Complete Works of Henrik Ibsen (559 page)

NORA
(holder for ørene)
.

Sniksnak! Lystig; lystig!

RANK.
Ja, det er minsæl ikke andet, end til at le ad, det hele. Min arme, uskyldige rygrad må svie for min faders lystige løjtnantsdage.

NORA
(ved bordet til venstre)
.

Han var jo så henfalden til asparges og gåseleverpostejer. Var det ikke så?

RANK.
Jo; og til trøfler.

NORA.
Ja trøfler, ja. Og så til østers, tror jeg?

RANK.
Ja østers, østers; det forstår sig.

NORA.
Og så al den portvin og champagne til. Det er sørgeligt, at alle disse lækre ting skal slå sig på benraden.

RANK.
Især at de skal slå sig på en ulykkelig benrad, som ikke har fået det mindste godt af dem.

NORA.
Ak ja, det er nu det allersørgeligste.

RANK
(ser forskende på hende)
.

Hm –

NORA
(lidt efter)
.

Hvorfor smilte De?

RANK.
Nej, det var Dem, som lo.

NORA.
Nej, det var Dem, som smilte, doktor Rank!

RANK
(rejser sig)
.

De er nok en større skælm, end jeg havde tænkt.

NORA.
Jeg er så opsat på galskaber idag.

RANK.
Det lader til.

NORA
(med begge hænder på hans skuldre)
.

Kære, kære doktor Rank, De skal ikke dø fra Torvald og mig.

RANK.
Å det savn vilde De såmæn let forvinde. Den, som går bort, glemmes snart.

NORA
(ser angst på ham)
.

Tror De det?

RANK.
Man slutter nye forbindelser, og så –

NORA.
Hvem slutter nye forbindelser?

RANK.
Det vil både De og Helmer gøre, når jeg er væk. De selv er allerede i god gang, synes jeg. Hvad skulde denne fru Linde her igåraftes?

NORA.
Aha – De er dog vel aldrig skinsyg på den stakkers Kristine?

RANK.
Jo, jeg er. Hun vil blive min efterfølgerske her i huset. Når jeg har fået forfald, skal kanske dette fruentimmer –

NORA.
Hys; tal ikke så højt; hun er derinde.

RANK.
Idag også? Ser De vel.

NORA.
Bare for at sy på min dragt. Herregud, hvor urimelig De er.
(sætter sig på sofaen.)
Vær nu snil, doktor Rank; imorgen skal De få se, hvor smukt jeg skal danse; og da skal De forestille Dem, at jeg gør det bare for Deres skyld, – ja, og så naturligvis for Torvalds; – det forstår sig.
(tager forskellige sager ud af æsken.)
Doktor Rank; sæt Dem her, så skal jeg vise Dem noget.

RANK
(sætter sig)
.

Hvad er det?

NORA.
Se her. Se!

RANK.
Silkestrømper.

NORA.
Kødfarvede. Er ikke de dejlige? Ja, nu er her så mørkt; men imorgen –. Nej, nej, nej; De får bare se fodbladet. Å jo, De kan såmæn gerne få se oventil også.

RANK.
Hm –

NORA.
Hvorfor ser De så kritisk ud? Tror De kanske ikke de passer?

RANK.
Det kan jeg umuligt ha’e nogen begrundet formening om.

NORA
(ser et øjeblik på ham)
.

Fy skam Dem.
(slår ham let på øret med strømperne.)
Det skal De ha’e.

(pakker dem atter sammen.)

RANK.
Og hvad er det så for andre herligheder, jeg skal få se?

NORA.
De får ikke se en smule mere; for De er uskikkelig.

(hun nynner lidt og leder mellem sagerne.)

RANK
(efter en kort taushed)
.

Når jeg sidder her således ganske fortrolig sammen med Dem, så begriber jeg ikke – nej, jeg fatter det ikke – hvad der skulde blevet af mig, hvis jeg aldrig var kommen her i huset.

NORA
(smiler)
.

Jo, jeg tror nok, at De igrunden hygger Dem ganske godt hos os.

RANK
(sagtere, ser hen for sig)
.

Og så at skulle gå fra det altsammen –

NORA.
Sniksnak; De går ikke fra det.

RANK
(som før)
.

– og ikke kunne efterlade sig et fattigt takkens tegn engang; knapt nok et flygtigt savn, – ikke andet, end en ledig plads, som kan udfyldes af den første den bedste.

NORA.
Og hvis jeg nu bad Dem om –? Nej –

RANK.
Om hvad?

NORA.
Om et stort bevis på Deres venskab –

RANK.
Ja, ja?

NORA.
Nej, jeg mener, – om en umådelig stor tjeneste –

RANK.
Vilde De virkelig for en gangs skyld gøre mig så lykkelig?

NORA.
Å, de véd jo slet ikke, hvad det er.

RANK.
Nu godt; så sig det.

NORA.
Nej men jeg kan ikke, doktor Rank; det er noget så urimelig meget, – både et råd og en hjælp og en tjeneste –

RANK.
Så meget desto bedre. Det er mig ufatteligt, hvad De kan mene. Men så tal dog. Har jeg da ikke Deres fortrolighed?

