Complete Works of Henrik Ibsen (697 page)

FOLDAL
(fortsætter ivrig)
.

Og tænk, hun fik først vide det om rejsen nu ikveld. Det var i det selskabet, som du véd nok, hm! Og endda så fandt hun tid til at skrive. Og brevet er så varmt og så smukt og så hjerteligt skrevet, forsikrer jeg dig til. Ikke spor af foragt for sin far nu længer. Og så det fine træk, du, at hun vilde sige os farvel skriftlig – før hun rejste.
(ler.)
Men det bli’r der rigtignok ikke noget af!

BORKMAN
(ser spørgende på ham)
.

Hvorledes det?

FOLDAL.
Hun skriver, at imorgen tidlig rejser de. Ganske tidligt.

BORKMAN.
Se, se, – imorgen? Skriver hun det?

FOLDAL
(ler og gnider hænderne)
.

Ja, men nu er jeg listig, jeg, ser du! Nu går jeg lige op til fru Wiltons –

BORKMAN.
Nu ikveld?

FOLDAL.
Ja Herregud, det er da ikke så svært sent endnu. Og skulde der alt være stængt, så ringer jeg på. Uden videre. For jeg vil og jeg må se Frida, før hun rejser. Godnat, godnat!

(han vil gå.)

BORKMAN.
Hør her, min stakkers Vilhelm, – du kan spare dig det tunge vejstykke.

FOLDAL.
Å, du tænker på den foden –

BORKMAN.
Ja, og så slipper du ikke ind hos fru Wiltons alligevel.

FOLDAL.
Jo såmænd gør jeg så. Jeg bli’r ved at ringe og kime på klokken, til der kommer nogen og lukker op. For Frida må jeg og skal jeg se.

ELLA RENTHEIM.
Deres datter er alt rejst, herr Foldal.

FOLDAL
(står som slagen)
.

Er Frida alt rejst! Véd De det visst? Hvem har De det fra?

BORKMAN.
Vi har det fra hendes vordende lærer.

FOLDAL.
Så? Og hvem er han da?

BORKMAN.
Det er en student Erhart Borkman.

FOLDAL
(strålende glad)
.

Din søn, John Gabriel! Skal han rejse med?

BORKMAN.
Jaha; det er ham, som skal hjælpe fru Wilton med at oplære din lille Frida.

FOLDAL.
Nå, Gud ske lov og tak! Så er jo barnet i de bedste hænder da. Men er det også ganske visst, at de alt er rejst med hende?

BORKMAN.
De rejste med hende i den vognen, som kørte dig over på vejen.

FOLDAL
(slår hænderne sammen)
.

Tænke sig til, at min lille Frida sad inde i den pragtfulde vognen!

BORKMAN
(nikker)
.

Jo-jo, Vilhelm, – din datter er kommen godt op at køre. Og student Borkman også. – Nå, – la’ du så mærke til sølvklokkerne?

FOLDAL.
Jo da. – Sølvklokkerne, siger du? Var det sølvklokker, du? Virkelig ægte sølvklokker?

BORKMAN.
Det kan du forlade dig på. Altsammen var ægte. Både udenpå og – og indeni.

FOLDAL
(stille bevæget)
.

Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken kan føje sig for et menneske! Det er min – min smule digtergave, som har omsat sig til musik hos Frida. Og så har jeg altså ikke forgæves været digter alligevel da. For nu får hun rejse ud i den store, vide verden, som jeg engang havde drømt så dejligt om at få se. I lukket slædevogn får lille Frida rejse. Og med sølvklokker på sæletøjet –

BORKMAN.
– og køre over sin far –

FOLDAL
(glad)
.

Å hvad! Det kan være det samme med mig, – når bare barnet –. Nå, jeg kom altså for sent alligevel. Og derfor så vil jeg gå hjem og trøste hendes mor, som sidder i køkkenet og græder.

BORKMAN.
Græder hun?

FOLDAL
(småleende)
.

Ja, tænk dig til, du, – hun sad og græd så rent svært, da jeg gik.

BORKMAN.
Og du ler, du, Vilhelm.

FOLDAL.
Ja jeg, ja! Men hun, stakker, hun forstår det ikke bedre, hun, ser du. Nå, farvel da! Godt er det, at jeg har sporvognen så nær ved. Farvel, farvel, John Gabriel! Farvel, frøken!

(han hilser og går møjsomt ud samme vej, som han kom.)

BORKMAN
(står en stund stille og ser hen for sig)
.

Farvel, Vilhelm! Det er ikke første gang i livet, at du er ble’t overkørt, gamle ven.

ELLA RENTHEIM
(ser i undertrykt angst på ham)
.

Du er så bleg, så bleg, John –

BORKMAN.
Det kommer af fængselsluften deroppe.

ELLA RENTHEIM.
Jeg har aldrig før set dig slig.

BORKMAN.
Nej, for du har vel aldrig set en udbrudt straffange før heller.

ELLA RENTHEIM.
Å, kom nu bare og gå ind med mig, John!

BORKMAN.
Lad være med de lokketoner. Jeg har jo sagt dig –

ELLA RENTHEIM.
Men når jeg nu be’r dig så indstændig? For din egen skyld –

(Stuepigen kommer halvt ud på trappen.)

