Complete Works of Henrik Ibsen (691 page)

BORKMAN.
Du er visst træt.

ELLA RENTHEIM.
Ja, jeg er træt.

BORKMAN.
Vil du ikke sætte dig? Der, – i sofaen.

ELLA RENTHEIM.
Jo tak. Jeg trænger til at sidde.

(hun går over til højre og sætter sig i det forreste sofahjørne. Borkman står ved bordet med hænderne på ryggen og ser på hende. Kort taushed.)

ELLA RENTHEIM.
Det er usigelig længe siden vi to mødtes, ansigt til ansigt, Borkman.

BORKMAN
(mørk)
.

Længe, længe siden. Alt det forfærdelige ligger imellem.

ELLA RENTHEIM.
Et helt menneskeliv ligger imellem. Et forspildt menneskeliv.

BORKMAN
(ser hvasst på hende)
.

Forspildt!

ELLA RENTHEIM.
Ja, just forspildt. For os begge.

BORKMAN
(i kold forretningstone)
.

Jeg eragter ikke mit liv som forspildt endnu.

ELLA RENTHEIM.
Nå, men mit liv da?

BORKMAN.
Der har du selv skylden, Ella.

ELLA RENTHEIM
(med et ryk)
.

Og det siger du!

BORKMAN.
Du kunde så godt ble’t lykkelig uden mig.

ELLA RENTHEIM.
Tror du det?

BORKMAN.
Ifald du bare selv havde villet.

ELLA RENTHEIM
(bittert)
.

Ja jeg véd jo nok, at der stod en anden parat til at ta’ imod mig –

BORKMAN.
Men ham viste du væk –

ELLA RENTHEIM.
Ja, jeg gjorde det.

BORKMAN.
Gang på gang viste du ham væk. År efter år –

ELLA RENTHEIM
(hånligt)
.

– år efter år viste jeg lykken fra mig, mener du vel?

BORKMAN.
Du kunde så godt ble’t lykkelig med ham også. Og da havde jeg været frelst.

ELLA RENTHEIM.
Du? –

BORKMAN.
Ja, da havde du frelst mig, Ella.

ELLA RENTHEIM.
Hvorledes mener du det?

BORKMAN.
Han trode, det var mig, som stod bagved dine afvisninger, – dine evige afslag. Og så tog han hævn. For det kunde han så let, – han, som havde alle mine uforbeholdne, tillidsfulde breve i sit værge. Dem gjorde han brug af, – og så var det ude med mig – indtil videre da. Se, alt det er du skyld i, Ella!

ELLA RENTHEIM.
Se, se, Borkman, – når det kommer til stykket, så er det kanske mig, som står i skyld og gæld til dig.

BORKMAN.
Som man ta’r det. Jeg véd godt alt det, jeg har at takke dig for. Du lod gården her, hele eiendommen, tilslå dig ved auktionen. Stilled huset fuldt til rådighed for mig og for – for din søster. Du tog Erhart til dig, – og sørged for ham i alle måder –

ELLA RENTHEIM.
– så længe jeg fik lov til det –

BORKMAN.
– fik lov af din søster, ja. Jeg har aldrig blandet mig ind i disse huslige spørgsmål. – Som jeg vilde sagt, – jeg véd, hvad du har ofret for mig og for din søster. Men du kunde også gøre det, Ella. Og du skal vel huske på, at der var mig, som satte dig i stand til at kunne det.

ELLA RENTHEIM
(oprørt)
.

Der fejler du storlig, Borkman! Det var mit inderste, varmeste sind og hjerte for Erhart, – og for dig også, – det var det, som drev mig!

BORKMAN
(afbrydende)
.

Kære, lad os ikke komme ind på følelser og sligt noget. Jeg mener naturligvis, at når du handled, som du gjorde, så var det mig, som gav dig evnen til det.

ELLA RENTHEIM
(smiler)
.

Hm, evnen, evnen –

BORKMAN
(ildfuldt)
.

Ja, netop evnen! Da det store, afgørende slag skulde stå, – da jeg ikke kunde spare hverken slægt eller venner, – da jeg måtte gribe – og altså greb til millionerne, som var betroet mig, – da sparte jeg alt det, som dit var, alt, hvad du ejed og havde, – skønt jeg kunde ta’t og lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvrige!

ELLA RENTHEIM
(kold og rolig)
.

Det er sandt og rigtig, Borkman.

BORKMAN.
Det er det. Og derfor, – da de så kom og tog mig, – så fandt de også alt dit urørt i bankens kælder.

ELLA RENTHEIM
(ser hen på ham)
.

Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor sparte du egentlig alt det, som mit var? Og bare det alene?

BORKMAN.
Hvorfor?

ELLA RENTHEIM.
Ja, hvorfor? Sig mig det.

BORKMAN
(hårdt og hånligt)
.

Du tænker kanske, at det var for at jeg kunde ha’ noget at falde tilbage på – om det skulde gå galt?

ELLA RENTHEIM.
Å nej, du, – det tænkte du visst ikke på i de dage.

BORKMAN.
Aldrig! Jeg var så uryggelig sikker på sejren.

ELLA RENTHEIM.
Ja, men hvorfor så alligevel –?

BORKMAN
(trækker på skuldrene)
.

