Complete Works of Henrik Ibsen (350 page)

FURIA.
Ja, jeg skal glemme ham – når han er stegen
ned i sin grav.

CURIUS
(viger tilbage)
.
Ah, kræver du at jeg –?

FURIA.
Du skal ej bruge stål; du skal kun røbe
hans foretagende –

CURIUS.
Forræderi
og mord på engang! Husk dog at han er
min fosterfader og –

FURIA.
– min tankes mål!
Ah, svage dåre, – vover du at tale
om elskov, – du, som ej har mod at styrte,
hvo dig ivejen står? Gå fra mig!
(hun vender ham ryggen.)

CURIUS
(holder hende tilbage)
.
Nej; –
forlad mig ikke! Jeg til alt er villig! –
En rædsel isner mig fra dig imøde;
og dog jeg kan ej sprænge dette næt,
hvori du hilded mig.

FURIA.
Så er du villig?

CURIUS.
Hvi håner du mig med at spørge så?
Om jeg er villig? Har jeg nogen vilje?
Dit blik er slangens ligt, når det sig fæster
med trolddomsmagt på fuglen, der i angst
omflagrer den i kredse, altid mere
og mere nær det frygtelige svælg.

FURIA.
Så gå til værket!

CURIUS.
Og når jeg har offret
mit venskab for min kærlighed, – hvad da?

FURIA.
Da har jeg glemt at Catilina var.
Da er mit hverv tilende. Kræv ej mere!

CURIUS.
For denne pris jeg skulde –?

FURIA.
Nøler du?
Er da dit håb så svagt, at ej det bygger
på, hvad en taksom kvinde skænke kan,
når tiden først –?

CURIUS.
Ved alle nattens magter, –
jeg nøler ej! Han ene skiller os.
Så lad ham falde! Slukt er hver en gnist
af ømhed for ham; alle bånd er brustne! –
Hvo er du, skønne nattesyn? Din nærhed
forstener og fortærer mig på engang.
Min længsel isner mig, – min skræk mig ildner;
min elskov er som had med trolddom blandet.
Hvo er jeg selv? Jeg kender mig ej mere.
Et véd jeg kun: jeg er ej den, jeg var
før dig jeg så. Glad springer jeg i dybet
for dig at følge! – Dømt er Catilina!
Jeg går til Kapitol. I denne nat
senatet samlet er. En skreven strimmel
forråder Catilinas værk. – Lev vel!
(han går ilsomt ud.)

FURIA
(for sig selv)
.
Alt tårner skyer sig; snart lynet knittrer.
Det lakker brat mod enden, Catilina; –
med store skridt du går imod din grav!
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico kommer ud fra huset uden at bemærke Furia, der står halvt skjult i skyggen inde mellem træerne.)

AMBIORIX.
Så er det da besluttet. Vovsomt var det
at knytte sig til dette forbund.

OLLOVICO.
Ja;
men rådets afslag på hvert billigt krav
lod ingen anden vej til redning åben;
og sejrens løn, – hvis vore venner sejrer, –
opvejer vel den farefulde dyst,
der snart os venter nu.

AMBIORIX.
Så er det, broder!

OLLOVICO.
Løsrivelse fra Romas herrevælde, –
vor tabte frihed, er vel værd en kamp.

AMBIORIX.
Ad kortest vej vi haste må til hjemmet;
i hele Gallien må vi oprør tænde.
Let ægges alle stammer der til rejsning
mod undertrykkerne, og følger os,
og slutter sig til Catilinas skarer.

OLLOVICO.
Hård bliver kampen. End er Roma mægtigt.

AMBIORIX.
Det voves må. Afsted, Ollovico!

FURIA
(råber advarende til dem)
.
Ve over eder!

AMBIORIX
(farer sammen)
.
Alle guder!

OLLOVICO
(forfærdet)
.
Hør!
En stemme varsler os i nattens mørke!

FURIA.
Ve over eders folk!

OLLOVICO.
Hist står hun, broder, –
den blege varselsfulde skygge; se!

FURIA.
Ve over dem, der følger Catilina!

AMBIORIX.
Hjem; hjem! På flugt! Vi bryder alle løfter.

OLLOVICO.
En røst har varslet os; vi lyder røsten.
(de går hurtigt ud til højre.)
(Catilina kommer ud fra huset i baggrunden.)

CATILINA.
Fortvivlet håb – at ville styrte Roma
med denne skare nidinger og fejge!
Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed, –
kun nød og rovlyst driver dem til handling.
Er det vel møjen værd, for slige formål
at øde blod? Hvad har da jeg at vinde?
Hvad at erhverve mig?

FURIA
(usynlig bag træerne)
.
Hævn, Catilina!

