Complete Works of Henrik Ibsen (688 page)

ANDEN AKT

(Den store fordums pragtsal ovenpå i det Rentheimske hus. Væggeneere beklædte med gamle vævede tapeter, forestillende jagtscener, hyrder og hyrdinder, alt i falmede, afblegede farver. På væggen til venstre en fløjdør og nærmere i forgrunden et piano. I hjørnet på bagvæggen til venstre en tapetdør uden indfatning. Midt på væggen til højre et stort udskåret egetræs skrivebord med mange bøger og papirer. Længere foran på samme side en sofa med bord og stole. Møblerne er holdt i stiv empirestil. På pulten og bordet står tændte lamper.)

(John Gabriel Borkman står med hænderne på ryggen ved pianoet og hører på Frida Foldal, som sidder og spiller de sidste takter af Danse macabre.)

(Borkman er en middelhøj, fast og kraftig bygget mand oppe i seksti-årene. Fornemt udseende, fint skåret profil, hvasse øjne og gråhvidt, kruset hår og skæg. Han er klædt i en sort, ikke ganske moderne dragt og bærer hvidt halstørklæde. Frida Foldal er en smuk, bleg, femtenårig pige med et noget træt, anstrængt udtryk. Tarvelig pyntet i lys påklædning.)

(Musikstykket er spillet til ende. Stilhed.)

BORKMAN.
Kan De gætte Dem til, hvor jeg første gang hørte slige toner, som disse her?

FRIDA
(ser op på ham)
.

Nej, herr Borkman?

BORKMAN.
Det var nede i gruberne.

FRIDA
(forstår ikke)
.

Ja så? Nede i gruberne?

BORKMAN.
Jeg er en bergmands søn, véd De vel. Eller véd De kanske ikke det?

FRIDA.
Nej, herr Borkman.

BORKMAN.
En bergmands søn. Og min far tog mig med sig ned i gruberne iblandt. – Dernede synger malmen.

FRIDA.
Ja så, – synger den?

BORKMAN
(nikker)
.

Når den blir løsnet. Hammerslagene, som løsner den, – det er midnatsklokken, som slår, og gør den fri. Derfor synger malmen – af glæde – på sin vis.

FRIDA.
Hvorfor gør den det, herr Borkman?

BORKMAN.
Den vil op i dagens lys og tjene menneskene.

(han går frem og tilbage på salsgulvet, bestandig med hænderne på ryggen.)

FRIDA
(sidder lidt og venter; ser på sit ur og rejser sig)
.

Om forladelse, herr Borkman, – men jeg må nok desværre gå, jeg.

BORKMAN
(standser foran hende)
.

Vil De alt gå nu?

FRIDA
(lægger noterne i mappen)
.

Ja, jeg må nok det.
(synlig forlegen.)
For jeg er bestilt hen et steds iaften.

BORKMAN.
Et steds, hvor der er selskab?

FRIDA.
Ja.

BORKMAN.
Og der skal De la’ Dem høre for selskabet?

FRIDA
(bider sig i læben)
.

Nej – jeg skal spille til dans for dem.

BORKMAN.
Bare til dans?

FRIDA.
Ja; de vil danse efter aftensbordet.

BORKMAN
(står og ser på hende)
.

Spiller De gerne til dans? Sådan omkring i husene?

FRIDA
(tager overtøjet på sig)
.

Ja, når jeg kan få en bestilling, så –. Der er jo altid lidt at fortjene ved det.

BORKMAN
(frittende)
.

Er det det, De mest tænker på, når De sådan sidder og spiller til dans?

FRIDA.
Nej; mest tænker jeg på, hvor tungt det er, at jeg ikke får være med at danse selv.

BORKMAN
(nikker)
.

Det var just det, jeg vilde vide.
(går urolig hen over gulvet.)
Ja, ja, ja, – det, ikke at få være med selv, det er det tungeste af alt.
(standser.)
Men så er der én ting, som vejer det op for Dem, Frida.

FRIDA
(ser spørgende på ham)
.

Hvad er det for noget, herr Borkman?

BORKMAN.
Det er det, at De ejer tifold mere musik i Dem, end hele danseselskabet tilsammen.

FRIDA
(smiler undvigende)
.

Å, det er nu sletikke så sikkert.

BORKMAN
(løfter advarende pegefingren)
.

Vær da aldrig så gal at tvile på Dem selv!

FRIDA.
Men Herregud, når nu ingen véd om det?

BORKMAN.
Bare De selv véd om det, så er det nok. – Hvor er det, De skal hen og spille iaften?

FRIDA.
Det er over hos advokat Hinkels.

BORKMAN
(ser pludselig hvasst på hende)
.

Hinkels, siger De!

FRIDA.
Ja.

BORKMAN
(med et skærende smil)
.

Kommer der fremmede i den mands hus? Kan han få folk til at besøge sig?

FRIDA.
Ja, der skal komme svært mange mennesker, efter hvad fru Wilton siger.

BORKMAN
(hæftig)
.