STUEPIGEN.
Om forladelse; fruen har sagt, at jeg skal stænge gadedøren nu.

BORKMAN
(sagte til Ella)
.

Hør bare; nu vil de stænge mig inde igen!

ELLA RENTHEIM
(til pigen)
.

Bankchefen er ikke rigtig vel. Han vil trække lidt frisk luft først.

STUEPIGEN.
Ja men fruen selv har sagt, at –

ELLA RENTHEIM.
Jeg skal stænge døren. Lad bare nøglen sidde i, så –

STUEPIGEN.
Ja, Gud bevar’s vel; jeg skal nok så gøre.

(Hun går ind i huset igen.)

BORKMAN
(står et øjeblik stille og lytter; så går han ilsomt ned på gårdspladsen)
.

Nu er jeg udenfor muren, Ella! Nu får de mig aldrig fat mere!

ELLA RENTHEIM
(nede hos ham)
.

Men du er jo fri mand derinde også, John. Kan gå og komme ganske som du selv vil.

BORKMAN
(sagte, ligesom i skræk)
.

Aldrig under tag igen! Her ude i natten er det så godt at være. Gik jeg op på salen nu, – loft og vægge vilde skrumpe sig sammen. Knuge mig. Klemme mig flad som en flue –

ELLA RENTHEIM.
Men hvor vil du da hen?

BORKMAN.
Bare gå og gå og gå. Se, om jeg kan vinde frem til frihed og til liv og til mennesker igen. Vil du gå med mig, Ella?

ELLA RENTHEIM.
Jeg? Nu?

BORKMAN.
Ja, ja, – nu straks!

ELLA RENTHEIM.
Men hvor langt da?

BORKMAN.
Så langt jeg bare kan.

ELLA RENTHEIM.
Å, men tænk dig da om. Ude i denne våde, kolde vinternatten –

BORKMAN
(med rå strubelyd)
.

Åhå, – frøkenen er bekymret for sin helbred? Ja-ja, – den er jo skrøbelig, den.

ELLA RENTHEIM.
Det er din helbred, jeg er bekymret for.

BORKMAN.
Håhåhå! En død mands helbred! Jeg må le af dig, Ella!

(han går videre.)

ELLA RENTHEIM
(efter ham; holder ham fast)
.

Hvad var det, du sa’, at du var?

BORKMAN.
En død mand, sa’ jeg. Mindes du ikke, Gunhild sa’, jeg skulde bare holde mig rolig, der jeg lå?

ELLA RENTHEIM
(besluttet, kaster kåben om sig)
.

Jeg går med dig, John.

BORKMAN.
Ja vi to, vi hører jo også sammen, vi, Ella.
(går videre)
Kom så!

(De er efterhånden nået ind i småskogen til venstre. Denne skjuler dem lidt efter lidt, så de ikke mere ses. Huset og gårdspladsen tabes af sigte. Landskabet, med lier og højdedrag, forandrer sig stadig langsomt og bliver vildere og vildere.)

ELLA RENTHEIMS STEMME
(høres inde i skogen til højre)
.

Hvor er det, vi går, John? Jeg kender mig ikke igen her.

BORKMANS STEMME
(højere oppe)
.

Hold dig bare i snesporene efter mig!

ELLA RENTHEIMS STEMME.
Men hvorfor behøver vi at stige så højt da?

BORKMANS STEMME
(nærmere)
.

Vi må opad den krogede stien.

ELLA RENTHEIM
(fremdeles skjult)
.

Å, men jeg årker snart ikke mer.

BORKMAN
(i skogkanten til højre)
.

Kom, kom! Nu er vi ikke langt fra udsigten. Der stod en bænk før i tiden –

ELLA RENTHEIM
(kommer tilsyne mellem træerne)
.

Mindes du den?

BORKMAN.
Der kan du hvile dig.

(De er komne frem på en liden, højtliggende, åben slette i skogen. Lien stiger brat op bag dem. Til venstre, dybt nede, et vidtstrakt landskab med fjord og høje, fjerne åsrækker over hverandre. På sletten til venstre et uddød furutræ med en bænk under. Sneen ligger høj på sletten.)

(Borkman og efter ham Ella Rentheim fra højre vader med møje gennem sneen.)

BORKMAN
(standser ved dybet til venstre)
.

Kom her, Ella, så skal du få se.

ELLA RENTHEIM
(hos ham)
.

Hvad er det, du vil vise mig, John?

BORKMAN
(peger udad)
.

Ser du, hvor landet ligger frit og åbent for os – vidt ud over?

ELLA RENTHEIM.
Der på bænken sad vi ofte før, – og så endnu langt, langt videre ud over.

BORKMAN.
Det var et drømmeland, vi så ud over dengang.

ELLA RENTHEIM
(nikker tungt)
.

Vort livs drømmeland var det, ja. Og nu er det land snedækt. – Og det gamle træ er dødt.

BORKMAN
(uden at høre på hende)
.

Kan du skimte røgen af de store dampskibene ude på fjorden?

ELLA RENTHEIM.
Nej.

BORKMAN.
Jeg kan. – De kommer og de går. De bringer forbundsliv hele jorden rundt. De skaber lys og varme over sjælene i mange tusend hjem. Det var det, jeg drømte om at skabe.