CATILINA
(farer sammen)
.
Hvo talte der! Hvo vækker hævnens ånder
af søvnen op? Kom denne røst ifra
mit eget indre? Hævn? Ja, det er ordet, –
mit løsen og mit krigs-skrig! Blodig hævn!
Hævn over alle håb og alle drømme,
som mig en fiendtligsindet skæbne knuste!
Hævn for mit hele sønderbrudte liv!
(De sammensvorne kommer bevæbnede ud fra huset.)

LENTULUS.
End ruger nattemørket over staden;
nu er det tid at bryde op.

FLERE
(hviskende)
.
Afsted!
(Aurelia kommer ud fra sidebygningen, uden at bemærke de sammensvorne.)

AURELIA
Min elskte, – er du her?

CATILINA
(med et skrig)
.
Aurelia!

AURELIA.
Sig, – har du ventet på mig?
(får øje på de sammensvorne og iler hen til ham.)
Milde guder!

CATILINA
(støder hende tilside)
.
Bort fra mig, kvinde!

AURELIA.
Catilina, – tal!
De mange mænd i våben –? Også du –?
O, du vil drage –

CATILINA
(vildt)
.
Ja, ved mørkets ånder, –
en lystig færd! Ser du, hvor sværdet blinker?
Hedt tørster det; jeg går – at stille tørsten.

AURELIA.
Mit håb, – min drøm! Livsalig var min drøm!
Og sådan vækkes jeg af drømmen –

CATILINA.
Ti!
Bliv, – eller følg os! Lukket er mit bryst
for gråd og klage. – Venner, se, hvor lyst
fuldmånen i sin nedgang nu forsvinder!
Når næste gang den fuld i østen rinder,
skal flammers stormflod vælte sig med magt
udover staden og dens gyldne pragt.
Og når om tusend år den atter skinner
på Latiums ørk blandt smuldrende ruiner, –
en enlig støtte skal i gruset stå
og sige vandreren: her Roma lå!
(Han iler ud til højre; alle følger ham.)

TREDJE AKT

(Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. til højre ses Catilinas telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en vagtild. Flere lignende skimtes mellem træerne i baggrunden. Det er nat. Månen bryder undertiden frem gennem skyerne.)

(Statilius ligger sovende ved vagtilden. Manlius går frem og tilbage udenfor teltet.)

MANLIUS.
Det ligner dem, de unge lette fugle.
Der sover de så roligt og så fast,
som var det moder-skødets trygge værn,
der dækked dem, og ej en vildsom skov.
De hviler sig, som om de vented på
at skulle vækkes til en munter leg
og ej til kamp, – måske den allersidste,
de får at kæmpe her.

STATILIUS
(vågner og rejser sig)
.
Endnu på vagt?
Du er vel træt? Nu løser jeg dig af.

MANLIUS.
Sov heller selv. Den unge trænger til
en kvægsom søvn; hans vilde lidenskaber
behøver kræfter. Anderledes er det
når håret gråner, blodet rinder mat
og alderdommen tynger vore skuldre.

STATILIUS.
Ja, du har ret; så vil jeg og engang
som gammel hærdet kriger –

MANLIUS.
Véd du da
så visst, at skæbnen har for dig bestemt
en alderdom?

STATILIUS.
Nu hvorfor ikke det?
Hvad bringer dig på disse anelser?
Er noget uheld hændt?

MANLIUS.
Du mener vel,
vi intet har at frygte, unge dåre?

STATILIUS.
Vor hær er stærkt forøget –

MANLIUS.
Såre stærkt, –
med rømte slaver og med fægtere –

STATILIUS.
Nu, lad så være; samlet virker de
ej ubetydeligt, og hele Gallien
vil sende hjælp –

MANLIUS.
– som endnu ej er kommen.

STATILIUS.
Du tvivler på at Allebrogerne
vil holde ord?

MANLIUS.
Jeg kender disse folk
fra fordums tid. Dog, lad det være godt.
Den dag, som kommer, vil vel åbenbare,
hvad guderne har over os besluttet.
Men gå, Statilius, og efterse
om alle vagter gør sin skyldighed.
Mod natligt overfald vi må os sikkre;
vi véd jo ej, hvor vore fiender står.
(Statilius går ind i skoven.)

