Complete Works of Henrik Ibsen (557 page)

(han går ind i sit værelse og lukker døren efter sig.)

NORA
(sagte, efter en stilhed)
.

Å hvad! det er ikke så. Det er umuligt. Det må være umuligt.

BARNEPIGEN
(i døren til venstre)
.

De små beer så vakkert om de må komme ind til mamma.

NORA.
Nej, nej, nej; slip dem ikke ind til mig! Vær hos dem du, Anne-Marie.

BARNEPIGEN.
Ja, ja, frue.

(lukker døren.)

NORA
(bleg af rædsel)
.

Fordærve mine små børn –! Forgifte hjemmet?
(kort ophold; hun hæver nakken.)
Dette er ikke sandt. Dette er aldrig i evighed sandt.

ANDEN AKT

(Samme stue. Oppe i krogen ved pianofortet står juletræet, plukket, forpjusket og med nedbrændte lysestumper. Noras ydertøj ligger på sofaen.)

(Nora, alene i stuen, går urolig omkring; tilsidst standser hun ved sofaen og tager sin kåbe.)

NORA
(slipper kåben igen)
.

Nu kom der nogen!
(mod døren; lytter.)
Nej, – der er ingen. Naturligvis – der kommer ingen idag, første juledag; – og ikke imorgen heller. – Men kanske –
(åbner døren og ser ud.)
Nej; ingenting i brevkassen; ganske tom.
(går fremover gulvet.)
Å tosseri! Han gør naturligvis ikke alvor af det. Der kan jo ikke ske noget sligt. Det er umuligt. Jeg har jo tre små børn.

(Barnepigen, med en stor papæske, kommer fra værelset til venstre.)

BARNEPIGEN.
Jo, endelig fandt jeg da æsken med maskeradeklæderne.

NORA.
Tak; sæt den på bordet.

BARNEPIGEN
(gør så)
.

Men de er nok svært i uorden.

NORA.
Å gid jeg kunde rive dem i hundred tusend stykker!

BARNEPIGEN.
Bevares; de kan godt sættes istand; bare lidt tålmodighed.

NORA.
Ja, jeg vil gå hen og få fru Linde til at hjælpe mig.

BARNEPIGEN.
Nu ud igen? I dette stygge vejr? Fru Nora forkøler sig, – blir syg.

NORA.
Å, det var ikke det værste. – Hvorledes har børnene det?

BARNEPIGEN.
De stakkers småkryb leger med julegaverne, men –

NORA.
Spør de tidt efter mig?

BARNEPIGEN.
De er jo så vant til at ha’e mamma om sig.

NORA.
Ja men, Anne-Marie, jeg kan ikke herefter være så meget sammen med dem som før.

BARNEPIGEN.
Nå, småbørn vænner sig til alleting.

NORA.
Tror du det? Tror du, de vilde glemme sin mamma, hvis hun var ganske borte?

BARNEPIGEN.
Bevares; – ganske borte!

NORA.
Hør, sig mig, Anne-Marie, – det har jeg så ofte tænkt på, – hvorledes kunde du bære over dit hjerte at sætte dit barn ud til fremmede?

BARNEPIGEN.
Men det måtte jeg jo, når jeg skulde være amme for lille Nora.

NORA.
Ja men at du vilde det?

BARNEPIGEN.
Når jeg kunde få en så god plads? En fattig pige, som er kommen i ulykke, må være glad til. For det slette menneske gjorde jo ingenting for mig.

NORA.
Men din datter har da visst glemt dig.

BARNEPIGEN.
Å nej såmæn har hun ikke. Hun skrev da til mig, både da hun gik til presten og da hun var blevet gift.

NORA
(tager hende om halsen)
.

Du gamle Anne-Marie, du var en god moder for mig, da jeg var liden.

BARNEPIGEN.
Lille Nora, stakker, havde jo ingen anden mor end jeg.

NORA.
Og hvis de små ingen anden havde, så véd jeg nok, at du vilde –. Snak, snak, snak.
(åbner æsken.)
Gå ind til dem. Nu må jeg –. Imorgen skal du få se, hvor dejlig jeg skal bli.

