Complete Works of Henrik Ibsen (560 page)

(han går ind i Helmers værelse.)

NORA
(til pigen)
.

Og han står og venter i køkkenet?

STUEPIGEN.
Ja, han kom op bagtrappen –

NORA.
Men sagde du ham ikke, at her var nogen?

STUEPIGEN.
Jo, men det hjalp ikke.

NORA.
Han vilde ikke gå igen?

STUEPIGEN.
Nej, han går ikke, før han får talt med fruen.

NORA.
Så lad ham komme ind; men sagte. Helene, du må ikke sige det til nogen; det er en overraskelse for min mand.

STUEPIGEN.
Ja, ja, jeg forstår nok –

(hun går ud.)

NORA.
Det forfærdelige sker. Det kommer alligevel. Nej, nej, nej, det kan ikke ske; det skal ikke ske.

(hun går hen og skyder skodden for Helmers dør.)

(Stuepigen åbner forstuedøren for sagfører Krogstad og lukker igen efter ham. Han er klædt i rejsepelts, yderstøvler og skindhue.)

NORA
(hen imod ham)
.

Tal sagte; min mand er hjemme.

KROGSTAD.
Nå, lad ham det.

NORA.
Hvad vil De mig?

KROGSTAD.
Få vide besked om noget.

NORA.
Så skynd Dem. Hvad er det?

KROGSTAD.
De véd vel, at jeg har fået min opsigelse.

NORA.
Jeg kunde ikke forhindre det, herr Krogstad. Jeg har kæmpet til det yderste for Deres sag; men det hjalp ikke noget.

KROGSTAD.
Har Deres mand så liden kærlighed til Dem? Han véd, hvad jeg kan udsætte Dem for, og alligevel vover han –

NORA.
Hvor kan De tænke, at han har fået det at vide?

KROGSTAD.
Å nej, jeg tænkte det nu heller ikke. Det ligned slet ikke min gode Torvald Helmer at vise så meget mandsmod –

NORA.
Herr Krogstad, jeg kræver agtelse for min mand.

KROGSTAD.
Bevares, al skyldig agtelse. Men siden fruen holder dette her så ængstelig skjult, så tør jeg vel antage, at De også har fåt lidt bedre oplysning end igår, om hvad De egentlig har gjort?

NORA.
Mere, end De nogensinde kunde lære mig.

KROGSTAD.
Ja, slig en dårlig jurist som jeg –

NORA.
Hvad er det, De vil mig?

KROGSTAD.
Bare se, hvorledes det stod til med Dem, fru Helmer. Jeg har gået og tænkt på Dem hele dagen. En inkassator, en vinkelskriver, en – nå en, som jeg, har også lidt af det, som kaldes for hjertelag, ser De.

NORA.
Så vis det; tænk på mine små børn.

KROGSTAD.
Har De og Deres mand tænkt på mine? Men det kan nu være det samme. Det var bare det jeg vilde sige Dem, at De ikke behøver at tage denne sag altfor alvorligt. Der vil ikke for det første ske nogen påtale fra min side.

NORA.
Å nej; ikke sandt; det vidste jeg nok.

KROGSTAD.
Det hele kan jo ordnes i al mindelighed; det behøver slet ikke at komme ud iblandt folk; det blir bare imellem os tre.

NORA.
Min mand må aldrig få noget at vide om dette.

KROGSTAD.
Hvorledes vil De kunne forhindre det? Kan De kanske betale, hvad der står til rest?

NORA.
Nej, ikke nu straks.

KROGSTAD.
Eller har De kanske udvej til at rejse penge en af dagene?

NORA.
Ingen udvej, som jeg vil gøre brug af.

KROGSTAD.
Ja, det vilde nu ikke have nyttet Dem noget alligevel. Om De så stod her med aldrig så mange kontanter i hånden, så fik De ikke Deres forskrivning ifra mig for det.

NORA.
Så forklar mig da, hvad De vil bruge den til.

KROGSTAD.
Jeg vil bare beholde den, – ha’e den i mit værge. Der er ingen uvedkommende, som får nys om det. Hvis De derfor skulde gå her med en eller anden fortvivlet beslutning –

NORA.
Det gør jeg.

KROGSTAD.
– hvis De skulde tænke på at løbe fra hus og hjem –

NORA.
Det gør jeg!

KROGSTAD.
– eller De skulde tænke på det, som værre er –

NORA.
Hvor kan De vide det?

KROGSTAD.
– så lad sligt fare.

NORA.
Hvor kan De vide, at jeg tænker på det?

KROGSTAD.
De fleste af os tænker på det i førstningen. Jeg tænkte også på det; men jeg havde minsæl ikke mod –

NORA
(toneløst)
.

Jeg ikke heller.

KROGSTAD
(lettet)
.

Nej, ikke sandt; De har ikke mod til det De heller?

NORA.
Jeg har det ikke; jeg har det ikke.

KROGSTAD.
Det vilde også være en stor dumhed. Når bare den første huslige storm er over –. Jeg har her i lommen brev til Deres mand –

NORA.
Og der står det altsammen?

KROGSTAD.
I så skånsomme udtryk, som muligt.

NORA
(hurtigt)
.

Det brev må han ikke få. Riv det istykker igen. Jeg vil gøre udvej til penge alligevel.

KROGSTAD.
Om forladelse, frue, men jeg tror, jeg sagde Dem nylig –

NORA.
Å jeg taler ikke om de penge, jeg skylder Dem. Lad mig få vide, hvor stor en sum De fordrer af min mand, så skal jeg skaffe pengene.

