Complete Works of Henrik Ibsen (694 page)

FRU BORKMAN
(ser på ham; med højhed i udtrykket)
.

Å, du véd ikke, hvad jeg har sørget for!

BORKMAN.
Du?

FRU BORKMAN.
Ja, just jeg. Jeg alene.

BORKMAN.
Så sig det da.

FRU BORKMAN.
Dit eftermæle har jeg sørget for.

BORKMAN
(med en kort, tør latter)
.

Mit eftermæle? Se, se! Det klinger jo næsten, som om jeg alt var død.

FRU BORKMAN
(med eftertryk)
.

Det er du også.

BORKMAN
(langsomt)
.

Ja, du har kanske ret i det.
(opfarende.)
Men nej, nej! Ikke endnu! Jeg har været så nær, så nær ved det. Men nu er jeg vågnet. Frisknet til igen. Der ligger endnu liv foran mig. Jeg kan se dette nye, lysende liv, som gærer og venter –. Og du skal nok få se det, du også.

FRU BORKMAN
(hæver hånden)
.

Drøm aldrig mere om liv! Forhold dig rolig, der du ligger!

ELLA RENTHEIM
(oprørt)
.

Gunhild! Gunhild, – hvor kan du da ville –!

FRU BORKMAN
(uden at høre på hende)
.

Jeg vil rejse mindesmærket over graven.

BORKMAN.
Skamstøtten, mener du sagtens?

FRU BORKMAN
(i stigende sindsbevægelse)
.

Å nej, det skal ikke være noget mærke af sten eller metal. Og ingen skal få lov til at ætse nogen hånfuld indskrift ind i det mærke, jeg rejser. Der skal plantes ligesom en klynge af levende hegn, af trær og busker tæt, tæt omkring dit gravliv. Der skal dækkes over alt det dunkle, som engang var. Skjules i glemsel for menneskenes øjne John Gabriel Borkman!

BORKMAN
(hæst og skærende)
.

Og det kærlighedsværk vil du øve?

FRU BORKMAN.
Ikke ved egne kræfter. Det tør jeg ikke tænke på. Men jeg har opdraget en hjælper til at sætte sit liv ind på dette ene. Han skal leve livet i renhed og højhed og lys, således at dit eget grubeliv bli’r som udslettet heroppe på jorden!

BORKMAN
(mørk og truende)
.

Er det Erhart, du mener, så sig det straks!

FRU BORKMAN
(ser ham fast i øjnene)
.

Ja, det er Erhart. Min søn. Han, som du vil gi’ afkald på – til bod for dine egne gerninger.

BORKMAN
(med et blik mod Ella)
.

Til bod for min tungeste brøde.

FRU BORKMAN
(afvisende)
.

Brøde imod en fremmed bare. Husk på brøden imod mig!
(ser hoverende på dem begge.)
Men han lyder jer ikke! Når jeg skriger efter ham i min nød, så kommer han! For det er hos mig, han vil være! Hos mig og aldrig hos nogen anden –
(lytter pludselig og råber.)
Der hører jeg ham! Der er han, – der er han! Erhart!

(Erhart Borkman river ilsomt entrédøren op og kommer ind i stuen. Han er i overfrakke og har hatten på hodet.)

ERHART
(bleg og ængstelig)
.

Mor da, – hvad i Guds navn –!

(han ser Borkman, som står ved døråbningen til havestuen, farer sammen og tager hatten af.)

ERHART
(tier et øjeblik; så spørger han)
:

Hvad er det, du vil mig, mor? Hvad er her hændt.

FRU BORKMAN
(breder armene ud imod ham)
.

Jeg vil se dig, Erhart! Jeg vil ha’ dig hos mig – altid!

ERHART
(stammende)
.

Ha’ mig –? Altid! Hvad mener du med det?

FRU BORKMAN.
Ha’ dig, ha’ dig. vil jeg! For der er nogen, som vil ta’ dig fra mig!

ERHART
(viger et skridt)

Ah, – du véd det altså!

FRU BORKMAN.
Ja. Véd du det også?

ERHART
(studser og ser på hende)
.

Om jeg véd det? Ja, naturligvis –

FRU BORKMAN.
Aha, et aftalt spil! Bag min ryg! Erhart, Erhart!

ERHART
(hurtig)
.

Mor, sig mig, hvad det er for noget, som du véd!

FRU BORKMAN.
Jeg véd det altsammen. Jeg véd, at din tante er kommen her for at ta’ dig fra mig.

ERHART.
Tante Ella!

ELLA RENTHEIM.
Å,1 hør først lidt på mig, Erhart!

1. fu: A

FRU BORKMAN
(vedblivende)
.

Hun vil, at jeg skal afstå dig til hende. Hun vil være dig i mors sted, Erhart! Hun vil, at du skal være hendes søn og ikke min herefterdags. Vil, at du skal arve alt efter hende. Lægge dit navn af og ta’ hendes istedet!

ERHART.
Tante Ella, er dette her sandt?

ELLA RENTHEIM.
Ja, det er sandt.

ERHART.
Jeg har ikke vidst et ord om sligt noget før nu. Hvorfor vil du ha’ mig til dig nu igen?