BARNEPIGEN.
Ja, der blir såmæn ingen på hele ballet så dejlig som fru Nora.

(hun går ind i værelset til venstre.)

NORA
(begynder at pakke ud af æsken, men kaster snart det hele fra sig)
.

Å, hvis jeg turde gå ud. Hvis bare ingen kom. Hvis her bare ikke hændte noget herhjemme imens. Dum snak; der kommer ingen. Bare ikke tænke. Børste af muffen. Dejlige handsker, dejlige handsker. Slå det hen; slå det hen! En, to, tre, fire, fem, sex –
(skriger:)
Ah, der kommer de –

(vil imod døren, men står ubeslutsom.)

(Fru Linde kommer fra forstuen, hvor hun har skilt sig ved ydertøjet.)

NORA.
Å, er det dig, Kristine. Der er vel ingen andre derude? – Hvor det var godt, at du kom.

FRU LINDE.
Jeg hører, du har været oppe og spurgt efter mig.

NORA.
Ja, jeg gik just forbi. Der er noget, du endelig må hjælpe mig med. Lad os sætte os her i sofaen. Se her. Der skal være kostumebal imorgenaften ovenpå hos konsul Stenborgs, og nu vil Torvald, at jeg skal være neapolitansk fiskerpige og danse Tarantella, for den lærte jeg på Capri.

FRU LINDE.
Se, se; du skal give en hel forestilling?

NORA.
Ja Torvald siger, jeg bør gøre det. Se, her har jeg dragten; den lod Torvald sy til mig dernede; men nu er det altsammen så forrevet, og jeg véd slet ikke –

FRU LINDE.
Å det skal vi snart få istand; det er jo ikke andet end besætningen, som er gået lidt løs hist og her. Nål og tråd? Nå, her har vi jo, hvad vi behøver.

NORA.
Å hvor det er snilt af dig.

FRU LINDE
(syr)
.

Så du skal altså være forklædt imorgen, Nora? Véd du hvad, – da kommer jeg hen et øjeblik og ser dig pyntet. Men jeg har jo rent glemt at takke dig for den hyggelige aften igår.

NORA
(rejser sig og går bortover gulvet)
.

Å igår synes jeg ikke her var så hyggeligt, som det plejer. – Du skulde kommet lidt før til byen, Kristine. – Ja, Torvald forstår rigtignok at gøre hjemmet fint og dejligt.

FRU LINDE.
Du ikke mindre, tænker jeg; du er vel ikke for ingenting din faders datter. Men sig mig, er doktor Rank altid så nedstemt som igår?

NORA.
Nej, igår var det svært påfaldende. Men han bærer forresten på en meget farlig sygdom. Han har tæring i rygmarven, stakker. Jeg skal sige dig, hans fader var et væmmeligt menneske, som holdt elskerinder og sådant noget; og derfor blev sønnen sygelig fra barndommen af, forstår du.

FRU LINDE
(lar sytøjet synke)
.

Men kæreste, bedste Nora, hvor får du sligt at vide?

NORA
(spadserer)
.

Pyt, – når man har tre børn, så får en undertiden besøg af – af fruer, som er så halvvejs lægekyndige; og de fortæller en jo et og andet.

FRU LINDE
(syr igen; kort taushed)
.

Kommer doktor Rank hver dag her i huset?

NORA.
Hver evige dag. Han er jo Torvalds bedste ungdomsven, og min gode ven også. Doktor Rank hører ligesom huset til.

FRU LINDE.
Men sig mig du: er den mand fuldt oprigtig? Jeg mener, vil han ikke gerne sige folk behageligheder?

NORA.
Nej tvertimod. Hvor falder du på det?

FRU LINDE.
Da du igår forestilled mig for ham, forsikred han, at han ofte havde hørt mit navn her i huset; men siden mærked jeg, at din mand slet ikke havde noget begreb om, hvem jeg egentlig var. Hvor kunde så doktor Rank –?