MANLIUS
(alene ved vagtilden)
.
Nu samler skyerne sig mer og mer;
det er en mørk og uvejrssvanger nat; –
en fugtig tåge klemmer mig om brystet,
som om den varsled uheld for os alle.
Hvor er det nu, det lette sorgfri sind,
hvormed jeg fordum tumled mig i krigen?
Mon det er alderdommens byrde blot,
som jeg fornemmer? Sælsomt nok, – iaftes
mig tyktes selv de unge sært forstemte.
(efter et ophold.)
Nu, guderne skal vide, hævn var ej
det mål, hvorfor jeg fulgte Catilina.
Min harme blussed op en flygtig stund,
da jeg mig følte forurettet, krænket; –
det gamle blod er end ej ganske koldt;
tidt kan det rulle hedt nok gennem åren.
Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham,
min Catilina, for hans egen skyld;
og jeg skal våge over ham med omhu.
Her står han ensom mellem disse skarer
af vilde venner og af usle skurke.
De mægter ej at fatte ham, – og han
er altfor stolt til dem at ville fatte.
(han lægger nogle kviste på ilden og bliver stående i taushed.)
(Catilina kommer ud fra teltet.)

CATILINA
(for sig selv)
.
Det er mod midnat. Alting er så tyst; –
kun på mit øje vil ej søvnen dvæle.
Koldt blæser vinden; den skal kvæge mig
og skænke kræfter –. Ah, de trænges til!
(bemærker Manlius.)
Dig er det, gamle Manlius? Du våger
alene her den mørke nat?

MANLIUS.
Jeg har,
da du var barn, bevogtet dig så tidt.
Sig, mindes du det ej?

CATILINA.
Den tid er borte;
med den min ro; og hvorsomhelst jeg går,
forfølges jeg af mangehånde syner.
Alt, Manlius, – alt huses i mit bryst; –
kun ikke freden. Den er i det fjerne.

MANLIUS.
Forjag de sørgelige tanker. Hvil dig!
Husk på at morgendagen kræve tør
din fulde kraft i kamp for alles frelse.

CATILINA.
Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit øje
for i en flygtig blund at finde glemsel,
da tumles jeg i underlige drømme.
Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer,
da trådte atter disse syner frem,
mer sært, end nogensinde, – mer forblommet
og gådefuldt. – Ah, hvis jeg fatted kun
hvad dette varsler mig! Men, nej –

MANLIUS.
Betro mig
din drøm; måske jeg kunde tyde den.

CATILINA
(efter et ophold)
.
Om jeg slumred eller våged, véd jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinanden uden ro og rist.
Se, da lægger sig omkring mig mulm og skumring brat;
og sin brede vinge sænker i min sjæl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset, mørk og rædselsfuld;
og jeg ser mig i en hvælving, klam som gravens muld.
Højt er taget, ligt en himmel, tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel, ånders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser, som når havets bryst
drager stormens vejr og knuses mod en stenet kyst.
Dog, midt i den vilde vrimmel titter stundom frem
blomstersmykte børn og synger om et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mørket for en lysning klar, –
og i rummets midte skimter jeg et ensomt par;
tvende kvinder, – stræng den ene og som natten sort, –
og den anden mild, som dagen, når den flygter bort.
Ah, hvor sælsomt velbekendte tyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vugged i en salig ro;
snart den andens hvasse øjne gnistred som et lyn;
skræk mig greb, – og dog jeg fulgte gerne dette syn.
Stolt og oprejst står den ene, og den anden lænes til
bordet, hvor de tykkes spille et forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytter om fra sted til sted; –
da er spillet tabt og vundet, og i jorden synker ned
hun, som spillet tabte, kvinden med det lyse smil;
og de smykte børneklynger viger bort med il.
Larmen stiger; mørket vokser; men fra mulmets skød
fæster sig på mig to øjne som i sejers-glød;
svimmel griber mig; de blanke øjne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drømte siden i min feberblund
ligger under glemsels-dækket i mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes. Ak, det er forglemt!

MANLIUS
Forunderlig isandhed, Catilina,
er denne drøm.

CATILINA
(grublende)
.
Hvis blot jeg kunde mindes –.
Men nej; det lykkes ikke –

MANLIUS
Ængst dig ej
med disse tanker. Hvad er drømme vel?
Indbildninger og tomme hjernespind,
betydningsløse, uden grund og mening.

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere; –
nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius;
hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens
i enrum med mig selv og mine anslag.
(Manlius går ind i skoven.)

CATILINA
(går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes; derpå standser han og siger tankefuld:)
Hvis blot jeg kunde –. Ah, det er umandigt
at ængstes og at gruble over sligt.
Og dog, – i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig træder atter
så levende for øje, hvad jeg drømte –
(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem træerne.)

CATILINA
(viger tilbage for skyggen)
.
I guders magt –!

SKYGGEN
Vær hilset, Catilina!

CATILINA
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge?

SKYGGEN
Vent! Jeg har retten til at spørge her, –
og du skal svare. Kender du ej mere
fra længst forsvundne tider denne røst?

CATILINA
Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst –.
Men sig, – hvem søger du i midnatstimen?

