Complete Works of Henrik Ibsen (692 page)

ELLA RENTHEIM.
Nej, det gør jeg rigtignok ikke.

BORKMAN.
Bare din egen hjertesag –

ELLA RENTHEIM.
Bare den! Bare den! Det har du ret i.

BORKMAN.
Men du får huske på, at jeg er en mand. Som kvinde var du mig det dyreste i verden. Men når endelig så må være, så kan dog en kvinde erstattes af en anden –

ELLA RENTHEIM
(ser på ham med et smil)
.

Gjorde du den erfaring, da du havde taget Gunhild til hustru?

BORKMAN.
Nej. Men mine opgaver i livet hjalp mig til at bære det også. Alle magtens kilder i dette land vilde jeg gøre mig underdanige. Alt, hvad jord og fjeld og skog og hav rummed af rigdomme – det vilde jeg underlægge mig og skabe herredømme for mig selv og derigennem velvære for de mange, mange tusend andre.

ELLA RENTHEIM
(fortabt i erindringen)
.

Jeg kender det. Så mangen aften, som vi talte om dine formål –

BORKMAN.
Ja, med dig kunde jeg tale, Ella.

ELLA RENTHEIM.
Jeg spøgte med dine planer og spurgte, om du vilde vække alle guldets slumrende ånder.

BORKMAN
(nikker)
.

Jeg kan huske det udtryk.
(langsomt.)
Alle guldets slumrende ånder.

ELLA RENTHEIM.
Men du tog det ikke for spøg. Du sa’: ja, ja, Ella, det er netop det, jeg vil.

BORKMAN.
Det var det også. Når jeg bare først kunde få foden i stigebøjlen –. Og det afhang dengang af den ene mand. Han kunde og han vilde skaffe mig den ledende stilling i banken, – ifald jeg på min side –

ELLA RENTHEIM.
Rigtig, ja! Ifald du på din side gav afkald på den kvinde, du havde kær, – og som havde dig så usigelig kær igen.

BORKMAN.
Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig. Vidste, at han aldrig på noget andet vilkår –

ELLA RENTHEIM.
Og så slog du til.

BORKMAN
(heftig)
.

Ja, jeg gjorde det, Ella! For magtlysten var så ubetvingelig i mig, ser du! Og så slog jeg til. Måtte slå til. Og han hjalp mig op halvvejs imod de dragende højder, hvor jeg vilde hen. Og jeg steg og steg. År for år steg jeg –

ELLA RENTHEIM.
Og jeg var som udslettet af dit liv.

BORKMAN.
Og endda så styrted han mig i afgrunden igen. For din skyld, Ella.

ELLA RENTHEIM
(efter en kort, tankefuld taushed)
.

Borkman, – synes du ikke, at der ligesom har hvilet forbandelse over hele vort forhold?

BORKMAN
(ser på hende)
.

Forbandelse?

ELLA RENTHEIM.
Ja. Synes du ikke det?

BORKMAN
(urolig)
.

Jo. Men hvorfor egentlig –?
(udbrydende.)
Å, Ella, – jeg véd snart ikke længer, hvem der har ret, – enten jeg eller du!

ELLA RENTHEIM.
Du er den, som har forsyndet dig. Du fik al menneskeglæde til at dø i mig.

BORKMAN
(angst)
.

Sig da ikke det, Ella!

ELLA RENTHEIM.
Al kvindelig menneskeglæde idetmindste. Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne i mig, har jeg levet mit liv som under en solformørkelse. I alle disse år er det ble’t mig mere og mere imod, – rent umuligt tilslut, at elske nogen levende skabning. Ikke mennesker, ikke dyr eller planter. Bare denne eneste ene –

BORKMAN.
Hvilken eneste ene –?

ELLA RENTHEIM.
Erhart, naturligvis.

BORKMAN.
Erhart –?

ELLA RENTHEIM.
Erhart, – din, din søn, Borkman.

BORKMAN.
Har han altså virkelig ligget dig så varmt på hjerte?

ELLA RENTHEIM.
Hvorfor tror du ellers, jeg tog ham til mig? Og beholdt ham, så længe jeg bare kunde? Hvorfor?

BORKMAN.
Jeg tænkte, det var af barmhjertighed. Ligesom alt det øvrige.

ELLA RENTHEIM
(i stærkt indre oprør)
.

Barmhjertighed, siger du! Haha! Jeg har aldrig kendt noget til barmhjertighed – siden du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem ikke. Kom der et fattigt, forsultent barn ind i mit køkken og frøs og græd og bad om lidt mad, så lod jeg kokkepigen besørge det. Følte aldrig nogen trang til at ta’ barnet ind til mig selv, varme det ved min egen ovn, glæde mig ved at sidde og se på, at det fik spise sig mæt. Og jeg havde da aldrig været slig i min ungdom; det mindes jeg så grant! Det er dig, som har gjort det ørkentomt og ørkengoldt indeni mig – og udenom også!

BORKMAN.
Bare ikke for Erhart.

ELLA RENTHEIM.
Nej. Ikke for din søn. Men ellers for alt, alt, hvad som levende rører sig. Du har bedraget mig for en mors glæde og lykke i livet. Og for en mors sorger og tårer også. Og det turde kanske være det dyreste tab for mig, du.

BORKMAN.
Siger du det, Ella?

ELLA RENTHEIM.
Hvem véd? Det var kanske en mors sorger og tårer, som havde tjent mig bedst.
(i stærkere bevægelse.)
Men jeg kunde ikke slå mig til tåls med tabet dengang! Og derfor så tog jeg Erhart til mig. Vandt ham helt. Vandt hele hans varme, tillidsfulde barnehjerte for mig, – indtil –. Åh!

