Complete Works of Henrik Ibsen (354 page)

ANDEN SCENE.

Gandalf og vikingerne kommer fra højre.

ASGAUT.
Her er vi snart ved stedet.

GANDALF.
Hvor? Lad se!

ASGAUT.
Nej, vent kun lidt til vi er bagved skoven.
På klippeskråningen mod havet stod
en rest af muren, da vi drog afsted, –
den står der sagtens endnu, tænker jeg.

JOSTEJN.
Hør, sig os drot, hvad kan det både os
at traske om som narre her på holmen?

HROLLOUG.
Ja sig, hvad skal vi –

GANDALF.
Tie skal I, tie!
Og lystre blindt, hvad eders konning byder!
(til Asgaut.)
Det synes mig forresten, som I har
gjort altfor ryddigt hus, da sidst I var her;
I kunde sagtens have levnet lidt
for mig og for min hævn!

HROLLOUG.
Du er vor konning,
og troskab svor dig dine mænd på thinge;
men da vi fulgte dig i ledingsfærd,
så var det for at vinde ry og hæder.

JOSTEJN.
Og guld og skatte, Hrolloug, guld og skatte.

FLERE.
Ja, det er loven, Gandalf, agt for den!

GANDALF.
Jeg kender loven vel så godt som I;
men var det ej fra gamle tider skik
og vedtægt mellem os, at når en frænde
for fiendehånd blev fældet, og hans lig
lå ubegravet, som et rov for ravnen,
så måtte blodhævn til?

NOGLE.
Ja, sådan er det!

GANDALF.
Så værer rede da med sværd og skjold, –
I har en drot at hævne, jeg en fader!
(Bevægelse blandt vikingerne.)

JOSTEJN.
En drot?

HROLLOUG.
En fader?

GANDALF.
Vent, jeg vil berette
hvad der er hændt. I véd, min fader var
en vældig viking. Tolv år er det siden
han sidste gang en vår drog ud i leding
med Asgaut der og sine gamle kæmper.
To år han flakkede fra strand til strand,
og gæsted Bretland, Valland, ja selv Blåland;
til slutning hærjed han på Sikiløj,
og hørte der berette om en høvding,
som boed her på holmen i et slot
med stærke mure bygget op på fjeldet,
og der var kostelige skatte gemt.
Ved nattetid han landed under stranden,
og borgen hærjed han med ild og sværd.
Selv var han foran som en ægget bjørn,
og i berserkergangen så han ej,
hvordan hans kæmper segned rundt omkring ham;
og da det første daggry randt i øst,
lå hele borgen rygende i grus.
Kun Asgaut stod igen med nogle få, –
min fader og vel hundrede med ham
var redet gennem flammerne til Valhal.

ASGAUT.
Jeg hejste snekkens sejl i højen rå,
og vendte stavnen hjemad imod Norden;
der søgte jeg forgæves efter Gandalf,
den unge ørn var fløjen over havet
til Island eller Færø, blev mig sagt.
Jeg stævned efter ham, men fandt ham ej, –
dog navnet kendte de, såvidt jeg fór;
ti skøndt hans drage fløj som sky for stormen,
så fløj hans rygte dog på bedre vinger.
I sommer, véd I, traf jeg ham til slut,
det var i Velskland; jeg beretted ham,
hvad der var sket, hvordan hans fader endte,
og Gandalf svor ved alle Valhals guder
at tage blodig hævn med ild og sværd.

JOSTEJN.
Det er en gammel skik, og den bør agtes!
Men hvis jeg havde været konning Gandalf,
så var jeg bleven liggende i Velskland, –
for der var guld at vinde.

HROLLOUG.
Hæder med.

GANDALF.
Det er jer troskab mod den faldne drot.

JOSTEJN.
Nu, nu, godt ord igen, jeg mente blot
den faldne kunde vente.

ASGAUT
(med undertrykt forbitrelse)
.
Usle slægt!