Herregud, Ella, – det er ikke så godt at huske bevæggrunde, som er en snes år gamle. Jeg husker bare, at når jeg gik der ensom og tumled i stilhed med alle de store foretagender, som skulde sættes i værk, så syntes jeg, at jeg var tilmode ligesom jeg kunde tænke mig en luftskipper. Gik der i de søvnløse nætter og fyldte en kæmpeballon og skulde til at sejle udover et usikkert, farefuldt verdenshav.

ELLA RENTHEIM
(smiler)
.

Du, som aldrig tvilte på sejren?

BORKMAN
(utålmodig)
.

Menneskene er slig, Ella. De både tviler og de tror på den samme ting.
(hen for sig.)
Og derfor var det vel, at jeg ikke vilde ha’ dig og dit med mig i ballonen.

ELLA RENTHEIM
(i spænding)
.

Hvorfor, spør’ jeg! Sig, hvorfor!

BORKMAN
(uden at se på hende)
.

En ta’r ikke gerne det dyreste med ombord på slig færd.

ELLA RENTHEIM.
Du havde jo det dyreste med ombord. Selve din fremtids liv –

BORKMAN.
Livet er ikke altid det dyreste.

ELLA RENTHEIM
(åndeløs)
.

Stod det slig for dig dengang?

BORKMAN.
Det forekommer mig så.

ELLA RENTHEIM.
At jeg var det dyreste, du vidste?

BORKMAN.
Ja, der svæver mig for noget sligt.

ELLA RENTHEIM.
Og dengang var der dog gået år og dag hen, efter at du havde sveget mig – og giftet dig med – med en anden!

BORKMAN.
Sveget dig, siger du? Du forstår visst meget godt, at det var højere hensyn, – nå ja, andre hensyn da, – som tvang mig. Uden hans bistand kunde jeg ingen vej komme.

ELLA RENTHEIM
(bekæmper sig)
.

Altså sveget mig af – højere hensyn.

BORKMAN.
Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og han satte dig som pris for hjælpen.

ELLA RENTHEIM.
Og du betalte prisen. Fuldt ud. Uden prutning.

BORKMAN.
Havde ikke noget valg. Måtte sejre eller falde.

ELLA RENTHEIM
(med bævende stemme, ser på ham)
.

Kan det være sandt, som du siger, at jeg dengang var dig det dyreste i verden?

BORKMAN.
Både dengang og siden, – længe, længe bagefter.

ELLA RENTHEIM.
Og så tusked du mig bort alligevel. Købslog om din kærligheds ret med en anden mand. Solgte min kærlighed for en – for en bankchefspost!

BORKMAN
(mørk og bøjet)
.

Den tvingende nødvendighed var over mig, Ella.

ELLA RENTHEIM
(rejser sig vildt og dirrende fra sofaen)
.

Forbryder!

BORKMAN
(farer sammen, men behersker sig)
.

Det ord har jeg hørt før.

ELLA RENTHEIM.
Å, tro aldrig, at jeg sigter til, hvad du kan ha’ forbrudt imod lands lov og ret! Hvad brug du har gjort af alle disse aktiebreve og obligationer – eller hvad det var for noget, – hvad tror du, jeg bryr mig om det! Havde jeg fåt lov at stå dig nær, da alt styrted sammen over dig –

BORKMAN
(spændt)
.

Hvad da, Ella?

ELLA RENTHEIM.
Tro mig, jeg skulde båret det så gladelig med dig. Skammen, ødelæggelsen, – alt, alt skulde jeg ha’ hjulpet dig at bære –

BORKMAN.
Havde du villet det? Kunnet det?

ELLA RENTHEIM.
Både villet og kunnet det. For dengang kendte jeg jo ikke din store, forfærdelige forbrydelse –

BORKMAN.
Hvilken! Hvad sigter du til?

ELLA RENTHEIM.
Jeg sigter til den forbrydelse, som der ingen tilgivelse er for.

BORKMAN
(stirrer på hende)
.

Du må være fra dig selv.

ELLA RENTHEIM
(træder nærmere)
.

Du er en morder! Du har begået den store dødssynd!

BORKMAN
(viger henover mod pianoet)
.

Raser du, Ella!

ELLA RENTHEIM.
Du har dræbt kærlighedslivet i mig.
(nærmere mod ham.)
Forstår du, hvad det vil sige? Der tales i bibelen om en gådefuld synd, som der ingen tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store nådeløse synd, – det er den synd at myrde kærlighedslivet i et menneske.

BORKMAN.
Og det siger du, jeg har gjort?

ELLA RENTHEIM.
Du har gjort det. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig, før nu ikveld. Det, at du svigted mig og vendte dig til Gunhild istedet, – det tog jeg bare sådan som en almindelig ustadighed fra din side. Og som en følge af hjerteløse kunstgreb fra hendes. Og jeg tror næsten, jeg foragted dig en smule – trods alt. – Men nu ser jeg det! Du sveg den kvinde, du elsked! Mig, mig, mig! Det dyreste, du vidste i verden, det var du rede til at afhænde for vindings skyld. Det er dobbeltmordet, som du har gjort dig skyldig i! Mordet på din egen sjæl og på min!

BORKMAN
(kold og behersket)
.

Hvor godt jeg kender dit lidenskabelige, utøjlede sind igen, Ella. Det er sagtens så rimeligt for dig at se sagen slig, som du gør. Du er jo kvinde. Og for dig lader det jo altså til, at du ikke véd, ikke la’r gælde nogen anden sag i hele verden.