Complete Works of Henrik Ibsen (562 page)

HELMER
(tager Noras schavl af)
.

Ja, se rigtig på hende. Jeg skulde nok tro, hun er værd at se på. Er hun ikke dejlig, fru Linde?

FRU LINDE.
Jo, det må jeg sige –

HELMER.
Er hun ikke mærkværdig dejlig? Det var også den almindelige mening i selskabet. Men forskrækkelig egensindig er hun, – den søde lille tingest. Hvad skal vi gøre ved det? Vil De tænke Dem, jeg måtte næsten bruge magt for at få hende afsted.

NORA.
Å Torvald, du vil komme til at angre på, at du ikke undte mig, om det så bare var en halv time til.

HELMER.
Der hører De, frue. Hun danser sin Tarantella, – gør stormende lykke, – som var vel fortjent. – skønt der i foredraget kanske var vel megen naturlighed; jeg mener, – lidt mere, end der, strængt taget, turde kunne forenes med kunstens fordringer. Men lad gå! Hovedsagen er, – hun gør lykke; hun gør stormende lykke. Skulde jeg så lade hende blive efter dette? Afsvække virkningen? Nej tak; jeg tog min lille dejlige Capripige – capriciøse lille Capripige, kunde jeg sige – under armen; en hurtig runde gennem salen; en bøjning til alle sider, og – som det heder i romansproget – det skønne syn er forsvundet. En afslutning bør altid være virkningsfuld, fru Linde; men det er det mig ikke muligt at få gjort Nora begribeligt. Puh, her er varmt herinde,
(kaster dominoen på en stol og åbner døren til sit værelse.)
Hvad? Der er jo mørkt. Å ja; naturligvis. Undskyld –

(han går derind og tænder et par lys.)

NORA
(hvisker hurtigt og åndeløst)
.

Nu?!

FRU LINDE
(sagte)
.

Jeg har talt med ham.

NORA.
Og så –?

FRU LINDE.
Nora, – du må sige din mand altsammen.

NORA
(toneløst)
.

Jeg vidste det.

FRU LINDE.
Du har ingenting at frygte for fra Krogstads side; men tale må du.

NORA.
Jeg taler ikke.

FRU LINDE.
Så taler brevet.

NORA.
Tak, Kristine; jeg véd nu, hvad der er at gøre. Hys –!

HELMER
(kommer ind igen)
.

Nå, frue, har De så beundret hende?

FRU LINDE.
Ja; og nu vil jeg sige godnat.

HELMER.
Å hvad, allerede? Er det Deres, det strikketøj?

FRU LINDE
(tager det)
.

Ja; tak; det havde jeg så nær glemt.

HELMER.
Strikker De altså?

FRU LINDE.
Å ja.

HELMER.
Véd De hvad, De skulde heller brodere.

FRU LINDE.
Så? Hvorfor det?

HELMER.
Jo, for det er langt smukkere. Vil De se; man holder broderiet således med den venstre hånd, og så fører man med den højre nålen – således – ud i en let, langstrakt bue; ikke sandt –?

FRU LINDE.
Jo, det kan vel være –

HELMER.
Mens derimod at strikke – det kan aldrig bli’e andet end uskønt; se her; de sammenklemte arme, – strikkepindene, som går op og ned; – det har noget kinesisk ved sig. – Ah, det var virkelig en glimrende champagne, der blev serveret med.

FRU LINDE.
Ja, godnat, Nora, og vær nu ikke egensindig mere.

HELMER.
Vel talt, fru Linde!

FRU LINDE.
Godnat, herr direktør.

HELMER
(følger hende til døren)
.

Godnat, godnat; jeg håber da, De slipper vel hjem? Jeg skulde så gerne –; men det er jo ikke noget langt stykke, De har at gå. Godnat, godnat.
(hun går; han lukker efter hende og kommer ind igen.)
Se så; endelig fik vi hende da på døren. Hun er forskrækkelig kedelig, det menneske.

NORA.
Er du ikke meget træt, Torvald?

HELMER.
Nej, ikke det mindste.

NORA.
Ikke søvnig heller?

HELMER.
Aldeles ikke; jeg føler mig tvertimod umådelig oplivet. Men du? Ja, du ser rigtignok både træt og søvnig ud.

NORA.
Ja, jeg er meget træt. Nu vil jeg snart sove.

HELMER.
Ser du; ser du! Det var altså dog rigtigt af mig, at vi ikke blev længere.

NORA.
Å, det er alting rigtigt, hvad du gør.

HELMER
(kysser hende på panden)
.

Nu taler lærkefuglen, som om den var et menneske. Men lagde du mærke til, hvor lystig Rank var iaften?

NORA.
Så? Var han det? Jeg fik ikke tale med ham.

HELMER.
Jeg næsten heller ikke; men jeg har ikke på længe set ham i så godt lune.
(ser en stund på hende; derpå kommer han nærmere.)
Hm, – det er dog herligt at være kommen hjem til sig selv igen; at være ganske alene med dig. – Å du henrivende, dejlige unge kvinde!

NORA.
Se ikke således på mig, Torvald!

HELMER.
Skal jeg ikke se på min dyreste ejendom? På al den herlighed, som er min, min alene, min hel og holden.

NORA
(går over på den anden side af bordet)
.

Du skal ikke tale således til mig inat.

HELMER
(følger efter)
.