NORA.
Jo, det er ganske rigtigt, Kristine. Torvald holder jo så ubeskrivelig meget af mig; og derfor vil han eje mig ganske alene, som han siger. I den første tid blev han ligesom skinsyg bare jeg nævnte nogen af de kære mennesker derhjemme. Så lod jeg det naturligvis være. Men med doktor Rank taler jeg tidt om sligt noget; for han vil gerne høre på det, ser du.

FRU LINDE.
Hør her, Nora; du er i mange stykker som et barn endnu; jeg er jo adskilligt ældre end du, og har lidt mere erfaring. Jeg vil sige dig noget: du skulde se at komme ud af dette her med doktor Rank.

NORA.
Hvad for noget skulde jeg se at komme ud af?

FRU LINDE.
Både af det ene og af det andet, synes jeg. Igår snakked du noget om en rig beundrer, som skulde skaffe dig penge –

NORA.
Ja en, som ikke er til – desværre. Men hvad så?

FRU LINDE.
Har doktor Rank formue?

NORA.
Ja, det har han.

FRU LINDE.
Og ingen at sørge for?

NORA.
Nej, ingen; men –?

FRU LINDE.
Og han kommer hver dag her i huset?

NORA.
Ja, det hører du jo.

FRU LINDE.
Men hvor kan den fine mand være så pågående?

NORA.
Jeg forstår dig aldeles ikke.

FRU LINDE.
Forstil dig nu ikke, Nora. Tror du ikke jeg skønner, hvem du har lånt de tolv hundrede specier af?

NORA.
Er du fra sans og samling? Kan du tænke dig noget sligt! En ven af os, som kommer her hver eneste dag! Hvilken frygtelig pinlig stilling vilde ikke det være?

FRU LINDE.
Altså virkelig ikke ham?

NORA.
Nej, det forsikrer jeg dig. Det har aldrig et øjeblik kunnet falde mig ind –. Han havde heller ingen penge at låne bort dengang; han arved først bagefter.

FRU LINDE.
Nå, det tror jeg var et held for dig, min kære Nora.

NORA.
Nej, det kunde da aldrig falde mig ind at bede doktor Rank –. Forresten er jeg ganske viss på, at dersom jeg bad ham –

FRU LINDE.
Men det gør du naturligvis ikke.

NORA.
Nej, naturligvis. Jeg synes ikke, jeg kan tænke mig, at det skulde bli nødvendigt. Men jeg er ganske sikker på, at dersom jeg talte til doktor Rank –

FRU LINDE.
Bag din mands ryg?

NORA.
Jeg må ud af det andet; det er også bag hans ryg. Jeg må ud af dette her.

FRU LINDE.
Ja, ja, det sagde jeg også igår; men –

NORA
(går op og ned)
.

En mand kan meget bedre klare sligt noget, end et fruentimmer –

FRU LINDE.
Ens egen mand, ja.

NORA.
Sniksnak.
(standser.)
Når en betaler alt, hvad en skylder, så får en jo sit gældsbevis tilbage?

FRU LINDE.
Ja, det forstår sig.

NORA.
Og kan rive det i hundrede tusend stykker og brænde det op, – det ækle skidne papir!

FRU LINDE
(ser stivt på hende, lægger sytøjet fra sig og rejser sig langsomt)
.

Nora, du skjuler noget for mig.

NORA.
Kan du se det på mig?

FRU LINDE.
Der er hændt dig noget siden igår morges. Nora, hvad er det for noget?

NORA
(imod hende)
.

Kristine!
(lytter.)
Hys! Nu kom Torvald hjem. Se her; sæt dig ind til børnene sålænge. Torvald tåler ikke at se skræddersøm. Lad Anne-Marie hjælpe dig.

FRU LINDE
(samler en del af sagerne sammen)
.

Ja, ja, men jeg går ikke herfra, før vi har talt oprigtigt sammen.

(Hun går ind til venstre; i det samme kommer Helmer fra forstuen.)

NORA
(går ham imøde)
.

Å, hvor jeg har ventet på dig, kære Torvald.