Complete Works of Henrik Ibsen (564 page)

NORA.
Jeg har kæmpet en hård strid i disse tre dage.

HELMER.
Og våndet dig, og ikke øjnet anden udvej end –. Nej; vi vil ikke mindes alt dette hæslige. Vi vil kun juble og gentage: det er over; det er over! Hør dog på mig, Nora; du synes ikke at fatte det: det er over. Hvad er det dog for noget – dette stivnede udtryk? Å, stakkers lille Nora, jeg forstår det nok; du synes ikke du kan tro på, at jeg har tilgivet dig. Men det har jeg, Nora; jeg sværger dig til: jeg har tilgivet dig alt. Jeg véd jo, at hvad du gjorde, det gjorde du af kærlighed til mig.

NORA.
Det er sandt.

HELMER.
Du har elsket mig, som en hustru bør elske sin mand. Det var kun midlerne, som du ikke havde indsigt nok til at dømme om. Men tror du, at du er mig mindre kær, fordi du ikke forstår at handle på egen hånd? Nej, nej; støt du dig bare til mig; jeg skal råde dig; jeg skal vejlede dig. Jeg måtte ikke være en mand, hvis ikke netop denne kvindelige hjælpeløshed gjorde dig dobbelt tiltrækkende i mine øjne. Du skal ikke fæste dig ved de hårde ord, jeg sagde dig i den første forfærdelse, da jeg syntes, alt måtte styrte sammen over mig. Jeg har tilgivet dig, Nora; jeg sværger dig til, jeg har tilgivet dig.

NORA.
Jeg takker dig for din tilgivelse.

(hun går ud gennem døren til højre.)

HELMER.
Nej, bliv –.
(ser ind.)
Hvad vil du der i alkoven?

NORA
(indenfor)
.

Kaste maskeradedragten.

HELMER
(ved den åbne dør)
.

Ja, gør det; se at komme til ro og få samlet dit sind til ligevægt igen, du min lille forskræmte sangfugl. Hvil du dig trygt ud; jeg har brede vinger til at dække dig med.
(går omkring i nærheden af døren.)
Å, hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora. Her er ly for dig; her skal jeg holde dig som en jaget due, jeg har fået reddet uskadt ud af høgens klør; jeg skal nok bringe dit stakkers klappende hjerte til ro. Lidt efter lidt vil det ske, Nora; tro du mig. Imorgen vil alt dette se ganske anderledes ud for dig; snart vil alting være ligesom før; jeg skal ikke længe behøve at gentage for dig, at jeg har tilgivet dig; du vil selv usvigelig føle, at jeg har gjort det. Hvor kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind at ville forstøde dig, eller blot bebrejde dig noget? Å, du kender ikke en virkelig mands hjertelag, Nora. Der er for en mand noget så ubeskriveligt sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin hustru, – at han har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved ligesom i dobbelt forstand blevet hans ejendom; han har ligesom sat hende ind i verden påny; hun er på en måde bleven både hans hustru og hans barn tillige. Således skal du være for mig herefterdags, du lille rådvilde, hjælpeløse væsen. Ængst dig ikke for nogenting, Nora; bare åbenhjertig imod mig, så skal jeg være både din vilje og din samvittighed. – Hvad er det? Ikke tilsengs? Har du klædt dig om?

NORA
(i sin hverdagskjole)
.

Ja, Torvald, nu har jeg klædt mig om.

HELMER.
Men hvorfor, nu, så sent –?

NORA.
Inat sover jeg ikke.

HELMER.
Men, kære Nora –

NORA
(ser på sit uhr)
.

Klokken er endnu ikke så mange. Sæt dig her, Torvald; vi to har meget at tale sammen.

(hun sætter sig ved den ene side af bordet.)

HELMER.
Nora, – hvad er dette her? Dette stivnede udtryk –

NORA.
Sæt dig ned. –Det blir langt. Jeg har meget at tale med dig om.

HELMER
(sætter sig ved bordet lige over for hende)
.

Du ængster mig, Nora. Og jeg forstår dig ikke.

NORA.
Nej, det er det just. Du forstår mig ikke. Og jeg har heller aldrig forstået dig – før iaften. Nej, du skal ikke afbryde mig. Du skal bare høre på, hvad jeg siger. – Dette er et opgør, Torvald.

HELMER.
Hvorledes mener du det?

NORA
(efter en kort taushed)
.

Er dig ikke en ting påfaldende, således som vi sidder her?

HELMER.
Hvad skulde det være?

NORA.
Vi har nu været gifte i otte år. Falder det dig ikke ind, at det er første gang vi to, du og jeg, mand og kone, taler alvorligt sammen?

HELMER.
Ja, alvorligt, – hvad vil det sige?

NORA.
I otte samfulde år, – ja længere, – lige fra vort første bekendtskab, har vi aldrig vekslet et alvorligt ord om alvorlige ting.

HELMER.
Skulde jeg da idelig og altid indvie dig i bekymringer, som du dog ikke kunde hjælpe mig at bære?

NORA.
Jeg taler ikke om bekymringer. Jeg siger, vi har aldrig siddet i alvor sammen, for at søge at komme tilbunds i noget.

HELMER.
Men, kæreste Nora, vilde da det have været for dig?

NORA.
Der er vi ved sagen. Du har aldrig forstået mig. – Der er øvet megen uret imod mig, Torvald. Først af pappa og siden af dig.

HELMER.
Hvad! Af os to, – af os to, der har elsket dig højere end alle andre mennesker?

NORA
(ryster på hovedet)
.

I har aldrig elsket mig. I har bare syntes, det var fornøjeligt at være forelsket i mig.

HELMER.
Men, Nora, hvad er dette for ord?