Men hvad slags mennesker! Kan De sige mig det?

FRIDA
(lidt ængstelig)
.

Nej, det véd jeg virkelig ikke. Jo, – det er sandt, – jeg véd, at student Borkman skal der iaften.

BORKMAN
(studser)
.

Erhart! Min søn?

FRIDA.
Ja, han skal der.

BORKMAN.
Hvoraf véd De det?

FRIDA.
Han sa’ det selv. For en times tid siden.

BORKMAN.
Er han da her ude idag?

FRIDA.
Ja, han har været hos fru Wilton hele eftermiddagen.

BORKMAN
(forskende)
.

Véd De, om han var indom her også? Om han var inde og talte med nogen nedenunder, mener jeg?

FRIDA.
Ja, han så lidt indom til fruen.

BORKMAN
(bittert)
.

Aha, – kunde forstå det.

FRIDA.
Men der var nok en fremmed dame hos hende, tror jeg.

BORKMAN.
Så? Var der det? Å ja, til fruen kommer der vel sagtens nogen en gang imellem.

FRIDA.
Skal jeg sige til student Borkman, hvis jeg træffer ham siden, at han skal komme her op til Dem også?

BORKMAN
(barsk)
.

De skal ingenting sige! Det skal jeg meget ha’ mig frabedt. De folk, som ønsker at se op til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be’r ingen.

FRIDA.
Nej, nej, så skal jeg ingenting si’ da. – Godnat, herr Borkman.

BORKMAN
(driver om og brummer)
.

Godnat.

FRIDA.
Ja, får jeg kanske lov til at løbe ned vindeltrappen? Det er fortere.

BORKMAN.
Å bevar’s, – løb De for mig hvad trappe De selv vil. Godnat med Dem!

FRIDA.
Godnat, herr Borkman.

(hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrunden til venstre.)

(Borkman går i tanker hen til pianoet og vil lukke det, men lader det være. Ser sig om i al tomheden og gir sig til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet ved pianoet til hjørnet i baggrunden til højre, – bestandig rastløs og urolig frem og tilbage. Tilsidst går han hen til skrivebordet, lytter over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl, ser sig i det og retter på sit halstørklæde.)

(Det banker på fløjdøren. Borkman hører det, ser hurtig derhen, men tier.)

(Om lidt banker det igen; dennegang stærkere.)

BORKMAN
(stående ved skrivebordet med den venstre hånd støttet mod bordpladen og den højre indstukket på brystet)
.

Kom ind!

(Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i salen. Han er en bøjet, udslidt mand med milde, blå øjne og tyndt, langt, gråt hår nedover frakkekraven. En mappe under armen. Blød filthat i hånden og store hornbriller, som han skyder op i panden.)

BORKMAN
(forandrer stilling og ser på den indtrædende med et halvt skuffet, halvt tilfreds udtryk)
.

Å, er det bare dig.

FOLDAL.
En god aften, John Gabriel. Jo, det er såmænd mig.

BORKMAN
(med et strængt blik)
.

Jeg synes forresten du er lovlig sent ude.

FOLDAL.
Nå, vejen er ikke så ganske kort, du. Især for en, som skal gå den tilfods.

BORKMAN.
Men hvorfor går du da altid, Vilhelm? Du har jo sporvognen lige ved.

FOLDAL.
Det er sundere, det at gå. Og så er jo de ti øre sparet. – Nå, har så Frida nylig været heroppe og spillet for dig?

BORKMAN.
Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du hende ikke udenfor?

FOLDAL.
Nej, jeg har ikke set noget til hende på lange tider. Lige siden hun kom i huset til denne fru Wilton.

BORKMAN
(sætter sig i sofaen og tyder med en håndbevægelse mod en stol)
.

Du kan gerne sætte dig, du også, Vilhelm.

FOLDAL
(sætter sig på stolkanten)
.

Mange tak.
(ser tungsindig på ham.)
Å, du kan ikke tro, hvor ensom jeg føler mig, siden Frida kom hjemmefra.

BORKMAN.
Å hvad, – du har da nok igen.

FOLDAL.
Ja, det véd Gud jeg har. Hele fem stykker. Men Frida var den eneste, som sådan forstod mig en smule.
(ryster tungt på hodet.)
Alle de andre forstår mig sletikke.

BORKMAN
(mørk, ser hen for sig og trommer på bordet)
.

Nej, det er sagen. Det er forbandelsen, som vi enkelte, vi udvalgte mennesker har at bære på. Massen og mængden, – alle de gennemsnitlige, – de forstår os ikke, Vilhelm.

FOLDAL
(resigneret)
.

Det fik endda være med forståelsen. Med lidt tålmodighed kan en jo altid gå og vente på den en stund endnu.
(med tårekvalt stemme.)
Men der er det, som er bittrere, du.

BORKMAN
(hæftig)
.

Der er ingenting bittrere end det!

FOLDAL.
Jo, der er, John Gabriel. Jeg havde nu netop en huslig scene – før jeg gik herud.