Complete Works of Henrik Ibsen (696 page)

Hvad siger du til det, Erhart?

ERHART
(lidt forlegen, trækker på skulderen)
.

Jo, mor, – når Fanny endelig så vil ha’ det, så –

FRU BORKMAN
(koldt)
.

Når rejser herskabet, om man tør spørge?

FRU WILTON.
Vi rejser nu straks, inat. Min slædevogn står nede på vejen, – udenfor hos Hinkels.

FRU BORKMAN
(ser nedad hende)
.

Aha, – det var altså aftenselskabet!

FRU WILTON
(smiler)
.

Ja, der kom ikke andre end Erhart og jeg. Og så lille Frida, forstår sig.

FRU BORKMAN.
Og hvor er hun nu?

FRU WILTON.
Hun sidder i vognen og venter på os.

ERHART
(pinligt forlegen)
.

Mor, – du kan da vel forstå –? Jeg vilde ha’ skånet dig – og alle for dette her.

FRU BORKMAN
(ser dybt krænket på ham)
.

Du vilde rejst fra mig uden at sige mig farvel?

ERHART.
Ja, jeg syntes, det var bedst så. Bedst for begge parter. Alting var jo klappet og klart. Tøjet pakket. Men da der så kom bud efter mig, så –.
(vil række hende hænderne.)
Farvel da, mor.

FRU BORKMAN
(afværgende, slår ud imod ham)
.

Rør mig ikke!

ERHART
(spag)
.

Er det dit sidste ord?

FRU BORKMAN
(hårdt)
.

Ja.

ERHART
(vender sig)
.

Farvel du da, tante Ella.

ELLA RENTHEIM
(trykker hans hænder)
.

Farvel, Erhart! Og lev dit liv, – og bliv så lykkelig, så lykkelig, – som du bare kan!

ERHART.
Tak, tante.
(bukker for Borkman.)
Farvel, far.
(hvisker til fru Wilton.)
Lad os se at komme afsted, jo før jo heller.

FRU WILTON
(sagte)
.

Ja, lad os det.

FRU BORKMAN
(med et ondt smil)
.

Fru Wilton, – tror De, at De gør rigtig klogt i at ta’ denne unge pigen med?

FRU WILTON
(gengælder smilet, halvt ironisk, halvt alvorlig)
.

Mændene er så ubestandige, fru Borkman. Og kvinderne ligervis. Når Erhart er færdig med mig, – og jeg med ham, – så er det godt for os begge, at han, stakker, har nogen at falde tilbage på.

FRU BORKMAN.
Men De selv da?

FRU WILTON.
Å, jeg arrangerer mig nok, kan De vide. Farvel allesammen!

(hun hilser og går ud gennem forstuedøren. Erhart står et øjeblik ligesom vaklende; så vender han sig og følger hende.)

FRU BORKMAN
(med sænkede, foldede hænder)
.

Barnløs.

BORKMAN
(som vågnende til beslutning)
.

Så ud i uvejret alene da! Min hat! Min kappe!

(han går skyndsomt mod døren.)

ELLA RENTHEIM
(i angst; standser ham)
.

John Gabriel, hvor vil du hen?

BORKMAN.
Ud i livets uvejr, hører du. Slip mig, Ella!

ELLA RENTHEIM
(holder ham fast)
.

Nej, nej, jeg slipper dig ikke ud! Du er syg. Jeg kan se det på dig!

BORKMAN.
Lad mig gå, siger jeg!

(han river sig løs og går ud i forstuen.)

ELLA RENTHEIM
(i døren)
.

Hjælp mig at holde på ham, Gunhild!

FRU BORKMAN
(kold og hård; står midt i stuen)
.

Jeg holder ikke på noget menneske i hele verden. Lad dem gå fra mig allesammen. Både den ene og den anden! Så langt, – så langt de bare vil.
(pludseligt, med et skærende skrig.)
Erhart, rejs ikke!

(hun styrter med udbredte arme mod døren. Ella Rentheim standser hende.)

FJERDE AKT

(Åben gårdsplads udenfor hovedbygningen, som ligger til højre. Et hjørne af denne med indgangsdør og en flad stentrappe springer frem. Langs baggrunden, nær ind til gården, strækker sig bratte granbevoksede lier. Begyndende spredt småskog til venstre. Snevejret er ophørt; men jorden er højt dækket af den nylig faldne sne. Granerne, ludende og tunge, ligeså. Mørk natteluft. Drivende skyer. Månen skimtes undertiden svagt. Omgivelserne modtager kun et mat lys fra sneen.)

(Borkman, fru Borkman og Ella Rentheim står ude på trappen. Borkman læner sig mat og træt op imod husvæggen. Han har en gammeldags slængkappe kastet over skuldrene, holder en blød grå filthat i den ene hånd og en tyk knortekæp i den anden. Ella Rentheim bærer sin kåbe på armen. Fru Borkmans store tørklæde er gledet ned over nakken, så at hendes hår er blottet.)