JOSTEJN.
Men siden vi nu engang er her –

HROLLOUG.
Ja,
så lad os rejse ham et værdigt minde!

NOGLE.
Ja, ja!

ANDRE.
Med brand og blod!

ASGAUT.
Det kan jeg lide,

GANDALF.
Og nu afsted at spejde rundt om øen;
ti end i nat skal hævnen være fuldbragt,
hvis ej, så må jeg falde selv.

ASGAUT.
Det svor han.

GANDALF.
Det svor jeg dyrt ved alle Valhals guder!
Og end engang jeg sværger –

HEMMING
(med en harpe over skulderen, har under det foregående nærmet sig mellem kæmperne og udbryder bønligt)
:
Sværg ej, Gandalf!

GANDALF.
Hvad går der af dig?

HEMMING.
Sværg ej her i skoven!
Her kan ej vore guder høre dig;
i snekkens stavn, i Nord på vore bjerge,
der hører de dig nok, men ikke her!

ASGAUT.
Har Sydens pestluft smittet også dig?

HEMMING.
I Velskland hørte jeg de fromme prester
fortælle dejligt om den hvide Krist,
og hvad de sagde svæver for min hu
ved nat og dag, det vil ej mer forsvinde.

GANDALF.
Jeg tog dig med, fordi du alt som gut
forrådte tegn på rige skaldekræfter.
Du skulde se min djærve ledingsfærd;
og når kong Gandalf sad som grånet gubbe
ved egebordet mellem sine kæmper,
da skulde drottens unge skald forkorte
den lange vinterkvæld med heltekvad,
og så til slutning sjunge mig mit drapa;
thi mindet, rejst af skaldetungens lyn,
er bedste bauta over heltens gravhøj.
Gå nu, slæng harpen væk, og put dig selv
i munkekutten, hvis det lyster dig.
Ha! ha! Kong Gandalf får en dygtig sanger.
(Vikingerne går ind i skoven til venstre; Hemming følger dem.)

ASGAUT.
Det er en muggen tid vi lever i;
det bærer ned ad bakke med vor tro
og vore sæder fra den gamle tid.
Held mig! Min nakke luder alt af ælde;
mit øje skal ej skue Nordens fald.
Men du, kong Gandalf, du er ung og stærk;
og hvor du færdes i det vide fjerne,
så kom ihu, at det er kongeværk
om folkets guder og dets kraft at værne!
(han følger efter de øvrige.)

GANDALF
(efter en pause)
.
Han har ej nogen frejdig lid til mig.
Vel at han gik! Der ligger som en tyngsel
på mine skuldre, når han er mig nær.
Den gamle stenmand med de barske træk, –
han ligner Asathor, som stod med Mjølnir
og styrkebeltet hugget ud i gråsten
i offerlunden ved min faders gård.
Min faders gård! – Hvo véd, hvordan det nu
ser ud derhjemme på de gamle tomter! –
Ja fjeld og skov er sagtens end de samme;
men folkets bryst –? Har det de gamle strænge?
Nej, der er falden meldug over tiden,
og det er den, som suger Nordens saft
og tærer giftigt på dets bedste blomster.
Vel, jeg vil hjemad! Redde hvad der end
står til at redde, før det styrter sammen.
(efter en pause, idet han ser sig om.)
Hvor der er lifligt her i Sydens lunde;
min graneskov har ej så stærk en duft.
(han bemærker højen.)
Hvad nu? En kæmpegrav? Den gemmer nok
en landsmand fra de gamle, friske dage.
En kæmpegrav i Syden! – Det er billigt;
thi Syden gav os jo vort ulivssår.
Hvor her er vakkert! Jeg må tænke på
en vinterkvæld, da jeg som liden gut
sad på min faders knæ ved arneflammen,
mens han fortalte mig om vore guder,
om Odin, Balder og den stærke Thor;
og da jeg nævnte for ham Frejas lund,
så skildred han mig den som lunden her, –
men da jeg vilde vide lidt om Freja,
hvordan hun selv så ud, da smålo gubben,
og satte mig på gulvet ned og svared:
„Det vil en kvinde nok fortælle dig!”
(lyttende.)
Tys! Fodtrin gennem skoven! Rolig Gandalf, –
de bringer førstegrøden af din hævn!
(Træder tilside, således at han er halv skjult mellem buskene til højre.)