KROGSTAD.
Jeg fordrer ingen penge af Deres mand.

NORA.
Hvad fordrer De da?

KROGSTAD.
Det skal De få vide. Jeg vil påfode, frue; jeg vil tilvejrs; og det skal Deres mand hjælpe mig med. I halvandet år har jeg ikke gjort mig skyldig i noget uhæderligt; jeg har i al den tid kæmpet med de trangeste kår; jeg var tilfreds med at arbejde mig op skridt for skridt. Nu er jeg jaget væk og jeg lar mig ikke nøjes med bare at tages til nåde igen. Jeg vil tilvejrs, siger jeg Dem. Jeg vil ind i banken igen, – ha’e en højere stilling; Deres mand skal oprette en post for mig –

NORA.
Det gør han aldrig!

KROGSTAD.
Han gør det; jeg kender ham; han vover ikke at kny. Og er jeg først derinde sammen med ham, da skal De bare få se! Inden et år skal jeg være direktørens højre hånd. Det skal bli Nils Krogstad og ikke Torvald Helmer, som styrer Aktiebanken.

NORA.
Det skal De aldrig komme til at opleve!

KROGSTAD.
Vil De kanske –?

NORA.
Nu har jeg mod til det.

KROGSTAD.
Å De skræmmer mig ikke. En fin forvænt dame, som De –

NORA.
De skal få se; De skal få se!

KROGSTAD.
Under isen kanske? Ned i det kolde, kulsorte vand? Og så til våren flyde op, styg, ukendelig, med affaldet hår –

NORA.
De skræmmer mig ikke.

KROGSTAD.
De skræmmer heller ikke mig. Sligt noget gør man ikke, fru Helmer. Hvad vilde det desuden nytte til? Jeg har ham jo ligefuldt i lommen.

NORA.
Bagefter? Når ikke jeg længer –?

KROGSTAD.
Glemmer De, at da er jeg rådig over Deres eftermæle?

NORA
(står målløs og ser på ham)
.

KROGSTAD.
Ja, nu har jeg forberedt Dem. Gør så ingen dumheder. Når Helmer har fået mit brev, så venter jeg bud fra ham. Og husk vel på, at det er Deres mand selv, som har tvunget mig ind igen på denne slags veje. Det skal jeg aldrig tilgive ham. Farvel, frue.

(han går ud gennem forstuen.)

NORA
(mod forstuedøren, åbner den på klem og lytter)
.

Går. Gi’er ikke brevet af. Å nej, nej, det vilde jo også være umuligt!
(åbner døren mere og mere.)
Hvad er det? Han står udenfor. Går ikke nedover trapperne. Betænker han sig? Skulde han –?

(et brev falder i brevkassen; derpå hører man Krogstads skridt, som taber sig nedenfor i trappetrinnene.)

NORA
(med et dæmpet skrig, løber fremover gulvet og henimod sofabordet; kort ophold)
.

I brevkassen.
(lister sig sky hen til forstuedøren.)
Der ligger det. – Torvald, Torvald, – nu er vi redningsløse!

FRU LINDE
(kommer med kostumet fra værelset til venstre)
.

Ja nu véd jeg ikke mere at rette. Skulde vi kanske prøve –?

NORA
(hæst og sagte)
.

Kristine, kom her.

FRU LINDE
(kaster klædningen på sofaen)
.

Hvad fejler dig? Du ser ud som forstyrret.

NORA.
Kom her. Ser du det brev? Der; se, – gennem ruden i brevkassen.

FRU LINDE.
Ja, ja; jeg ser det nok.

NORA.
Det brev er fra Krogstad –

FRU LINDE.
Nora, – det er Krogstad, som har lånt dig pengene!

NORA.
Ja, og nu får Torvald alting at vide.

FRU LINDE.
Å tro mig, Nora, det er bedst for jer begge.

NORA.
Der er mere, end du véd om. Jeg har skrevet et falsk navn –

FRU LINDE.
Men for himlens skyld –?

NORA.
Nu er der bare det, jeg vil sige dig, Kristine, at du skal være mit vidne.

FRU LINDE.
Hvorledes vidne? Hvad skal jeg –?

NORA.
Dersom jeg kommer til at gå fra forstanden, – og det kunde jo godt hænde –

FRU LINDE.
Nora!

NORA.
Eller der skulde tilstøde mig noget andet, – noget, således at jeg ikke kunde være tilstede her –

FRU LINDE.
Nora, Nora, du er jo rent som fra dig selv!

NORA.
Hvis der så skulde være nogen, som vilde tage alt på sig, hele skylden, forstår du –

FRU LINDE.
Ja, ja; men hvor kan du tænke –?

NORA.
Da skal du vidne, at det ikke er sandt, Kristine. Jeg er slet ikke fra mig selv; jeg har min fulde forstand nu; og jeg siger dig: der har ikke nogen anden vidst om det; jeg alene har gjort det altsammen. Husk på det.

FRU LINDE.
Det skal jeg nok. Men jeg forstår ikke alt dette.

NORA.
Å hvor skulde du kunne forstå det? Det er jo det vidunderlige, som nu vil ske.

FRU LINDE.
Det vidunderlige?

NORA.
Ja, det vidunderlige. Men det er så forfærdeligt, Kristine; det må ikke ske, ikke for nogen pris i verden.

FRU LINDE.
Jeg vil gå lige hen og tale med Krogstad.