Complete Works of Henrik Ibsen (705 page)

FRU MAJA
(kæmper med et underfundigt smil)
.

Så få hende til at lukke op for dig igen –

PROFESSOR RUBEK
(uforstående)
.

Maja –?

FRU MAJA.
– for nu er hun her jo. Og det er vel sagtens for dette skrinets skyld, at hun er kommet.

PROFESSOR RUBEK.
Ikke med et ord har jeg rørt ved de ting for hende!

FRU MAJA
(ser uskyldig på ham)
.

Men, snille Rubek, – er det da værdt at gøre al den opstyr og alle disse her ophævelser for noget, som er en så ganske ligefrem sag?

PROFESSOR RUBEK.
Synes du, at dette her er så ganske ligefrem?

FRU MAJA.
Ja det synes jeg da rigtignok. Slut du dig bare til den, du mest behøver.
(nikker til ham.)
Jeg skal nok altid vide at finde mig en plads.

PROFESSOR RUBEK.
Hvor, mener du?

FRU MAJA
(sorgløst, undvigende)
.

Nå, – jeg kan jo bare flytte ud på villaen, hvis det blir nødvendigt. Men det blir det ikke. For inde i byen, – i hele vort store hus, må der da vel – med lidt god vilje – kunne bli’ rum til tre.

PROFESSOR RUBEK
(usikker)
.

Og tror du, at det vil kunne gå i længden?

FRU MAJA
(i en let tone)
.

Herregud, – går det ikke, så går det ikke. Der er ikke noget at snakke om den ting.

PROFESSOR RUBEK.
Og hvad gør vi så, Maja, – hvis det nu ikke går?

FRU MAJA
(ubekymret)
.

Så går vi to simpelt hen af vejen for hinanden. Helt væk. Jeg finder mig altid noget nyt et steds i verden. Noget frit! Frit! Frit! – Det har ingen nød med det, professor Rubek!
(peger pludselig ud til højre.)
Se der! Der har vi hende.

PROFESSOR RUBEK
(vender sig)
.

Hvor?

FRU MAJA.
Ude på sletten. Skridende – som en marmorstøtte. Hun kommer hidover.

PROFESSOR RUBEK
(står og stirrer med hånden over øjnene)
.

Ser hun ikke ud som den levendegjorte opstandelse?
(hen for sig.)
Og hende kunde jeg flytte –. Og stille hen i skyggen! Omskabe hende –. Å jeg dåre!

FRU MAJA.
Hvad skal det sigte til?

PROFESSOR RUBEK
(afværgende)
.

Ingen ting. Ikke noget, som du vil kunne forstå.

(Irene kommer fra højre frem over vidden. De legende børn har allerede tidligere fået øje på hende og er løbne hende imøde. Nu er hun omringet af børneflokken; nogle synes frejdige og tillidsfulde, andre sky og ængstelige. Hun taler sagte til dem og betyder dem, at de skal gå ned til sanatoriet; hun selv vil hvile sig lidt ved bækken. Børnene løber ned over skråningen til venstre i mellemgrunden. Irene går hentil bergvæggen og lader vandstrålerne risle kølende over sine hænder.)

FRU MAJA
(dæmpet)
.

Gå ned og tal med hende på tomands hånd, Rubek.

PROFESSOR RUBEK.
Og hvor går du hen imens?

FRU MAJA
(ser betydningsfuldt på ham)
.

Jeg går mine egne veje herefterdags.

(Hun går nedover bakken og svinger sig ved springstaven over bækkeløbet. Ved Irene standser hun.)

FRU MAJA.
Professor Rubek står der oppe og venter på Dem, frue.

IRENE.
Hvad vil han?

FRU MAJA.
Han vil få Dem til at hjælpe sig med et skrin, som er gået i baglås for ham.

IRENE.
Kan jeg hjælpe med det?

FRU MAJA.
Han mener, De er den eneste, som kan.

IRENE.
Så får jeg prøve da.

FRU MAJA.
Det må De endelig gøre, frue.

(Hun går ned over vejen til sanatoriet.)

(Lidt efter stiger professor Rubek ned til Irene, dog således, at de har bækken imellem sig.)

IRENE
(efter et lidet ophold)
.

Hun, den anden, sa’, at du har ventet på mig.

PROFESSOR RUBEK.
Jeg har ventet på dig år efter år, – uden selv at forstå det.

IRENE.
Kunde ikke komme til dig, Arnold. Lå jo dernede og sov den lange, dybe, drømmefyldte søvn.

PROFESSOR RUBEK.
Å men nu er du vågnet, Irene!

IRENE
(ryster på hodet)
.

Jeg har den tunge, dybe søvn i øjnene endnu.

PROFESSOR RUBEK.
Du skal se, det vil dages og lysne for os begge.

IRENE.
Tro aldrig det.

PROFESSOR RUBEK
(indtrængende)
.

Det tror jeg! Og det véd jeg! Nu, da jeg har fundet dig igen –

IRENE.
Opstanden.

