Complete Works of Henrik Ibsen (707 page)

PROFESSOR RUBEK
(ser tvilende ud)
.

Sa’ jeg episode? Jeg bruger ellers ikke det ord.

IRENE.
Du sa’ episode.

PROFESSOR RUBEK
(med påtagen frejdighed)
.

Nå ja, – men i grunden var det jo også en episode.

IRENE
(kort)
.

På det ord gik jeg fra dig.

PROFESSOR RUBEK.
Du ta’r alle ting så smærtelig dybt, Irene.

IRENE
(stryger sig over panden)
.

Du kan ha’ ret i det. Lad os ryste det dybe og det tunge af os.
(plukker bladene af en fjeldrose og strør dem i bækken.)
Se der, Arnold. Der svømmer vore fugle.

PROFESSOR RUBEK.
Hvad er det for fugle?

IRENE.
Kan du ikke se det? Det er jo flamingoer. For de er rosenrøde.

PROFESSOR RUBEK.
Flamingoer svømmer ikke. De bare vader.

IRENE.
Så er det ikke flamingoer da. Det er måger.

PROFESSOR RUBEK.
Måger med røde næb kan det være, ja.
(plukker brede grønne blade og kaster dem ud.)
Nu sender jeg mine skibe ud efter dem.

IRENE.
Men der skal ikke være fangstmænd ombord.

PROFESSOR RUBEK.
Nej der skal ingen fangstmænd være.
(smiler til hende.)
Kan du huske den sommer vi sad sådan udenfor det lille bondehuset ved Taunitzer See?

IRENE
(nikker)
.

Lørdags aftenerne, ja, – når vi var færdige med vort arbejde for ugen –

PROFESSOR RUBEK.
– og rejste ud med jernbanen. Og blev derude søndagen over –

IRENE
(med et ondt, hadfyldt glimt i øjet)
.

Det var en episode, Arnold.

PROFESSOR RUBEK
(som om han ikke hører)
.

Da lod du også fugle svømme i bækken. Det var vandliljer, som du –

IRENE.
Hvide svaner var det.

PROFESSOR RUBEK.
Jeg mente svaner, ja. Og jeg husker, at jeg fæsted et stort loddent blad til en af svanerne. Det var endda et skræppeblad –

IRENE.
Så blev det til Lohengrins båd – med svanen foran.

PROFESSOR RUBEK.
Hvor glad du var i den leg, Irene.

IRENE.
Vi legte den ofte om igen.

PROFESSOR RUBEK.
Hver eneste lørdag, tror jeg. Hele sommeren udover.

IRENE.
Du sa’, at jeg var svanen, som trak din båd.

PROFESSOR RUBEK.
Sa’ jeg det? Ja, det kan godt være.
(optaget af legen.)
Nej se bare, hvor mågerne svømmer nedover elven, du.

IRENE
(ler)
.

Og alle dine skibe strander.

PROFESSOR RUBEK
(sætter mere løv i bækken)
.

Jeg har skibe nok i behold.
(følger løvet med øjnene, stikker flere blade ud og siger lidt efter:)
Du Irene, – jeg har købt det lille bondehuset ved Taunitzer See.

IRENE.
Har du købt det nu? Du sa’ så tidt, at du vilde købe det, hvis du havde råd til det.

PROFESSOR RUBEK.
Siden fik jeg nokså god råd. Og så købte jeg det.

IRENE
(skeler hen på ham)
.

Bor du da nu derude – i vort gamle hus?

PROFESSOR RUBEK.
Nej det har jeg ladt rive ned for længe siden. Og så har jeg bygget mig en stor, prægtig, bekvem villa på tomten, – med park omkring. Der er det, vi plejer –
(standser og retter udtrykket.)
– der plejer jeg holde til om sommeren –

IRENE
(betvinger sig)
.

Så du og – og den anden holder til derude nu?

PROFESSOR RUBEK
(lidt trodsende)
.

Ja. Når min hustru og jeg ikke er på rejser, – som nu iår.

IRENE
(ser vidt frem for sig)
.

Dejligt, dejligt var livet ved Taunitzer See.

PROFESSOR RUBEK
(ser ligesom tilbage i sig selv)
.

Og alligevel, Irene –

IRENE
(udfylder hans tanke)
.

– alligevel så slap vi to al den livets dejlighed.

PROFESSOR RUBEK
(sagte, indtrængende)
.

Kommer angeren for sent nu?

IRENE
(svarer ham ikke, men sidder en stund stille; så peger hun bort over vidden)
.

Se der, Arnold. Nu går solen under bag tinderne. Se bare – hvor rødt den skinner på skrå hen over alle lyngtuerne derhenne.

PROFESSOR RUBEK
(ser også did hen)
.

Det er længe siden jeg har set en solnedgang på fjeldet.

IRENE.
End en solopgang da?