ELLA RENTHEIM.
Fordi jeg føler, at jeg mister dig her.

FRU BORKMAN
(hårdt)
.

For min skyld mister du ham, – ja! Og det er bare i sin orden, det.

ELLA RENTHEIM
(ser bedende på ham)
.

Erhart, jeg har ikke råd til at miste dig. For du skal vide, at jeg er et ensomt, – døende menneske.

ERHART.
Døende –?

ELLA RENTHEIM.
Ja døende. Vil du være hos mig til det sidste? Knytte dig helt til mig? Være for mig, som om du var mit eget barn –

FRU BORKMAN
(afbrydende)
.

– og svigte din mor og kanske din opgave i livet også? Vil du det, Erhart?

ELLA RENTHEIM.
Jeg er dømt til at gå bort. Svar mig, Erhart.

ERHART
(varmt, bevæget)
.

Tante Ella, – du har været mig så usigelig god. Hos dig har jeg fåt lov til at vokse op i al den sorgløse lykkefølelse, som jeg tror, der kan være over noget barns liv –

FRU BORKMAN.
Erhart, Erhart!

ELLA RENTHEIM.
Å, hvor velsignet, at du kan se det så endnu!

ERHART.
– men jeg kan ikke ofre mig for dig nu. Jeg kan umulig sådan helt og holdent gå op i at være som en søn for dig –

FRU BORKMAN
(triumferende)
.

Ah, jeg vidste det nok! Du får ham ikke! Du får ham ikke, Ella!

ELLA RENTHEIM
(tungt)
.

Jeg ser det. Du har vundet ham tilbage.

FRU BORKMAN.
Ja, ja, – min er han og min blir han! Erhart, – ikke sandt, du, – vi to har endnu et stykke vej at gå sammen, vi.

ERHART
(kæmpende med sig selv)
.

Mor, – jeg får lige så godt sige dig det rent ud –

FRU BORKMAN
(spændt)
.

Nå?

ERHART.
Det bli’r nok bare et kort stykke vej, jeg kommer til at gå sammen med dig, mor.

FRU BORKMAN
(står som slagen)
.

Hvad vil du sige med det?

ERHART
(mander sig op)
.

Herregud, mor, – jeg er da ung! Jeg synes, at stueluften her rent må kvæle mig tilslut.

FRU BORKMAN.
Her – hos mig!

ERHART.
Ja, her hos dig, mor!

ELLA RENTHEIM.
Så kom med mig da, Erhart!

ERHART.
Å, tante Ella, det er ikke et hår bedre hos dig. Det er på en anden vis der. Men ikke bedre for det. Ikke bedre for mig. Der er roser og lavendler, – stueluft, der som her!

FRU BORKMAN
(rystet, men med tilkæmpet fatning)
.

Stueluft hos din mor, siger du!

ERHART
(i stigende utålmodighed)
.

Ja, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det andet. Al denne sygelige omhu og – og forgudelse – eller hvad det er for noget. Jeg holder det ikke ud længer!

FRU BORKMAN
(ser dybt alvorligt på ham)
.

Glemmer du, hvad du har viet dit liv til, Erhart?

ERHART
(udbrydende)
.

Å sig heller, hvad du har viet mit liv til! Du, du har været min vilje! Jeg selv har aldrig fåt lov til at ha’ nogen! Men nu kan jeg ikke bære dette åg længer! Jeg er ung! Husk vel på det, mor!
(med et høfligt. hensynsfuldt blik til Borkman.)
Jeg kan ikke vie mit liv til soning for nogen anden. Hvem denne anden så end måtte være.

FRU BORKMAN
(greben af en stigende angst)
.

Hvem er det, som har forvandlet dig, Erhart!

ERHART
(truffen)
.

Hvem –? Kunde det da ikke være mig selv, som –?

FRU BORKMAN.
Nej, nej, nej! Du er kommen ind under fremmede magter. Du er ikke under din mors længer. Og ikke under din – din plejemors heller.

ERHART
(i tiltvungen trodsighed)
.

Jeg er under min egen magt, jeg, mor! Og under min egen vilje også!

BORKMAN
(frem imod Erhart)
.

Så er kanske timen endelig kommen for mig en gang.

ERHART
(fremmed og afmålt høflig)
.

Hvorledes –? Hvorledes mener far det?

FRU BORKMAN
(hånlig)
.

Ja, det spør’ rigtignok jeg også om.

BORKMAN
(vedbliver uforstyrret)
.

Hør du, Erhart, – vil du så gå med din far da? Det er ikke gennem nogen andens livsførelse, et en mand kan finde oprejsning for sit fald. Sligt noget er bare tomme drømme, som er ble’t fablet for dig om – hernede i stueluften. Om du så vilde indrette dit liv på at leve det som alle de hellige mænd tilsammen, – det nytted ikke mig en smule.

ERHART
(afmålt, ærbødig)
.

Det er så sandt, som det er sagt.

BORKMAN.
Ja, det er det. Og det vilde heller ikke nytte, om jeg gav mig til at visne hen i bod og sønderknuselse. Jeg har prøvet på at hjælpe mig igennem med drømme og håb – i alle disse årene. Men sligt noget duer ikke for mig. Og nu vil jeg ud af drømmene.