Complete Works of Henrik Ibsen (687 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
3.61Mb size Format: txt, pdf, ePub
ads
 

ERHART
(går efter hende)
.

 

Skal jeg ikke følge Dem et lidet stykke –?

 

FRU WILTON
(i døren, afværgende)
.

 

Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er så vel vant til at gå min vej alene.
(standser i døråbningen, ser på ham og nikker.)
Men tag Dem nu i vare, student Borkman; – det siger jeg Dem!

 

ERHART.
Hvorfor skal jeg ta’ mig i vare?

 

FRU WILTON
(lystig)
.

 

Jo, for når jeg går nedover vejen, – ensom og forladt, som sagt, – så vil jeg prøve, om jeg kan kaste runer efter Dem.

 

ERHART
(ler)
.

 

Å, sådan! Vil De nu prøve det igen.

 

FRU WILTON
(halvt alvorlig)
.

 

Ja, pass Dem nu. Når jeg nu går nedover, så vil jeg sige indvendig, – rigtig ud af min inderste vilje vil jeg sige: Student Erhart Borkman, – tag straks Deres hat!

 

FRU BORKMAN.
Og så ta’r han den, tror De?

 

FRU WILTON
(leende)
.

 

Ja bevar’s vel; så griber han straks hatten. Og så vil jeg sige: Træk pent yderfrakken på Dem, Erhart Borkman! Og galoscherne! Glem endelig ikke galoscherne! Og følg mig så efter! Lydig, lydig, lydig!

 

ERHART
(med tvungen munterhed)
.

 

Ja, det kan De stole på.

 

FRU WILTON
(med løftet pegefinger)
.

 

Lydig! Lydig! – God Nat!

 

(Hun ler og nikker til damerne og lukker døren efter sig.)

 

FRU BORKMAN.
Driver hun virkelig den slags kunster?

 

ERHART.
Å, langt ifra. Hvor kan du da tro det? Det er bare sådan for spas.
(afbrydende.)
Men lad os ikke snakke om fru Wilton nu.

 

(han nøder Ella Rentheim til at sætte sig i lænestolen ved ovnen.)

 

ERHART
(står og ser lidt på hende)
.

 

Nej, men at du har gjort den lange rejse, tante Ella! Og det nu ved vintertid?

 

ELLA RENTHEIM.
Det blev nødvendigt for mig nu til slut, Erhart.

 

ERHART.
Så? Hvorfor det da?

 

ELLA RENTHEIM.
Jeg måtte her ind og tale med lægerne en gang.

 

ERHART.
Nå, det var da godt!

 

ELLA RENTHEIM
(smiler)
.

 

Synes du, det er så godt?

 

ERHART.
At du endelig beslutted dig, mener jeg.

 

FRU BORKMAN
(i kanapéen, koldt)
.

 

Er du syg, Ella?

 

ELLA RENTHEIM
(ser hårdt på hende)
.

 

Det véd du da vel, at jeg er syg.

 

FRU BORKMAN.
Nå ja sådan sygelig, som du har været i mange år –

 

ERHART.
Den tid, jeg var hos dig, sa’ jeg dig så tidt, at du skulde tale med doktoren.

 

ELLA RENTHEIM.
Å, der borte på mine kanter er der ingen, som jeg har rigtig tro til. Og desuden føltes det jo ikke så slemt dengang.

 

ERHART.
Er det da værre med dig nu, tante?

 

ELLA RENTHEIM.
Å ja, min gut; nu er det ble’t noget værre med mig.

 

ERHART.
Ja men ikke farligt vel?

 

ELLA RENTHEIM.
Å, det er nu, som en ta’r det.

 

ERHART
(ivrig)
.

 

Ja men véd du hvad, tante Ella, – så må du ikke rejse hjem igen så snart.

 

ELLA RENTHEIM.
Nej, det gør jeg nok heller ikke.

 

ERHART.
Du må bli’ her i byen. For her har du jo alle de bedste læger at vælge imellem.

 

ELLA RENTHEIM.
Ja, det var så min tanke da jeg rejste hjemmefra.

 

ERHART.
Og så må du se at finde dig et rigtig godt logis, – et sådant et lunt, stille pensionat.

 

ELLA RENTHEIM.
Jeg tog ind imorges i det gamle, hvor jeg før har boet.

 

ERHART.
Nå ja, der får du det jo hyggeligt.

 

ELLA RENTHEIM.
Ja, men jeg kommer ikke til at bli’ der alligevel.

 

ERHART.
Så? Hvorfor ikke det da?

 

ELLA RENTHEIM.
Nej, jeg bestemte mig om da jeg kom her ud.

 

ERHART
(forundret)
.

 

Så –? Bestemte du dig om –?

 

FRU BORKMAN
(hækler; uden at se op)
.

 

Din tante vil bo her på sin gård, Erhart.

 

ERHART
(ser afvekslende på dem begge)
.

 

Her! Hos os! Hos os andre! –Er det sandt, tante?

 

ELLA RENTHEIM.
Ja, jeg har bestemt mig til det nu.

 

FRU BORKMAN
(som før)
.

 

Det hører jo altsammen din tante til, véd du.

 

ELLA RENTHEIM.
Og så blir jeg her ude, Erhart. For det første da. Indtil videre. Jeg indretter mig for mig selv. Der over i forvalterfløjen –

 

ERHART.
Ja, det har du ret i. Der har du jo altid værelser stående.
(pludselig livfuldt.)
Men det er sandt, tante, – er du ikke svært træt efter rejsen?

