Complete Works of Henrik Ibsen (563 page)

HELMER.
Med største fornøjelse.

(byder etuiet frem.)

RANK
(tager en og skærer spidsen af)
.

Tak.

NORA
(stryger en voksstikke af)
.

Lad mig gi’e Dem ild.

RANK.
Tak for det.
(hun holder stikken for ham; han tænder.)
Og så farvel!

HELMER.
Farvel, farvel, kære ven!

NORA.
Sov godt, doktor Rank.

RANK.
Tak for det ønske.

NORA.
Ønsk mig det samme.

RANK.
Dem? Nå ja, når De vil det –. Sov godt. Og tak for ilden.

(han nikker til dem begge og går.)

HELMER
(dæmpet)
.

Han havde drukket betydeligt.

NORA
(åndsfraværende)
.

Kanske det.

(Helmer tager sit nøgleknippe op af lommen og går ud i forstuen.)

NORA.
Torvald – hvad vil du der?

HELMER.
Jeg må tømme brevkassen; den er ganske fuld; der blir ikke plads til aviserne imorgen tidlig –

NORA.
Vil du arbejde inat?

HELMER.
Det véd du jo, jeg ikke vil. – Hvad er det? Her har været nogen ved låsen.

NORA.
Ved låsen –?

HELMER.
Ja visst har der så. Hvad kan det være? Jeg skulde dog aldrig tro, at pigerne –? Her ligger en afbrækket hårnål. Nora, det er din –

NORA
(hurtigt)
.

Så må det være børnene –

HELMER.
Det må du sandelig vænnne dem af med. Hm, hm; – nå, der fik jeg den op alligevel.
(tager indholdet ud og råber ud i køkkenet.)
Helene! – Helene; sluk lampen i entréen.

(han går ind i værelset igen og lukker døren til forstuen.)

HELMER
(med brevene i hånden)
.

Se her. Vil du se, hvorledes det har ophobet sig.
(blader imellem.)
Hvad er det for noget?

NORA
(ved vinduet)
.

Brevet! Å nej, nej, Torvald!

HELMER.
To visitkort – fra Rank.

NORA.
Fra doktor Rank?

HELMER
(ser på dem)
.

Doktor medicinæ Rank. De lå øverst; han må have stukket dem ind, da han gik.

NORA.
Står der noget på dem?

HELMER.
Der står et sort kors over navnet. Se her. Det er dog et uhyggeligt påfund. Det er jo, som om han meldte sit eget dødsfald.

NORA.
Det gør han også.

HELMER.
Hvad? Véd du noget? Har han sagt dig noget?

NORA.
Ja. Når de kort kommer, så har han taget afsked med os. Han vil lukke sig inde og dø.

HELMER.
Min stakkers ven. Jeg vidste jo, at jeg ikke skulde få beholde ham længe. Men så snart –. Og så gemmer han sig bort som et såret dyr.

NORA.
Når det skal ske, så er det bedst, at det sker uden ord. Ikke sandt, Torvald?

HELMER
(går op og ned)
.

Han var så sammenvokset med os. Jeg synes ikke, jeg kan tænke mig ham borte. Han, med sine lidelser og med sin ensomhed, gav ligesom en skyet baggrund for vor sollyse lykke. – Nå, det er kanske bedst således. For ham ialfald.
(standser.)
Og måske også for os, Nora. Nu er vi to så ganske henvist til hinanden alene.
(slår armene om hende.)
Å, du min elskede hustru, jeg synes ikke, jeg kan holde dig fast nok. Véd du vel, Nora, – mangengang ønsker jeg, at en overhængende fare måtte true dig, for at jeg kunde vove liv og blod og alt, alt, for din skyld.

NORA
(river sig løs og siger stærkt og besluttet)
.

Nu skal du læse dine breve, Torvald.

HELMER.
Nej, nej; ikke inat. Jeg vil være hos dig, min elskede hustru.

NORA.
Med dødstanken på din ven –?

HELMER.
Du har ret. Dette har rystet os begge; der er kommet uskønhed ind imellem os; tanker om død og opløsning. Dette må vi søge frigørelse for. Indtil da –. Vi vil gå hver til sit.

NORA
(om hans hals)
.

Torvald, – godnat! Godnat!

HELMER
(kysser hende på panden)
.

Godnat, du min lille sangfugl. Sov godt, Nora. Nu læser jeg brevene igennem.

(han går med pakken ind i sit værelse og lukker døren efter sig.)

NORA
(med forvildede øjne, famler omkring, griber Helmers domino, slår den omkring sig og hvisker hurtigt, hæst og afbrudt)
:

Aldrig se ham mere. Aldrig. Aldrig. Aldrig.
(kaster sit schavl over hovedet.)
Aldrig se børnene mere heller. Ikke dem heller. Aldrig; aldrig. – Å, det iskolde sorte vand. Å, det bundløse –; dette –. Å, når det bare var over. – Nu har han det; nu læser han det. Å nej, nej; ikke endnu. Torvald, farvel du og børnene –

(Hun vil styrte ud igennem forstuen; i det samme river Helmer sin dør op og står der med et åbent brev i hånden.)

HELMER.
Nora!

NORA
(skriger højt)
.

Ah –!

HELMER.
Hvad er det? Véd du, hvad der står i dette brev?

NORA.
Ja, jeg véd det. Lad mig gå! Lad mig komme ud!

HELMER
(holder hende tilbage)
.

Hvor vil du hen?

NORA
(prøver at rive sig løs)
.

Du skal ikke redde mig, Torvald!

HELMER
(tumler tilbage)
.