NORA.
Ja, det er nu så, Torvald. Da jeg var hjemme hos pappa, så fortalte han mig alle sine meninger, og så havde jeg de samme meninger; og hvis jeg havde andre, så skjulte jeg det; for det vilde han ikke have likt. Han kaldte mig sit dukkebarn, og han legte med mig, som jeg legte med mine dukker. Så kom jeg i huset til dig –

HELMER.
Hvad er det for udtryk du bruger om vort ægteskab?

NORA
(uforstyrret)
.

Jeg mener, så gik jeg fra pappas hænder over i dine. Du indretted alting efter din smag, og så fik jeg den samme smag som du; eller jeg lod bare så; jeg véd ikke rigtig –; jeg tror det var begge dele; snart det ene og snart det andet. Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.

HELMER.
Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?

NORA.
Nej, det har jeg aldrig været. Jeg trode det; men jeg har aldrig været det.

HELMER.
Ikke – ikke lykkelig!

NORA.
Nej; bare lystig. Og du har altid været så snil imod mig. Men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskab, Torvald.

HELMER.
Der er noget sandt i, hvad du siger, – så overdrevent og overspændt det end er. Men herefter skal det bli’e anderledes. Legens tid skal være forbi; nu kommer opdragelsens.

NORA.
Hvis opdragelse? Min eller børnenes?

HELMER.
Både din og børnenes, min elskede Nora.

NORA.
Ak, Torvald, du er ikke mand for at opdrage mig til en ret hustru for dig.

HELMER.
Og det siger du?

NORA.
Og jeg, – hvorledes er jeg forberedt til at opdrage børnene?

HELMER.
Nora!

NORA.
Sagde du det ikke selv for en stund siden, – den opgave turde du ikke betro mig.

HELMER.
I opbrusningens øjeblik! Hvor vil du agte på det?

NORA.
Jo; det var meget rigtig sagt af dig. Jeg magter ikke den opgave. Der er en anden opgave, som må løses først. Jeg må se at opdrage mig selv. Det er du ikke mand for at hjælpe mig med. Det må jeg være alene om. Og derfor rejser jeg nu fra dig.

HELMER
(springer op)
.

Hvad var det, du sagde?

NORA.
Jeg må stå ganske alene, hvis jeg skal få rede på mig selv og på alting udenfor. Derfor kan jeg ikke bli’e hos dig længer.

HELMER.
Nora, Nora!

NORA.
Jeg vil gå herfra nu straks. Kristine ta’er nok imod mig for inat –

HELMER.
Du er afsindig! Du får ikke lov! Jeg forbyder dig det!

NORA.
Det kan ikke nytte at forbyde mig noget herefter. Jeg ta’er med mig, hvad der tilhører mig selv. Af dig vil jeg ingenting have, hverken nu eller senere.

HELMER.
Hvilket vanvid er dog dette!

NORA.
Imorgen rejser jeg hjem, – jeg mener, til mit gamle hjemsted. Der vil det være lettest for mig at komme ind i et eller andet.

HELMER.
Å, du forblindede, uerfarne skabning!

NORA.
Jeg må se at få erfaring, Torvald.

HELMER.
Forlade dit hjem, din mand og dine børn! Og du tænker ikke på, hvad folk vil sige.

NORA.
Det kan jeg ikke ta’e noget hensyn til. Jeg véd bare, det blir nødvendigt for mig.

HELMER.
Å, det er oprørende. Således kan du svigte dine helligste pligter.

NORA.
Hvad regner du da for mine helligste pligter?

HELMER.
Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det ikke pligterne imod din mand og dine børn?

NORA.
Jeg har andre ligeså hellige pligter.

HELMER.
Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det være.

NORA.
Pligterne imod mig selv.

HELMER.
Du er først og fremst hustru og moder.

NORA.
Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg er først og fremst et menneske, jeg, ligesåvel som du, – eller ialfald, at jeg skal forsøge på at bli’e det. Jeg véd nok, at de fleste gir dig ret, Torvald, og at der står noget sligt i bøgerne. Men jeg kan ikke længere lade mig nøje med, hvad de fleste siger og hvad der står i bøgerne. Jeg må selv tænke over de ting og se at få rede på dem.

HELMER.
Du skulde ikke have rede på din stilling i dit eget hjem? Har du ikke i sådanne spørgsmål en usvigelig vejleder? Har du ikke religionen?

NORA.
Ak, Torvald, jeg véd jo slet ikke rigtigt, hvad religionen er.

HELMER.
Hvad er det, du siger?

NORA.
Jeg véd jo ikke andet, end hvad presten Hansen sagde, da jeg gik til konfirmation. Han fortalte, at religionen var det og det. Når jeg kommer bort fra alt dette her og blir ensom, så vil jeg undersøge den sag også. Jeg vil se, om det var rigtigt, hvad presten Hansen sagde, eller ialfald, om det er rigtigt for mig.

HELMER.
Å, sligt er dog uhørt af en så ung kvinde! Men kan ikke religionen retlede dig, så lad mig dog ryste op i din samvittighed. For moralsk følelse har du dog? Eller, svar mig, – har du kanske ingen?

NORA.
Ja, Torvald, det er ikke godt at svare på det. Jeg véd det jo slet ikke. Jeg er ganske i vildrede med de ting. Jeg véd bare, at jeg har en ganske anden mening om sligt noget, end du. Jeg hører jo også nu, at lovene er anderledes, end jeg tænkte; men at de love skulde være rigtige, det kan jeg umulig få i mit hode. En kvinde skal altså ikke ha’e ret til at skåne sin gamle døende fader, eller til at redde sin mands liv! Sligt tror jeg ikke på.