Complete Works of Henrik Ibsen (553 page)

NORA.
Det skal han også, Kristine. Overlad det bare til mig; jeg skal indlede det så fint, så fint, – finde på noget elskværdigt, som han synes rigtig godt om. Å, jeg vil så inderlig gerne være dig til tjeneste.

FRU LINDE.
Hvor det er smukt af dig, Nora, at du er så ivrig for min sag, – dobbelt smukt af dig, som selv kender så lidet til livets byrder og besvær.

NORA.
Jeg –? Jeg kender så lidet til –?

FRU LINDE
(smilende)
.

Nå, Herregud, den smule håndarbejde og sådant noget –. Du er et barn, Nora.

NORA
(kaster på nakken og går henover gulvet)
.

Det skulde du ikke sige så overlegent.

FRU LINDE.
Så?

NORA.
Du er ligesom de andre. I tror allesammen, at jeg ikke duer til noget rigtig alvorligt –

FRU LINDE.
Nå, nå –

NORA.
– at jeg ikke har prøvet noget i denne vanskelige verden.

FRU LINDE.
Kære Nora, du har jo nys fortalt mig alle dine genvordigheder.

NORA.
Pyt, – de småtterier!
(sagte.)
Jeg har ikke fortalt dig det store.

FRU LINDE.
Hvilket store? Hvad mener du?

NORA.
Du overser mig så ganske, Kristine; men det skulde du ikke gøre. Du er stolt over, at du har arbejdet så tungt og så længe for din moder.

FRU LINDE.
Jeg overser visselig ikke nogen. Men det er sandt: jeg er både stolt og glad, når jeg tænker på, at det blev mig forundt at gøre min moders sidste levetid såvidt sorgløs.

NORA.
Og du er også stolt, når du tænker på, hvad du har gjort for dine brødre.

FRU LINDE.
Det synes jeg, jeg har ret til.

NORA.
Det synes jeg også. Men nu skal du høre noget, Kristine. Jeg har også noget at være stolt og glad over.

FRU LINDE.
Det tvivler jeg ikke på. Men hvorledes mener du det?

NORA.
Tal sagte. Tænk, om Torvald hørte det! Han må ikke for nogen pris i verden –; der må ingen få det at vide, Kristine; ingen uden du.

FRU LINDE.
Men hvad er det dog?

NORA.
Kom herhen
(drager hende ned på sofaen ved siden af sig.)
Ja du, – jeg har også noget at være stolt og glad over. Det er mig, som har reddet Torvalds liv.

FRU LINDE.
Reddet –? Hvorledes reddet?

NORA.
Jeg fortalte dig jo om rejsen til Italien. Torvald kunde ikke have overstået det, hvis han ikke var kommen derned –

FRU LINDE.
Nå ja; din fader gav jer så de fornødne penge –

NORA
(smiler)
.

Ja, det tror både Torvald og alle andre; men –

FRU LINDE.
Men –?

NORA.
Pappa gav os ikke en skilling. Det var mig, som skaffed pengene tilveje.

FRU LINDE.
Du? Hele den store sum?

NORA.
Tolv hundrede specier. Fire tusend otte hundrede kroner. Hvad siger du til det?

FRU LINDE.
Ja men, Nora, hvorledes var det muligt? Havde du da vundet i lotteriet?

NORA
(med ringeagt)
.

I lotteriet?
(blæser.)
Hvad kunst havde det da været?

FRU LINDE.
Men hvor fik du dem da fra?

NORA
(nynner og smiler hemmelighedsfuldt)
.

Hm; tra la la la!

FRU LINDE.
For låne dem kunde du jo ikke.

NORA.
Så? Hvorfor ikke det?

FRU LINDE.
Nej, en kone kan jo ikke låne uden sin mands samtykke.

NORA
(kaster på nakken)
.

