hårdhændt.

BORKMAN
(blødere i stemmen)
.

Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på det område.

FOLDAL.
Kanske mere end du selv véd.

BORKMAN.
Jeg?

FOLDAL
(sagte)
.

Ja, du. For jeg har selv havt mine tvil – en gang imellem, skal du vide. Den grufulde tvil – at jeg har forkvaklet livet for en indbildnings skyld.

BORKMAN.
Har du selv tvil, da står du på faldende fødder.

FOLDAL.
Derfor var det så trøsterigt for mig at komme her og støtte mig op til dig, som troede.
(tager sin hat.)
– Men nu er du som en fremmed for mig.

BORKMAN.
Du også for mig.

FOLDAL.
Godnat, John Gabriel.

BORKMAN.
Godnat, Vilhelm.

(Foldal går ud til venstre.)

(Borkman står en stund og stirrer mod den lukkede dør; gør en bevægelse, som om han vilde kalde Foldal tilbage, men betænker sig og begynder at gå op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen. Derpå standser han ved sofabordet og slukker lampen. Det bliver halvmørkt i salen.)

(Lidt efter banker det på tapetdøren til venstre i baggrunden.)

BORKMAN
(ved bordet, farer sammen, vender sig og spørger højlydt)
.

Hvem er det, som banker?

(Intet svar; det banker igen.)

BORKMAN
(bliver stående)
.

Hvem er det? Kom ind!

(Ella Rentheim, med et tændt lys i hånden, kommer tilsyne i døren. Hun er klædt i sin sorte dragt, som før, med kåben kastet løst over skuldrene.)

BORKMAN
(stirrer på hende)
.

Hvem er De? Hvad vil De mig!

ELLA RENTHEIM
(lukker døren efter sig og kommer nærmere)
.

Det er mig, Borkman.

(hun sætter lyset fra sig på pianoet og bliver stående der.)

BORKMAN
(står som lynslagen, stirrer ufravendt på hende og hvisker halvhøjt)
.

Er det – er det Ella? Er det Ella Rentheim?

ELLA RENTHEIM.
Ja. – Det er „din” Ella, – som du kaldte mig før i tiden. Engang. For de mange – mange år siden.

BORKMAN
(som før)
.

Ja, det er dig, Ella, – jeg ser det nu.

ELLA RENTHEIM.
Kan du kende mig igen?

BORKMAN.
Ja, nu begynder jeg at –

ELLA RENTHEIM.
Årene har taget hårdt og høstligt på mig, Borkman. Synes du ikke det?

BORKMAN
(tvungent)
.

Du er ble’t noget forandret. Sådan i første øjeblik –

ELLA RENTHEIM.
Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover nakken nu. De, som du engang holdt så af at sno om dine fingre.

BORKMAN
(hurtig)
.

Rigtig! Nu ser jeg det, Ella. Du har forandret frisuren.

ELLA RENTHEIM
(med et trist smil)
.

Akkurat. Det er frisuren, som gør det.

BORKMAN
(afledende)
.

Jeg vidste ellers ikke af, at du var her på disse kanter af landet.

ELLA RENTHEIM.
Jeg er også så nylig kommen.

BORKMAN.
Hvorfor er du rejst hidover, – nu, ved vintertid?

ELLA RENTHEIM.
Det skal du få høre.

BORKMAN.
Er det noget, du vil mig?

ELLA RENTHEIM.
Dig også. Men skal vi tale om det, så må jeg begynde langt tilbage.