TREDJE SCENE.

Gandalf. Blanka
(med egeblade i håret og en kurv med blomster, kommer fra venstre)
.

BLANKA
(siddende til venstre, beskæftiget med at flette en blomsterkrans)
.
Der risler kilder i de grønne dale,
der gynger klare bølger under strand;
men kildens rislen, bølgens sagte røst
har ej så stærk en magt som hine blomster,
der favnes søsterligen bryst ved bryst
i tætte klynger rundt om højens side;
de maner mig ved dag og nat herhen, –
her er det godt at længes og at drømme.
Se nu er kransen færdig. Heltens bauta,
så hård og kold, skal dølges under den.
Ja, det er smukt!
(visende mod højen.)
Et undergået liv,
med kæmpekræfter, dybt i muld begravet, –
og mindet, som til efterslægten taler,
en iskold kampesten, som hin på højen!
Da kommer kunsten, og med venlig hånd
den plukker blomster ved naturens bryst
og dækker mindets hårde kampesten
med hvide liljer, duftende kærminder.
(hun stiger op på højen, hænger kransen over bautastenen og siger derpå efter en pause:)
Nu sejler atter mine drømmes flok
som trækfuglskaren over havets bølger;
jeg drages did, hvorhen min længsel stunder,
og villigt følger jeg den skjulte magt,
som har sin kongestol i sjælens dyb.
Jeg står i Norden, er en kæmpers brud,
og spejder som en ørn fra fjeldets tinde.
Bag blanke bølger dukker snekken frem. –
O fly som mågen mod din fædrestrand!
Jeg er et Sydens barn, jeg kan ej vente; –
jeg river egekransen af mit hår, –
tag den, min helt! Den er det andet bud,
der hilser dig, – min længsel var det første.
(hun kaster kransen. Gandalf træder frem og griber den.)
Hvad nu? Der står –
(hun gnider øjnene og stirrer forundret på ham.)
Nej, det er ingen drøm.
Hvo er du, fremmede? Hvad søger du
ved stranden her?

GANDALF.
Stig ned af højen først,
så kan vi tales ved.

BLANKA
(stiger ned)
.
Se så, her er jeg!
(afsides, idet hun betragter ham.)
Ringbrynjen over brystet, kobberhjelmen, –
aldeles som min fader har fortalt.
(højt.)
Tag hjelmen af!

GANDALF.
Hvorfor?

BLANKA.
Så gør det dog!
(afsides.)
To klare øjne, lokker som en kornmark, –
aldeles som jeg så ham i min drøm.

GANDALF.
Hvo er du, kvinde?

BLANKA.
Jeg? Et fattigt barn!

GANDALF.
Dog visst den fagreste, som øen ejer.

BLANKA
(leende)
.
Den fagreste? Ja, det kan være muligt;
thi her er ingen anden.

GANDALF.
Ingen anden?

BLANKA.
Med mindre, at min faer, – men han er gammel
og har et sølvgråt skæg, så langt som så,
o nej, så tror jeg dog, jeg vinder prisen.

GANDALF.
Du har et lystigt sind.

BLANKA.
Ej altid, du!

GANDALF.
Men sig mig dog, hvordan det hænger sammen,
du lever ene med din fader her,
og jeg har dog så sikkert hørt berette,
at øen skulde være rigt bebygget?

BLANKA.
Det var den engang, for en tre års tid;
men – ja, det er en sørgelig fortælling –
dog, du skal høre den, ifald du vil.

GANDALF.
Javisst, jeg vil!

BLANKA.
Ser du, for tre år siden –
(sætter sig.)
Kom, sæt dig ned!