PROFESSOR RUBEK.
En solopgang tror jeg aldrig jeg har set.

IRENE
(smiler som fortabt i en erindring)
.

Jeg har engang set en vidunderlig dejlig solopgang.

PROFESSOR RUBEK.
Har du? Hvor var det?

IRENE.
Højt, højt oppe på en svimlende fjeldtop. – Du narred mig med derop og loved, at jeg skulde få se al verdens herlighed dersom jeg bare –

(hun standser brat.)

PROFESSOR RUBEK.
Dersom du bare –? Nå?

IRENE.
Jeg gjorde, som du sa’. Fulgte med dig op i højden. Og der faldt jeg på mine knæ, – og tilbad dig. Og tjente dig.
(tier lidt; så siger hun sagte:)
Da så jeg solopgangen.

PROFESSOR RUBEK
(afledende)
.

Kunde du ikke ha’ lyst til at rejse med og bo hos os i villaen dernede?

IRENE
(ser hånligt smilende på ham)
.

Sammen med dig – og den anden dame?

PROFESSOR RUBEK
(indtrængende)
.

Sammen med mig – ligesom i de skabende dage. Lukke op alt det, som er vredet i baglås i mig. Kunde du ikke ville det, Irene?

IRENE
(ryster på hodet)
.

Jeg har ikke nøglen til dig længer, Arnold.

PROFESSOR RUBEK.
Du har nøglen! Ingen uden du har den!
(trygler og beder.)
Hjælp mig, – så jeg kan komme til at leve livet om igen!

IRENE
(ubevægelig som før)
.

Tomme drømme. Ørkesløse – døde drømme. Vort samliv har ingen opstandelse efter sig.

PROFESSOR RUBEK
(kort, afbrydende)
.

Så lad os bli’ ved at lege da!

IRENE.
Ja lege, lege, – bare lege!

(de sidder og strør løv og blomsterblade ud i bækken og lader dem svømme og sejle.)

(Op over skrænten til venstre i baggrunden kommer godsejer Ulfhejm og fru Maja i jagtudstyr. Efter dem følger tjeneren med hundekobbelet, som han fører videre ud til højre.)

PROFESSOR RUBEK
(får øje på dem)
.

Se, der går lille Maja ud med bjørneskytten.

IRENE.
Din dame, ja.

PROFESSOR RUBEK.
Eller den andens.

FRU MAJA
(spejder undervejs over vidden, får se de to ved bækken og råber hen)
.

God nat, professor! Drøm om mig. Nu går jeg ud på eventyr!

PROFESSOR RUBEK
(råber tilbage)
.

Hvad skal det eventyr gå ud på!

FRU MAJA
(kommer nærmere)
.

Jeg vil sætte livet i stedet for alt det andet.

PROFESSOR RUBEK
(spottende)
.

Nej, vil du også det, lille Maja?

FRU MAJA.
Jaha. Og så har jeg gjort et vers, som er sådan:
(synger og jubler.)

Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!

Mit fangenskabs liv er forbi!

Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!

Ja for jeg tror, jeg er vågnet nu – endelig.

PROFESSOR RUBEK.
Det lader næsten så.

FRU MAJA
(ånder af fuldt bryst)
.

Åh, – hvor guddommelig let det kendes at vågne!

PROFESSOR RUBEK.
God nat, fru Maja, – og lykke til –

GODSEJER ULFHEJM
(råber afværgende)
.

Hys, hys, – lad da for fanden være med de troldmandsønskerne! Ser De ikke, vi skal ud og skyde –

PROFESSOR RUBEK.
Hvad bringer du mig hjem fra jagten, Maja?

FRU MAJA.
Du skal få en rovfugl, som du kan modellere. Jeg skal vingeskyde en til dig.

PROFESSOR RUBEK
(ler spotsk og bittert)
.

Ja, vingeskyde – af vanvare, – det har længe været noget for dig, det.

FRU MAJA
(kaster med nakken)
.

Å lad mig bare herefter få skøtte mig selv, så –!
(nikker og ler skælmsk.)
Farvel, – og god rolig sommernat på vidden!

PROFESSOR RUBEK
(lystig)
.

Tak! og al landsens ulykke over både jer og jagten!

GODSEJER ULFHEJM
(skoggerler)
.

Se det er et ønske, som det skal være!

FRU MAJA
(leende)
.

Tak, tak, tak, professor!

(De er begge komne over den synlige del af vidden og går ud gennem krattet til højre.)

PROFESSOR RUBEK
(efter et kort ophold)
.

Sommernat på vidden. Ja, det havde været livet.

IRENE
(pludselig, med et vildt udtryk i øjnene)
.

Vil du en sommernat på vidden – med mig?

PROFESSOR RUBEK
(breder armene ud)
.

Ja, ja, – kom!

IRENE.
Du min elskede hersker og herre!