Å, når det er en kone, som har en smule forretningsdygtighed, – en kone, som forstår at bære sig lidt klogt ad, så –

FRU LINDE.
Men, Nora, jeg begriber aldeles ikke –

NORA.
Det behøver du jo heller ikke. Det er jo slet ikke sagt, at jeg har lånt pengene. Jeg kan jo have fået dem på andre måder.
(kaster sig tilbage i sofaen.)
Jeg kan jo have fået dem af en eller anden beundrer. Når man ser såvidt tiltrækkende ud som jeg –

FRU LINDE.
Du er en galning.

NORA.
Nu er du visst umådelig nysgærrig, Kristine.

FRU LINDE.
Ja hør nu her, kære Nora, – har du ikke der handlet ubesindigt?

NORA
(sidder atter oprejst)
.

Er det ubesindigt at redde sin mands liv?

FRU LINDE.
Jeg synes det er ubesindigt, at du uden hans vidende –

NORA.
Men han måtte jo netop ikke vide noget! Herregud, kan du ikke forstå det? Han måtte ikke engang vide, hvor farligt det stod til med ham. Det var til mig lægerne kom og sagde, at hans liv stod i fare; at intet andet kunde redde ham, end et ophold i syden. Tror du ikke, jeg først forsøgte at lirke mig frem? Jeg talte til ham om, hvor dejligt det vilde være for mig at få rejse til udlandet ligesom andre unge koner; jeg både græd og jeg bad; jeg sagde, at han værs’god skulde huske på de omstændigheder, jeg var i, og at han måtte være snil og føje mig; og så slog jeg på, at han gerne kunde optage et lån. Men da blev han næsten vred, Kristine. Han sagde, at jeg var letsindig, og at det var hans pligt som ægtemand ikke at føje mig i nykker og luner – som jeg tror han kaldte det. Ja ja, tænkte jeg, reddes må du nu; og så var det jeg gjorde udvej –

FRU LINDE.
Og fik din mand ikke vide af din fader, at pengene ikke kom fra ham?

NORA.
Nej, aldrig. Pappa døde netop i de samme dage. Jeg havde tænkt at indvie ham i sagen og bede ham, ikke røbe noget. Men da han lå så syg.– Desværre, det blev ikke nødvendigt.

FRU LINDE.
Og har du aldrig siden betroet dig til din mand?

NORA.
Nej, for himlens skyld, hvor kan du tænke det? Han, som er så stræng i det stykke! Og desuden – Torvald med sin mandige selvfølelse, – hvor pinligt og ydmygende vilde det ikke være for ham at vide, at han skyldte mig noget. Det vilde ganske forrykke forholdet imellem os; vort skønne lykkelige hjem vilde ikke længer blive, hvad det nu er.

FRU LINDE.
Vil du aldrig sige ham det?

NORA
(eftertænksom, halvt smilende)
.

Jo – engang kanske; – om mange år, når jeg ikke længer er så smuk som nu. Du skal ikke le af det! Jeg mener naturligvis: når Torvald ikke længer synes så godt om mig som nu; når han ikke længer finder fornøjelse i, at jeg danser for ham og forklæder mig og deklamerer. Da kunde det være godt at have noget i baghånden –
(afbrydende.)
Vås, vås, vås! Den tid kommer aldrig. – Nå, hvad siger du så til min store hemmelighed, Kristine? Duer ikke jeg også til noget? – Du kan forresten tro, at den sag har voldt mig mange bekymringer. Det har sandelig ikke været let for mig at opfylde mine forpligtelser til rette tid. Jeg skal sige dig, der er i forretningsverdenen noget, som kaldes kvartalsrenter, og noget, som kaldes afdrag; og de er altid så forfærdelig vanskelige at skaffe tilveje. Så har jeg måttet spare lidt hist og her, hvor jeg kunde, ser du. Af husholdningspengene kunde jeg jo ikke lægge noget videre tilside, for Torvald måtte jo leve godt. Børnene kunde jeg jo ikke lade gå dårligt klædt; hvad jeg fik til dem syntes jeg, jeg måtte bruge altsammen. De søde velsignede små!

FRU LINDE.
Så gik det vel altså ud over dine egne fornødenheder, stakkers Nora?