ELLA RENTHEIM
(har stillet sig i vejen for fru Borkman)
.

Gå ikke efter ham, Gunhild!

FRU BORKMAN
(i angst og oprør)
.

Slip mig forbi, du! Han må ikke rejse fra mig!

ELLA RENTHEIM.
Det er så rent unyttigt, siger jeg dig! Du når ham ikke.

FRU BORKMAN.
Lad mig gå alligevel, Ella! Jeg vil skrige højt efter ham nedover vejen. Og sin mors skrig må han da vel høre!

ELLA RENTHEIM.
Han kan ikke høre dig. Han sidder visst alt inde i vognen –

FRU BORKMAN.
Nej, nej, – han kan da ikke sidde i vognen endnu!

ELLA RENTHEIM.
Han sidder for længst i vognen, tro du mig.

FRU BORKMAN
(i fortvilelse)
.

Sidder han i vognen, – så sidder han der med hende, med hende, – hende!

BORKMAN
(ler skummelt)
.

Og så hører han nok ikke sin mors skrig da.

FRU BORKMAN.
Nej, – så hører han det ikke.
(lytter.)
Hys! Hvad er det?

ELLA RENTHEIM
(også lyttende)
.

Det høres ligesom bjældeklang –

FRU BORKMAN
(med et dæmpet udråb)
.

Det er hendes vogn!

ELLA RENTHEIM.
Eller kanske en andens –

FRU BORKMAN.
Nej, nej, det er fru Wiltons slædevogn! Jeg kender sølvklokkerne! Hør! Nu kører de lige forbi her – nedenunder bakken!

ELLA RENTHEIM
(hurtigt)
.

Gunhild, vil du skrige efter ham, så skrig nu! Kanske han alligevel –!

(Bjældeklangen lyder lige ved, inde i skogen.)

ELLA RENTHEIM.
Skynd dig, Gunhild! Nu er de lige nedenunder os!

FRU BORKMAN
(står et øjeblik ubesluttet; derpå stivner hun, hård og kold)
.

Nej. Jeg skriger ikke efter ham. Lad Erhart Borkman køre mig forbi. Langt, langt ud i det, han nu kalder livet og lykken.

(Lyden taber sig i det fjerne.)

ELLA RENTHEIM
(lidt efter)
.

Nu høres ikke klokkerne længer.

FRU BORKMAN.
Jeg syntes, de lød som gravklokker.

BORKMAN
(med tør, dæmpet latter)
.

Åhå, – der ringes ikke over mig endnu!

FRU BORKMAN.
Men over mig. Og over ham, som rejste fra mig.

ELLA RENTHEIM
(nikker tankefuldt)
.

Hvem véd, om de ikke ringer livet og lykken ind for ham alligevel Gunhild.

FRU BORKMAN
(farer op; ser hårdt på hende)
.

Livet og lykken, siger du!

ELLA RENTHEIM.
For en stakket stund ialfald.

FRU BORKMAN.
Vilde du unde ham livet og lykken, – med hende?

ELLA RENTHEIM
(varmt og inderligt)
.

Ja, af min hele, fulde sjæl vilde jeg det!

FRU BORKMAN
(koldt)
.

Så må du være rigere på kærlighedskraft, du, end jeg.

ELLA RENTHEIM
(ser langt hen for sig)
.

Det er kanske kærlighedssavnet, som holder den kraft oppe.

FRU BORKMAN
(fæster øjnene på hende)
.

Hvis så er, – da bli’r nok jeg snart lige så rig som du, Ella.

(hun vender sig og går ind i huset.)

ELLA RENTHEIM
(står en stund og ser bekymret på Borkman; så lægger hun hånden varsomt på hans skulder)
.

John, kom så og gå ind, du også.

BORKMAN
(ligesom opvågnende)
.

Jeg?

ELLA RENTHEIM.
Ja. Du tåler ikke den hvasse vinterluft. Det kan jeg se på dig, John. Kom så og gå ind med mig. Ind under tag, hvor der er varmt.

BORKMAN
(vred)
.

Op igen på salen kanske!

ELLA RENTHEIM.
Helst ind i stuen til hende.

BORKMAN
(farer op i hæftighed)
.

Aldrig i livet sætter jeg foden under det tag mere!

ELLA RENTHEIM.
Men hvor vil du da hen? Så sent, ved nattetid, John?

BORKMAN
(sætter hatten på)
.

Først og fremst så vil jeg nu gå ud og se til alle mine gemte skatte.

ELLA RENTHEIM
(ser ængstelig på ham)
.

John, – jeg forstår dig ikke!

BORKMAN
(i hostende latter)
.

Å, det er ikke bortgemt tyvegods, jeg mener. Vær ikke ræd for det, Ella.
(standser og peger ud.)
Se ham der, du! Hvem er det?