NORA.
Jo, det har De som ingen anden. De er min troeste og bedste ven, det véd jeg nok. Derfor vil jeg også sige Dem det. Nu vel da, doktor Rank; der er noget, som De må hjælpe mig at forhindre. De véd, hvor inderligt, hvor ubeskrivelig højt Torvald elsker mig; aldrig et øjeblik vilde han betænke sig på at give sit liv hen for min skyld.

RANK
(bøjet mod hende)
.

Nora, – tror De da, at han er den eneste –?

NORA
(med et let ryk)
.

Som –?

RANK.
Som gladelig gav sit liv hen for Deres skyld.

NORA
(tungt)
.

Ja så.

RANK.
Jeg har svoret ved mig selv, at De skulde vide det, før jeg gik bort. En bedre lejlighed vilde jeg aldrig finde. – Ja, Nora, nu véd De det. Og nu véd De altså også, at til mig kan De betro Dem, som til ingen anden.

NORA
(rejser sig; jævnt og roligt)
.

Lad mig slippe frem.

RANK
(gør plads for hende, men bliver siddende)
.

Nora –

NORA
(i døren til forstuen)
.

Helene, bring lampen ind. –
(går hen imod ovnen.)
Ak, kære doktor Rank, dette her var virkelig stygt af Dem.

RANK
(rejser sig)
.

At jeg har elsket Dem fuldt så inderligt, som nogen anden? Var det stygt?

NORA.
Nej, men at De går hen og siger mig det. Det var jo slet ikke nødvendigt –

RANK.
Hvad mener De? Har De da vidst –?

(Stuepigen kommer ind med lampen, sætter den på bordet og går ud igen.)

RANK.
Nora, – fru Helmer –, jeg spør Dem, har De vidst noget?

NORA.
Å hvad véd jeg, hvad har jeg vidst eller ikke vidst? Jeg kan virkelig ikke sige Dem –. At De kunde være så klodset, doktor Rank! Nu var alting så godt.

RANK.
Nå, De har ialtfald nu visshed for, at jeg står Dem til rådighed med liv og sjæl. Og vil De så tale ud.

NORA
(ser på ham)
.

Efter dette?

RANK.
Jeg beer Dem, lad mig få vide hvad det er.

NORA.
Ingenting kan De få vide nu.

RANK.
Jo, jo. Således må De ikke straffe mig. Lad mig få lov til at gøre for Dem, hvad der står i menneskelig magt.

NORA.
Nu kan De ingenting gøre for mig. – Forresten behøver jeg visst ikke nogen hjælp. De skal se, det er bare indbildninger altsammen. Ja visst er det så. Naturligvis!
(sætter sig i gyngestolen, ser på ham, smiler.)
Jo, De er rigtignok en net herre, doktor Rank. Synes De ikke, De skammer Dem, nu lampen er kommen ind?

RANK.
Nej; egentlig ikke! Men jeg skal kanske gå – for stedse?

NORA.
Nej, det skal De da rigtignok ikke gøre. De skal naturligvis komme her som før. De véd jo godt, Torvald kan ikke undvære Dem.

RANK.
Ja, men De?

NORA.
Å, jeg synes altid her blir så uhyre fornøjeligt, når De kommer.

RANK.
Det er just det, som lokked mig ind på et vildspor. De er mig en gåde. Mangengang har det forekommet mig, at De næsten ligeså gerne vilde være sammen med mig, som med Helmer.

NORA.
Ja, ser De, der er jo nogle mennesker, som man holder mest af, og andre mennesker, som man næsten helst vil være sammen med.

RANK.
Å ja, der er noget i det.

NORA.
Da jeg var hjemme, holdt jeg naturligvis mest af pappa. Men jeg syntes altid det var så umådelig morsomt, når jeg kunde stjæle mig ned i pigekammeret; for de vejleded mig ikke en smule; og så talte de altid så meget fornøjeligt sig imellem.

RANK.
Aha; det er altså dem, jeg har afløst.

NORA
(springer op og hen til ham)
.

Å, kære, snille doktor Rank, det mente jeg jo slet ikke. Men De kan vel skønne, at det er med Torvald ligesom med pappa –

(Stuepigen kommer fra forstuen.)

STUEPIGEN.
Frue!

(hvisker og rækker hende et kort.)

NORA
(kaster et øje på kortet)
.

Ah!

(stikker det i lommen.)

RANK.
Noget galt på færde?

NORA.
Nej, nej, på ingen måde; det er bare noget –; det er min nye dragt –

RANK.
Hvorledes? Der ligger jo Deres dragt.

NORA.
Å, ja den; men det er en anden; jeg har bestilt den –; Torvald må ikke vide det –

RANK.
Aha, der har vi altså den store hemmelighed.

NORA.
Ja visst; gå bare ind til ham; han sidder i det indre værelse; hold ham op så længe –

RANK.
Vær rolig; han skal ikke slippe fra mig.