GANDALF
(træder et skridt tilbage)
.
Nej, sid kun du, jeg står.

BLANKA.
For tre år siden kom en væbnet flok
af røvere, Gud véd hvorfra, til øen;
de plyndred rundt omkring, hvor de drog frem,
og myrded alt, hvad levende de fandt.
De få, som kunde, redded sig ved flugten,
og søgte til min faders borg, som lå
på klippepynten ikke langt fra havet.

GANDALF.
Din faders, siger du?

BLANKA.
Javisst, min faders.–
Det var en skyfuld aften, da de stormed
mod borgeporten, trængte gennem muren,
brød ind i gården, myrdede for fode.
Jeg flygted angstfuld ud i nattens mulm,
og søgte mig et skjulested i skoven.
Jeg så vort hjem at hvirvles op i flammer,
Jeg hørte skjoldebrag og bange dødsskrig. –
Tilsidst blev alting tyst; thi alt var myrdet. –
Den vilde skare drog mod stranden ned
og sejled bort. – Den næste morgen sad jeg
på klippen ved de rygende ruiner.
Jeg var den eneste, de havde skånet.

GANDALF.
Men du fortalte jo, din fader lever.

BLANKA.
Min plejefader; vent, nu skal du høre!
Jeg sad på klippen sorgfuld og beklemt
og lytted til den rædselsfulde stilhed;
da lød det som et dæmpet suk fra dybet
i klippekløften, under mine fødder;
jeg lytted bange, steg tilsidst derned
og fandt en fremmed, blødende og bleg.
Jeg nærmed mig, så bange som jeg var,
forbandt hans sår og plejed ham, –

GANDALF.
Og han?

BLANKA.
Fortalte, da han efterhånden kom sig,
at han var dragen med et købmandsskib
herhid til øen endnu samme dag,
da borgen plyndredes, – var flygtet did
og havde kæmpet kækt mod røverflokken
indtil han, blødende af mathed, styrted
i klippekløften, hvor jeg siden fandt ham.
Og efter den tid har vi levet sammen;
han bygged os en hytte dybt i skoven
og blev mig kær, o kær som ingen anden.
Men kom, du må dog se ham.

GANDALF.
Nej – nej, vent!
Vi træffer tidsnok sammen, tænker jeg.

BLANKA.
Ja, ja da, som du vil; men du kan tro,
han så dig gerne under hyttens tag;
for du må vide, gæstfriheden hører
ej blot i Norden hjemme.

GANDALF.
Norden? Så
du véd da –

BLANKA.
Hvor du kommer fra? O ja!
Min fader har fortalt om jer så tidt,
at jeg ved første øjekast –

GANDALF.
Og dog
du blev ej bange!

BLANKA.
Bange? Hvorfor bange?

GANDALF.
Nu, har han ikke sagt, – ja har han ej –

BLANKA.
Fortalt, at I er djærve helte? Jo!
Men hvorfor skulde det forskrække mig?
Jeg véd, I søger ry på fjerne strande,
i mandig dyst med drabelige kæmper;
men jeg har hverken pantser eller sværd,
hvi skulde jeg vel da –

GANDALF.
Nej visst, nej visst!
Men hine fremmede, som brændte borgen?

BLANKA.
Hvad de?

GANDALF.
Nu ja, jeg mente blot, har ej
din fader sagt, hvorfra de kom?

BLANKA.
Nej aldrig.
De var jo fremmede for ham, som os.
Men hvis du vil, så skal jeg spørge ham.

GANDALF
(hurtigt)
.
Nej, lad kun være.

BLANKA.
Ah, nu fatter jeg!
Du vide vil, hvor du skal søge dem,
og tage blodhævn, som I kalder det.

GANDALF.
Ha, blodhævn! Tak! Du minder mig om ordet;
fast havde jeg forglemt –

BLANKA.
Men véd du vel,
det er en hæslig skik.

GANDALF
(gående mod baggrunden)
.
Farvel!

BLANKA.
Du går?

