Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
Complete Works of Henrik Ibsen (345 page)
E
R
FOR PROFESSOR SCHWEIGAARD’S JUBILEE
FREDERICK THE SEVENTH’S MEMORY
TO MY FRIEND THE REVOLUTIONARY ORATOR
WILDFLOWERS AND HOTHOUSE-PLANTS
Victoria Terrasse in Christiania (Oslo) — Ibsen lived in an apartment here in 1891
LUCIUS CATILINA, en adelig romer.
AURELIA, hans hustru.
FURIA, en vestalinde.
CURIUS, catilinas slægtning, en yngling.
MANLIUS, en gammel kriger.
LENTULUS, }
COEPARIUS, }
GABINIUS, }
STATILIUS, }
CETHEGUS,} unge adelige Romere.
AMBIORIX,}
OLLOVICO,} Allebrogernes udsendinger.
EN OLDING.
PRESTINDER og TJENERE i Vestas tempel.
GLADIATORER og KRIGERE.
ALLEBROGERNES LEDSAGERE.
SULLAS GENFÆRD.
(Første og anden akt foregår ved og i Rom, tredje akt i Etrurien.)
(Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En træbevokset bakke ved vejen. I baggrunden fremrager stadens højder og mure. Det er aften.)
(Catilina står oppe på bakken mellem buskerne, lænet til en træstamme.)
CATILINA.
Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, – og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder –!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; –
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden.)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; –
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
(roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, – og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, –
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; – vågn, og vord en mand!
(afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme,
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere, kommer nedover landevejen uden at bemærke Catilina.)
AMBIORIX.
Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol.
OLLOVICO.
Det
Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germanniens, – Galliens og måské.
AMBIORIX.
Desværre, ja; – så tør det engang vorde;
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allebrogers land.
OLLOVICO.
Det vil os skænkes.
AMBIORIX.
Lad os håbe så;
thi endnu véd vi ingenting med visshed.
OLLOVICO.
Du frygter, synes det?
AMBIORIX.
Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger, –
i kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til fører for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men
her
–
CATILINA
(råber ned til dem)
.
– her råder vold og egennytte; –
ved list og rænker blir man hersker her!
OLLOVICO.
O, ve os, brødre, – han har os beluret!
AMBIORIX
(til Catilina)
.
Er så den ædelbårne Romers skik?
Et kvindeværk er det i vore dale.
CATILINA
(stiger ned på vejen)
.
Frygt ikke; – spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale. –
Fra Allebrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfærd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
forgældet, og afhængig som en træl
af et senat – tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-ånd,
det frisind, Roma havde før i eje; –
liv, sikkerhed, er af senatets hånd
en nåde, som med guld man må opveje.
Her gælder magtsprog, ej retfærdighed;
den ædle står af vælden overskygget –
AMBIORIX.
Men sig, – hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorpå vort hele håb var bygget?
CATILINA.
En mand, der føler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfærdigt vælde;
en ven af hver en undertrykt, hver svag, –
med lyst og mod, den mægtige at fælde.
AMBIORIX.
Det stolte Romerfolk –? Ah, Romer, svar; –
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skræk, beskytter for den svage?
CATILINA
(peger mod staden og siger:)
Se, Allebroger, – hist på højden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rødlig aftenglans det luer
ved sidste blinket ifra vestens sol. –
Så flammer også Romas aftenrøde;
dets frihed hylles ind i trældoms nat. –
Dog, på dets himmel snart en sol skal gløde;
og for dens stråler svinder mulmet brat.
(han går.)
(En søjlegang i Rom.)
(Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig samtale.)
COEPARIUS.
Ja, du har ret; det vorder stedse værre.
Hvad enden bliver, véd jeg ikke selv.
CETHEGUS.
Ej! Aldrig falder det mig ind at tænke
på enden. Øjeblikket nyder jeg.
Hver glædens skål jeg stikker ud – og lader
det hele gå sin egen skæve gang.
LENTULUS.
Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
så ligegyldigt at imødese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgøres kan.
STATILIUS.
Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis, som vor –
CETHEGUS.
O, ti med sligt!
LENTULUS.
Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gæld berøvet.
CETHEGUS.
Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem!
COEPARIUS.
Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre!
LENTULUS.
Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; –
jeg tænker han, som vanligt, søger os.
MANLIUS
(træder hæftig ind)
.
Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer.
LENTULUS.
Hvad er påfærde? Hvorfor så forbittret?