BORKMAN.
Indtil hvad?

ELLA RENTHEIM.
Indtil hans mor, – hans kødelige mor, mener jeg, tog ham fra mig igen.

BORKMAN.
Han måtte vel fra dig igen. Her ind til byen.

ELLA RENTHEIM
(vrider hænderne)
.

Ja, men jeg bærer ikke forladtheden, du! Ikke tomheden! Ikke tabet af din søns hjerte!

BORKMAN
(med et ondt udtryk i øjnene)
.

Hm, – det har du visst ikke mistet, Ella. Man mister ikke lettelig hjerter til fromme for nogen her nedenunder – i stueetagen.

ELLA RENTHEIM.
Jeg har mistet Erhart her. Og hun har vundet ham igen. Eller nogen anden også. Det lyser da noksom ud af de breve, han skriver til mig en gang imellem.

BORKMAN.
Er det altså for at hente ham hjem til dig, at du kommer her?

ELLA RENTHEIM.
Ja, ifald det så sandt var gørligt, da –!

BORKMAN.
Gørligt er det jo, hvis du endelig så vil ha’ det. For du har jo det største og første krav på ham.

ELLA RENTHEIM.
Å, krav, krav! Hvad gælder da krav her? Har jeg ham ikke frivillig, – så har jeg ham slet ikke. Og det er det, jeg må! Helt og udelt må jeg ha’ mit barns hjerte nu!

BORKMAN.
Du må huske på, at Erhart er inde i tyveårsalderen. Længe vilde du vel ikke gøre regning på at få beholde hans hjerte udelt, som du udtrykker dig.

ELLA RENTHEIM
(med et tungt smil)
.

Det behøvte ikke at vare så svært længe.

BORKMAN.
Ikke det? Jeg tænkte, at det du kræver, det kræver du til dine dages ende.

ELLA RENTHEIM.
Det gør jeg også. Men derfor behøver det ikke at vare så længe.

BORKMAN
(studser)
.

Hvad vil du sige med det?

ELLA RENTHEIM.
Du ved da vel, at jeg har været sygelig i alle de sidste år?

BORKMAN.
Har du?

ELLA RENTHEIM.
Véd du ikke det?

BORKMAN.
Nej, ikke egentlig –

ELLA RENTHEIM
(ser overrasket på ham)
.

Har ikke Erhart fortalt dig det?

BORKMAN.
Kan sandelig ikke huske det i øjeblikket.

ELLA RENTHEIM.
Overhodet ikke talt om mig kanske?

BORKMAN.
Jo, talt om dig tror jeg nok han har. Forresten så ser jeg så sjelden noget til ham. Næsten aldrig. Der er nogen nedenunder, som holder ham væk fra mig. Væk, væk, skønner du.

ELLA RENTHEIM.
Véd du det så sikkert, Borkman?

BORKMAN.
Ja visst véd jeg det.
(forandrer tonen.)
Nå, men du har altså været sygelig, Ella?

ELLA RENTHEIM.
Ja, jeg har det. Og nu i høst tog det en sådan overhånd, så jeg måtte her ind og tale med læger, som er mere kyndige.

BORKMAN.
Og du har alt talt med dem kanske?

ELLA RENTHEIM.
Ja, i formiddag.

BORKMAN.
Hvad sa’ de for noget da?

ELLA RENTHEIM.
De gav mig fuld visshed for det, som jeg længe har havt en anelse om –

BORKMAN.
Nå?

ELLA RENTHEIM
(jævn og rolig)
.

Det er en dødelig sygdom, jeg bærer på, Borkman.

BORKMAN.
Å, tro da ikke sligt noget, Ella!

ELLA RENTHEIM.
Det er en sygdom, som der ingen hjælp og redning er for, du. Lægerne véd intet middel imod den. De må la’ den gå sin gang. Kan ingenting gøre for at standse den. Bare lindre lidt kanske. Og det er da ialfald godt.

BORKMAN.
Å, men det kan vare længe endnu, – tro du mig.

ELLA RENTHEIM.
Det kan muligens vare vinteren over, blev der sagt mig.

BORKMAN
(uden at tænke ved det)
.

Nå ja, – vinteren er jo lang, den.

ELLA RENTHEIM
(stille)
.

Den er ialfald lang nok for mig.

BORKMAN
(ivrig, afledende)
.

Men hvad i al verden kan den sygdom være kommet af? Du, som da visst har levet så sundt og så regelret –? Hvad kan det da være kommet af?

ELLA RENTHEIM
(ser på ham)
.

Lægerne tænkte sig, at jeg kanske engang havde havt store sindsbevægelser at gå igennem.

BORKMAN
(opbrusende)
.

Sindsbevægelser! Aha, jeg forstår! Det skulde være mig, som har skylden!

ELLA RENTHEIM
(i stigende indre oprør)
.

Det er det for sent at drøfte nu! Men jeg må ha’ mit hjertes eget eneste barn igen, før jeg går bort! Det er så usigelig tungt for mig at tænke på, at jeg skal forlade alt, hvad liv er, – forlade sol og lys og luft, uden at lade efter mig her en eneste en, som vilde tænke på mig, mindes mig varmt og vemodigt, – slig, som en søn tænker på og mindes den mor, han har mistet.

BORKMAN
(efter et kort ophold)
.

Tag ham, Ella, – ifald du kan vinde ham.

ELLA RENTHEIM
(livfuldt)
.

Gir du dit samtykke? Kan du det?

BORKMAN
(mørk)
.

Ja. Og det er ikke noget så stort offer, du. For jeg ejer ham så ikke alligevel.