Complete Works of Henrik Ibsen (353 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
FURIA.
Stands dette hjertes slag!
CATILINA.
Hvad mener du?
FURIA.
Du har din dolk i bæltet. Kun et stød, –
så slukkes stjernen, knust er dette hjerte,
som stiller fiendtlig sig imellem os.
CATILINA.
Jeg skulde slukke –? Blank og spids er dolken –
(med et skrig.)
Aurelia! Aurelia, hvor er du?
O, var du nær –! Nej, nej, – jeg vil ej se dig!
Og dog – det tykkes mig, som alt blev godt,
at freden kom, ifald jeg kunde lægge
mit hoved til dit bryst og angre – angre!
FURIA.
Hvad vil du angre?
CATILINA.
Alt, hvad jeg har øvet!
At jeg har været og at jeg har levet.
FURIA.
For sent at angre! Der, hvor nu du står,
går ingen vej tilbage. – Prøv det, dåre!
Nu går jeg hjem. Læg du dit hoved kun
til hendes bryst og se om der du finder
den fred, du søger for din trætte sjæl.
(med stigende vildhed.)
Snart vil de rejse sig, de tusend døde;
forførte kvinder slutter sig til dem;
og alle, alle vil de kræve af dig
det liv, det blod, den ære du har røvet.
Forfærdet vil du flygte ud i natten, –
vil flygte jorden rundt langs alle strande,
Actæon lig, af hunde-koblet jaget, –
en skygge, jaget af de tusend skygger!
CATILINA.
Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredløs.
I lysets verden er jeg hjemløs nu!
Jeg følger dig til alle skyggers land; –
det bånd, mig binder, vil jeg sønderskære.
FURIA.
Hvi famler du med dolken?
CATILINA.
Hun skal dø.
(et lyn slår ned og tordenen ruller.)
FURIA.
De store magter jubler ved dit forsæt! –
Se, Catilina, – hist din hustru kommer.
(Aurelia kommer angstfuld søgende gennem skoven.)
AURELIA.
Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han færdes!
Han er ej blandt de døde –
(får øje på ham.)
Høje himmel; –
min Catilina!
(hun iler imod ham.)
CATILINA
(forvildet)
.
Nævn ej dette navn!
AURELIA.
Du lever! Ja –!
(vil kaste sig i hans arme.)
CATILINA
(afværgende.)
Vig bort! Jeg lever ikke.
AURELIA.
O, hør mig, elskte –!
CATILINA.
Ti; jeg vil ej høre!
Jeg hader dig! Jeg ser din fule list;
du vil mig lænke til et halv-livs rædsel.
Stir ikke på mig! Dine øjne martrer, –
de stinger mig i sjælen som en dolk!
Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne –
(han drager sin dolk og griber hende i armen.)
AURELIA.
Våg, milde guder, over ham og mig!
CATILINA.
Luk dine øjne; luk dem, siger jeg; –
i dem er stjerneskin og morgenhimmel –.
Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!
(tordenen ruller atter.)
Dit hjerteblod! Nu råber livets guder
sit afskedsord til dig og Catilina!
(han hæver dolken imod hendes bryst; hun flygter ind i teltet; han forfølger hende.)
FURIA
(lyttende)
.
Hun strækker sine hænder bønligt mod ham.
Hun beder for sit liv. Han hører intet.
Han støder til! – Der faldt hun i sit blod.
(Catilina kommer, med dolken i hånden, langsomt ud fra teltet.)
CATILINA.
Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere.
Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger;
jeg skimter og jeg hører kun forvirret
som under stride vande. Véd du vel,
hvad jeg har dræbt med denne lille dolk?
Ej hende blot, – men alle jordens hjerter, –
alt levende, og alt, som gror og grønnes; –
hver stjerne har jeg slukt, og månens skive,
og solens ild. Se selv, – den kommer ikke;
den kommer aldrig mere; slukt er solen.
Nu er den hele vide jordens kreds
forvandlet til en kold uhyre grav
med blygråt hvælv, – og under dette hvælv
står du og jeg, forladt af lys og mørke,
af død og liv, – to hvileløse skygger.
FURIA.
Vi står ved målet, Catilina!
CATILINA.
Nej;
et skridt endnu – før jeg ved målet står.
Frigør mig for min byrde! Ser du ikke,
jeg går med Catilinas lig på ryggen?
En pæl igennem Catilinas lig!
(viser hende dolken.)
Forløs mig, Furia! Tag denne pæl; –
med den jeg spidded morgenstjernens øje; –
tag, – tag, og ram den tvers igennem liget,
så mister det sin magt, – og jeg er fri.
FURIA
(griber dolken)
.
Det ske, du sjæl, hvem jeg i had har elsket!
Afryst dit støv og gå med mig til glemsel!
(hun borer dolken dybt ind i hans bryst; han segner om ved foden af træet.)
CATILINA
(efter et ophold, kommer til besindelse, fører hånden over panden ogsiger mat)
:
Ah, nu fatter jeg din spådom, gådefulde ånd!
Halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed hånd.
Nemesis har gjort sin gerning. Dølg mig, dødens mulm!
Mørke Styx, løft nu din bølges hoved højt og svulm!
Bær mig over; sink ej båden; jag den rastløs frem
mod den tause fyrstes rige, alle skyggers hjem.
Tvedelt vejen går dernede! jeg skal vandre stum
imod venstre –
AURELIA
(fra teltet, bleg og vaklende, med blodigt bryst)
.
– nej, mod højre! Mod Elysium!
CATILINA
(farer sammen)
.
O, hvor dette lyse billed fylder mig med gru!
Det er hende selv! Aurelia, – sig mig, – lever du?
AURELIA
(knæler ned ved ham)
.
Ja, jeg lever for at stilne dine smerters sø, –
lever for at lægge barmen mod dit bryst og dø.
CATILINA.
O, du lever!
AURELIA.
Kun en afmagts slør omkring mig faldt;
men mit matte øje fulgte dig; jeg hørte alt, –
og min kærlighed en hustrus kraft mig atter gav; –
bryst ved bryst, min Catilina, går vi i vor grav!
CATILINA.
O, hvor gerne! Dog, forgæves er dit glade håb.
Vi må skilles. Jeg må følge hævnens hule råb.
Du kan haste let og frigjort frem til lys og fred;
jeg må over glemsels-floden, må i mørket ned.
(dagen gryr i baggrunden.)
AURELIA
(peger mod den stigende lysning)
.
Nej; for kærligheden svinder dødens rædsler og dens nat.
Ser du, tordenskyen viger; morgenstjernen vinker mat.
(med oprakte hænder.)
Lyset sejrer! Ser du, dagen kommer stor og varm!
Følg mig, Catilina! Døden griber alt min barm.
(hun segner ned over ham.)
CATILINA
(trykker hende tæt til sig og siger med sin sidste kraft)
:
O, hvor lifligt! Grant jeg mindes nu min glemte drøm,
hvordan hvælvets mørke spredtes af en stråle-strøm,
hvordan barnerøster sang imod den unge dag.
Ah, mit øje vorder dunkelt, og min arm er svag;
men i sindet er det lyst, som aldrig før det var,
og min fortids vilde vandring ligger bag mig klar.
Ja, mit liv var uvejrs rasen under natlyns glød;
men en rosenfarvet morgendæmring er min død.
(bøjer sig over hende.)
Du har sjælens mulm forjaget; i mit bryst er ro.
Se, jeg følger dig til lysets og til fredens bo!
(han river dolken raskt ud af sit bryst og siger med døende stemme:)
Morgnens milde magter skuer i forsoning ned;
du har nattens ånd besejret ved din kærlighed!
(Under det sidste optrin har Furia fjernet sig mere og mere mod baggrunden, hvor hun forsvinder mellem træerne. Catilinas hoved synker ned på Aurelias bryst; de dør.)
INNHOLDSFORTEGNELSE
RODERIK, en gammel eneboer.
BLANKA, hans plejedatter.
GANDALF, søkonge fra Norge.
ASGAUT, en gammel viking.
HROLLOUG,
JOSTEJN og
FLERE VIKINGER.
HEMMING, en ung skald i GANDALFS tjeneste.
(Handlingen foregår på en liden ø ved Sicilien, kort før kristendommens indførelse i Norge.)
(En åben plads omgiven af trær nær ved strandbredden. Til venstre i baggrunden en antik tempelruin. Midt på scenen en stor kæmpehøj, hvorpå en bauta, omvunden af blomsterkranse.)
Roderik sidder skrivende til højre. Til venstre Blanka, i en halvt liggende stilling.
BLANKA.
Aftenrødens sidste luer
bølger som et hav ibrand, –
der er tempeltyst ved strand,
tyst som under løvets buer.
Sommeraftnens milde fred
daler som en due ned,
svæver som en svane over
skovens blomst og havets vover.
I orangekrattet blunder
fortids guder og gudinder,
høje marmorhugne minder
om en verden, som gik under.
Troskab, tapperheden, dyden
står forstenet, dødt og rigt;
gives vel et mere ligt
billed på det sjunkne Syden?
(rejser sig.)
Men min fader har fortalt
om et land bag fjerne bølger,
hvor et frodigt liv sig dølger,
ej et mejslet eller malt!
Her er guddomslivet veget,
spores kun i stenens træk, –
der det ånder, kraftigt præget,
som en kæmpe stærk og kæk!
Og når aftnens lumre stilhed
tynger knugende mit bryst,
se, da stiger Nordens billed
for mit øje snebelyst!
Her er smuldrende ruiner,
døsig dvale, tung og blød, –
der er styrtende laviner,
forårsliv og vinterdød!
Hvis jeg havde svanehammen
– – – –
RODERIK
(efter en pause, skrivende)
.
„Da, heder det, har Ragnarok forsonet
de vilde kræfter, vakt et luttret liv;
Alfader, Balder og den milde Freja
skal styre Askurs æt i fred påny!” –
(efter et øjeblik at have betragtet hende.)