PROFESSOR RUBEK.
Forklaret!

IRENE.
Bare opstanden, Arnold. Men ikke forklaret.

(Han ballancerer på stenene under vandfaldet over til hende.)

PROFESSOR RUBEK.
Hvor har du været henne hele dagen, Irene?

IRENE
(peger ud)
.

Langt, langt inde på de store dødsmarker –

PROFESSOR RUBEK
(afledende)
.

Du har ikke din – din veninde med dig i dag, ser jeg.

IRENE
(smiler)
.

Min veninde holder godt øje med mig alligevel.

PROFESSOR RUBEK.
Kan hun det?

IRENE
(skotter omkring sig)
.

Du kan tro, hun kan. Hvor jeg så står og går. Taber mig aldrig af syne –
(hvisker.)
Indtil jeg en skøn solskinsmorgen dræber hende.

PROFESSOR RUBEK.
Vilde du det?

IRENE.
Så inderlig gerne. Ifald jeg bare kunde komme til.

PROFESSOR RUBEK.
Hvorfor vilde du?

IRENE.
Fordi hun går og øver trolddomskunster.
(hemmelighedsfuldt.)
Tænk dig, Arnold, – hun har skabt sig om til min skygge.

PROFESSOR RUBEK
(søger at berolige hende)
.

Nå, nå, nå, – en skygge må vi jo alle ha’.

IRENE.
Jeg er min egen skygge.
(udbrydende.)
Forstår du da ikke det!

PROFESSOR RUBEK
(tungt)
.

Jo, jo, Irene, – jeg forstår det nok.

(Han sætter sig på en sten ved bækken. Hun står bag ved ham, lænet mod fjældvæggen.)

IRENE
(lidt efter)
.

Hvorfor sidder du der og vender øjnene fra mig?

PROFESSOR RUBEK
(sagte, ryster på hodet)
.

Tør ikke, – tør ikke se på dig.

IRENE.
Hvorfor tør du ikke det mere nu?

PROFESSOR RUBEK.
Du har en skygge, som piner dig. Og jeg har min tyngende samvittighed.

IRENE
(med et glad befriende skrig)
.

Endelig!

PROFESSOR RUBEK
(springer op)
.

Irene, – hvad er det!

IRENE
(afværgende imod ham )
.

Bare rolig, rolig, rolig!
(ånder tungt og siger ligesom lettet fra en byrde.)
Se så. Nu slap de mig. For denne gang. – Nu kan vi sætte os og tale sammen som før – i livet.

PROFESSOR RUBEK.
Å, om vi så sandt kunde tale som før.

IRENE.
Sæt dig der, hvor du sad. Så sætter jeg mig her hos dig.

(Han sætter sig ned igen. Hun sætter sig på en anden sten lige i nærheden.)

IRENE
(efter en liden taushed)
.

Nu er jeg kommen tilbage til dig fra de fjerneste riger, Arnold.

PROFESSOR RUBEK.
Ja visselig fra en endeløs lang rejse.

IRENE.
Kommet hjem til min hersker og herre –

PROFESSOR RUBEK.
Til vort; – til vort eget, Irene.

IRENE.
Har du hver eneste dag ventet på mig?

PROFESSOR RUBEK.
Hvor turde jeg vente?

IRENE
(med et sideblik)
.

Nej, du turde vel ikke det. For du forstod jo ingenting.

PROFESSOR RUBEK.
Var det virkelig ikke for en andens skyld, at du sådan med én gang blev borte?

IRENE.
Kunde ikke det godt være for din skyld, Arnold?

PROFESSOR RUBEK
(ser uviss på hende)
.

Men jeg forstår dig ikke –?

IRENE.
Da jeg havde tjent dig med min sjæl og med mit legeme, – og billedstøtten stod færdig, – vort barn, som du kaldte den, – da lagde jeg for din fod det dyreste offer – ved at udslette mig selv for alle tider.

PROFESSOR RUBEK
(sænker hodet)
.

Og lægge mit liv øde.

IRENE
(blusser pludselig op)
.

Just det var det jeg vilde. Aldrig, aldrig skulde du få skabe noget mere, – efter at du havde skabt dette vort eneste barn.

PROFESSOR RUBEK.
Var der skinsyge i dine tanker dengang?

IRENE
(koldt)
.

Jeg tror, det nærmest var had.

PROFESSOR RUBEK.
Had? Had til mig!

IRENE
(atter hæftig)
.

Ja, til dig, – til kunstneren, som så helt sorgløs og ubekymret tog et blodvarmt legeme, et ungt menneskeliv, og sled sjælen ud af det, – fordi du havde brug for det til at skabe et kunstværk.

PROFESSOR RUBEK.
Og det kan du sige, – du, som med tindrende lyst og med høj-helligt begær var med i mit arbejde? I dette arbejde, som vi to hver morgen samledes om, som til en andagt.

IRENE
(koldt, som før)
.

Jeg vil sige dig én ting, Arnold.

PROFESSOR RUBEK.
Nu?