STATILIUS.
Har ågerkarle plaget også dig?
MANLIUS.
Hel andet. Hør! Som I vel alle véd,
har jeg med hæder tjent i Sullas hær.
Et stykke agerland blev min belønning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nød det mig ernæred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder –
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling på enhver.
Det er et røveri, og intet andet!
Kun egen griskhed søger de at mætte.
COEPARIUS.
Så skalter de med vore rettigheder!
De mægtige tør øve, hvad de vil.
CETHEGUS
(muntert)
.
Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortælle.
Tænk eder kun, – min smukke elskerinde,
min Livia, har troløst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde ødslet bort.
STATILIUS.
Din overdåd tilskrives må dit uheld.
CETHEGUS.
Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
på mine ønsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds så længe, som jeg det formår.
MANLIUS.
Og jeg, der tappert kæmped for den hæder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal –! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her!
Men, nej; den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande. –
O, hvad er I, den unge slægt, mod hine?
For magten bøjer I jer dybt i støvet;
I har ej mod at bryde eders lænker;
I bærer tålsomt dette trælleliv!
LENTULUS.
Ved guderne, – skønt krænkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der.
CETHEGUS.
O, ja; ja vel; – ret må vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.
LENTULUS.
Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bånd, som uretfærd
og herskesyge rundt om os har flettet.
STATILIUS.
Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behøver vi en kraftig leder –
med mod og indsigt nok. Hvor findes han?
LENTULUS.
Jeg kender en, der mægter os at lede.
MANLIUS.
Du mener Catilina?
LENTULUS.
Netop ham.
CETHEGUS.
Ja, Catilina; han var kanske manden.
MANLIUS.
Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fægted sammen.
Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore; –
hans sind var højt, hans mod urokkeligt.
LENTULUS.
Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
I aftes mødte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag; –
et dristigt mål han havde længst isigte.
STATILIUS.
Ja, konsulatet har han længe søgt.
LENTULUS.
Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet; –
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rådet – pønsende på hævn.
STATILIUS.
Da går han sikkert på vort forslag ind.
LENTULUS.
Jeg håber det. Dog først vi planen må
i enrum veje. Tiden er os gunstig.
(de går.)
(I Vesta-templet i Rom. På et alter i baggrunden brænder en lampe med den hellige ild.)
(Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem søjlerne.)
CURIUS.
Hvad, Catilina, – hid du fører mig?
I Vestas tempel!
CATILINA
(leende)
.
Nu ja; som du ser!
CURIUS.
I guder, – hvilket letsind! End idag
har Cicero i rådet tordnet mod dig;
og dog du kan –
CATILINA.
O, lad det være glemt!
CURIUS.
Du er i fare, og forglemmer den –
ved blindt at styrte dig ind i en anden.
CATILINA
(muntert)
.
Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed
en vestalindes elskov, – den forbudne; –
thi kom jeg hid at friste lykkens gunst.
CURIUS.
Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg!
CATILINA.
En spøg? Ja visst, – som hver min kærlighed; –
men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde.
Ved sidste skuespil jeg så på torvet
prestinderne i stort og festligt optog.
Tilfældigvis på en af dem jeg sænked
et øjekast, – og med et flygtigt blik
hun mødte mit. Det trængte gennem sjælen.
Ah, dette udtryk i det sorte øje
jeg aldrig så hos nogen kvinde før.
CURIUS.
Det vil jeg tro. Men sig, – hvad fulgte siden?
CATILINA.
I templet har jeg vidst at slippe ind,
har flere gange set og talt med hende.
O, hvilken forskel mellem denne kvinde
og min Aurelia.
CURIUS.
Du elsker begge
på engang? Nej, – det kan jeg ej forstå.
CATILINA.
Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
Og dog – jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er øm og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed; –
hos Furia –. Gå, gå; der kommer nogen.
(de skjuler sig mellem søjlerne.)
FURIA
(kommer ind fra den anden side)
.
Forhadte haller, – vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt!
Hvert
1
herligt håb, hver tanke, som jeg nærte,
er slukt i dette hjerte, – gennemstrømt
af febergysen snart, og snart af gløden,
mer hed og brændende end flammen der. –
Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden,
som fængsled mig til dette tempel her, –
som røved mig enhver min ungdomsglæde, –
i livets varme vår hver skyldfri lyst?
Dog ingen tåre skal mit øje væde;
kun hævn og had beliver dette bryst.
1.
fu: Hert