Sandt! Er det sandt, hvad han skriver? Forfærdeligt! Nej, nej; det er jo umuligt, at dette kan være sandt.

NORA.
Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i verdens rige.

HELMER.
Å, kom ikke her med tåbelige udflugter.

NORA
(et skridt imod ham)
.

Torvald –!

HELMER.
Du ulyksalige, – hvad er det, du har foretaget dig!

NORA.
Lad mig komme bort. Du skal ikke bære det for min skyld. Du skal ikke tage det på dig.

HELMER.
Ikke noget komediespil.
(låser forstuedøren af.)
Her blir du og står mig til regnskab. Forstår du, hvad du har gjort? Svar mig! Forstår du det?

NORA
(ser ufravendt på ham og siger med et stivnende udtryk)
.

Ja, nu begynder jeg at forstå det tilbunds.

HELMER
(går omkring på gulvet)
.

Å, hvor forfærdeligt jeg er vågnet op. I alle disse otte år, – hun, som var min lyst og stolthed, – en hyklerske, en løgnerske, – værre, værre, – en forbryderske! – Å, denne bundløse hæslighed, som ligger i alt dette! Fy, fy!

NORA
(tier og ser fremdeles ufravendt på ham)
.

HELMER
(standser foran hende)
.

Jeg burde have anet, at noget sligt vilde ske. Jeg burde have forudset det. Alle din faders letsindige grundsætninger –. Ti! Alle din faders letsindige grundsætninger har du taget i arv. Ingen religion, ingen moral, ingen pligtfølelse –. Å, hvor jeg er bleven straffet for, at jeg så igennem fingre med ham. For din skyld gjorde jeg det; og således lønner du mig.

NORA.
Ja, således.

HELMER.
Nu har du ødelagt hele min lykke. Hele min fremtid har du forspildt for mig. Å, det er forfærdeligt at tænke på. Jeg er i et samvittighedsløst menneskes vold; han kan gøre med mig, hvad han vil, forlange af mig, hvad det skal være, byde og befale over mig, som det lyster ham; – jeg tør ikke kny. Og så jammerligt må jeg synke ned og gå tilgrunde for en letsindig kvindes skyld!

NORA.
Når jeg er ude af verden, så er du fri.

HELMER.
Å, ingen fagter. Slige talemåder havde din fader også på rede hånd. Hvad vilde det nytte mig, at du var ude af verden, som du siger? Ikke det ringeste vilde det nytte mig. Han kan gøre sagen bekendt alligevel; og gør han det, så blir jeg kanske mistænkt for at have været vidende om din forbryderske handling. Man vil kanske tro, at jeg har stået bagved, – at det er mig, som har tilskyndet dig! Og alt dette kan jeg takke dig for, dig, som jeg har båret på hænderne gennem hele vort ægteskab. Forstår du nu, hvad du har gjort imod mig?

NORA
(med kold ro)
.

Ja.

HELMER.
Dette er så utroligt, at jeg ikke kan fastholde det. Men vi må se at komme tilrette. Tag schavlet af. Tag det af, siger jeg! Jeg må se at tilfredsstille ham på en eller anden måde. Sagen må dysses ned for enhver pris. – Og hvad dig og mig angår, så må det se ud, som om alt var imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for verdens øjne. Du blir altså fremdeles her i huset; det er en selvfølge. Men børnene får du ikke lov til at opdrage; dem tør jeg ikke betro dig –. Å, at måtte sige dette til hende, som jeg har elsket så højt, og som jeg endnu –! Nå, det må være forbi. Herefterdags gælder det ikke længer lykken; det gælder bare at redde resterne, stumperne, skinnet –

(det ringer på entréklokken.)

HELMER
(farer sammen)
.

Hvad er det? Så sent. Skulde det forfærdeligste –? Skulde han –? Skjul dig, Nora! Sig, du er syg.

(Nora blir stående ubevægelig. Helmer går hen og åbner forstuedøren.)

STUEPIGEN
(halvt afklædt, i forstuen)
.

Her kom et brev til fruen.

HELMER.
Giv mig det.
(griber brevet og lukker døren.)
Ja, det er fra ham. Du får det ikke; jeg vil selv læse det.

NORA.
Læs du.

HELMER
(ved lampen)
.

Jeg har næppe mod til det. Kanske er vi fortabte, både du og jeg. Nej; jeg må vide det,
(bryder brevet ilsomt; løber nogle linjer igennem; ser på et indlagt papir; et glædesskrig)
: Nora!

NORA
(ser spørgende på ham)
.

HELMER.
Nora! – Nej; jeg må læse det endnu en gang. – Jo, jo; så er det. Jeg er frelst! Nora, jeg er frelst!

NORA.
Og jeg?

HELMER.
Du også, naturligvis; vi er frelste begge to, både du og jeg. Se her. Han sender dig dit gældsbevis tilbage. Han skriver, at han fortryder og angrer –; at et lykkeligt omslag i hans liv –; å, det kan jo være det samme, hvad han skriver. Vi er frelste, Nora! Der er ingen, som kan gøre dig noget. Å, Nora, Nora –; nej, først alt dette afskyelige ud af verden. Lad mig se –
(kaster et blik på forskrivningen.)
Nej, jeg vil ikke se det; det skal ikke være for mig andet, end en drøm altsammen.
(river beviset og begge brevene istykker, kaster det hele ind i ovnen og ser på det, mens det brænder.)
Se så; nu er det ikke mere til. – Han skrev, at du siden juleaften –. Å, det må have været tre forfærdelige dage for dig, Nora.