SKYGGEN
Dig søger jeg. Vid, denne time kun
er mig forundt til vandringsfrist heroppe.

CATILINA.
Ved alle guder, tal! Hvo er du?

SKYGGEN.
Stille!
Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab.
Hvi under du mig ikke gravens fred?
Hvi driver du mig op af dødens bolig?
Hvi bryder du min glemsel og min hvile,
så jeg må søge dig med truslers hvisken
og værne om min dyrekøbte hæder?

CATILINA.
Ah, denne røst –! Jeg aner og jeg mindes –

SKYGGEN.
Hvad er tilovers af min herskermagt?
En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge.
Vi begge sank i grav – og blev til intet.
Dyrt købtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet.
Den havde kostet mig min ro i livet;
på fred i graven gav for den jeg afkald.
Og nu vil du med en forvoven hånd
frarive mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ej veje nok til store værker?
Hvi vælger du just den, som jeg har valgt?
Min magt nedlagde jeg i livet alt.
Mit navn, – så tænkte jeg, – skal evigt stå,
ej venligt glimtende som stjernens øje, –
nej, som et lyn på nattehimlen fæstet!
Ej vilde jeg, som hundreder før mig,
ved ædelsind og milde dyder mindes;
ej vilde jeg beundres; – denne lodd
blev alt såmangens og vil blive det
til tidens ende. Nej, af blod og rædsel
jeg vilde bygge mig mit eftermæle!
I stum forfærdelse, som mod et luftsyn,
der viser sig og svinder, lig en gåde, –
man skulde stirre på min færd tilbage
og skotte op mod mig, hvem aldrig nogen, –
ej før, ej siden, – vovede at nå! –
Således drømte jeg, – og blev bedragen.
Du stod mig nær; hvi aned det mig ikke,
hvad sæd der spired lønligt i din sjæl?
Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter
igennem fremtids-dækket, hvad det dølger;
blandt stjerner skrevet – læser jeg din skæbne!

CATILINA.
Min skæbne læser du? Så tyd den da!

SKYGGEN.
Nej, først bag dødens dunkle port
forsvinder dæmringen, som hylles
omkring hvad grufuldt og hvad stort
af fremtids-bølgerne bortskylles.
Kun dette tør en frigjort ånd
ud af din skæbnes bog dig melde:
Du falder for din egen hånd, –
og dog en fremmed skal dig fælde!
(Åndeskikkelsen glider bort, som i en tåge.)

CATILINA
(efter et ophold)
.
Han er forsvunden. Var det kun en drøm?
Nej, nej; her stod han; månestrålen strejfed
hans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham!
Det var diktatoren, den gamle blodmand,
som steg af graven for at skrække mig.
Han frygted for at miste sejrens krone, –
ej hæders-kransen, men det rædsels-ry,
hvori hans minde lever. Ægges da
blodløse skygger selv af æres-håbet?
(går urolig op og ned.)
Alt stormer ind på mig. Snart taler blidt
advarende Aurelia, – og atter
genlyder i mig Furias manings-råb.
Og mer end dette; – frem af graven stiger
de blege skygger fra den svundne tid.
De truer mig. Jeg skulde standse her?
Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skride
kækt mod mit mål; – snart står jeg sejrrig der!
(Curius kommer gennem skoven i heftig bevægelse.)

CURIUS.
O, Catilina –!

CATILINA
(overrasket)
.
Du, – du her, min ven?

CURIUS.
Jeg måtte –

CATILINA.
Hvorfor blev du ej i staden?

CURIUS.
Mig angsten drev; jeg måtte søge dig.

CATILINA.
For min skyld styrter du dig blindt i faren?
Letsindige! Dog, kom i mine arme!
(vil omfavne ham.)

CURIUS
(viger tilbage)
.
Rør ikke ved mig! Kom mig ikke nær!

CATILINA.
Hvad fejler dig, min Curius?

CURIUS.
Bryd op!
Flygt, hvis du kan, endnu i denne time!
Ad alle veje kommer fiendens hær;
din lejr omringes, Catilina!

CATILINA.
Fat dig;
du taler vildt. Har rejsen rystet dig –?

CURIUS.
O, nej; men frels dig mens det end er tid!
Du er forrådt –
(kaster sig ned for ham.)

CATILINA
(farer tilbage)
.
Forrådt! Hvad siger du?

CURIUS.
Forrådt bag venskabs maske!

CATILINA.
Nu du fejler;
de vilde venner er mig tro som du.

CURIUS.
O, ve dig da for dine venners troskab!

CATILINA.
Kom til dig selv! Det er din kærlighed,
din omhu for min sikkerhed, som lader
dig skimte farer, hvor der ingen er.