Complete Works of Henrik Ibsen (355 page)

FJERDE SCENE.

BLANKA
(alene)
.
     Han er borte! Lydløst stille
     råder på den øde kyst.
     Lydløst stille, gravens stille
     råder også i mit bryst.
     Kom han da kun for at svinde
     som et solstrejf gennem tågen?
     Ak! snart flyver han som mågen
     langt herfra for nattens vinde!
     Og hvad har jeg så tilbage?
     Kun en blomst for mine drømme;
     ensomheden, for at svømme
     som petrellen om hans drage!
(Vikingernes krigslur høres fra venstre.)
Ha! hvad var det! Et horn, det kom fra skoven.

FEMTE SCENE.

Blanka. Gandalf
(fra højre)
.

GANDALF
(afsides)
.
Det er for sildigt!

BLANKA.
O, der er han atter!
Hvad vil du?

GANDALF.
Skynd dig, skynd dig bort herfra!

BLANKA.
Hvad mener du?

GANDALF.
Afsted! Her truer faren!

BLANKA.
Hvad fare?

GANDALF.
Døden!

BLANKA.
Jeg forstår dig ej.

GANDALF.
Jeg vilde dulgt det for dig, derfor gik jeg
at kalde folket ned igen til snekken
og sejle bort; du skulde aldrig vidst –
dog hornet varsler, at det er forsilde;
de kommer hid.

BLANKA.
Hvem kommer, hvem?

GANDALF.
Så vid da,
de fremmede, som fordum hærjed øen,
var vikinger som jeg.

BLANKA.
Fra Norden?

GANDALF.
Ja.
Min fader faldt, og han var deres drot, –
thi må han hævnes.

BLANKA.
Hævnes?

GANDALF.
Det er skik
og vedtægt mellem os.

BLANKA.
Ha! jeg begriber!

GANDALF.
De kommer! Stil dig bag ved mig.

BLANKA.
Væk, blodmand!

SJETTE SCENE.

De forrige. Asgaut. Hemming og vikingerne, der fører Roderik mellem sig.

ASGAUT
(til Gandalf)
.
En mager fangst, dog altid noget, Gandalf.

BLANKA.
Min fader!
(kaster sig i hans arme.)

RODERIK.
Blanka! O mit barn!

JOSTEJN.
En kvinde!
Så får han rejsefølge.

ASGAUT.
Ja, til Hel!

BLANKA.
O fader, hvorfor har du aldrig sagt mig –

RODERIK.
Tys! tys! min datter!
(pegende på Gandalf.)
Er det eders høvding?

ASGAUT.
Så er det.
(til Gandalf.)
Manden kan berette dig,
hvordan din fader faldt; thi han var med
og slap derfra med livet, har han sagt.

GANDALF.
Ti! Jeg vil intet høre.

ASGAUT.
Godt, så lad
os tage fat på værket.

BLANKA.
Gud! hvad vil de?

GANDALF
(dæmpet)
.
Jeg kan ej, Asgaut!

ASGAUT
(ligeledes)
.
Er vor høvding fejg?
Har kvindens glatte tunge dåret ham?

GANDALF.
Nu ligemeget, jeg har sagt –

ASGAUT.
Betænk,
det gælder al din agt blandt dine kæmper.
Dit løfte gav du Valhals høje guder,
og brydes det, så er du hvermands niding.
Glem ej, vor gamle tro er svagt befæstet, –
den vakler alt; et stød kan rokke den,
og kommer stødet ovenfra, fra drotten,
da har den fået banesåret.

GANDALF.
Ha!
Det var en ulyksalig ed, jeg svor.

ASGAUT
(til vikingerne)
.
Nu rede, kæmper!

BLANKA.
Vil I myrde ham,
den værgeløse gubbe?

ASGAUT.
Ned med begge!

BLANKA.
O Gud!

HROLLOUG.
Nej, kvinden er for fager! Hun
kan følge med på snekken.

JOSTEJN
(leende)
.
Ja, som skjoldmø.

GANDALF.
Tilbage!

RODERIK.
Skåner, skåner kun mit barn!
Jeg bringer eder drottens banemand,
ifald I skåner hende!

GANDALF
(hurtigt)
.
Bring os ham,
så er hun fri, ej sandt?

VIKINGERNE.
Jo, jo, det er hun!