Du har endnu Tarantellaen i blodet, mærker jeg. Og det gør dig endda mere forlokkende. Hør! Nu begynder gæsterne at gå,
(sagtere.)
Nora, – snart er det stille i hele huset.

NORA.
Ja, det håber jeg.

HELMER.
Ja, ikke sandt, min egen elskede Nora? Å, véd du vel, – når jeg således er ude med dig i selskab, – véd du, hvorfor jeg taler så lidet til dig, holder mig så fjernt fra dig, bare sender dig et stjålent øjekast iblandt, – véd du, hvorfor jeg gør det? Det er fordi jeg da bilder mig ind, at du er min hemmelig elskede, min unge hemmelig forlovede, og at ingen aner, at der er noget imellem os to.

NORA.
Å ja, ja, ja; jeg véd jo nok, at alle dine tanker er hos mig.

HELMER.
Og når vi så skal gå, og jeg lægger schavlet om dine fine ungdomsfulde skuldre, – om denne vidunderlige nakkebøjning, – da forestiller jeg mig, at du er min unge brud, at vi netop kommer fra vielsen, at jeg for første gang fører dig ind i min bolig, – at jeg for første gang er alene med dig, – ganske alene med dig, du unge skælvende dejlighed! Hele denne aften har jeg ikke havt nogen anden længsel end dig. Da jeg så dig jage og lokke i Tarantellaen, – mit blod kogte; jeg holdt det ikke længer ud; – derfor var det, jeg tog dig med mig herned så tidligt –

NORA.
Gå nu, Torvald! Du skal gå fra mig. Jeg vil ikke alt dette.

HELMER.
Hvad skal det sige? Du leger nok spøgefugl med mig, lille Nora. Vil; vil? Er jeg ikke din mand –?

(det banker på yderdøren.)

NORA
(farer sammen)
.

Hørte du –?

HELMER
(mod forstuen)
.

Hvem er det?

DOKTOR RANK
(udenfor)
.

Det er mig. Tør jeg komme ind et øjeblik?

HELMER
(sagte, fortrædelig)
.

Å, hvad vil han da nu?
(højt.)
Vent lidt.
(går hen og lukker op.)
Nå, det er jo snilt, at du ikke går vor dør forbi.

RANK.
Jeg syntes, jeg hørte din stemme, og så vilde jeg dog gerne se indom.
(lader øjet strejfe flygtigt omkring.)
Ak ja; disse kære kendte tomter. I har det lunt og hyggeligt inde hos jer, I to.

HELMER.
Det lod til, at du hygged dig ret godt ovenpå også.

RANK.
Fortrinligt. Hvorfor skulde jeg ikke det? Hvorfor skal man ikke tage alting med i denne verden? Ialfald så meget, man kan, og så længe man kan. Vinen var fortræffelig –

HELMER.
Champagnen især.

RANK.
Lagde du også mærke til det? Det er næsten utroligt, hvor meget jeg kunde skylle ned.

NORA.
Torvald drak også meget champagne iaften.

RANK.
Så?

NORA.
Ja; og da er han altid så fornøjelig bagefter.

RANK.
Nå, hvorfor skal man ikke ta’e sig en glad aften efter en vel anvendt dag?

HELMER.
Vel anvendt; det tør jeg desværre ikke rose mig af.

RANK
(slår ham på skulderen)
.

Men det tør jeg, ser du!

NORA.
Doktor Rank, De har visst foretaget en videnskabelig undersøgelse idag.

RANK.
Ja netop.

HELMER.
Se, se; lille Nora taler om videnskabelige undersøgelser!

NORA.
Og tør jeg ønske Dem til lykke med udfaldet?

RANK.
Ja såmæn tør De så.

NORA.
Det var altså godt?

RANK.
Det bedst mulige både for lægen og for patienten, – visshed.

NORA
(hurtigt og forskende)
.

Visshed?

RANK.
Fuld visshed. Skulde jeg så ikke tage mig en lystig aften bagefter?

NORA.
Jo, det gjorde De ret i, doktor Rank.

HELMER.
Det siger jeg med; bare du ikke kommer til at svie for det imorgen.

RANK.
Nå, man får jo ikke noget for ingenting her i livet.

NORA.
Doktor Rank, – De holder visst meget af maskerader?

RANK.
Ja, når der er brav mange løjerlige forklædninger –

NORA.
Hør her; hvad skal vi to være på den næste maskerade?

HELMER.
Du lille letsindige, – tænker du nu alt på den næste!

RANK.
Vi to? Jo, det skal jeg sige Dem; De skal være lykkebarn –

HELMER.
Ja, men find på et kostume, som kan betegne det.

RANK.
Lad din hustru møde, som hun står og går igennem verden –

HELMER.
Det var virkelig træffende sagt. Men véd du ikke, hvad du selv vil være?

RANK.
Jo, min kære ven, det er jeg fuldkommen på det rene med.

HELMER.
Nå?

RANK.
På næste maskerade vil jeg være usynlig.

HELMER.
Det var et pudsigt indfald.

RANK.
Der findes en stor sort hat –; har du ikke hørt tale om usynligheds-hatten? Den får en over sig, og så er der ingen, som ser en.

HELMER
(med et undertrykt smil)
.

Nej, det har du ret i.

RANK.
Men jeg glemmer jo rent, hvad jeg kom for. Helmer, giv mig en cigar, en af de mørke Havanna.