Men Blanka, se, nu drømmer du igen,
du stirrer tankefuld igennem luften, –
hvad søger du?
BLANKA
(nærmer sig)
.
Tilgiv mig, gode fader!
Jeg fulgte kun et stykke vej med svanen,
som fløj på hvide vinger over havet.
RODERIK.
Og hvis jeg ikke havde standset dig
i flugten, du min unge, fagre svane!
Hvem véd, hvor langt du da var fløjen med,
måske til Thule?
BLANKA.
Hvorfor ikke det?
Did flyver svanen jo ved forårstid,
men vender dog hvert efterår tilbage.
(sætter sig ved hans fødder.)
Dog jeg er ingen svane, kald mig heller
en fangen falk, der sidder tam og tro
med gylden ring om foden.
RODERIK.
Nu, og ringen?
BLANKA
Det er min kærlighed til dig, min fader!
Ved den du bundet har din unge falk,
den kan ej fly, selv om den vilde det.
(rejser sig.)
Men ser du vel, når svanen sejler let
henover bølgen som en sky for vinden,
da må jeg mindes, hvad du har fortalt
om heltelivet i det fjerne Thule;
da tykkes mig, at fuglen er en snekke
med dragehoved og med gylden fløj;
i stævnen skuer jeg den unge helt
med kobberhjelmen om de gule lokker,
med øjne blå, med mandigt hvælvet bryst,
med sværdet knuget i den stærke højre.
Jeg følger helten på hans raske færd,
og mine drømme tumler sig om snekken
og leger, overgivent som delfiner,
i fantasiens dybe, svale bølger!
RODERIK.
Du er en sværmerske, mit gode barn, –
jeg frygter næsten, at din tanke dvæler
for tidt hos folket i det høje Norden.
BLANKA.
Og hvis er skylden, fader, om så var?
RODERIK.
Du mener, at jeg selv –?
BLANKA.
O ja, hvad andet,
du lever selv jo kun i mindet om
dit ungdomsliv blandt Nordens stærke helte;
og nægt det ej, så tidt du melder om
den raske kæmpefærd, om dyst og holmgang;
da luer kinden og dit øje gløder:
det tykkes mig, du vorder ung påny.
RODERIK.
Vel sandt, men jeg har også grund dertil;
jeg har jo selv blandt Nordens helte levet,
og alt, hvad mindet hvisker mig om dem,
det er jo blade fra min egen saga.
Du derimod, som fostredes i Syden,
som aldrig så de sølvblå vinterfjelde,
som aldrig hørte ludurhornets klang, –
hvor kan det fængsle dig, hvad jeg fortæller?
BLANKA.
O sig, behøver mennesket at se
og høre alting med de ydre sanser?
Har ikke også sjælen blik og øre,
hvormed den lytte kan og skue grant?
Med legemlige øjne ser jeg vel
den rige farveglød, som rosen ejer;
men sjælens blik kan i dens bæger se
en dejlig alf med sommerfuglevinger,
som skælmsk sig skjuler bag de røde blade
og nynner om en lønlig magt fra himlen,
der skænkte blomsten farvepragt og duft.
RODERIK.
Vel sandt, min datter!
BLANKA.
Fast jeg skulde tro,
at just fordi jeg ikke skued selv,
så står det hele mere skønt for tanken;
så går det idetmindste dig, min fader!
De gamle gudesagn og heltekvæder,
dem mindes du og taler om med lyst,
og ridser dem på pergament med runer;
men hvis jeg spørger om dit eget liv
i Nordens egne, mørknes tidt dit øje,
din læbe tier og det tykkes stundom,
som om din barm blev hjem for tunge minder.
RODERIK
(rejser sig)
.
Nævn ikke mere derom, gode barn, –
hvo er vel den, hvis ungdomsminder ej
er blandede med mangt et bittert nag; –
du véd, Normannerne er vilde kæmper. –
BLANKA.
Men er da Sydens kriger mindre grum?
Har du forglemt hin nat for ti år siden,
dengang de fremmede på kysten landed,
og plyndrede –?
RODERIK
(med synlig uro)
.
Nok derom, lad os gå;
det lakker alt mod solnedgang, – kom, kom!
BLANKA
(idet de går)
.
Giv mig din hånd!
(standser.)
Nej vent!
RODERIK.
Hvad fattes dig?
BLANKA.
For første gang har jeg idag forglemt –
RODERIK.
Hvad har du glemt?
BLANKA
(pegende mod højen)
.
Se stenen der og kransen!
RODERIK.
Det er –
BLANKA.
Den gamle, visne fra igår;
jeg har forglemt at bytte den i aften;
dog – lad mig følge dig til hytten først,
så går jeg siden ud på blomsterfangst:
violen dufter bedst, når aftnens dugg
har badet den i blanke perlevover,
og rosens knop er ingentid så smuk,
som når den plukkes, mens den barnligt sover!
(De går, til højre i baggrunden.)