BLANKA
(til Roderik)
.
Hvad lover du?

ASGAUT.
Så skaf ham hid!

RODERIK.
Her står han!

NOGLE.
Ha, gubben der!

GANDALF.
O ve!

BLANKA.
Nej, nej, du skal ej –

RODERIK.
For denne hånd fandt vikingen sin bane,
nu hviler han i kæmpehøjen der!

GANDALF.
Min faders gravhøj!

RODERIK.
Han var stærk og djærv;
thi jorded jeg ham på hans fædres vís.

GANDALF.
Da han er højlagt, så –

ASGAUT.
Nej, ligefuldt
den faldne konning kræver blod, – slå til!

BLANKA.
Han skuffer eder!
(til Gandalf.)
Har du ej begrebet,
det er kun mig, sin datter, han vil frelse?
Dog, hvad forstår vel du et kærligt sind,
der offrer alt for den, som –

GANDALF.
Jeg forstår ej?
Du tror ej, jeg forstår?
(til vikingerne.)
Han skal ej fældes.

ASGAUT.
Hvordan?

BLANKA.
O fader! han er god som du.

ASGAUT.
Du svigter eden?

GANDALF.
Nej, jeg holder den!

JOSTEJN.
Hvad er din agt?

HROLLOUG.
Sig frem!

GANDALF.
Jeg har jo svoret
at hævne drotten eller falde selv.
Nu vel, han der er fri, – jeg går til Valhal.

BLANKA
(til Roderik)
.
Hvad mener han?

ASGAUT.
Det er din agt, du vil? –

GANDALF.
I holde en af mine snekker rede,
med spændte sejl og bålet tændt i stavnen;
på fortids vis jeg vil bestige den!
Se aftenvinden blæser ud fra stranden, –
på røde vinger farer jeg til Valhal!

JOSTEJN
(går ud til højre)
.

ASGAUT.
Ha, det er kvinden, som har koglet dig!

BLANKA.
Nej, du må leve!

GANDALF.
Leve? Jeg er tro
mod mine guder, kan ej svige dem.

BLANKA.
Din ed er blodig, Balder hader den.

GANDALF.
O Balder lever ikke mer iblandt os!

BLANKA.
For dig han lever; thi dit sind er mildt.

GANDALF.
Ja, til min undergang! Det blev mit kald
som drot at værne om vort kæmpeliv, –
men kraften svigter mig! Kom, Asgaut, du
skal tage kongespiret af min hånd;
du er en kæmper af det ægte malm;
på mig har Sydens gift alt længe tæret.
Men kan jeg ikke leve for mit folk,
så kan jeg dø for det.

ASGAUT.
Vel talt, Kong Gandalf.

BLANKA.
Så er da loddet kastet! Fald som helt
i trofast kærlighed til dine guder!
Men nu, da vi må skilles ad for evigt,
så vid, at når du falder selv for løftet,
da har du også mig til døden viet!

GANDALF.
Hvordan! Til døden dig?

BLANKA.
Mit liv var ligt
en blomsterknop, i fremmed jordbund plantet,
og derfor blunded den i svøbet fængslet:
da kom en stråle fra det fjerne hjem, –
o, det var dig, min Gandalf! Blomsten åbned
sit bæger. Ak, et flygtigt øjeblik,
så blegned strålen, – blomsten måtte dø!

GANDALF.
O, har jeg fattet dig? Du kunde? – ha!
så er mit løfte tifold ulyksaligt!

BLANKA.
Vi mødes atter!

GANDALF.
Aldrig, aldrig mer!
Dig venter himlen og den hvide Krist.
Jeg går til Valhal; taus jeg sætter mig
ved bordets ende, nederst imod døren,
thi hallens lystighed er ej for mig.

JOSTEJN
(kommer tilbage med et banner i hånden)
.
Se, nu er snekken rede, som du bød.

ASGAUT.
Du får en prægtig ende! Mangen helt
vil nok misunde dig.

GANDALF
(til Blanka)
.
Farvel!

BLANKA.
Farvel!
Farvel for livet og for evigheden!

RODERIK
(kæmpende med sig selv)
.
Stands! stands!
(kaster sig ned for Blanka.)
Barmhjertighed! Tilgiv, tilgiv mig!

BLANKA.
O Gud!

GANDALF.
Hvad mener han?

