Complete Works of Henrik Ibsen (351 page)

CURIUS
O, véd du vel at disse ord mig myrder?
Men flygt! Så bønligt jeg besværger dig –!

CATILINA.
Fat dig og tal med overlæg. Hvi skulde
jeg flygte? Fienden véd ej, hvor jeg står.

CURIUS.
Han véd, – han kender alle dine anslag!

CATILINA.
Ah, raser du? Han véd –? Det er umuligt.

CURIUS.
O, var det så! Men nyt den knappe stund;
end kan måske ved flugt du livet frelse!

CATILINA.
Forrådt? Nej; – tifold nej; det er umuligt!

CURIUS
(griber sin dolk og rækker den imod ham)
.
Der, Catilina! Stød den i mit bryst; –
igennem hjertet! Jeg forrådte dig!

CATILINA.
Du? Hvilket vanvid!

CURIUS.
Ja, det var i vanvid!
Spørg ej om grunden; knapt jeg véd den selv;
men jeg har røbet alle dine anslag.

CATILINA
(smerteligt)
.
Nu dræbte du min trygge tro på venskab.

CURIUS.
Stød dolken i mit bryst, og pin mig ej
med skånsel længer –!

CATILINA
(mildt)
.
Lev, min Curius!
Stå op! Du fejled; – jeg tilgiver dig.

CURIUS
(overvældet)
.
O, Catilina, se mig sønderknust –!
Men skynd dig; flygt! Du hører jo, det haster.
Snart bryder Romer-hæren ind i lejren;
den er på vejen; den er allevegne.

CATILINA.
Og vennerne i staden –?

CURIUS.
De er tagne; –
en del blev fængslet, men de fleste dræbtes.

CATILINA
(hen for sig)
.
O, skæbne, – skæbne!

CURIUS
(rækker atter dolken imod ham)
.
Stød den i mit hjerte!

CATILINA
(ser stille på ham)
.
Du var et redskab kun. Du handled ret –

CURIUS.
O, lad med livet mig udsone brøden!

CATILINA
Jeg har tilgivet dig.
(idet han går.)
Nu er kun
et
at vælge, ven!

CURIUS
(springer op)
.
Ja, flugt?

CATILINA.
Nej, heltedøden!
(han går bort gennem skoven.)

CURIUS.
Det er forgæves! Undergang ham venter.
Ah, denne mildhed er en tifold straf!
Jeg følger ham; – et skal ej nægtes mig: –
at falde kæmpende ved heltens side!
(han iler ud.)
(Lentulus tilligemed to gladiatorer kommer listende frem mellem træerne.)

LENTULUS
(sagte)
.
Her talte nogen –

DEN ENE GLADIATOR.
Nu er alting stille.

DEN ANDEN GLADIATOR.
Måske det nattevagten var, som gik
at løses af.

LENTULUS.
Vel troligt. Her er stedet;
her skal I vente. Har I eders våben
skarpt slebne?

FØRSTE GLADIATOR.
Blinkende som lynet, herre!

ANDEN GLADIATOR.
Mit bider godt. Ved sidste fest i Roma
faldt tvende fægtere for dette sværd.

LENTULUS.
Så hold jer ganske stille her i krattet;
og når en mand, som jeg betegner jer,
mod teltet går, da skal I styrte frem
og hugge ned ham bagfra.

FØRSTE GLADIATOR.
Det skal ske.
(Begge gladiatorerne skjuler sig; Lentulus går spejdende omkring.)

LENTULUS
(for sig selv)
.
Det er et vovespil, jeg frister her; –
men øves må det endnu denne nat,
hvis det skal lykkes. – Falder Catilina,
kan ingen føre dem undtagen jeg.
Med gyldne løfter køber jeg dem alle
og rykker ufortøvet imod staden,
hvor end senatet i en rådvild skræk
ej tænker på at væbne sig mod faren.
(han går ind mellem træerne.)

FØRSTE GLADIATOR
(sagte til den anden)
.
Hvem er han, denne ubekendte mand,
som vi skal hugge ned?

ANDEN GLADIATOR.
Hvad rager os,
hvem manden er? Når Lentulus betaler,
så må han og forsvare, hvad vi gør.

LENTULUS
(kommer hurtigt tilbage)
.
Hold jer beredt; nu kommer han, vi venter!
(Lentulus og gladiatorerne stiller sig på lur mellem buskerne. Straks efter kommer Catilina gennem skoven og går henimod teltet.)

LENTULUS
(hviskende)
.
Frem! Stød ham ned; hug ham igennem ryggen!
(alle tre styrter ind på Catilina.)

CATILINA
(drager sit sværd og forsvarer sig)
.
Ah, uslinger, – hvad vover I –?

LENTULUS
(til gladiatorerne)
.
Stød ned!

CATILINA
(genkender ham)
.
Du, Lentulus, vil myrde Catilina?

FØRSTE GLADIATOR
(forskrækket)
.
Ham er det!

ANDEN GLADIATOR
(viger tilbage)
.
Catilina! Ej mod ham
jeg bruger sværdet. Fly!
(begge gladiatorerne flygter.)

LENTULUS.
Så fald for mit!
(de kæmper; Catilina slår Lentulus sværdet ud af hånden; Lentulus vil flygte, men Catilina holder ham fast.)

CATILINA.
Forræder! Morder!

LENTULUS
(bønfaldende)
.
Nåde, Catilina!

CATILINA.
Jeg ser dit anslag skrevet på din pande.
Du vilde myrde mig, og selv dig stille
i mine venners spidse. Var det så?

LENTULUS.
Så var det, Catilina!