NORA.
Ja naturligvis. Jeg var jo også den, som var nærmest til det. Hvergang Torvald gav mig penge til nye kjoler og sådant noget, brugte jeg aldrig mere end det halve; købte altid de simpleste og billigste sorter. En Guds lykke var det, at alting klæder mig så godt, at Torvald ikke mærked det. Men det faldt mig mangengang tungt, Kristine; for det er dog dejligt at gå fint klædt. Ikke sandt?

FRU LINDE.
Å jo såmæn.

NORA.
Nå, så har jeg jo også havt andre indtægtskilder. Ifjor vinter var jeg så heldig at få en hel del arkskrift. Så lukked jeg mig inde og sad og skrev hver aften til langt ud på natten. Ak, jeg var mangengang så træt, så træt. Men det var dog uhyre morsomt alligevel, således at sidde og arbejde og fortjene penge. Det var næsten, som om jeg var en mand.

FRU LINDE.
Men hvormeget har du nu på den vis kunnet afbetale?

NORA.
Ja, det kan jeg ikke sige så nøje. Sådanne forretninger, ser du, er det meget vanskeligt at holde rede på. Jeg véd kun, at jeg har betalt alt, hvad jeg har kunnet skrabe sammen. Mangengang har jeg ikke vidst mine arme råd.
(smiler.)
Da sad jeg her og forestilled mig, at en gammel rig herre var bleven forelsket i mig –

FRU LINDE.
Hvad! Hvilken herre?

NORA.
Å snak! – at han nu var død, og da man åbned hans testamente, så stod deri med store bogstaver „Alle mine penge skal den elskværdige fru Nora Helmer have udbetalt straks kontant”.

FRU LINDE.
Men kære Nora, – hvad var det for en herre?

NORA.
Herregud, kan du ikke forstå det? Den gamle herre var jo slet ikke til; det var bare noget, jeg sad her og tænkte op igen og op igen, når jeg ikke vidste nogen udvej til at skaffe penge. Men det kan også være det samme; det gamle kedelige menneske kan bli for mig hvor han er; jeg bryr mig hverken om ham eller hans testament, for nu er jeg sorgløs.
(springer op.)
Å Gud, det er dog dejligt at tænke på, Kristine! Sorgløs! At kunne være sorgløs, ganske sorgløs; at kunne lege og tumle sig med børnene; at kunne have det smukt og nydeligt i huset, alting således, som Torvald sætter pris på det! Og tænk, så kommer snart våren med stor blå luft. Så kan vi kanske få rejse lidt. Jeg kan kanske få se havet igen. Å ja, ja, det er rigtignok vidunderligt at leve og være lykkelig!

(Klokken høres i forstuen.)

FRU LINDE
(rejser sig)
.

Det ringer; det er kanske bedst jeg går.

NORA.
Nej, bliv du; her kommer visst ingen; det er vel til Torvald –

STUEPIGEN
(i forstuedøren)
.

Om forladelse, frue, – her er en herre, som vil tale med advokaten.

NORA.
Med bankdirektøren, mener du.

STUEPIGEN.
Ja, med bankdirektøren; men jeg vidste ikke – siden doktoren er derinde –

NORA.
Hvem er den herre?

SAGFØRER KROGSTAD
(i forstuedøren)
.

Det er mig, frue.

FRU LINDE
(studser, farer sammen og vender sig mod vinduet)
.

NORA
(et skridt imod ham, spændt, med halv stemme)
.

De? Hvad er det? Hvad vil De tale med min mand om?

KROGSTAD.
Banksager – på en måde. Jeg har en liden post i Aktiebanken, og Deres mand skal jo nu blive vor chef, hører jeg –

NORA.
Det er altså –

KROGSTAD.
Bare tørre forretninger, frue; slet ikke noget andet.

NORA.
Ja, vil De da være så god at gå ind kontordøren.

(hilser ligegyldigt, idet hun lukker døren til forstuen; derpå går hun hen og ser til ovnen.)

FRU LINDE.
Nora, – hvem var den mand?