GANDALF.
Vi træffes tidsnok.
(standser.)
Sig mig endnu ét:
Hvo hviler under kæmpehøjen der?

BLANKA.
Det véd jeg ej.

GANDALF.
Du véd det ej, og dog
du slynger blomster rundt om heltens bauta.

BLANKA.
Min fader førte mig en morgen hid
og viste mig den friske gravhøj, som
jeg aldrig forhen havde set ved stranden.
Han bød mig holde morgenbøn ved højen
og i min bøn at tænke fromt på dem,
som havde hærjet os med sværd og flammer.

GANDALF.
Og du?

BLANKA.
Hver morgenstund fra den dag af
jeg bad en stille bøn for deres frelse;
og friske blomster fletted jeg hver aften
til krans om mindestenen.

GANDALF.
Sælsomt! sælsomt!
Hvor kan du bede for din avindsmand?

BLANKA.
Det byder mig min tro.

GANDALF
(heftigt)
.
Den tro er fejg;
det er en tro, som suger heltens kraft;
se derfor døde kæmpelivet strådød
hos eder her i Syden!

BLANKA.
Men ifald
min fejge tro, som nu du kalder den,
blev plantet om i eders friske jordbund, –
da véd jeg vist, der spired frem af den
en blomsterfylde, rig nok til at dække
den nøgne fjeldvæg.

GANDALF.
Lad du fjældet stå
med nøgne vægge til det falder sammen!

BLANKA.
Hør! tag mig med derop!

GANDALF.
Hvad mener du?
Jeg styrer hjemad –

BLANKA.
Ja, jeg sejler med dig;
jeg har jo længst i tankerne gjort farten
didop, hvor du har hjemme mellem is
og sne og store sorte graneskove.
Der skulde komme lystighed i hallen,
ifald jeg måtte råde, kan du tro;
thi jeg er munter; – har du nogen skald?

GANDALF.
Jeg havde en, men her i Syden har
den lumre luftning slappet harpens strænge,
de vil ej klinge –

BLANKA.
Godt! så skal jeg være
din skald.

GANDALF.
Og du? – Du kunde følge med os,
forlade hjem og fader?

BLANKA
(leende)
.
Ha, ha, ha!
Jeg tror, du tager det for alvor?

GANDALF.
Var det
da kun dit skemt?

BLANKA.
Ak ja! en tosset drøm,
som tidt jeg drømte, før vi så hinanden, –
og som jeg visst vil drømme mangen gang,
når du –
(pludselig afbrydende.)
Du ser så stivt på mig.

GANDALF.
Gør jeg?

BLANKA.
Javisst, hvad tænker du på?

GANDALF.
Jeg? På intet!

BLANKA.
På intet?

GANDALF.
Ja, jeg véd ej selv på hvad;
dog jo, jeg véd – og du skal høre det:
jeg tænker på, hvordan du plante vil
i Norden dine blomster, og imens
så falder mig min egen tro isinde.
Der er et ord deri, som aldrig før
jeg fattet har; nu har du lært mig det.

BLANKA.
Hvad mener du?

GANDALF.
Der siges, at Valfader
får kun en halvdel af de slagne kæmper;
den anden halvdel hører Freja til.
Det har jeg aldrig kunnet ret begribe;
men nu – nu fatter jeg, – jeg er jo selv
en slagen kæmpe og min bedste halvdel
blev Frejas ejendom.

BLANKA
(studsende)
.
Hvad skal det sige?

GANDALF.
Nu kort og godt, så vid –

BLANKA
(hurtigt)
.
Nej, lad kun være!
Jeg tør ej dvæle længer her i aften, –
min fader venter, jeg må gå; farvel!

GANDALF.
Du går?

BLANKA
(tager egekransen, som han har ladet falde, og slynger den om hans hjelm)
.
Se der, du kan beholde den.
Se, hvad jeg før i mine drømme gav dig,
det skænker jeg dig vågen nu.

GANDALF.
Farvel!
(han går hurtig ud til højre.)