(Vilhelm Foldal, i en gammel, tilsneet kavaj, med hatten nedbrættet og med en stor paraply i hånden, kommer frem foran hjørnet af huset, møjsomt stavrende gennem sneen. Han hinker stærkt på den venstre fod.)

BORKMAN.
Vilhelm! Hvad vil du her hos mig – nu igen?

FOLDAL
(ser op)
.

I herrens navn, – står du ude på trappen, John Gabriel?
(hilser.)
Og fruen også, ser jeg!

BORKMAN
(kort)
.

Det er ikke fruen.

FOLDAL.
Å, om forladelse. Jeg har nemlig mistet brillerne i sneen. – Men at du, som ellers aldrig går udenfor en dør –?

BORKMAN
(hensynsløst, lystig)
.

Det er på tiden, jeg begynder at bli’ friluftsmenneske igen, skønner du. Næsten tre år i varetægt; fem år i cellen; otte år på salen deroppe –

ELLA RENTHEIM
(bekymret)
.

Borkman, – jeg be’r dig –!

FOLDAL.
Ak ja, ja, ja –

BORKMAN.
Men hvad er det så, du vil mig, spør’ jeg?

FOLDAL
(står fremdeles nedenfor trappen)
.

Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg syntes, jeg måtte op til dig på salen. Herregud, – den salen, du!

BORKMAN.
Vilde du der op til mig, som viste dig døren?

FOLDAL.
Ja, det får i Guds navn være det samme.

BORKMAN.
Hvad har du gjort ved foden? Du går jo og halter?

FOLDAL.
Ja, tænk dig, du, – jeg er ble’t overkørt.

ELLA RENTHEIM.
Overkørt!

FOLDAL.
Ja, af en slædevogn –

BORKMAN.
Åhå!

FOLDAL.
– med to heste for. De kom i susende fart nedover bakken. Jeg kunde ikke vige af vejen fort nok; og så –

ELLA RENTHEIM.
– og så kørte de over Dem?

FOLDAL.
De kørte lige på mig, frue – eller frøken. Lige på mig kørte de, så jeg rulled rundt i sneen og misted brillerne og fik paraplyen knækket;
(gnider sig.)
og foden lidt skadet også.

BORKMAN
(ler indvendig)
.

Véd du, hvem der sad i den vognen, Vilhelm?

FOLDAL.
Nej, hvor kunde jeg se det? Det var jo en lukket vogn, og gardinerne var trukket ned. Og kusken standsed såmænd ikke et øjeblik, da jeg lå der og trilled –. Men det kan også være det samme, for –
(udbrydende.)
Å, jeg er så forunderlig glad, du!

BORKMAN.
Glad?

FOLDAL.
Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det. Men jeg synes, at jeg nærmest må kalde det glad. For der er indtruffet noget så rent mærkværdigt! Og derfor så kunde jeg ikke andet, – jeg måtte indom og dele glæden med dig, John Gabriel.

BORKMAN
(barsk)
.

Nå, så del den glæden da!

ELLA RENTHEIM.
Å, men få da først din ven ind med dig, Borkman.

BORKMAN
(hårdt)
.

Jeg vil ikke ind i huset, har jeg sagt.

ELLA RENTHEIM.
Men du hører jo, at han er ble’t overkørt!

BORKMAN.
Å, overkørt bli’r vi allesammen – en gang i livet. Men så får en rejse sig op igen. Og lade som ingenting.

FOLDAL.
Det var et dybsindigt ord, John Gabriel. Men jeg kan så inderlig godt fortælle her ude i en fart.

BORKMAN
(mildere)
.

Ja, tjen mig i det, Vilhelm.

FOLDAL.
Ja, nu skal du bare høre! Tænk dig, du, – da jeg kommer hjem her iaftes fra dig, – så finder jeg et brev. – Kan du gætte, hvem det var fra?

BORKMAN.
Kanske det var fra din lille Frida?

FOLDAL.
Netop! Tænk, at du traf det straks! Ja, det var et langt – temmelig langt brev fra Frida, du. Der havde været en tjener og bragt det. Og kan du tænke dig, hvad hun skriver om?

BORKMAN.
Skulde det muligens være for at sige farvel til forældrene.

FOLDAL.
Akkurat! Det er mærkværdigt som du kan gætte, John Gabriel! Jo, hun skriver, at fru Wilton har fattet så stor godhed for hende. Og nu vil fruen rejse med hende til udlandet. For at Frida kan få lære mere musik, skriver hun. Og så har fru Wilton sørget for en dygtig lærer, som skal være med på rejsen. Og læse med Frida. For, desværre, hun er nok lidt forsømt i enkelte stykker, skønner du.

BORKMAN
(ler indvendig, så det klukker i ham)
.

Ja vel, ja vel. Jeg skønner det altsammen så urimelig godt, Vilhelm.