CATILINA
(ser på ham med dulgt hån)
.
Nu, hvad så?
Ifald dig magten lyster, – lad så være.

LENTULUS.
Forklar, – hvad mener du?

CATILINA.
Jeg træder af;
du fører hæren i mit sted –

LENTULUS
(forbauset)
.
Det vil du?

CATILINA.
Jeg vil. Men vær på alting forberedt;
thi vid, – vort forehavende er røbet;
senatet kender alle vore anslag;
dets hær omringer os –

LENTULUS.
Hvad siger du?

CATILINA.
Nu vil jeg kalde vore venner sammen.
Kom med, og stil dig frem som deres fører;
jeg takker af.

LENTULUS
(holder ham tilbage)
.
Nej, vent dog, Catilina!

CATILINA.
Din tid er kostbar; førend dagen gryr
du frygte kan et angreb –

LENTULUS
(ængstelig)
.
Hør mig, ven!
Du spøger vel? Det kan ej være muligt –

CATILINA.
Vort anslag er forrådt, som jeg har sagt dig.
Læg nu din kløgt og dygtighed for dagen.

LENTULUS.
Forrådt? Da ve os alle!

CATILINA
(smiler hånligt)
.
Fejge usling!
Nu skælver du; – og
du
vil styrte
mig
;
du
tror dig kaldet til en herskers stilling?

LENTULUS.
Tilgiv mig, Catilina!

CATILINA.
Søg din frelse
ved skyndsom flugt, hvis endnu det er gørligt.

LENTULUS.
Ah, du tillader –?

CATILINA.
Tænkte du, det var
mit alvor at forlade denne post
i farens stund? Du kender mig kun slet.

LENTULUS.
O, Catilina –!

CATILINA
(koldt)
.
Spild ej øjeblikket.
Søg redning du; – jeg vide skal at dø.
(vender sig fra ham.)

LENTULUS
(for sig selv)
.
Jeg takker dig for denne store nyhed, –
og jeg skal bruge den til eget bedste.
Det kommer vel tilpas at jeg er kendt
i denne egn; jeg søger fiendens hær
og fører den ad skjulte stier hid,
til dit fordærv og til min egen frelse. –
Vid, ormen, som du overmodigt træder
i støvet, har endnu sin hvasse brod!
(han går.)

CATILINA
(efter et ophold)
.
Det er den troskab, som jeg bygged på!
Så svigter de mig, en for en. O, guder!
Forræderi og fejghed er det kun,
som gærer i de lunkne slavesjæle.
O, dåre, som jeg er, med mine anslag!
Jeg knuse vil hint øglerede, Roma, –
og Roma er alt længst en sunken grushob.
(våbenlarm høres at nærme sig; han lytter.)
Der kommer de! End er der kække mænd
iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet!
Hvor lystigt klirrer skjolde mod hinanden!
Det tænder ilden op i mig påny;
afgørelsen er nær, – den store stund,
som løser alle tvivl. Jeg hilser stunden!
(Manlius, Statilius, Gabinius og en mængde andre sammensvorne kommer gennem skoven.)

MANLIUS.
Her, Catilina, har du dine venner;
i lejren slog jeg larm, som nys du bød –

CATILINA.
Har du dem sagt –?

MANLIUS.
De kender nu vor stilling.

STATILIUS.
Vi kender den, og vi skal følge dig
med sværd i hånd til kamp om liv og død.

CATILINA.
Jeg takker eder, tappre våbenbrødre!
Men håb ej på at her er valg tilovers
imellem liv og død; – kun mellem døden
i heltekamp mod overmagtens skarer,
og døden under pinsler, når vi grumt
som dyr forfølges, er os valget stillet.
Hvad foretrækker I? Ved flugt at friste
et uselt liv en stakket tid endnu, –
hvad eller kækt som eders stolte fædre
at falde kæmpende med sværd i hånd?

GABINIUS.
Det sidste vælger vi!

MANGE STEMMER.
Før os til døden!

CATILINA.
Nu, så afsted! Ved denne død vi vies
ind til udødlighedens skønne liv.
Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider
skal nævnes højt med stolthed –

FURIA
(råber bag ham, mellem træerne)
.
– eller rædsel!

NOGLE STEMMER.
Ah, se, – en kvinde –!

CATILINA
(farer sammen)
.
Furia! Du her?
Hvad drev dig hid?

FURIA.
Jeg må ledsage dig
til målet.

CATILINA.
Nu, – hvor er mit mål? Sig frem!

FURIA.
Hver søger målet ad sin egen vej.
Du søger dit igennem håbløs kamp;
og kampen avler undergang og død.

CATILINA.
Men også hæder og et evigt navn!
Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time;
min barm er døv for dine hæse skrig.
(Aurelia kommer frem i teltåbningen.)

AURELIA.
Min Catilina –!
(hun standser frygtsomt ved synet af de mange forsamlede.)

CATILINA
(smerteligt)
.
O, Aurelia!

AURELIA.
Hvad er påfærde? Denne larm i lejren –.
Hvad går her for sig?

CATILINA.
Dig jeg kunde glemme!
Hvad vil din skæbne vorde –?

FURIA
(hånligt hviskende, uden at bemærkes af Aurelia)
.
Vakler du
alt i dit høje forsæt, Catilina?
Er
det
dit dødsmod?

CATILINA
(opfarende)
.
Nej, ved mørkets guder!

AURELIA
(nærmer sig)
.
O, tal, min elskte; ængst mig ikke længer –

FURIA
(dæmpet bag ham)
.
Flygt med din viv – mens dine venner dør!

MANLIUS.
Nøl ikke længer; før os ud på sletten –