 

ELLA RENTHEIM.
Å, noget træt er jeg jo.

 

ERHART.
Nå, så synes jeg, du skulde gå rigtig tidlig tilsengs da.

 

ELLA RENTHEIM
(ser smilende på ham)
.

 

Det vil jeg også.

 

ERHART
(ivrig)
.

 

For så kunde vi jo snakke nærmere sammen imorgen – eller en anden dag, ser du. Om alt muligt. Løst og fast. Du og mor og jeg. Vilde ikke det være meget bedre, tante Ella?

 

FRU BORKMAN
(i udbrud; rejser sig fra kanapéen)
.

 

Erhart, – jeg kan se det på dig, at du vil gå fra mig!

 

ERHART
(farer sammen)
.

 

Hvad mener du med det!

 

FRU BORKMAN.
Du vil ned til – til advokat Hinkels!

 

ERHART
(uvilkårlig)
.

 

Å sådan!
(fatter sig.)
Ja synes du da, jeg skulde sidde her og holde tante Ella oppe til langt på nat? Hun, som er syg, mor. Tænk på det.

 

FRU BORKMAN.
Du vil ned til Hinkels, Erhart!

 

ERHART
(utålmodig)
.

 

Ja men Herregud, mor, – jeg synes da ikke, jeg godt kan la’ det være. Eller hvad siger du, tante?

 

ELLA RENTHEIM.
Du skal helst handle i fuld frihed, Erhart.

 

FRU BORKMAN
(truende imod hende)
.

 

Du vil skille ham fra mig!

 

ELLA RENTHEIM
(rejser sig)
.

 

Ja hvis jeg så sandt kunde det, Gunhild!

 

(Musik høres ovenfra.)

 

ERHART
(vrider sig som i pine)
.

 

Å, jeg holder ikke dette her ud!
(ser sig om.)
Hvor har jeg min hat?
(til Ella.)
Kender du den musiken der oppe på salen?

 

ELLA RENTHEIM.
Nej. Hvad er det for noget?

 

ERHART.
Danse macabre er det. Dødningdansen. Kender du ikke dødningdansen, tante?

 

ELLA RENTHEIM
(smiler tungt)
.

 

Endnu ikke, Erhart.

 

ERHART
(til fru Borkman)
.

 

Mor, – jeg be’r dig så vakkert, – lad mig få lov til at gå!

 

FRU BORKMAN
(ser hårdt på ham)
.

 

Fra din mor? Vil du altså det?

 

ERHART.
Jeg kommer jo herud igen – kanske imorgen!

 

FRU BORKMAN
(lidenskabelig oprørt)
.

 

Du vil fra mig! Vil være hos de fremmede mennesker! Hos – hos –; nej, jeg vil ikke tænke det engang!

 

ERHART.
Der nede er der mange tændte lys. Og unge, glade ansigter. Og der er der musik, mor!

 

FRU BORKMAN
(peger opad mod taget)
.

 

Der oppe er der også musik, Erhart.

 

ERHART.
Ja just den musiken der, – den er det, som jager mig ud af huset.

 

ELLA RENTHEIM.
Under du ikke din far den smule selvforglemmelse?

 

ERHART.
Jo, jeg gør. Tusendfold under jeg ham det. Når jeg bare får slippe at høre på det selv.

 

FRU BORKMAN
(ser formanende på ham)
.

 

Vær stærk, Erhart! Stærk, min gut! Glem aldrig, at du har din store mission!

 

ERHART.
Å mor, – kom ikke med de talemåder! Jeg er ikke skabt til at være missionær.– Godnat, kære tante! Godnat, mor!

 

(han går ilsomt ud gennem forstuen.)

 

FRU BORKMAN
(efter en kort taushed)
.

 

Du har nok snart taget ham igen alligevel, du, Ella.

 

ELLA RENTHEIM.
Gid jeg så sandt turde tro det.

 

FRU BORKMAN.
Men du får ikke længe beholde ham, skal du se.

 

ELLA RENTHEIM.
For dig, mener du?

 

FRU BORKMAN.
For mig eller – for hende, den anden.

 

ELLA RENTHEIM.
Så heller hun end du.

 

FRU BORKMAN
(nikker langsomt)
.

 

Det forstår jeg. Jeg siger det samme. Heller hun end du.

 

ELLA RENTHEIM.
Hvor det så end skulde bære hen med ham til slut –

 

FRU BORKMAN.
Det fik næsten være det samme, synes jeg.

 

ELLA RENTHEIM
(tager sit overtøj på armen)
.

 

For første gang i livet er vi to tvillingsøstre enige. – God nat, Gunhild.

 

(hun går ud gennem forstuen.)

 

(Musiken lyder stærkere oppe fra salen.)

 

FRU BORKMAN
(står en stund stille, farer sammen, krymper sig og hvisker uvilkårligt)
.

 

Ulven tuder igen. – Den syge ulven.
(hun står et øjeblik, så kaster hun sig ned på gulvtæppet, vrider og vånder sig og hvisker i jammer.)
Erhart! Erhart, – vær tro imod mig! Å, kom hjem og hjælp din mor! For jeg bærer ikke dette liv længer!

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
3.61Mb size Format: txt, pdf, ePub
ads

Other books

L'Oro Verde by Coralie Hughes Jensen
The Craftsman by Fox, Georgia
Redoubt by Mercedes Lackey
Star Sullivan by Binchy, Maeve
In Pale Battalions by Robert Goddard
Heart of Gold by Beverly Jenkins
The Uninvited by William W. Johnstone