RODERIK.
Alt vil jeg skrifte:
Min hele færd imod dig var bedrag!

BLANKA.
O, skrækken har forvirret ham!

RODERIK.
Nej, nej!
(til Gandalf efter at have rejst sig.)
Du, unge drot, er løst ifra dit løfte;
din faders skygge kræver ingen blodhævn!

GANDALF.
Ha, så forklar!

BLANKA.
O tal!

RODERIK.
Her står kong Rørek!

NOGLE.
Den faldne konning?

BLANKA.
Himmel!

GANDALF
(tvivlende)
.
Du, min fader?

RODERIK.
Se, Asgaut! Husker du den skramme, som
du gav mig på vort første vikingtog,
dengang vi kom i strid om byttet?
(han blotter sin arm og viser Asgaut den.)

ASGAUT.
Ja,
ved Thor, det er kong Rørek!

GANDALF
(kaster sig i hans arme.)
Fader! fader!
Nu har du andengang mig livet skænket.
O, tag min tak!

RODERIK
(nedslået; til Blanka)
.
Og du – hvad skænker du
den gamle røver?

BLANKA.
Kærlighed, som før!
Jeg er din datter! Har ej tre års ømhed
udslettet hver en blodplet i dit skjold?

ASGAUT.
Men så forklar dog, at du endnu lever!

GANDALF.
Hun redded ham.

RODERIK.
Ja, som en venlig alf
Hun heled mine sår og sysled om mig,
og alt imens fortalte hun så smukt
om troen hos de stille folk i Syden,
at selv mit hårde bryst blev blødt derved.
Og dag for dag jeg dulgte, hvem jeg var;
jeg voved ej –

GANDALF.
Men kæmpehøjen der?

RODERIK.
Der grov jeg ned min rustning og mit sværd.
Det tyktes mig, som om den vilde viking
var skrinlagt med det samme. Og mit barn
bad fromt en bøn for ham hver dag ved højen.

ASGAUT.
Farvel!

GANDALF.
Hvor går du?

ASGAUT.
Nordpå med min snekke!
Nu ser jeg klarlig, min tid er forbi –
og vikinglivet også. Jeg vil gå
til Island; did er end ej sotten trængt.
(til Blanka.)
Du, unge kvinde, tag min plads hos drotten!
Thor kan ej mere – Mjølnir er af lave;
nu råde Balder gennem dig. – Farvel!
(han går.)

GANDALF.
Ja, Balder råder gennem dig, min Blanka!
Nu føler jeg mit vikinglivs betydning!
Det var ej ene lyst til ry og rigdom,
som drev mig bort fra mine fædres hjem;
nej, hvad mig leded var en lønlig længsel,
en stille higen efter Balder. Se,
nu er min længsel stillet; hjem vi fare;
der vil jeg leve fredsæl blandt mit folk.
(til vikingerne.)
Og I vil følge mig?

ALLE.
Vi følger dig!

GANDALF.
Og du, min Blanka?

BLANKA.
Jeg? Jeg er jo og
et Nordens barn; thi mellem eders bjerge
slog jo mit hjertes bedste blomster rod.
Til eder stævned jeg i mine drømme,
fra eder hented jeg min kærlighed!

RODERIK.
Og så afsted!

GANDALF.
Men du?

BLANKA.
Du følger os!

RODERIK.
Jeg bliver her.
(peger på højen.)
Min gravhøj venter mig.

BLANKA.
Jeg skulde lade dig alene?

HEMMING.
Nej!
Vær uden frygt! Jeg lukke vil hans øjne
og sjunge ham et drapa hist fra højen;
det bli’r mit sidste kvad.
(rørt, idet han griber Gandalfs hånd.)
Farvel, min konge!
Nu har du fundet dig en bedre skald.

RODERIK
(med fasthed)
.
Det må så være, du er drot min Gandalf,
og du har høje pligter mod dit folk.
(lægger deres hænder sammen.)
I er den unge morgenrødes børn, –
drag did hvor kongestolen eder venter;
jeg er den sidste fra de sjunkne tider,
min kongestol er graven – und mig den!
(Gandalf og Blanka styrter sig tause i hans arme. Roderik stiger op på højen. – Hemming sætter sig med harpen ved hans fødder.)

GANDALF
(med fatning)
.
Og nu til Norge!